Den 17. januar 2022 udtrykte Éric Zemmour, kendt som den franske Donald Trump og en af frontløberne i den franske præsidentvalgkamp, i et DR-interview sin beundring for Danmark. Zemmour var især imponeret af vores håndtering af indvandring og det såkaldte udlændingespørgsmål.
Zemmours begejstring for Danmark er sandsynligvis det eneste, han har til fælles med de værste rivaler i første runde af præsidentvalget den 10. april, Marine le Pen, Valérie Pécresse og den siddende præsident, Emmanuel Macron.
Macron selv vakte således stort postyr, da han i en festtale under sit besøg i Danmark i august 2018 fremhævede danskerne som ”lutheranere, åbne for forandringer” på bekostning af franskmændene, de ”genstridige og uflyttelige gallere”.
Det var selvfølgelig en festtale med et glimt i øjet, og præsident Macron ville gerne sige noget pænt til sine danske værter. Alligevel ramte Macron et ømt punkt hos mange franskmænd og fremkaldte rasende reaktioner på de sociale medier og fra oppositionspolitikerne.
Året efter, i april 2019, interviewede jeg Marine le Pen, da hun var på lynvisit i København. Både hun og hendes entourage udtrykte deres forbløffelse over, hvor misundelsesværdigt harmonisk, afslappende og velfungerende det danske samfund virkede.
Det var ikke til at tage fejl af: Frankrig har fået et Danmarkskompleks.
Det kan godt komme bag på mange, der har haft deres gang i Frankrig.
Som så mange andre, der bor i et stort land, har franskmændenes specifikke kendskab til Skandinavien i mange år været til at overse. De troede ikke ligefrem, at isbjørnene promenerede frit rundt i samtlige skandinaviske hovedstæder, men de subtile forskelle mellem Norge, Sverige og Danmark gik gallerne ikke så højt op i. Det har ændret sig nu. Skandinavien er blevet et tema og et fascinationspunkt.
Den franske xenofili
Udlændinge anklager ofte franskmænd for selvtilstrækkelighed og arrogance. Solkongen Ludvig 14. er en nærliggende metafor, når talen falder på franske præsidenter, og der er udbredt skepsis over for den måde, Frankrig fører sig frem på den internationale scene.
Macrons ganske betydelige indsats for at finde en diplomatisk løsning, inden Rusland erklærede krig og invaderede Ukraine, blev set som et egenrådigt forsøg på selvhævdelse. Selv om hvert eneste af Macrons ord var møjsommeligt afstemt med både Ukraine, USA og NATO-allierede.
Vores eget billede af franskmænd trænger altså også til at få tilført nogle nuancer.
På den ene side har fransk kultur siden 1980’erne været kendetegnet af en tiltagende kulturel xenofili, det vil sige en begejstring og beundring for alt det, som er fremmed og udenlandsk.
På den anden side finder vi en ret intens utilfredshed med Frankrig selv. Der er en udbredt tendens blandt franskmænd til at tale sig selv ned og gøre alting værre, end det er: Frankrig taber terræn, regeringen er befolket af idioter, politikerne er korrupte og ligeglade, medierne utroværdige, staten ineffektiv, sammenhængskraften forsvundet og integrationen slået fejl.
Det er ikke svært at finde belæg for franskmændenes begejstring for andre kulturer. Hylderne i franske pladebutikker var fulde af ’verdensmusik’, længe før begrebet eksisterede i Danmark.
Og ifølge UNESCO’s database over bogoversættelser – Index translationum – er blot 1 pct. af de romaner, der udgives i USA, oversættelser fra andre sprog. I Frankrig er det 33 pct. Mange danske forfattere er blevet en kritikersucces i Frankrig. Det gælder for eksempel Jørn Riel, hvis skrøner fra Grønland ganske vist var populære i Danmark, men aldrig rigtig blev taget alvorligt.
Lavt selvværd
Franskmænd har heller ikke noget imod at se film, som ikke kommer fra Frankrig eller USA. De har ikke noget imod at høre andre sprog, og undertekster skræmmer ikke længere.
Fra midten af 1990’erne og frem begyndte en guldalder for dansk film for eksempel med, at filmene fra Dogme95 med instruktørerne Lars von Trier og Thomas Vinterberg i spidsen fik en omfattende og begejstret modtagelse i Frankrig. Von Trier alene er blevet udvalgt til Cannes-festivalen helt usædvanlige ti gange og er gået hjem med en af priserne fire gange.
Havde Frankrig ikke fungeret som en kulturel drejeskive, kunne dogmefilmene næppe have gået deres sejrsgang over hele verden.
Glæden over det fremmede relativiserer åbenbart glæden ved ens egen egen kultur. Den amerikanske tænketank Pew Research Center målte i 2018, hvor stolte forskellige befolkninger er af deres egen kultur.
Mere præcist skulle deltagerne forholde sig til udsagnet ”vores kultur er ikke perfekt, men den er bedre end andre”. Det udsagn er kun 36 pct. af franskmændene enige i. Det tilsvarende tal for Danmark er 44 pct.
I bunden finder vi blandt andet Belgien med 23 pct., og helt i top Grækenland, Georgien, Armenien med henholdsvis 89, 85 og 84 pct. og ... Norge med 58 pct. Det er, som om udsyn og selvtilfredshed har en tendens til at være omvendt proportionale.
Enden er nær
Franskmænd er altså ikke overdrevet stolte over at tilhøre og leve i en ellers stolt tradition - fra korstogene og solkongen til Albert Camus og Cathrine Deneuve.
Frankrig var i tusind år Europas stærkeste og rigeste land, og landet er oversået med kulturskatte, men det er, som om fortidens storslåede monumenter virker som en evig påmindelse om, hvor elendigt det går nu, og giver næring til pessimismen.
Det skal bemærkes en passant, at de franske mænd og kvinder ikke er mere negative end deres europæiske naboer, når de skal vurdere deres egen individuelle situation. Fire ud af fem mener, at de har det godt, og næsten hver anden franskmand kan lægge lidt penge til side, når måneden er omme.
Når det derimod kommer til kollektivet, fællesskabet, nationen, er der ingen grænser for pessimismen. Der er ingen tro på fællesskabets fremtid.
Kun 16 pct. af de adspurgte franskmænd synes, at det går godt i landet. I Tyskland er det tilsvarende tal 38 pct. I Storbritannien, der sociologisk og økonomisk er det land, der ligner Frankrig mest, er det 32 pct., altså dobbelt så mange, der tror på fællesskabet.
Franskmænd svarer også mest pessimistisk på spørgsmålet, om deres børn vil få det bedre eller værre end dem selv. Kun 6 pct. af dem tror, at den næste generation vil få det bedre, mens 58 pct. tror, at den vil få det værre. De sidste 34 pct. satser på status quo.
Europæerne er generelt ikke specielt optimistiske; i de seks største EU-lande udgør optimisterne i gennemsnit 27 pct. Men ingen er i nærheden af franskmændenes sortsyn.
Hver for sig har de fleste franskmænd det altså pas mal, men kollektivt et det terrible. Denne manglende tro på kollektivet og på fremtiden er bagtæppet for de politiske og intellektuelle eliters fascination af Danmark. Alt går meget bedre andre steder, men ingen steder går det i de franskes øjne så godt som i Danmark.
Den danske model
Politisk har Frankrig længe været en undtagelse i Europa. Da alle hoppede på den neoliberale vogn i 1980’erne med Ronald Reagan i USA, Margaret Thatcher i Storbritannien og Poul Schlüter i Danmark, valgte Frankrig sin første socialistiske præsident, François Mitterrand. Mitterand gik endda til valg på et stærkt venstreorienteret program med nationalisering af store virksomheder og banker.
Lige siden har Frankrigs politiske eliter ment at, at landet har problemer, fordi det er ude af takt med sine europæiske naboer. I 2017 gik Macron så til valg på, han ville og kunne få Frankrig til at ligne de europæiske partnere.
Macrons reformer af Frankrigs arbejdsmarked, skattesystem og pensionsordninger har som mål at gøre Frankrig til en troværdig partner for Tyskland, så den fransk-tysk duo igen vil være i stand til at drive EU-samarbejdet frem.
Frankrig har verdens højeste skattetryk og verdens højeste grad af omfordeling, og i en verden, der går mod stadig mere globalisering, følte Frankrig sig som en undtagelse og en outsider. Men Frankrig var ikke helt alene.
Efter årtusindskiftet er det gået op for franskmændene, at der højt i nord er en række lande, som faktisk har samme ideal om en velfærdsstat, men hvor denne konstruktion rent faktisk ser ud til at fungere: Norge, Sverige og frem for alt le Danemark.
Det var statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i 1990’erne lancerede begrebet flexicurity. Flexicurity er en slags gylden trekant. Den ene side er et fleksibelt arbejdsmarked, hvor det er nemt at hyre og fyre. Den anden er gode sikringssystemer, så arbejdsløshed ikke medfører social nød. Den tredje er en meget aktiv politik med pligter og rettigheder for jobsøgende.
Frankrig har den sociale sikring, men hverken fleksibiliteten eller indsatsen for de ledige.
Det er derfor ikke overraskende, at franske ledere begyndte at skæve til, hvordan vi danskere får vores velfærdssystem til at køre nogenlunde smurt i olie. Ikke blot prøvede for eksempel Macron at aflure de danske regeringers forskellige greb og manøvrer – hans arbejdsmarkedsreform fra 2017 var et første skridt i retning af en dansk løsning. Macron og andre franske politikere begyndte også systematisk at tale om Danmark som et ideal.
Samme værdier
Der er ellers ikke så mange nationer, som franskmændene gerne vil ligne eller ser op til. Spanien og Italien er endnu værre stillet end Frankrig, så de er snarere skræmmebilleder. Franskmænd ser også med skepsis på den vilde kapitalisme og rå liberalisme, som hersker i Storbritannien.
USA er ikke værd at nævne. Tyskland bliver konsekvent fremhævet for sin effektivitet, men ingen rigtig franskmand har lyst til at ligne en tysker.
Anderledes er det imidlertid med Danmark. Der er ingen gamle historiske modsætninger – Danmark er faktisk det eneste land i Europa, som Frankrig ikke har været i krig med.
Danmark ligner tilmed på mange måder Frankrig: samme ideal om frisind og det gode liv, samme kærlighed til velfærdsstaten, samme forhold mellem det offentlige og private, samme skattetryk og samme grad af social omfordeling.
Danmark virker ikke truende eller afgørende anderledes. Værdierne er de samme.
Borgens nye sider af politikere
De franske politikeres begejstring for Danmark fik yderligere vind i sejlene, da FN i 2010’erne begyndte at gennemføre de lykkemålinger, der konsekvent placerede Danmark i toppen. Vi blev kendt som verdens lykkeligste folk, og ”hygge” blev et internationalt brand. Franskmændene selv lå langt nede på listen, et sted mellem Panama og Thailand.
Dertil kom den nye bølge af dansk tv-dramatik, som omkring år 2010 fik en hidtil uhørt gennemslagskraft internationalt. Sarah Lunds islandske sweater fra Forbrydelsen blev højeste mode på de parisiske boulevarder, og Broen blev genindspillet med et fransk-engelsk cast og Eurotunnelen under Den Engelske Kanal som det dramatiske omdrejningspunkt. Især Borgen kom til at få stor betydning.
Det skyldes ikke kun seriens dramaturgiske kvaliteter. Serien handler i en danskers øjne om, hvor hård og ubarmhjertig politik kan være, og viser, at alle, der flyver i nærheden af magtens flamme, ender med at brænde vingerne. Men i franske øjne viste den også noget andet. Ikke kun politikkens umenneskelighed, som vi danskere så, men også politikernes menneskelighed og sårbarhed.
Franskmænd har normalt et meget anspændt forhold til deres politikere. Over 80 pct. mener, at samtlige politikere er mere eller mindre korrupte og kun arbejder i politik for egen vindings skyld. Denne mistillid er vand på populismens mølle.
Borgen kom paradoksalt nok til at hjælpe til i markedsføringen af Danmark som forbillede. Politikere med Birgitte Nyborg i spidsen synes trods magtkampe og knive i ryggen at have bevaret en kerne af idealisme, og de prøver at træffe de moralsk rigtige valg.
Hvor flexicurity er et ideal i det franske finansministerium, viser Borgen den almindelige franske tv-seer et ideal om det arbejdende demokrati og politikeren som rollemodel. Det hjælper også, at Sidse Babett Knudsen indtager hovedrollen i Borgen. Franskmændene tog nærmest på stedet Knudsen til sig og opdagede til deres glæde, at hun talte fremragende fransk.
Et underligt lykkeland?
Det er ikke for meget at sige, at denne franske begejstring er kammet over indimellem. De fleste franske mænd og kvinder er ikke ligefrem belastet af overdreven specifik viden om Danmark; de kender flexicurity, de høje lykkemålinger og Borgen. Måske har de endda rejst en enkelt tur til København for at prøve det nye nordiske køkken, besøge fristaden Christiania eller bare se dette underlige lykkeland.
Men sådan forholder det sig tit: Jo mindre man ved om et andet land, jo nemmere er det at projicere sine egne ønsker og idealer over på det.
I hvert fald sendte de franske tv-kanaler i 2010’erne talrige reportager fra dette slaraffenland højt mod nord. Her levede alle mennesker i velstand nærmest uden at arbejde, staten tog sig af alt besværet, og danskerne gik bare rundt og var lykkelige.
Grænser for paradis
Det er præsident Macron, der mest systematisk har promoveret den danske model. Derfor er det også naturligt, at hans politiske modstandere har forsøgt at finde fejl og mangler.
Den danske model, hævdes det, favoriserer klart mennesker, der har nemt ved at finde arbejde – det vil sige velstillede og veluddannede. Anklagen lyder desuden på, at fleksibiliteten fylder mere end sikkerheden. Og er danskerne i virkeligheden så lykkelige? Og hvad med indvandringen? Eller vejret?
Den lidt virkelighedsfjerne begejstring, som franske medier i 2010’erne præsenterede, er ved at klinge lidt af. Danmark har i mellemtiden meget aktivt brugt medvinden i Frankrig til at markedsføre sig som landet med de mange løsninger: beskedne og geniale. Det har været en stor succes.
Der har været forskellige faser i det fransk-danske forhold: høflig interesse, ovenud entusiasme, positiv realisme. Franskmændene har efterhånden opdaget, at Danmark ikke bare er en utopi – eksotiske bøgelyse øer i badet i Østersøens blege lys og befolket af driftige, snusfornuftige mennesker – men at der er mange og dybe fællestræk mellem de to nationer.
Der er først og fremmest fælles idealer og fælles udfordringer. Og så er der endelig en ny sæson af Borgen. Den kan franskmændene se på Netflix, nogenlunde samtidig med at de selv skal vælge en ny præsident. Og uanset hvem der vinder, vil Frankrigs nye præsident stadig lade sig inspirere af Danmark for at finde løsninger på landets egne problemer.
