Den 1. september 2021 drejede to biler ud fra Aarhus Universitetsforlag med kurs mod Aarø, en lille ø i Lillebælt ud for Haderslev Fjord.
Ombord var hele den nyslåede redaktion på Vid&Sans, men der var stadig rigelig plads til bagage på passagersæderne.
Vi skulle skabe et nyt medie fra grunden, faktisk en helt ny slags medie, som ikke var set før i Danmark eller nogen andre steder. Vi havde fire uger til opgaven og tre dage til at diskutere, hvordan den skulle løses.
Resten er, som man siger, historie. Desværre også i den kedelige betydning af ordet: Vid&Sans er fortid, et overstået kapitel, en afsluttet rejse – for os, for læserne og lytterne og for de flere hundrede forskere, der har været en del af projektet.
Det er nemt at slå Vid&Sans hen som et fejlslagent eksperiment. Et naivt forsøg på at trænge igennem mediestøjen med en anden form for journalistik, drevet af forskningsbaserede indsigter frem for konfliktpotentiale og klikbarhed. Og det er naturligvis en væsentlig del af sandheden. Det lykkedes ikke at gøre Vid&Sans til en bæredygtig forretning på den korte tid, vi havde til rådighed, og det er et nederlag, vi må tage på os.
Men betyder det, at arbejdet har været forgæves?
Sådan ser vi ikke på det. Som enhver forsker ved, er også fejlslagne eksperimenter værd at tage ved lære af. Vi er usigeligt ærgerlige over, at Vid&Sans må lukke – først og fremmest fordi der er så meget, vi ikke nåede. Men vi er også stolte over det, vi faktisk formåede at bygge op, på kort tid og med forholdsvis beskedne ressourcer.
Om det så er medier eller hønsekødsuppe, er det hårdt arbejde at skabe noget fra grunden, og resultatet skulle gerne stå mål med anstrengelserne. Men vi synes bestemt, at Vid&Sans har været umagen værd.
Det har ofte været besværligt og frustrerende, men også præget af den enorme tilfredshed og arbejdsglæde, der ligger i at skabe noget sammen med andre – noget, man oplever som relevant og meningsfuldt.
Når vi ser tilbage på, hvilke historier Vid&Sans har bragt, ramte rigtig mange lige præcis den kombination af sanselighed og viden, aktualitet og blivende væsentlighed, vi fra starten havde drømt om. Der har været vildskud og fejlskud. Men selv de historier, der måske ikke har gjort læserne væsentligt klogere, har vi i det mindste selv lært noget af.
Det er svært at sige, om det hele kunne være endt anderledes med flere indtægter eller mere tålmodighed. Til gengæld er det nemt for os at sige, at vi kommer til at savne Vid&Sans.
Vi kommer til at savne hinanden på redaktionen, og vi kommer til at savne de mange andre dygtige mennesker, der har været en del af projektet på den ene eller anden måde – kolleger og kilder, skribenter og sparringspartnere, læsere og lyttere. Men først og fremmest kommer vi til at savne Vid&Sans som sådan.
Hvad var Vid&Sans?
Vid&Sans blev grundlagt på en simpel ambition om folkeoplysning: At skabe en ny form journalistik, der forenede nyhedsdækning med forskningsformidling, og præsenterede forskningsbaseret viden for en bred målgruppe på en levende, tilgængelig og appetitlig måde.
I et mediebillede, der var – og er – stadig mere præget af fragmentering, mistillid og højtråbende overskrifter, ville vi gerne bidrage med fordybelse og eftertanke.
Vi satte ingen grænser for, hvad vi kunne dække, men havde én dogmeregel: Vores artikler og podcasts skulle altid basere sig på forskningsbaseret viden, med forskerne selv som primære indholdsleverandører.
Vi stod ikke på bar bund i 2021. Der var gjort et særdeles grundigt forarbejde, fra markedsundersøgelser til journalistiske grundkoncepter og designskabeloner. En drejebog kan man måske ikke ligefrem kalde det – men der lå en grundlæggende slagplan for, hvordan ideerne skulle føres ud i livet.
Gennem Aarhus Universitetsforlag havde vi også adgang til nogle af Danmarks sejeste, dygtigste og mest velformidlende forskere.
Men som bekendt er der ingen strategi, der overlever det første møde med fjenden. Mange ting har vi været nødt til at justere undervejs – konfronteret med deadlines, produktionspres, markedsvilkår og andre ubarmhjertige modstandere.
Det journalistiske kompas, vi stod til søs med, er til gengæld forblevet nogenlunde intakt på hele rejsen – også selv om der har været høj søgang og uenighed om kursen, både på kommandobroen og i maskinrummet.
Stolthed og fordomme
Mange ting viste sig at være en del vanskeligere, end vi havde forventet. Men andre viste sig faktisk med tiden at være en del nemmere.
Selv efter danske forhold havde Vid&Sans en beskeden redaktion på fem-seks fastansatte, foruden praktikanter, studentermedhjælpere osv. (som alle har leveret en helt fantastisk og uundværlig arbejdsindsats).
Men i virkeligheden har redaktionen altid været meget, meget større. Vi har følt os som en del af et kæmpemæssigt arbejdsfællesskab med de mere end 500 forskere, der har stillet deres viden og tid til rådighed som citerede kilder, som gæster i Tænketanken eller som skribenter.
I begyndelsen lå nogle af os måske under for journalistiske fordomme om, at forskere var ”vanskelige” at have med at gøre. Men de blev, med uendeligt få undtagelser, hurtigt gjort til skamme.
Der er et stort potentiale for gnidninger, når man som os har lukket forskerne helt ind i det journalistiske værksted, med indsigelsesret og indflydelse på, hvordan deres viden skulle præsenteres. Og de slagsmål er vi da heller ikke sluppet helt for – heldigvis. For det er jo ofte gennem diskussionerne, man bliver klogere.
Men de har udspillet sig på en baggrund af tillid og gensidig respekt for hinandens fagligheder – den forskningsmæssige og den formidlingsmæssige.
Den stærke og tillidsfulde relation, vi har opbygget til de mange forskere, der har bidraget til Vid&Sans, er måske en af de ting, vi er allermest stolte af. Og det synes vi faktisk også, at forskerne har al mulig grund til at være.
Forskningsbaseret viden er en stor uudnyttet ressource i dansk nyhedsformidling.
Og hvis nogle af de forskere, der var med til at skabe Vid&Sans, har fået blod på tanden til at stille deres viden til rådighed for andre medier, måske selv gribe pennen eller aktivt udfordre den vanetænkning, der indimellem dominerer nyhedsbilledet, er dét en gevinst i sig selv.
Mellem himmel og jord
I verden omkring os har Vid&Sans’ korte levetid været præget af dramatiske begivenheder og store omvæltninger.
Vi har både dækket en pandemi, en krig og en valgkamp. Ja faktisk flere: Ud over de hjemlige kommunal- og folketingsvalg har vi skrevet om valg i Frankrig, Tyskland, Italien, Sverige, USA og Latinamerika.
Vi har bestræbt os på at gå et spadestik dybere end de gængse nyhedsreportager, sætte begivenhederne ind i en større kontekst og få forskerne til at gøre os klogere på årsager, konsekvenser og perspektiver.
Vi har også forsøgt at levere forskningsbaserede svar på store tværgående samfundsudfordringer, bl.a. forsyningskrisen, sundhedsvæsenets fremtid og uddannelsespolitikken.
Men derudover har vi skrevet om alt mellem himmel og jord i helt bogstavelig forstand, fra Hubble-teleskopet til grundvandsspejlet.
Vi har også produceret artikler og podcasts om emner, der sjældent finder vej til breaking-bjælkerne i det øvrige mediebillede, men som stadig kan gøre os klogere på verden omkring os, og vores egen plads i den. Film, kunst og litteratur, religion og filosofi, computerspil og gastronomi, psykologi og biodiversitet, kræftbehandling og atomkraft.
På den måde håber vi både at have givet baggrund og nye vinkler til den nyhedsdagsorden, der allerede findes. Men også at have bidraget med nyheder, som man kun kunne finde i lige netop Vid&Sans.
Til inspiration og eftertanke
Derfor er vi også ekstra glade for, at Aarhus Universitetsforlag har valgt at bevare sitet vidogsans.dk og gøre indholdet gratis tilgængeligt for alle.
Det er ikke kun et spørgsmål om vores egen forfængelighed – rædslen over, at frugterne af vores og andres arbejde kunne forsvinde med et digitalt fingerknips fra den ene dag til den anden.
I al beskedenhed synes vi faktisk, at vi har skabt en vidensressource, som mange kan have gavn af i lang tid fremover.
Selv om historierne i nogle tilfælde er knyttet op på aktuelle begivenheder eller forskningsmæssige gennembrud, vil vi vove den påstand, at mange af dem kan læses eller høres med lige så stort udbytte om ét, to eller ti år.
Måske kan det, vi har lavet, og måden, vi har gjort det på, også være en inspirationskilde for andre medier.
Der produceres megen kvalitetsjournalistik herhjemme, og danske medier er langt hen ad vejen bedre end deres rygte. Men de er oppe mod nogle af de samme kræfter, som vi har mærket – først og fremmest en benhård kamp om opmærksomhed og penge, hvor det ofte handler om at råbe højest og hurtigst.
Vi har stadig et håb om, at der er plads (og råd) til fordybelse og eftertanke på det buldrende mediemarked. Og hvis Vid&Sans har været med til at trampe nogle stier, som andre medier får lyst til at udforske, har det hele måske været besværet værd.
