Danmark er lille og dens befolkning lige. Dét er i en nøddeskal fortællingen om Danmark anno 2022, smukt verssat af digterpræsten N.F.S. Grundtvig i sangen Langt Højere Bjerge: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.”
I dag er Danmark villa, Volvo og velfærd til alle. Da mere end 325.000 danskere i 2016 deltog i udarbejdelsen af Danmarkskanonen – listen over de ti vigtigste danske værdier – strøg ”velfærdssamfundet” helt til tops.
Det er altså ikke fri fantasi, når vi fortæller hinanden, at Danmark er et lige land. Sammenlignet med de fleste andre steder er forskellen mellem rig og fattig lav. Ifølge OECD’s årlige opgørelse kommer vi ind på en syvendeplads over de mest lige samfund i verden. Førstepladsen indtages måske lidt overraskende af Slovakiet, der ligesom flere andre små østeuropæiske lande har formået at fastholde en lav grad af ulighed, siden de blev demokratier omkring 1990.
Men er man tilhænger af lighed, er der grænser for jublen. Gennem de seneste par årtier er uligheden steget betydeligt. Figuren nedenfor viser udviklingen i den såkaldte Gini-koefficient for danskernes disponible indkomst, dvs. indkomsten, efter at skatten er betalt. I 1990’erne var der en svagt stigende tendens, der accelererede i nullerne. Finanskrisen i 2008-09 betød et kortvarigt fald i Gini-koefficienten, men siden 2010 er uligheden fortsat opad.
Vi kan måle ulighed på mange forskellige måder, men uanset hvordan vi anskuer den, så er Danmark blevet et mindre lige land, end det plejede at være. Men hvorfor egentlig? Og hvorfor er det ikke realistisk, at vi kan vende udviklingen? Inden jeg svarer på de to spørgsmål, melder et tredje sig dog: Er det overhovedet vigtigt, at uligheden er på vej op?
Stigende ulighed - og hvad så?
Den danske udvikling er ikke unik, snarere tværtimod. I praktisk talt alle vestlige samfund er forskellen mellem top og bund øget. Nogle steder er de rigeste stukket af i vild galop, sådan som vi har set det i USA, og andre steder har det været i et mere adstadigt tempo, bl.a. i Danmark og flere andre nordeuropæiske lande. Men tendensen er den samme. Det betyder også, at vi begynder at have en del viden om konsekvenserne af stigende ulighed.
Forskning viser, at befolkningen i lande som USA og Storbritannien med høj ulighed generelt er plaget af dårligere fysisk og psykisk helbred – blandt andet er der flere overvægtige, flere med depression og flere, der dør tidligt. Og det er værd at bemærke, at det ikke kun er folk i bunden af disse samfund, som har dårligere helbred. Det symptom gør sig gældende langt op i middelklassen.
Årsagen formodes at være de alvorlige bekymringer, mange mennesker i ulige samfund har om, hvordan de skal kunne opretholde deres dagligdag. Det er bekymringer, som netop rammer den brede befolkning. Det er jo hele humlen ved høj ulighed: Hvis man snubler, er der langt ned til bunden. For når uligheden i et land er stor, er afstanden mellem dets borgere det også. Frygten for at miste arbejdet, blive syg eller spare for lidt op til alderdommen kan give de fleste ondt i maven.
I samfund med megen ulighed vil befolkningen også bo forskellige steder, sende deres børn i forskellige skoler og i det hele taget leve forskellige liv. Visse steder som for eksempel i Brasilien, Sydafrika og USA er der opstået gated communities, hvor de velbeslåede borgere lever indhegnet for at beskytte sig selv mod de fattige. Konsekvensen er, at den sociale tillid falder, for vi har svært ved stole på mennesker, der er anderledes end os selv. Tillid kræver forståelse for andre, og forståelsen kan ligge på et lille sted i lande med stor ulighed.
Når uligheden stiger, og den sociale tillid daler, øges risikoen også for politisk polarisering. I samfund som det danske med en bred, ensformig middelklasse handler det for politikerne om at omfavne midten. Det er sådan, politikerne vinder valg i Danmark.
Når befolkningen derimod er delt op i skarpt adskilte grupper med vidt forskellige ressourcer, livsstile og holdninger, giver det bedre mening at fokusere snævert på en enkelt gruppe, når en politiker ønsker at blive valgt. I USA ser vi for eksempel tydeligt, hvordan den politiske debat mellem republikanere og demokrater øger afstanden mellem befolkningsgrupperne. Den politiske polarisering er benzin på ulighedens bål.
Så ja – det gør en forskel, at uligheden er på vej op.
Hvordan blev Danmark blandt de bedste til lighed?
Hvis vi vil forstå baggrunden for den stigende ulighed i Danmark, er vi nødt til forstå, hvordan vi oprindeligt opnåede at blive så lige.
Efter Anden Verdenskrig oplevede Vesteuropa i 1950’erne og 60’erne en enestående økonomisk vækstperiode. Bruttonationalproduktet steg typisk med 4-5 pct. hvert år gennem hele perioden, hvilket er helt exceptionelt med nutidens målestok.
Væksten blev drevet af flere faktorer, der var unikke for perioden. For det første var der i Kontinentaleuropa et omfattende genopbygningsbehov efter krigens ødelæggelser. For det andet kunne europæerne leve højt på at importere og masseproducere amerikansk teknologi, ikke blot i forbindelse med den berømte Marshall-hjælp, hvor USA støttede de krigsramte europæiske samfund, men mere generelt. Den amerikanske økonomi var vældig innovativ og udviklede en lang række nye teknologier og forretningsområder. Det nød det europæiske erhvervsliv godt af. Endelig gav demografien – masser af yngre mennesker i den arbejdsdygtige alder, relativt få ældre – flere hænder i produktionen og flere forbrugere til at købe de mange nye varer.
Men selv med en voksende arbejdsstyrke var der i Vesteuropas gyldne vækstperiode slet ikke hænder nok. Lønningerne steg derfor med rekordhastighed, og den samlede andel af samfundskagen, som gik til lønmodtagerne, voksede også. Konsekvensen blev et fald i uligheden, ganske enkelt fordi lønmodtagerne igennem adskillige år stod så favorabelt over for deres arbejdsgivere, når de skulle forhandle løn.
Sådan så billedet ud i hele Vesteuropa, men i Danmark faldt vækstperioden sammen med Socialdemokratiets og fagbevægelsens storhedstid. Den buldrende økonomi skulle i Danmark ikke bare sikre højere, men også lige løn. Det blev fagbevægelsen garant for gennem de kollektive lønforhandlinger.
Hvor arbejderne i for eksempel USA måtte forhandle på egen hånd med deres chef, stod arbejderne i Danmark samlet. Dette sammenhold kunne presse arbejdsgiverne, men betød samtidig, at alle med samme job normalt fik samme løn. Det var godt for ligheden, men i sagens natur mindre godt for de arbejdere, som under mere frie vilkår kunne have forhandlet en højere løn hjem til sig selv.
Mens fagbevægelsen skabte lighed gennem de fælles lønforhandlinger, formede Socialdemokratiet velfærdsstaten. Danskernes sociale rettigheder blev forbedret på en række områder: Bedre pensioner, et mere generøst arbejdsløshedssystem, flere børnehaver, større optag på gymnasierne og universiteterne.
Denne enorme samfundsændring kostede mange penge, og selv med flotte væksttal måtte skatterne stige, men den bivirkning gik mest ud over dem, der alligevel ikke stemte socialdemokratisk. De mange skattebetalte velfærdsordninger satte turbo på omfordelingen fra rig til fattig. Uligheden faldt år efter år.
Udviklingen vender
I Mathæus-evangeliet står der: ”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har.” Sådan kan vi med Bibelen i hånden – og en vis kunstnerisk overdrivelse – sammenfatte, hvordan det er gået i Danmark, siden den gyldne vækstperiode sluttede med de store oliekriser i 1970’erne.
Den teknologiske udvikling, og ikke mindst digitaliseringen, har skabt helt nye industrier – tænk bare på, hvor mange der i dag arbejder med sociale medier eller udbringer varer bestilt på en hjemmeside. Samme udvikling har transformeret næsten alle de gamle arbejdsformer.
Nye, godt betalte stillinger er opstået i hundredtusindvis, men praktisk talt alle kræver uddannelse, hvorfor antallet af ufaglærte jobs er faldet. I endnu højere grad end tidligere er uddannelse adgangsbilletten til de gode lønninger – og adgangen til uddannelse har vist sig ulige fordelt.
Derfor kan man i nogle medier endda læse og høre en opdateret version af Den Amerikanske Drøm: Den udlever man bedst i Danmark, da enhver dansker kan blive født af en fattig skopudser og ende som direktør. Her er uddannelsen nemlig gratis og SU’en generøs.
Men for at dryppe lidt malurt i bægeret er der imidlertid forskning, der tyder på, at den sociale arv ikke er lavere i Danmark end i USA. I Danmark betyder det en del, om din far var skopudser eller direktør. Faktisk betyder dit ophav mere og mere for din egen fremtid. Den amerikanske drøm bliver også mindre og mindre sandsynlig i Danmark.
Én af grundene til, at den sociale arv vejer tungere, er familie- og boligmønstrene. Danskerne gifter sig i høj grad med personer fra deres egne socialklasse. De bedrestillede møder ofte deres partner på universitetet og flytter efter endt uddannelse ud til forstadsbyerne nord for København eller i og omkring Aarhus.
På samme måde klumper de mindrebemidlede sig sammen i familier og områder, hvor de ligner hinanden. Udkantsdanmark er ikke et nyt fænomen, men der er mere ”udkant” over steder som for eksempel Lolland, end der har været tidligere.
Nogle danske børn vokser op med veluddannede voksne med gode jobs omkring sig; ikke bare deres forældre, men også deres legekammeraters forældre. Andre børn må i højere grad selv regne ud, hvordan de klare sig i et uddannelsestungt samfund som Danmark. Mange klarer sig naturligvis uden en fin uddannelse, men alt for mange ender med at være socialt marginaliserede.
Arbejderbevægelsen, der blev væk
Men hvis uligheden mellem danskerne bliver større og større for hvert år – hvorfor har politikerne ikke grebet ind over for denne udvikling? Ja, hvorfor har de endda været med til at øge uligheden de sidste 20 år ved at indføre en række skattelettelser, der overvejende har været en fordel for danskerne med indkomster over gennemsnittet, og en tilsvarende stribe kontanthjælpsreformer, der har ramt dem i bunden med flere krav og lavere ydelser?
Det umiddelbare svar er, at hverken fagbevægelsen eller Socialdemokratiet har fordums styrke. Fagbevægelsen bløder medlemmer. Flere og flere danskere kan forhandle hele eller dele af deres løn på egen hånd – både fordi der er opstået nye erhverv, hvor fagbevægelsen aldrig har stået stærkt, og fordi individuelle tillæg udgår en større del af lønsummen selv i det offentlige. Socialdemokratiets vælgertilslutning er svundet ind fra ca. 40 pct. i 1950’erne og 60’erne til ca. 25 pct. siden årtusindskiftet.
Den dybere forklaring er, at danskerne også selv er forandrede. Væk er de politisk bevidste klasser med arbejderne mod bønderne og de selvstændige i byerne. Ind er kommet en bred middelklasse, der er enig om et centralt punkt: Velfærdsstaten skal bevares og forbedres, men vel at mærke kun de dele af den, som middelklassen selv nyder godt af. Børnehaver og vuggestuer skal have minimumsnormeringer, koste hvad det vil! Hospitalernes ventelister skal barberes ned til ingenting! De ældres ret til pleje skal sikres frem for alt!
Den triste lektie er, at de fleste danskere har nok i sig selv og faktisk ikke rigtigt skænker det der med ulighed en tanke. Politikerne kan ikke vinde regeringsmagten på at forbedre forholdene for de fattige, men de kan tabe den ved at overse middelklassens ønsker.
Spørgsmålet er selvfølgelig også, om politikerne overhovedet kan lovgive imod den stigende ulighed. Hvordan kan de skabe love og regler, der forbyder borgerne at gifte og bosætte sig, som de gør? Hvordan forhindrer de med regulativer og forordninger, at den teknologiske udvikling forandrer jobmarkedet fundamentalt? Svaret er, at det gør de ikke – fordi de ikke kan, og fordi danskerne ikke ønsker disse ændringer, når det kommer til stykket.
Det er derfor på tide at opdatere Grundtvigs ord om Danmarks bedrifter i forhold til den højt besungne lighed. For vores politikerne vil heller ikke kunne genskabe de helt exceptionelle forhold under den gyldne vækstperiode, som skabte grundlaget for et par årtiers øget lighed i det danske samfund. Derfor er uligheden i Danmark ikke bare kommet for at blive, men vil også blive større og større de næste årtier. Vi får et samfund, hvor nogle har for meget, men flere for lidt.
