I midten af marts publicerede DR dokumentarserien ”Satans Sorte Vinyler”. I serien dykker journalist Jonas Visti ned i musikgenren black metal, som i 1990'erne blev berømt og berygtet for kirkeafbrændinger, mord og kobling til nynazistiske miljøer. Disse temaer fylder også en stor del af dokumentarseriens fire afsnit, og det har medført kritik fra seere såvel som medvirkende musikere og eksperter.
Og serien tegner da heller ikke et korrekt billede af dansk black metal, mener Tore Tvarnø Lind, der er musikantropolog og forsker i black metal: ”Som forsker er jeg ked af, hvis folk ser dokumentaren og får en fornemmelse af, at det er en flok selvmordskandidater, nynazister og satanister. For det er meget langt fra de black metal-scener, jeg bevæger mig rundt i som forsker.”
Men hvad er dansk black metal så? Det undersøger Tænketanken i denne uge sammen med Tore Tvarnø Lind, der er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.