En af historiens mest berømte kriminalsager får fornyet opmærksomhed i disse dage. Hvert år til påske fejrer kristne over hele verden Jesu død og genopstandelse. Men hvad var det egentlig for en forbrydelse, han blev henrettet for? Planlagde Jesus en folkelig opstand? Var han en whistleblower, der kom på tværs af magthavernes interesser og skulle skaffes af vejen? Eller var han en fredelig vandreprofet, der blot befandt sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?
Sporene er næsten udviskede, men sagen er ikke henlagt.
Forbrydelsen
“What would Jesus do?” Sådan spørger amerikanske kristne, når de står i et moralsk dilemma. Men den kristne påske rummer også et andet spørgsmål: ”What did Jesus do?”
Hvad gjorde Jesus, siden den lokale romerske guvernør i Judæa i år 30-36 e.Kr. besluttede sig for at dømme ham til offentlig henrettelse på et kors? Hvad var forbrydelsen? Spørgsmålet dukker jævnligt op i forskningen om den historiske Jesus. Og Det Nye Testamente rummer en række forklaringer fra de første kristne: Guds egen søn stod anklaget for blasfemi. Hans næstekærlighed var provokerende kompromisløs. Han døde som led i Guds kamp mod det onde.
Det Nye Testamente kæmper med at finde mening i Jesu død, de første kristnes kollektive traume. Men kan korsfæstelsen forklares historisk?
Kammerat Jesus
Henrettelsesmetoden er det første spor. For romerne korsfæstede ikke til højre og venstre. Det var en afstraffelse, der var forbeholdt slaver og politiske oprørere fra fremmede folkeslag. F.eks. havde romerne omkring 100 år tidligere korsfæstet slaveoprøreren Spartacus og hans tilhængere langs Via Appia – til skræk og advarsel.
Betyder det, at Jesus så var en zelot, en jødisk revolutionær? Det vil nogle forskere mene. Jesu budskab handlede jo om Gudsriget. Og måske var dette rige mere politisk, end man umiddelbart skulle tro. Måske indebar det, at romerne skulle smides ud?
Det gjorde jødiske oprørere et ihærdigt forsøg på omkring tredive år efter Jesu død, men det lykkedes ikke. Oprøret førte til Jerusalems ødelæggelse, templets fald, og en krigsskadeerstatning, der betalte opførelsen af Colosseum i Rom. Måske var Jesus også en mislykket jødisk zelot?
Symbolpolitik
Der er ikke meget at hænge den opfattelse op på. Evangelierne portrætterer Jesus som en relativt fredelig vandreprofet. Historisk set ligner han de jødiske profeter, der lod deres budskab ledsage af spektakulære symbolaktioner. Jesu læremester, Johannes Døberen, havde sit populære vandritual ved Jordanfloden – forløberen for den kristne dåb. Og Jesus havde sine angivelige helbredelser.
Men hans mest spektakulære symbolaktion fandt sted i Jerusalems tempel midt under påskefesten, hvor tusinder af pilgrimme var samlet i byen. Jeg tænker på den begivenhed, som kaldes tempelrensningen. Her ankommer bondeprofeten Jesus fra udkantsflækken Nazaret til storbyen og jager de handlende ud fra tempelpladsen. Begivenheden beskrives forskelligt af de fire evangelister, men dens kerne rummer det mest plausible svar på, hvorfor Jesus endte med at blive klynget op.
Tempelaktionen
Templet var vel at mærke ikke bare domkirke, men også en form for parlament og nationalbank. Her stiller Jesus sig nu op og anklager myndighederne for at gøre templet til en ”røverhule”. Med andre ord: Præsterne i templet udgør et kleptokrati, der tænker mere på institutionen end på folket.
Som profeterne (jødedommens protestsangere) plejede at sige: ”Husk enken og den faderløse!” Ifølge evangelierne bliver Jesu provokation for meget for de korrupte myndigheder. De tager ham til fange, men da de ikke selv har magt til at skaffe ham af vejen, fører de ham for Pontius Pilatus. Præsterne overbeviser så guvernøren om, at den mand, som truer deres levebrød, også kan blive et problem for romerne. Manden er jo populær!
Navnebrødre
Dette scenarie fra evangelierne er historisk muligt. Det passer med, hvad vi ellers ved om jødedommen under romerne på Jesu tid. Den samtidige jødiske historieskriver Josefus (som Monty Python læste, inden de lavede Life of Brian) fortæller en næsten identisk historie om en anden jødisk profet, der nogle årtier senere også foretager en protestaktion mod tempelaristokratiet.
Profeten kaldes tilmed Jesus, Ananias’ søn. Også denne Jesus føres til den romerske guvernør, forhøres og piskes, men han slipper til sidst – sikkert fordi han i modsætning til sin navnebror var en ensom ulv og dermed ingen mulig trussel mod romernes offentlige orden.
Opstand
Men Jesus af Nazaret blev klynget op for at rådne i solen. Længere kan man næppe komme en historisk løsningen på kriminalgåden. Dertil er sporene for gamle og udviskede.
Men i de ældste kristne tekster fra omkring år 50 e.Kr. slutter historien ikke med korsfæstelsen langfredag. For på tredjedagen påskemorgen sker det største comeback siden Lazarus, bogstavelig talt. Ellers var der måske heller ikke så meget at fejre. Troen på Jesu opstandelse hører med til påskefortællingen, så langt vi kan komme tilbage: Gud griber ind og river Jesus ud af gravens mørke til nyt liv for alle mennesker.
Syndebuk
Opstandelsen er ikke som sådan en historisk begivenhed, men troen på opstandelsen er alligevel historisk vigtig. For uden den var Jesus af Nazaret sikkert blevet glemt. Nøgternt betragtet er Jesus én af historiens mange modige whistleblowere, som denne verdens magthavere har ladet ofre. Man kan bare slå op i Amnesty International’s statistikker over justitsmord.
Men troen på opstandelsen ophøjer Jesu skæbne til et principielt magtkritisk statement: Når nogen skal ofres, står Gud på offerets side. Mon også det gælder, når vi slagter påskelammet her til højtiden?
