To danske dokumentarfilm har fået stor opmærksomhed på det seneste.
Natten til mandag har Flugt af Jonas Poher Rasmussen, som den første dokumentarfilm nogensinde, chancen for at vinde hele tre Oscars. I den animerede dokumentar Flugt følger vi Amin, der fortæller sin historie om, hvordan han flygtede fra Afghanistan til Danmark, da han var dreng. Filmen er både nomineret til Bedste Animerede Film, Bedste Dokumentarfilm og Bedste Internationale Film.
Herhjemme har en anden dokumentar skabt debat: Jesper Dalgaards Kandis for livet, der skildrer en gruppe danskeres forhold til dansktop-sanger Johnny Hansen fra bandet Kandis. Bl.a. har filmen fået kritik for at være iscenesat.
Men hvornår er en dokumentar iscenesat eller autentisk? Hvad er reglerne, og hvor går grænsen? Det spørgsmål stiller Andrew Davidson i denne uges udgave Tænketanken, hvor han ser nærmere på de to meget forskellige dokumentarer sammen med kunsthistoriker Peter Ole Pedersen.