Når d. 13. falder på en fredag, er det nok de færreste i dagens Danmark, der tænker det som en dag, hvor Djævlen er særligt stærk og lokkende.
Men forklaringen på, at netop fredag d. 13. skulle være så uheldig, er som så meget andet bibelsk. Jesus og disciplene var 13 til bords under den sidste nadver, hvilket gør tallet uheldsvangert. Og korsfæstelsen skete ifølge traditionen på en fredag. Kombineres dagen og tallet, står man med noget ganske ildevarslende – hvis man altså tror på det.
Vi bider mærke i datoen, klukker lidt og scroller åndsfraværende videre.
Men en svag skygge af uhygge er måske alligevel krøbet ind i sprækkerne mellem al fornuft og viden. Bør vi være lidt ekstra på vagt når aftenmørket falder på?
Gyserforfattere, fra Bram Stoker og H.P. Lovecraft til Stephen King har i århundreder skræmt os fra vid og sans – og vi er vilde med det.
Men skræklitteraturen kan mere end bare at få hårene til at rejse sig. Den kan fortælle os noget om os selv, som individer og som samfund. Noget om, hvad der gør os bange lige nu og her – hvad enten det er genfærd, galninge eller global opvarmning.
Gyset vender vores frygt på vrangen
Vi mennesker bliver let skræmte; nok lettere end vi helt vil indrømme. Vi skræmmes af det ukendte, af mørket, af frygten for vold, ulykke og pludselig død. Vi skræmmes både som individer og som kollektiv. Private bekymringer kan om natten vokse fra små problemer til rigtige rædsler, og store, uhåndterlige problemstillinger kan tegne tidens skræk i samfundet, uden at vi som individer føler os ramte.
En ting er dog sikkert; efter den moderne roman voksede frem i 1700-tallet, har gruen været en fast del af litteraturens udtryk. Siden oplysningstidens dunkle, gotiske litteratur er rædsel gang på gang bragt i spil – som et spejl af tidens bekymringer og en æstetisk ventil for de mørke skrækscenarier, der har optaget og fortsat optager os.
Gyset forandrer sig sammen med os som samfund, og viser os alt det, der nager og gør virkelig ondt. Det viser vores verden på vrangen.
Dracula tager pulsen på en kultur i knæ
Skrækfiktionen havde sin tidlige barndom i gotikkens gys og gru blandt forfaldne slotte og øde kirkegårde. Der er mange forklaringer på genrens fremvækst, men man kan med fordel se den som en konsekvens af romantikken. Som et forsøg på at genfortrylle en verden, der fremstod mere og mere mekanisk og nøgen i oplysningens rationelle skær.
Gyset fandt imidlertid først for alvor sin moderne form i slutningen af 1800-tallet i tidens populære magasiner og aviser. I England, hvor industrialiseringen buldrede derudad og videnskaben vandt nyt land, var samfundet i hastig forandring.
Imperiet med dets kolonier stod stadigt mere forhutlet, som en skrøbelig skal af et fortidigt storhedsvanvid. Darwins tanke om arternes oprindelse rokkede ved opfattelsen af, hvad et menneske egentlig er – et spørgsmål, som Mary Shelley allerede havde funderet over årtier forinden, da hendes videnskabsmand Victor Frankenstein skabte kunstigt liv af stjålne lig.
Sociale forandringer skabte et åndeligt klima for drømme om det, der var engang, og en frygt for det, der skulle komme. Bram Stokers vampyr Dracula kom snigende ind udefra og fik smag for civilisationens pulserende hjerteblod, mens Robert Louis Stevenson spaltede mennesket i to og slap den bestialske mr. Hyde løs i Londons udsvævende natteliv.
Et spøgelse går gennem Europa
Victoriatidens gys var et nødråb fra en forpustet kultur i sammenbrud. Forfattere som Arthur Conan Doyle, Arthur Machen og Algernon Blackwood søgte efter mening og åndelig kontakt med noget større i en tid, hvor utøjlet kapitalisme udfoldede sig og forandrede alt omkring dem.
De skrev historier om den hjemsøgte natur, der lå vild, hemmelighedsfuld og skræmmende uden for de sodsværtede, tætpakkede industribyer. De skrev historier om spøgelser og andre væsner, der viste, at der måske alligevel var en rest af mystik tilbage i en prosaisk, borgerlig tilværelse, der dyrkede fornuft frem for følelser.
Fra 1800-tallets slutning udviklede spøgelsesfortællingen sig i England, og med forfatteren M.R. James fandt den sin i dag klassiske form. James var en fornem stilist, og den engelske spøgelseshistorie kulminerede i første omgang på hans skrivebord. Modsat mange af sine forgængere var han dog hverken specielt spirituel eller optaget af metafysiske problemstillinger.
Folk var vilde med hans hårrejsende scener og mørke fortællinger om gamle bøger og relikvier, der åbnede porte til farlige verdener under kirkegårdens gravstene. Men for ham var fortællingen først og fremmest et spørgsmål om form – om gys for gysets skyld. Med James ændrede spøgelseshistorien mening og udtryk og begyndte den forstening ud i ren stiløvelse, som gang på gang har præget skrækfiktionen op igennem 1900-tallet.
Pulp og kirkegårdsrotter
I USA udviklede der sig i begyndelsen af 1900-tallet et stærkt specialiseret og superkommercielt marked for billig, skønlitterær underholdning; de såkaldte pulpmagasiner. Konkurrencen resulterede i en høj grad af specialisering, hvor udgiverne målrettede magasinernes indhold mod specifikke interesser eller udtryk.
Det var i regi af denne pulp fiction, at mange af underholdningsindustriens skarptskårne genrer fandt den form, vi stadig kender i dag: Den romantiske kærlighedsfortælling, westerngenren og science fiction. Gyset fandt sit eget hjem i det berømte magasin Weird Tales, der udkom første gang i 1923. Her blev horrorgenren skabt i det rendyrkede formsprog, vi stadig genkender i dag.
Pulpen var en smeltedigel, der trak på de gamle gotiske klassikere fra 1700-tallet, de engelske spøgelsesfortællinger, folklore, mytologi og alt mulig andet – som i Henry Kuttners novelle ”The Graveyard Rats” fra 1936, der blander gotikkens klassiske, grumme hævnmotiv med folklore, det morbide og en chokerende detaljerigdom, da kirkegårdsrotterne får hovedpersonen som måltid. Der var ingen faste regler, ud over at fokus næsten altid var på et klart koncept, underholdning og en dramatisk slutning.
Den alarmerende ateisme
Ligesom hos M.R. James var det så som så med budskaberne i den kommercielle pulp. Men alligevel kunne en forfatter som H.P. Lovecraft vokse frem af spalterne. For ateisten Lovecraft blev gruen et æstetisk værktøj til at sætte ord på sin filosofi og sit verdenssyn. Et syn, hvor mennesket er en lille, sårbar skabning i et enormt kosmos, der dybest set er fuldstændig ligeglad med jordkloden og menneskehedens eksistens.
Under påvirkning af sin interesse for astronomi og nye videnskabelige idéer som Einsteins relativitetsteori så Lovecraft ingen Gud i universet, ingen hjælp, ingen mening – i hvert fald ikke ud over den mening, man kan skabe for sig selv.
De færreste pulp-læsere forstod, hvad Lovecraft egentlig ønskede at formidle med sine historier, men kulten omkring ham, trak støt flere og flere ind.
Lovecraft gav i høj grad udtryk for den følelse af tomhed, som kom til at præge modernismens litteratur i årtierne fremover.
Satan på dagsordenen
H.P. Lovecraft var en af de forfattere, der latterliggjorde gysergenrens glæde ved klassiske monstre som vampyrer, spøgelser og varulve. For ham var den slags det rene pjank, og den tanke stod han ikke alene med.
I løbet af 1930’erne voksede den mere rationelle science fiction-genre sig stor, og gyset blev et mere eller mindre glemt udtryk, der levede ubemærket i litteraturens periferi. En forfatter som Shirley Jackson, der i dag bliver fejret som en visionær forfatter også uden for genrefiktionen, kunne med sin kobling af gys og psykologi fortælle angstprovokerende historier om køn, frigørelse og identitet, uden at det fremmede genrens popularitet specielt meget.
Faktisk var det først i slutningen af 1960’erne, at gyset igen for alvor krøb under huden på det bredere publikum. Startskuddet lød, da den populære spændingsforfatter Ira Levin udgav Rosemary’s Baby i 1967 og satte okkultisme, sort magi og Satan på dagsordenen. Her talte han ind i en specifik uro i tiden, hvor man i konservative kredse skævede bekymret til ungdomskulturen, der eksperimenterede med alt, hvad der kunne eksperimenteres med.
Levin var afgjort på de unges side, men hans roman inspirerede ironisk nok den reaktionære katolik William Peter Blatty til at udgive The Exorcist i 1971 om stakkel lille Regan, der bliver besat af en dæmon. Romanen var et konservativt kald til moralsk oprustning. Mange lyttede, men de fleste var faktisk kun optaget af den spektakulære handling, som rystede læserne og skabte mange mareridtsnætter.
Med Blattys bog oplevede gyset pludselig en uhørt stor popularitet og bølgen mistede først sit momentum i slutningen af 1980’erne. Stephen King, den mest berømte gyserforfatter i 1900-tallets anden halvdel, skrev sig ind på bestsellerlisterne med rygstød fra denne bølge, som han selv var med til at forstærke.
Splatterpunk
William Peter Blatty og især Stephen King var ikke bare med til at gøre gyset til en genre, der blev læst af alle. Tematisk bragte de også gyset helt ind i hjertet af den ordinære kernefamilie – og dem kunne man efterhånden finde overalt i den vestlige verden.
Gyset blev til fortællingen om exceptionelle hændelser i fuldstændig ordinære menneskers liv. Gruen udfoldede sig i det små og i det nære – i børneværelset, i garagen, til havefesten. Dårlig økonomi, social usikkerhed, børn og magtrelationer imellem mennesker blev centrale temaer. Ingen kunne vide, om naboen var et monster eller chefen en kapitalistisk sadist.
I 1970’erne var det hjemlige et frugtbart felt, der skabte fascinerende kig ind i middelklassesjælens bekymringer, men allerede i begyndelsen af 1980’erne var alle disse idéer blevet et velfriseret og tandløst gespenst. Og en ny generation af forfattere gik frontalt til angreb på det fredelige og gemytlige, der prægede tidens skrækfiktion.
For de unge forfattere, der med tydelig selvironi kaldte sig ”splatterpunks”, var intet helligt. De skrev med social indignation om diskrimination, sex og racisme. De greb fat i tidens store fantomer, eksempelvis AIDS, og udfoldede deres historier i en form, der bevidst skulle være så konfronterende som muligt.
En af vejviserne for dette oprør var engelsk Clive Barker, der med sin Books of Blood-serie, indvarslede en helt ny æstetik for gyset, der lånte fra den såkaldte dekadente bevægelse i 1800-tallets midte. Barker dyrkede det bizarre, det kropslige, det blasfemiske og seksuelle med en chokerende grafisk tydelighed, men også med en stor lyrisk skønhed. Blandingen af det hæslige og det skønne blev toneangivende for de store nybrud inden for genren i 80’erne.
Sexede vampyrer og en hævngerrig natur
1990’erne var en dårlig tid for skrækgenren. Årtiets smag for ironi og en generel optimistisk stemning gjorde, at udtrykket ikke fik specielt stor opmærksomhed og inspirerede tilsyneladende heller ikke ret mange forfattere til at bruge gysets æstetik. Det har imidlertid ændret sig efter årtusindeskiftet, hvor skrækgenren igen gradvist vokser sig større og større.
En bølge af paranormale romancer til unge, f.eks. Twilight-serien, og af zombielitteratur satte gang i 00’erne og stillede skarpt på de med zombien altid vandrende temaer om forbrugersamfundets bæredygtighed, flokmentalitet og moral.
Samme temaer inspirerede også en række postapokalyptiske værker såsom Justin Cronins serie om en verden ødelagt af vampyrer, der blev indledt med romanen The Passage i 2010.
Ikke overraskende har det helt store tema i de senere år vist sig at være forholdet mellem kultur og natur. Den såkaldte folk horror er blevet aktuel og kommer til udtryk på mange forskellige måder.
En bærende tanke går tilbage til victorianere som Arthur Machen og Algernon Blackwood: idéen om, at der uden for byerne findes en autenticitet og en art ustyrlig urkraft, som vores moderne kultur har skubbet til side eller glemt. Denne kraft lader sig bare ikke undertrykke, og vi sluger råt billedet af naturen, der slår nådesløst tilbage eller overvælder individet, som i Francine Toons gruopvækkende Pine fra 2020.
Jeg’et opløses – det mest uhyggelige af alt!
Det er måske også den samme form for bekymring, vi møder i den nye skræklitteratur, der henter inspiration den hos H.P. Lovecrafts ”kosmiske horror”.
Et godt eksempel er Josh Malermans populære roman Bird Box fra 2014: Fuldstændig uforståelige væsner trænger ind i vores verden, og alene synet af dem er nok til at drive mennesker til selvmord, hvorfor fortællingens Malorie må finde sin vej igennem den nye verden med bind for øjnene – et motiv, som i den grad inviterer til fortolkning.
Men hvor Lovecraft forsøgte at udtrykke noget om menneskeheden som kollektiv, har fokus i dag ændret sig til en indadskuende og personlig fortælling: Identiteten og jeg’et opløses i mødet med et enormt univers uden mening eller retning. Det er bl.a. motivet i John Langans populære The Fisherman fra 2016, hvor en alkoholiseret enkemand lystfisker sig tilbage til livet, men undervejs kommer faretruende nær ved selv at blive agn for langt større kræfter.
Litteraturen bliver en kritik af vores mig-fokuserede synlighedskultur, men lægger sig samtidig fuldstændig i forlængelse af denne og udtrykker vores narcissisme: Er der noget mere frygteligt end et samfund, hvor ”jeg” bliver overset, hvor ”jeg” ikke er relevant?
Gyset giver en gruopvækkende selvindsigt
Skræklitteraturen forsøger at gøre os bange, men også mere end det. Gyset handler om det, der faktisk gør os bange. Forfattere svøber deres triste tanker om samtiden og bange anelser om fremtiden ind i skrækkens æstetik, for at sætte trumf på og gribe os med andre virkemidler end de rent intellektuelle.
Gysets æstetik spiller på følelserne og forsøger direkte eller indirekte at italesætte tidens problemer og uro. Sådan har det været, siden gyset voksede frem som genre i 1700-tallet, hvor følelser og rationalitet tørnede sammen i spørgsmålet om, hvordan man bedst definerer verden og livet.
Det kan derfor også betale sig at holde øje med genrens udvikling, for den gør os klogere på det, der optager os lige nu og her, og den hiver ting op til overfladen, som vi måske helst ikke vil se i øjnene. Netop derfor bør vi gøre det, for man ved aldrig, hvad der kommer op, når man kaster vod i mørket.
Fredag den 13. kan være en god dag at spørge sig selv, hvad der egentlig gør os bange i dag. Datoen er ikke skræmmende længere – eller er den? Selvom vi som samfund opfatter os som fornuftstyrede individer, har det i de senere år vist sig, at de sociale medier er en eminent rugekasse for spektakulære idéer og chokerende tanker om bloddrikkende politikere, indsprøjtede mikrochips og meget andet.
Selv om vi måske ikke længere er bange for lige præcis fredag den 13., er vi dybest set stadig de samme mennesker. Nye fantomer afløser hele tiden de gamle, og dem vi frygter nu, vil helt sikkert blive pinlige eller komiske på et tidspunkt.
Til den tid står nye gespenster allerede og venter i kulissen.
