Kaj styrer familiens motorbåd. Han er fire år og insisterer på at sidde på en forhøjning af sædet og holde rattet alene. Han er god til det, men hans forældre synes egentlig, han er for lille. Alligevel får han lov, for de synes, man skal anerkende børn for det, de kan.
Det er ikke kun familiens motorbåd, som Kaj styrer. Han forsøger at styre det meste. Også om han skal børste tænder, hvornår det skal ske, om han kan selv eller skal have hjælp, og om det i givet fald skal være hans far eller mor, der hjælper ham.
Forældrene indretter sig i vidt omfang efter Kajs ønsker. De håber, at det vil gøre ham tilfreds, og at de får det rart sammen. Men de får det ikke rart sammen, for igen og igen vil Kaj for resten også lige noget mere.
Næsten dagligt løber forældrene over af afmagt og vrede. De skælder Kaj ud og truer med at fratage ham goder, hvis han ikke stopper diskussionen nu, og gør, som de siger. Kaj bliver vred på dem og græder, og det bliver en stor og langvarig konflikt.
Kajs forældre er demokrater, men bliver autoritære. Det bebrejder de sig selv, og de appellerer til Kaj, om han ikke nok vil være sød. Ofte siger han, at det vil han. Alligevel gentager konflikterne sig.
I dag er der mange forældre som Kajs, også selv om langtfra alle går lige så langt. Forældre, som stræber efter at tale sig til rette med deres barn og undgår at være autoriteter. Det er rart at være forældre sådan – hvis bare barnet var med på den.
At værne om både frihed og pligter
Børn vil generelt gerne følge deres lyst, ligesom Kaj, og undgå det, der ikke er lystfyldt. Det er sundt og normalt. Det betyder bare, at et barn ikke kan være sin egen leder.
Vi voksne vil såmænd også gerne følge vores lyst. Men vi har lært at kunne tilsidesætte den til fordel for at gøre vores pligt, og det tager omkring en hel opvækst.
Kajs forældres problem hører tiden til. Det opstår, fordi demokrati i dag sættes lig med frihedsrettigheder, og fordi at lytte til barnet er kommet til at betyde at lade det få sin vilje.
Et demokrati omfatter imidlertid ikke kun frihedsrettigheder. Det omfatter også pligter, og de kræver, at et barn lærer at lægge bånd på sig selv, så andre også kan få indflydelse. Det kan være surt, og barnet behøver da heller ikke at synes om denne selvbegrænsning, blot det lærer den.
Et barn skal for eksempel lære at vente på tur, og at vi sover om natten. Det skal lære at læse og at lade være med at slå. Alt sammen er begrænsninger af friheden til at gøre, hvad man vil, og de er lige så essentielle for et demokrati, som frihedsrettighederne er.
En demokratisk opdragelse kræver derfor forældre, som ikke alene værner om frihedsrettighederne, men også om pligterne. Det er en dobbeltrolle, hvor forældre både tilfredsstiller og frustrerer barnet.
Frustrationer er nødvendige
Forældre hjælper både sig selv og deres barn, når de helt fra begyndelsen af barnets liv tænker på omsorgen for barnet som både at tilfredsstille og frustrere det, og tænker, at netop dét er godt for barnet.
Når forældrene ser barnets reaktioner på denne dobbeltrolle, oplever de fleste, at det også føles godt også at frustrere barnet.
Det, som forældrene spontant gør i omsorgen for et spædbarn, udtrykker som oftest dobbeltrollen. Når barn for eksempel vågner og skriger efter at have sovet, går der som regel lidt tid, før en af forældrene kan komme og tage det op.
Ventetiden er frustrerende for barnet, og det er tilfredsstillende at blive taget op. Frustrationen er ikke behagelig for barnet, men givet det tidlige og betydningsfulde erfaringer med at bære frustration og komme ud på den anden side. Den er et første lille skridt i udviklingen af evnen til at kunne bære frustrationer, som er afgørende for, at et barn gradvist modnes.
Ventetiden er desuden en første lille præsentation af den sociale norm om at kunne vente på at komme til det, man gerne vil.
På samme måde kommer det som regel af sig selv, at forældre gør spædbarnets natlige måltider korte og neddæmpede, set i forhold til måltiderne om dagen. Også det kan frustrere et spædbarn, der gerne vender om på nat og dag. Men også den frustration er sund – og desuden en første præsentation af den sociale norm, at vi sover om natten og kan være aktive om dagen.
Når forældre frustrerer deres spædbarn, er de i fuld gang med at hjælpe det ind i et demokrati, hvor vi ikke alene har frihedsrettigheder, men også pligter.
At blive en autoritet
Kajs forældre kunne ikke holde konflikterne ud længere. Deres udfordring var at finde ind i dobbeltrollen, hvor de også blev autoriteter og ledere for Kaj.
Forældre overkommer lettest udfordringen, når de står ved, at ”Vi er kommet til at lade dig bestemme alt for meget. For eksempel at du skal styre båden, og hvem, der skal hjælpe dig med at børste tænder. Nu laver vi om på det. Du vil nok ikke synes om det. For du synes nok, det er dejligt selv at bestemme.”
Heldigvis er det som oftest nemmere at blive en autoritet, end mange forældre frygter. Kaj affandt sig i løbet af nogle få gange med ikke længere at styre båden, og med, at der var meget andet, han heller ikke fik lov til længere. Han blev desuden mere afslappet og kom i bedre trivsel. Forældrene havde befriet ham for et for stort ansvar og en stor fristelse til hele tiden at afprøve grænserne for indflydelse.
Børn lærer at tackle frustrationer
I de år, hvor forældrene havde givet Kaj lov til at styre væsentlige dele af hverdagen, gav de ham ikke kun lov til det konkrete.
Når man giver et barn mange ja’er, sender man et mere generelt budskab om, at ’du stort set kan gøre, hvad du vil’. Der er brug for også at sige ’nej’, ’ikke nu’ og ’ikke på den måde’, og for i et afbalanceret omfang at udfordre barnet med noget, som er slidsomt, svært og kedeligt. Kun derved lærer et barn at bære frustrationer og at komme igennem dem.
I en spidsformulering kan man sige, at et barn aldrig skal have lov til det, som det vil. Forældrene må altid vurdere, hvad der er godt for barnet.
Er det eksempelvis godt, at den toårige bærer det store, flotte, varme fad hen til bordet, som det gerne vil?
Det er dejligt, at barnet har ønsket om at bære fadet, for det viser, at det vil udvikle sig og kunne mere.
Men handlingen må forældrene sige nej til, når barnet endnu er så lille. Barnet må nøjes med at bære nogle små, kedelige tallerkner hen til bordet, og måske kun én ad gangen.
Barnet må mene, hvad det vil om sine ledere, og protestere. Og det er frustrerende at være barn og underlagt lederskab, og føles attraktivt at blive voksen og bestemme selv.
Der er brug for tre positioner
Den voksne kan grundlæggende indtage tre forskellige positioner over for et barn. Der er brug for dem alle. Desuden er der autoritet i dem alle, men i vekslende omfang.
1. Den alvidende position
Autoriteten er tydeligst, når den voksne placerer sig i en alvidende position og anvender almindelig opdragelse, og siger: ”Du skal holde din plads i køen!” og ”Kom, nu skal du i seng!”.
I den position ved den voksne bedst og behøver ikke at spørge barnet. Hun ved for eksempel, at et barn skal holde sin plads i køen til en rutsjebane, og hvor meget det sådan cirka har brug for at sove om natten.
Den alvidende position er den, hvori den voksne klarest formidler de pligter, som et barn skal lære at leve op til i et demokrati. Kajs forældre manglede denne position i deres opdragelse af deres søn.
2. Den ikke-vidende position
Den alvidende position gør det imidlertid ikke alene i et demokrati af i dag. Der er brug for, at den voksne indimellem placerer sig i en ikke-vidende position. Her stiller hun spørgsmål, der lægger op til, at barnet fortæller, hvad det mener, oplever, tænker og føler – for eksempel om sin sengetid eller om, at det ikke må styre en motorbåd.
Den ikke-vidende position er det stik modsatte af den alvidende position. Her kan barnet give den gas ved at protestere imod pligter, fortælle om sine lyster og søge indflydelse. Men også den ikke-vidende position indeholder autoritet.
For den voksne ved, at det er væsentligt for at vinde lederskab, at hun ikke kun er alvidende og optaget af sin egen dagsorden. Hun ved, at hun må balancere det med at interessere sig for barnets synspunkt og lære af det, også selv om det langtfra altid kan realiseres.
Når den voksne placerer sig i den ikke-vidende position, formidler hun på den klareste måde, at barnet i et demokrati har ret til at ytre sig frit, udøve kritisk virksomhed og søge indflydelse på sin situation.
3. Den delvist vidende position
Erfaringer viser imidlertid, at børn ikke altid siger deres mening, selv om de voksne er lydhøre. Et spædbarn er åbenlyst forhindret, fordi det endnu ikke kan tale. Men også større børn og unge kan være forhindret. For eksempel, når de tror, at den voksne ikke vil kunne forstå dem eller ikke vil tage dem alvorligt. Frygt for at gøre den voksne vred eller ked af det kan også være en hindring.
Alban er et eksempel. Når han havde været en uge hos sin far, modtog hans mor ham med omfavnelser og kys. Han vred sig lidt, som om han ikke rigtig brød sig om det.
Selv om moderen mærkede det, fortsatte hun med at tage imod ham med omfavnelser og kys, styret af sin egen trang. Indtil hun en dag placerede sig i den ikke-vidende position, og spurgte ham: ”Kan du ikke lide det? Skal jeg lade være?”
”Det er fint nok”, svarede Alban henkastet, men moderen synes ikke, han lød overbevisende. En dag sagde hun derfor til ham: ”Måske tager jeg fejl, men jeg har en idé om, at du ikke kan lide, at jeg omfavner og kysser dig, når du kommer fra far”. Så sagde han: ”Jeg ville ikke gøre dig ked af det”.
Alban havde overtilpasset sig. Han vovede først at bruge sin ytringsfrihed, da hans mor med sit forslag til, hvad han syntes, faktisk fik sagt, hvad han mente. Han så, at hun ikke var ked af det, da hun sagde det, men kunne holde til at formulere hans mening. Derefter vovede han selv at sige sin mening – om omfavnelser og kys, og om meget andet, han hidtil var brændt inde med.
Her skiftede Albans mor fra den ikke-vidende position til en delvist vidende position. Den befinder sig et sted mellem den al- og den ikke-vidende position, hvor den voksne har en usikker viden om, hvad barnet oplever, føler og tænker. Hun prøver den af ved at fortælle den til barnet.
Også den delvist vidende position indeholder autoritet. For Albans mor vidste, at det kan være vanskeligt for børn at tale for sig selv, og hvordan hun kunne hjælpe det usagte frem.
Den delvist vidende position er den position, hvor den voksne på den klareste måde formidler, at i et demokrati er ikke kun et barns udtrykte synspunkter væsentlige. Det er desuden væsentligt, at de synspunkter, som barnet holder tilbage, kommer til udtryk.
Videnspositioner vejleder de voksne
De tre videnspositioner udgør en model for metoder i opdragelse, som jeg har formuleret. Modellen grupperer i princippet alle opdragelsesmetoder i de tre videnspositioner og blandinger af dem.
Modellen vejleder den voksne i at vælge og skifte metode, så hun både kan varetage de pligter og de rettigheder, som et barn har i et demokrati.
Videnspositionerne står i modsætning til hinanden,som det er fremgået. Men modsætningerne er en følge af, at et demokrati er modsætningsfuldt ved både at pålægge barnet pligter, give det frihedsrettigheder og kræve, at det gør brug af dem. Opdrageren har brug for modsætningsfulde positioner at veksle imellem for at kunne favne denne modsætningsfuldhed.
