Op gennem menneskets historie har langt størstedelen af befolkningen boet på landet. Landbrug var den primære beskæftigelse, og det var her folk levede, arbejdede og døde. Kun siden 2007, i det allerseneste korte kapitel af menneskehedens tusindårige historie, har byboerne været i overtal. I dag bor 55 pct. af verdens befolkning i byerne, men i mange afrikanske og asiatiske lande bor de fleste stadig på landet.
Land og by har op gennem historien ikke bare været forskellige steder at leve, men repræsenterer også forskellige livsformer og ikke mindst forskellige forestillinger om, hvordan de andre lever. For nogle er livet på landet forbundet med det naturlige og moralske, for andre med det indskrænkede og statiske. Nogle hylder livet i byen for sin dynamik og mangfoldighed, mens andre ser det som overfladisk, opstyltet og u-egentligt.
De billeder, metaforer og forestillinger, der knytter sig til skellet mellem land og by, har dybe rødder og kan spores tilbage til den moderne bys fremkomst. Byen har helt tilbage fra antikken, men særligt i den moderne tidsalder fra cirka 1600 og frem, været en strømpil for samfundets og menneskets udvikling.
Med sin tæthed og trafik, mængden af interaktioner og fremmede, fremtvinger den helt nye spørgsmål om identitet og social orden.
Ensom blandt mennesker
I de gode gamle dage, hvor der var bymure og byporte med skildvagter, blev man ved byens indgang mødt med spørgsmålene: ’Hvem er du?’ og ’Hvad er dit ærinde her i byen?’
Byporten blev lukket om aftenen, og selve bymuren markerede et klart skel mellem land og by. I dag er det ofte svært at vide, om man overhovedet er i en by – og i hvilken. Bebyggelser er vokset sammen, og ingen står klar ved indgangen med mistænksomme spørgsmål.
Hvor man tidligere skulle identificere sig ved byporten, er spørgsmålene i takt med modernisering og urbanisering i stigende grad vendt indad. Hvem er jeg blandt alle disse andre mennesker? Hvad er mit ærinde?
Store dele af den moderne politiske, filosofiske og litterære tænkning handler direkte eller indirekte om storbymennesket. Her frigøres den enkelte fra landsbyfællesskabets og storfamiliens intime overvågning og traditionsbundne socialisering. At ankomme til byen bliver en litterær trope i sig selv: ’Han er vist lige kommet ind med firetoget’ – siger dem, der selv steg af toget klokken tre.
I landsbyen lever man blandt fortrolige, der kender en og ens slægt. I byen lever man blandt fremmede, og man er selv fremmed for dem. Derfor må bymennesket som en særlig livsform bestemmes. Og det gjorde man, i litteraturen, i filosofien og i videnskaben.
Charles Baudelaire og Walter Benjamin talte om ’flanøren’; gademennesket, der slentrer gennem byen, spejlet i butiksruderne og bevidst om alles blik.
Sociologen Georg Simmel skrev mere dystert om ’den fremmede’, ikke længere som en marginal eksistens, men nu en mere almen tilværelsesform. Den spanske tænker José Ortega y Gasset talte i 1930 om ’det ensomme massemenneske’. ’Massen’ blev en tematik hos Sigmund Freud, og ligefrem gjort til fremtidens politiske subjekt hos Gustave Le Bon i Massernes psykologi fra 1895.
’Forbryderen’ og ’afvigeren’ blev af kriminologien identificeret som en særlig type, der kunne identificeres og fjernes fra samfundet.
’Kvinden’ blev et helt tema for sig, ikke bare i den fremvoksende kvindebevægelse, men også blandt bekymrede mænd, der i storbykvinden så et unaturligt monster vokse sig større og større.
Ikke mindst som følge af ’forbrugerens’ opkomst, der i de nye supermarkeder og indkøbscentre så alverdens muligheder udstillet. Eller ’arbejderen’, der knoklede på de store fabrikker og boede sammenpresset i byens lejekaserner.
I ikke ringe grad handlede en række af de samfundsvidenskaber, der dukkede op omkring forrige århundredeskifte om at tematisere og tæmme storbymennesket.
Den canadiske sociolog Erving Goffman talte senere om behovet for ’venlig uopmærksomhed’: at vi indimellem blandt andre opfører os, som om de ikke er der, som en betingelse for at kunne klare at være omgivet af så mange mennesker hele tiden.
Da bymennesket blev det normale
I takt med at storbymennesket gik fra at være undtagelsen – den nye, førstegenerations-tilflytter – til at blive normen, kølnedes også produktionen af ’storbytyper’. De forsvandt ikke, men storbymennesket blev i mindre og mindre grad noget nyt, aparte eller farligt, der kaldte på forklaring.
Faktisk er det rimeligt at sige, at fra et par årtier ind i det 20. århundrede og fremefter, bliver al snak om ’mennesket’ egentlig en snak om storbymennesket. Han eller hun er den model, som mennesket skæres over.
Industrialiseringen udløser en enorm migration fra land til by, og i takt med urbaniseringen bliver bymennesket stille og roligt normen, mens de, der blev på landet, er de mærkelige.
Det bliver i stedet landmennesket, der skal forklares – og forklare sig: Hvem er det, der bor helt derude? Hvad er det for nogle mærkelige typer? Mon ikke de snyder i skat og laver sort arbejde? Får de overhovedet en uddannelse? Hvorfor snakker de så mærkeligt? I USA snakker man om hillbillies, eller ligefrem white trash som betegnelse for dem, der er groet fast langt ude på landet i en verden af mobilitet.
Der er her klare ligheder mellem tidligere europæeres syn på de fremmede i ’de mørke lande’ og storbymenneskets blik på ’bonderøven’ som en form for restmængde fra et tidligere civilisationstrin.
Syndens hule og frihedens centrum
Byen er en vrimmel af mennesker. Den udstiller ikke bare, at der er mange måder at være menneske på, men er også med til at producere særlige måder at være det på.
Men er byen også et fællesskab for disse tilfældigt sammenkastede fremmede? Hvilken socialitet, hvilken solidaritet og samhørighed, hvilken moral kan findes sådan et kaotisk sted?
Helt tilbage fra middelalderen kender man udtrykket ’byluft gør fri’ – men også forestillinger om byen som arena for depravering og menneskelig fornedrelse.
På samme vis har vi dybe dobbeltrettede forestillinger om landlivet; som et roligt og moralsk levet liv præget af alvor, oprigtighed og hårdt arbejde – men også som et indskrænket og lukket fællesskab med nidkær overvågning og intolerance over for det anderledes.
En af de store forestillinger er altså byen som frihedens centrum, som der man ankommer til for at blive fri. En spændende verden af muligheder og foranderlighed, en dynamisk og produktiv uro.
Midt i oplysningstiden skrev den franske filosof Montesquieu en satirisk brevroman, De persiske breve fra 1721, hvor han modstiller den europæiske og den orientalske by.
I orientens byer hersker der stilstand, gentagelse, uforanderlighed: Alt er som i går. Der er intet liv i gaderne, livet leves inde i husene, skjult fra offentligheden. Byerne er tomme, stille, øde, hvor ingen henvender sig eller værdiger en ét blik. Byerne og indbyggerne er langsommelige, sløve, stillestående. Det er despotiets ro, men det minder om landlivets.
Over for det stiller han de europæiske byer, der bobler af liv. Alt er i konstant og hastig forandring. Alt skal være nyt, og intet er privat. Det hele er offentligt og foregår ude på gaderne. Selv det intime udstilles. Byerne er bevægelse og indbyggerne farer rundt, støder ind i hinanden, larmer og er manisk optaget af hinanden. Montesquieus blik på bymennesket er satirisk, men det er også et blik på fremtidens og frihedens menneske.
I en kommentar til terrorangrebene d. 11. september 2001 skrev Salman Rushdie et stærkt forsvar for New York, der er en beskrivelse af verden som by befolket af glade bastarder:
New York er den synlige verdens bankende hjerte, skrap i munden, fuld af liv, Walt Whitmans ’by af orgier, levemåder og nydelser’, hans ’stolte og passionerede – fyrige, skøre og ekstravagante by!’ … [Terroristerne] er for bare at nævne en kort liste imod ytringsfrihed, flerpartisystem, almindelig og lige stemmeret, ansvarlig regeringskunst, jøder, homoseksuelle, kvinders rettigheder, pluralisme, sekularisme, korte nederdele, dans, mænd uden skæg, evolutionsteori, sex … Vi må blive enige om, hvad der er vigtigt: at kysse på offentlige steder, baconsandwicher, uenighed, den allernyeste mode, litteratur, generøsitet, vand, en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer, biograffilm, musik, tankefrihed, skønhed, kærlighed.
Den amerikanske litterat Verena A. Conley har skabt et herligt begreb for verden som by: ’kaosmopolis’, hvor enhver form kun er midlertidig. Alt er flydende, alt kunne være anderledes, alt vil blive anderledes. Det er en verden af konstante genforhandlinger, af stadige genopfindelser af selvet og af evigt fluktuerende orienteringspunkter. Det antyder også ét af kosmopolitismens problemer: dets behov for overskud – både mentalt og økonomisk. Verden som by er uoverskuelig, rodet og krævende. Ikke alle føler sig hjemme eller trygge.
Uendelige muligheder, på godt og ondt
I byen er man fri til at udtrykke sin individualitet. Det handler om bevægelse, fart, spænding, byen som uendelige muligheder.
Men det betyder også, at byen forbindes med egoisme, ensomhed og overfladiskhed. Byen er uorden, et hjemsted for det upersonlige og perverse. Den tyske forfatter Oswald Spengler beskrev i 1917 byen som stedet for ”biograf, ekspressionisme, teosofi, boksekampe, negerdanse, poker og væddeløb”, mens den italienske diktator Benito Mussolini snakkede om ”den hurtige og monstrøse vækst af byer”, dvs. løssluppenhed og grænseløshed, der er lig dekadence og livsfjendtlig sterilitet.
Allerede Jean-Jacques Rousseau havde stillet landlivets simple moralitet op over for byens forfinede amoralitet i vendinger, der fortsat resonerer blandt modernitetskritiske byhadere.
I en tekst fra 1758 imod idéen om at opføre et teater i hans hjemby Genève, som han anså for en stor landsby snarere end egentlig by, skriver han om ”en stor by, fuld af intrigante, dovne mennesker uden religion eller principper, hvis forestillingsevne, depraveret som den er af lediggang, inaktivitet, nydelsessyge og store behov, kun skaber monstre og kun inspirerer forbrydelser.”
Fire år senere, i hans politiske traktat Samfundspagten fra 1762, skriver han om, hvordan hovedstaden udsuger landområderne, hvordan ”byernes mure kun dannes af stumper og stykker fra husene på landet. For hvert palæ, jeg ser rejse sig i hovedstaden, tror jeg at se et helt land lagt i ruiner.”
I opdragelsesskriftet Emile fra samme år er det nødvendigt at tage barnet ud af byen for at redde dets sjæl: ”Derfor farvel, Paris! Berømte by – fuld af støj, røg og snavs – hvor kvinderne ikke længere tror på æren, og mændene ikke på dyden. Farvel, Paris! Vi søger efter kærligheden, lykken og uskyldigheden; vi kan derfor ikke komme langt nok bort fra dig.”
En evig debat ind og ud af byen
I kritikken af byen ser man ofte markedet og bordellet som de arketypiske figurer. Der, hvor alt og alle er til salg, hvor alt forskelligt gøres lige og hvor det ophøjede dermed fornedres.
Den prostituerede bliver den almene figur for bymennesket som sådan. Inkarneret i finansmanden, der køber og sælger alt i monetær forstand, men også i overført betydning for kunstneren eller akademikeren – ”de talende klasser”, som de er blevet kaldt med velplaceret giftighed. Byboeren hopper med på hvad som helst, der er dyrt, smart og rigtigt, men kommer til kort, når det gælder alvor, substans og oprigtighed.
Inden for en nationalpopulistisk ramme kan storbyfiguren fremstilles som fædrelandsløs og fjendtlig over for ’danske værdier’. Ca. hver tredje dansker bor i en af de fire største byer. Men når politikere taler om almindelige danskere, er det sjældent dem, der sigtes til.
Op gennem 1990’erne og 00’erne blev der talt meget om videnssamfund, innovation og kreativitet. Byerne blev talt op som en økonomisk motor, der var med til at løfte velstand og velfærd i hele landet.
Siden er retorikken skiftet til produktions-Danmark, der bor som ”almindelige hårdtarbejdende danskere” ude på landet og i de små byer. På den måde kan man se, at vi også aktuelt genopfører en langt længere diskussion af, hvor det sande og egentlige geografisk og mentalt bor, ude på landet eller inde i byerne.
I 2017 skrev den senere socialdemokratiske minister Kaare Dybvad bogen ”De lærdes tyranni – hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”.
Siden har Inger Støjberg med et vist held forsøgt at rejse politisk kapital på at repræsentere ”folk som de er flest”, og stillet denne befolkningsgruppe op over for de ”københavnske saloner”.
Dette fornyede fokus på det ”rigtige” Danmark uden for de store byer har f.eks. fundet udtryk i udflytning af offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner fra København og de andre store byer.
Så vores indgroede forestillinger om modsætningen mellem by og land lever stadig i bedste velgående.
