(Vigtigt! Før du går i gang med at læse artiklen her, så lad dine tanker køre helt frit hen over ordet ’pause’ i et halvt minuts tid. Du skal ikke fokusere, du skal nærmest være passiv betragter. Forklaring følger – naturligvis).
Pausen er under pres. Vi ved godt, at pauser er nødvendige, men alligevel pisker vi os selv og hinanden gennem dagligdagen uden virkelig at stoppe op.
Gennem de senere årtier er tempoet steget i alle livets sammenhænge, arbejdsopgaverne bliver mere omfattende og komplekse, og der bliver mindre tid til os selv og hinanden. Vi bliver stressede, vi bliver syge, vi lærer og arbejder dårligere – hele vores kognitive potentiale lider under dette evige jag.
De fleste af os mærker dagligt følgerne af det tempo, vores samfund kræver. Sådan er det, det er et livsvilkår. Skåret helt ind til benet er det den enkeltes opgave at styre gennem denne malstrøm – eller rettere: den enkeltes hjerne.
Vi er altid på vagt for sabeltigeren
Vores hjerne er et enestående organ. Hver af os råder over 100 milliarder hjerneceller, og hver enkelt hjernecelle kan indgå i forbindelse med op til 15.000 andre – som så igen kan indgå i forbindelse med op til 15.000 yderligere. Og sådan kan man blive ved: Mulighederne for forbindelser er 1015 – 1 million milliarder. Forbindelserne kaldes neurale netværk, og de er basis for, hvad vi ved og kan og er.
Der er med andre ord rigeligt råstof i vores hjerne, men ikke desto mindre løber den ofte ind i begrænsninger. Vi er udstyret med hjerner for at kunne handle med henblik på overlevelse. Dette gælder alle andre arter med en hjerne. Men i modsætning til dem har vi mennesker i løbet af evolutionen udviklet evnen til at tænke og huske, så vi kan handle hensigtsmæssigt. Det er baggrunden for, at menneskeracen har overlevet og sejret, som den har. For fysisk er vi jo ikke noget at skrive hjem om målt med så mange andre arter.
Vores tænkning og planlægning af handlinger, vores arbejdshukommelse, er i hovedsagen placeret i den forreste del af hjernen, i det område, der kaldes pandelappen. Når vi nu ved, hvor ufattelig kompleks hjernen er, kan det virke meget overraskende, at arbejdshukommelsen faktisk ikke er så kapabel endda: Det er begrænset, hvor mange tanker om et eller flere emner (informationsenheder) den kan bearbejde på en og samme tid, og den er skrøbelig. Det vil sige at vi bliver let forstyrret og mister opmærksomheden, når og mens vi tænker. Jo sværere et emne er, jo færre tanker om det kan man styre.
Både begrænsningen i antallet af informationsenheder og skrøbeligheden er som så meget andet i hjernens funktion en overlevelsesstrategi: Vi mennesker kunne i vores første tid på planeten ikke tillade os at hengive os til et hav af tanker, for så opdagede vi ikke farerne omkring os. På samme måde skulle vi kunne forstyrres, hvis en stammefælle råbte: ”Sabeltiger!”
Pauser er ikke ineffektive - tværtimod
I dag er dét netop, hvad der sker når vi arbejder koncentreret og pludselig bliver revet ud af vores tanker, hvis nogen f.eks. smækker med en dør eller taber en kop. Vi bliver revet ud af vores tanker og må starte forfra. Det kan tage tid – op til et kvarter – at komme op på hesten igen: Vores opmærksomhed og fokus har fået et skud for boven.
Så hvor velbegrundede hjernens begrænsninger end er, er det i dag årsagen til, at vi mister grebet om tingene og i værste fald bliver stressede og syge. Vi skal jo jonglere med oceaner af detaljer, og det har vores hjerne endnu ikke fattet – den holder fast i de urgamle begrænsninger. Om nogle årtusinder ser det muligvis anderledes ud, men lige på det her punkt har vi stadig en urhjerne.
Og det er her, pausen kommer ind i billedet. Selv en kortvarig periode med fred kan nemlig gavne arbejdshukommelsen og bringe den på sporet igen.
Alfa og omega er, at vi accepterer at vi har brug for pauser, og forstår at andre også har det. På alt for mange arbejdspladser og i alt for manges selvopfattelse er pausen noget suspekt – et symbol på arbejdsskyhed og ineffektivitet. Men pausen er faktisk det stik modsatte: Den gør, at vi kan koncentrere os igen, og giver os den opmærksomhed tilbage, der er nødvendig for at vi kan arbejde ordentligt.
Tips og tricks: Tag pausen alvorligt
Hvilke muligheder har vi så for at råde bod på denne misforståelse?
Her følger en liste over en håndfuld nemt håndterlige tips og tricks, som den enkelte kan bruge i sit eget arbejde eller lægge ind i arbejdet med andre, f.eks. i forbindelse med undervisning eller møder:
Forpause: En pause før arbejdet? Det lyder umiddelbart som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre er det af stor værdi. Som jeg opfordrede til i starten af denne artikel: Lad tankerne køre utvungent hen over det emne, du skal i gang med – blot et halvt eller helt minut.
Sagen er, at vi aldrig lærer ud i det blå. Hjernen prøver altid at forbinde ny information med eksisterende viden, og får den lidt fred til dette, vil den tænde for neurale netværk, som har med det nye emne at gøre.
Derved bliver det nemmere at forstå og sidenhen at huske. Samtidig får man lidt ro til at forberede sig, og en god, positiv og fredfyldt atmosfære er afgørende for hjernens arbejde.
Forpausen er et vigtigt redskab til at tilrettelægge sin egen arbejdstid, men især hvis man er med til at lægge beslag på andres – f.eks. som underviser eller mødeleder.
Oppetid og nedetid: Opmærksomhed er en betingelse for et effektivt hjernearbejde, men som sagt en flygtig størrelse. Og jo ældre vi bliver, jo mere ustadig bliver den.
Hvis en undervisningslektion, et foredrag eller et møde f.eks. varer 45 minutter, vil den voksnes opmærksomhed til at starte med ligge på et ret højt niveau (oppetid 1).
Men allerede efter en 12-15 minutter daler den markant og bliver liggende på et lavere niveau i 15-20 minutter (nedetid) og derefter stige igen, men dog ikke til det oprindelige høje niveau (oppetid 2).
Det er i virkeligheden ikke særlig effektivt. Hvis man kører på i 2 gange 45 minutter uden pauser, vil nedetiden cirka ligge på små 40 pct. Arbejder man derimod i blokke på 20 minutter, med pauser på 5-10 minutter imellem dem, er nedetiden blot 10 pct. – altså 2 minutter pr. blok.
Ved udfordrende arbejde kan man med fordel tilrettelægge det i sådanne 20-minutters-blokke. Det gælder ikke mindst, hvis man er underviser, formidler eller mødeleder og gerne vil fastholde alles fokus og opmærksomhed.
Og den der med at droppe pauser ’når nu det lige går så godt’, er også en udsøgt dårlig idé. Der er sjældent nogen der insisterer på en pause, da det som sagt forbindes med ineffektivitet eller i værste fald arbejdsvægring. Men netop derfor er det vigtigt, at man gør det, hvis man mødeleder, underviser eller på anden måde står i spidsen for en kollektiv proces, der kræver alles koncentration og opmærksomhed.
Få opmærksomheden op i gear
Kort sagt er koncentreret arbejde fulgt af pauser er en fremragende strategi. Men her er de statsautoriserede 45 minutter til undervisning et problem, hvis man ikke gør noget – men hvordan kan man få opmærksomheden op i gear i pauserne? Her et par muligheder.
Fokuseret og fri tænkning: Mens man arbejder – hvad enten det nu er i 20 minutters blokke eller i længere perioder – skal man naturligvis være koncentreret og fokuseret. Men i pauserne står man sig bedre ved at lade tankerne køre frit og slippe fokus.
Hjernen går så i en særlig arbejdsmodus, der kaldes default mode network (DMN). Scanninger viser, at det aktiverer områder i hjernen, der blev holdt nede, når vi fokuserede. Dette fører ofte til ny forståelse af problemer eller overraskende løsninger. Nogle forskere konstaterer, at hjernen kortvarigt går i DMN, bare når vi blinker! Der skal ikke meget til.
Time-outs: Også i de perioder, hvor man koncentrerer sig, er det gavnligt at indlægge korte afbrydelser af ca. 1 minuts varighed. Man kan enten samle tankerne i en bevidst proces eller hengive sig til fri tænkning og lade hjernen gå i DMN. Opmærksomheden stiger, og den nedetid, der normalt indfinder sig efter ca. et kvarter, forebygges.
Selv helt kortvarige pauser har en vigtig og positiv effekt på genetableringen af opmærksomheden og dermed effektiviteten.
Spørgeteknik: Hvis man er underviser, formidler, mødeleder eller på anden måde tovholder i en arbejdssituation, hvor kommunikation indgår, kan man med fordel overveje, hvordan man stiller sine spørgsmål. Spørgsmål, der er uhensigtsmæssigt timet eller formuleret, er kilde til megen stress og forvirring for deltagerne.
Når man stiller et spørgsmål, går tilhørernes arbejdshukommelse straks i gang. Men hvis tovholderen pludselig kommer i tanke om, at noget burde tilføjes, og straks siger det ud i lokalet, vil man ofte overskride arbejdshukommelsens grænser.
En model kan være: Stil et kort, kontant spørgsmål og lad 7 sekunder gå. Og hvis der ikke er kommet relevant respons, gentag så spørgsmålet på nøjagtig samme måde som før: samme ord, samme tempo og samme betoning.
Dermed genopfrisker du det, der er i deltagernes arbejdshukommelse. Kommer der stadig ikke en rimelig mængde markeringer, kan man efter yderligere 7 sekunder kaste sig ud i en omformulering eller give flere baggrundsdetaljer.
Tovholderen har altså et stort ansvar for at deltagernes arbejdshukommelser ikke overstrabadseres.
Efterpause: Igen tilsyneladende en selvmodsigelse, men kun tilsyneladende. Efter en time/et foredrag/et møde samler man det, der for en selv er det helt centrale. En tovholders sammenfatning er faktisk mindre vigtig, for det afgørende er, at deltagerens egne netværk plejes – og vel at mærke i fred og ro efter sessionen.
Når en session er overstået, har hjernen nemlig brug for fred til at fordøje og få de centrale dele af sessionen på plads. Det er noget kun den enkelte kan gøre, og enhver tovholder bør indlægge tid, 2-3 minutter til en efterpause.
Sluk for skidtet!: En stadig kilde til forstyrrelse er mobiltelefoner og andre af de gadgets, som vi jo nu om dage er så afhængige af. Men sluk for dem, når og hvis du kan. Husk, at det tager en pæn tid at samle tankerne efter en afbrydelse, og det mindste lille pling fra telefonen er en afbrydelse og en tankeforfører: Hvem mon det nu lige var, der sendte en mail eller sms? Sørg også for at telefonen ikke lyser op om natten (hvis du har den ved siden af sengen), for vores elektroniske udstyr udsender såkaldt blåt lys, der får hjernen til at tro, den skal være vågen, og det blå lys trænger faktisk gennem øjenlågene. Her er den enkelte selvfølgelig selv ansvarlig, og det gælder også for de næste tips.
Musikalsk pause: Find et stykke musik, du kan lide, og læg det på f.eks. din smartphone. Det skal være instrumentalmusik, for ellers vil din hjernen begynde at fokusere på ordene og prøve at forstå dem. Genren er ligegyldig, der skal blot være tale om musik, du kan lide. Hjernen går måske i DMN, og under alle omstændigheder højnes dit humør. Og det er også afgørende for hjernens funktion.
Der kan gives flere teknikker, men disse er nemme at omsætte til praksis. Det, man skal huske, sammenfattes fint i den svenske forfatter Tove Jönssons bogstavfølge: TTT-ITIT – tanker tager tid, information tager ingen tid. Så hold pauser – for tankernes skyld!
