Sådan bearbejder vi traumatiske hændelser

1. Hvordan reagerer vi?

Efter en voldsom hændelse som skyderiet i Field’s oplever mange nogle reaktioner, der indgår i en PTSD-diagnose – uden at man af den grund af fået PTSD, forklarer Ask Elklit, professor i psykiatri på Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.

Reaktionerne kan deles i tre grupper:

• Genoplevelse og flashbacks: Når der kommer et sanseindtryk, f.eks. en høj lyd, eller man ser en ung mand, der ligner angrebspersonen, udløser det en stærk reaktion: Man farer måske sammen eller begynder at ryste, og man føler måske, at man genoplever hændelsen.

• Forhøjet vagtsomhed: Man er konstant på vagt over for alt muligt. Hvis et vindue smækker i, farer man sammen. Ofte ved man det ikke selv – men omgivelserne lægger mærke til det.

• Undgåelsesadfærd: Man begynder at holde sig for sig selv og udebliver fra det, man tidligere godt kunne lide. Måske holder man sig væk fra stormagasiner for ubevidst at beskytte sig selv.  Undgåelsesadfærden kan også være følelsesmæssig: Man kan trække sig væk fra kærlige eller tætte relationer for at beskytte sig selv.

”Mange vil have nogle af disse reaktioner i de næste dage og uger. Hos nogle bliver det ligesom en film, der kører, hvor man genoplever nogle af oplevelserne,” fortæller Ask Elklit.

Der kan også opstå fysiske symptomer, men de er vidt forskellige fra person til person. Nogle får svært ved at sove, andre udvikler kropslige spændinger mv.

2. Hvordan er tidsforløbet i bearbejdningen?

I den første uge kan der være mange symptomer. Det er helt normalt.

”I løbet af en uges tid udvælger bevidstheden et antal billeder fra oplevelsen, og de spilles som en film et utal af gange inde i hovedet. Det kan man ikke styre – og nogle føler, at de er ved at blive sindssyge af det,” forklarer Ask Elklit.

Hos langt de fleste, ca. 85 pct., dæmpes symptomerne markant i løbet af de første to uger. De fleste kommer igennem oplevelsen ved at fortælle om den. Men for nogle bliver de uhyggelige billeder og forstærkede reaktioner ved med at fylde i hverdagen.

Efter ca. tre måneder skal symptomerne helst have lagt sig. Ellers er der ret stor risiko for, at de udvikler sig til en kronisk tilstand, f.eks. PTSD. Er der fortsat generende symptomer efter tre måneder, er det nødvendigt med psykologsamtaler, fortæller Ask Elklit.

”Hvis oplevelserne bearbejdes tilstrækkeligt, bliver det lidt som et fotoalbum, der kan tages ned fra hylden, og man kan kigge i det, men man kan også lukke albummet og sætte det op på hylden igen. Sådan forklarede en veteran det for mig. Men hvis symptomerne ikke bearbejdes tilstrækkeligt, kan de blive invaliderende. Folk får angst, depressioner, uforklarlige psykosomatiske symptomer og PTSD.”

Derfor er det nødvendigt, at folk, der har oplevet skræmmende og ubehagelige ting som skyderiet i Field’s, kan få hjælp, også når akutberedskabet er taget hjem, påpeger han.

Læs artiklen: Danmark mangler opfølgende krisehjælp til ofre for Field’s-angrebet 

3. Hvad kan man selv gøre?

Den vigtigste bearbejdning sker, når man fortæller om det, man har oplevet, forklarer Ask Elklit. Fortæller og fortæller, om og om igen.

”Nogle gange kan omgivelserne ikke håndtere de voldsomme beretninger og ubehagelige detaljer, så de lukker af – eller måske begynder de selv at fortælle om engang, hvor de oplevede noget forfærdeligt. Så står den nytraumatiserede dér og skal lytte til en andens ubehagelige beretning.”

Hans råd er: Hvis de pårørende kan håndtere det, skal de lade personen fortælle. Men hvis det sætter en angst i gang i dem selv, skal de hjælpe personen med at få lov at fortælle til en professionel, - en psykolog.

Afhøringen hos politiet opleves desuden af mange som en stor hjælp, fordi politiet efterspørger detaljer og går grundigt til værks.  Det kan have en positiv effekt, at der skal fortælles detaljeret om gerningsstedet og om, hvad man så, fortæller Ask Elklit.

4. Hvad gør man med ’Hvad nu hvis’-tanker?

Mange tænker formentlig: ’Hvad nu hvis jeg var gået i Field’s søndag sidst på eftermiddagen? Eller hvad nu hvis gerningsmanden havde valgt at komme til Tour de France i stedet? Havde det så været mig, der blev ramt?’

Det er en meget almindelig reaktion, som der findes et psykologisk begreb for: Near miss-tanker, nærved-tanker.

”Der er kun lavet få undersøgelser af, hvordan det påvirker folk, at de har været tæt på at være en del af en ulykke eller et angreb. Men det ser ud til, at der kan være meget stærke reaktioner. Reaktionen hænger tæt sammen med, hvor tæt man kan identificere sig med dem, ulykken eller angrebet gik ud over,” siger Ask Elklit.

Derfor er det ikke overraskende, hvis du får en reaktion på angrebet i Fields de kommende dage, også selvom du ikke selv var til stede, eller kendte nogen, der var. Det er normalt med nærved-tanker, og man skal ikke blive bekymret eller underkende sin egen psykiske reaktion, hvis tankerne fylder hovedet i den første tid:

”Tankerne er en nyttig del af bearbejdningen af den helt realistiske mulighed, at det faktisk kunne være gået ud over dig. Vi forsøger alle at samle brikkerne til det, der er sket, i et indre puslespil, så vi forstår det. Der kan være en stærk drivkraft til at få ny viden om det, der er sket. Det er en bearbejdning,” fortæller han.

5. Hvordan kommer vi kollektivt videre?

Når et samfund udsættes for så voldsomt og meningsløst et angreb, som skudepisoden i Field’s, sker der både en individuel og en kollektiv bearbejdning af det hændte. Derfor vil vi se en stor og detaljeret bearbejdning af angrebet både i medierne og fra myndigheder de kommende dage og uger:

”Det kollektive har betydning: At ofrene føler sig som en del af fællesskabet og mærker, at det, de oplevede, var virkeligt og havde betydning også for andre. Politiet er blevet gode til at holde pressemøder og fortælle meget præcist om de ting, de ved noget om, og pressen taler med en lang række eksperter om alle mulige aspekter ved det, der er sket. Det indgår alt sammen i en kollektiv bearbejdning,” forklarer Ask Elklit.

Vi får brug for at samle os om fælles handlinger efter traumatiserende hændelse i denne skala. Derfor lægger folk blomster ved Field’s, og derfor er der en markering med stilhed i fællesskab tirsdag aften.

”Det har betydning at have nogle kollektive ceremonier. Vi så, at Kongehuset aflyste deres Tour de France-reception søndag aften – og det var et godt signal. Det viser ofrene og alle, der i øvrigt er ramt af hændelsen, at ’Kongehuset er med dem’. Kirken kan også hjælpe ved at arrangere kollektive ceremonier,” påpeger Ask Elklit.

Det vigtigste, du kan gøre for at hjælpe de direkte involverede for angrebet er derfor at lade det fylde – også når det første, umiddelbare chok har lagt sig:

”Du og jeg vil være berørt af dette i nogle dage. Men nogle af dem, der var i Field’s og måske så drabene, vil være mærket for livet. For dem er det vigtigt at mærke, at de indgår i et fællesskab, der husker oplevelsen,” råder Ask Elklit.