Finalen ved dette års afrikanske fodboldmesterskaber, Africa Cup of Nations, stod mellem Senegal og Egypten og blev spillet søndag aften på Olembé stadion i Camerouns hovedstad, Yaoundé. I folkemunde kaldes Olembé nu også for dødens stadion, fordi otte mennesker på tragisk vis mistede livet på netop dette stadion tidligere i turneringen.
Meget symptomatisk for dette års målfattige Africa Cup of Nations formåede hverken de egyptiske faraoer eller Senegals løver dog at finde netmaskerne i den ordinære spilletid. Derfor måtte finalen afgøres i straffesparkskonkurrence.
Inden kampen havde diverse medier opildnet til tvekamp mellem Liverpool FC’s to stjerneangribere, egyptiske Mohamed Salah og Senegals Sadio Mané, turneringens i særklasse største profiler.
Selve kampen blev dog en fuser, da Senegal ikke kunne score et vindende mål, mens Egypten stillede sig tilbage og var godt tilfreds med en omgang pindsvinefodbold. Derfor var stillingen både efter ordinær og forlænget spilletid 0-0. Mesterskabets hidtidige straffesparkskonger fra Egypten brændte to straffespark mod Senegals ene.
Dermed kunne Senegal veksle sølvmedaljerne fra det seneste mesterskab i 2019 til guld og trofæet. Senegal har gennem de seneste 20 år været en stormagt i afrikansk fodbold, men alligevel var det landets første afrikanske mesterskab.
Livsfarlige stadions
Africa Cup of Nations er uden tvivl kontinentets største anledning til folkefest, men dette års turnering vil blive husket som en langt hen ad vejen mat fest i værtslandet. Det synes næsten at være en tendens, da de seneste mesterskaber i henholdsvis Egypten, Gabon og Ækvatorial Guinea har været præget – og plaget – af, at de skulle afvikles i lande med stærkt autoritære styrer, som foretrækker at undertrykke ethvert antræk til løssluppen folkestemning.
Et andet benspænd, der satte en stopper for folkefesten ved dette års Africa Cup of Nations var corona-krisen. På grund af smittefaren måtte de camerounske arrangører iværksætte omfattende reguleringer, herunder krav om corona-test af alle tilskuere. På lokalt plan var dette krav ekstremt kostbart og stedvis særdeles vanskeligt at leve op til.
Mesterskabets tragiske lavpunkt indtraf, da otte mennesker mistede livet, og mange flere blev kvæstet under tumult ved kampen mellem hjemmeholdet og turneringens sensationshold fra Comorerne. Katastrofen opstod ved en af indgangene til Olembé, hvor tusindvis af camerounske fans forsøgte at komme ind på stadion, og mange tilskuere blev trampet og mast. Netop tilskuernes ankomst til og exit fra stadions skaber ofte tumult og er et stort og underbelyst problem i forbindelse med fodboldkampe på kontinentet.
I den mere kuriøse afdeling vil denne udgave af Africa Cup of Nations gå over i historien takket være den zambiske dommer Janny Sikazwe. I kampen mellem Tunesien og Mali fløjtede han af hele to gange, begge gange inden de obligatoriske 90 minutter var spillet. Først efter 85 minutter og siden 17 sekunder før de 90 minutter. Efter 25 minutter ville han genoptage kampen for at få spillet de manglende minutter, men Tunesiens spillere nægtede. Den officielle forklaring lød, at dommeren led af hedeslag.
Spillemæssig jammerdal
Med hensyn til antal mål og spillestil var årets Africa Cup of Nations et af de mest kedelige mesterskaber i nyere tid. Især gruppekampene var præget af fedtspil og målfattige kampe på næsten tomme stadions.
Afrikansk fodbold har ellers gennem årene opbygget et renommé som et festfyrværkeri af fysisk stærke spillere, der med en lidt tilpasset floskel vil frem over savannen for at score mål. Sådan er det ikke længere.
For det første, fordi europæiske trænere og ditto spillestil har gjort deres indtog og sat en ny standard for landsholdsfodbold på kontinentet. Denne udskiftning på landsholdenes trænerbænke har udmøntet sig i, at alle de kvalificerede landshold spillede meget kontrolleret og altid med et defensivt udgangspunkt. Som om det primære formål med stille op var at forhindre modstanderholdet i at score.
En anden grund til det noget træge og lidet tilskuervenlige spil skal vi nok finde i det faktum, at mange af spillerne først mødte sent op i landsholdslejrene. Ofte kort tid inden turneringen, fordi klubberne – især de europæiske topklubber som for eksempel Liverpool FC – selv ville gøre brug af deres afrikanske spillere. Derfor ventede de med at frigive spillerne længst muligt.
Ud over den spillemæssige jammerdal skuffede Algeriet som forsvarende mestre også. Algeriet stillede ellers blandt andet med Manchester Citys angrebsstjerne Riyad Mahrez på banen i alle kampene. Alligevel lykkedes det ikke de algeriske ørkenræve at komme videre efter de indledende gruppekampe. En næsten lige så stor fiasko præsterede Ghana, der ellers har vundet Africa Cup of Nations fire gange, men denne gang formåede The Black Stars ikke engang at kvalificere sig til knockoutfasen.
Pessimisterne fik ikke ret
Der var ganske vist problemer i forbindelse med fire ugers fodboldmesterskab i Cameroun, men alligevel blev Vestens afropessimister endnu en gang snydt. På samme måde som op til VM i Sydafrika i 2010. Dengang advarede de om, at Sydafrika var præget af vold, carjacking og anden livsfarlig berigelseskriminalitet.
Turneringen blev dog gennemført til ug med kryds og slange ifølge internationale fans, landshold og fodboldforbund. Den eneste kritik var de støjende lange plastikhorn, de såkaldte vuvuzela’er, som sydafrikanske fodboldfans fik præsenteret for hele verden.
Forventningerne til dette års Africa Cup of Nations var dog også meget lave. Indtil få uger inden turneringsstarten herskede der endda stor usikkerhed om, hvorvidt turneringen overhovedet ville blive gennemført.
Paul Biya og Patrice Motsepe var dog aldrig i tvivl om, at turneringen vil blive skudt i gang som planlagt.
Biya fylder godt nok snart 89 år og tilhører den udryddelsestruede kategori af livtidspræsidenter i Afrika. Senere på året kan han endda fejre 40 år som præsident for Cameroun. For Biya er værtskabet for Africa Cup of Nations et forsøg på at samle en dybt splittet nation, der er plaget af konflikter stadig flere steder, især i det nordlige og sydvestlige Cameroun. Netop den slags interne konflikter underminerer i disse år magtpositionen for flere af Afrikas livstidspræsidenter, som i en kombination af folkeligt pres og militære indgreb bliver sat fra bestillingen.
Sydafrikanske Motsepe er nyvalgt præsident for det afrikanske fodboldforbund, CAF, som arrangerer Africa Cup of Nations. Han har et imponerende cv og har blandt andet været en ekstremt succesfuld klubejer. Han har også ry for at være fantastisk til at skabe netværk, skaffe opbakning til sine projekter, og så er han stenrig.
En kvinde på banen
Selve afviklingen af kampene er til gengæld forløbet uden større problemer. Så længe vi ser bort fra den tragiske tilskuerulykke i kampen mellem Cameroun og Comorerne.
De camerounske arrangører havde især god grund til at bekymre sig for gruppekampene i byerne Limbe og Garoua. Limbe er ellers en smukt beliggende kystby i det sydvestlige Cameroun. Området blev efter den famøse Berlinkonference i 1884-85, hvor europæiske stormagter delte Afrika mellem sig, omdannet til Tysk Cameroun. Senere overgik området til at høre under Storbritannien.
I dag er separatistbevægelsen Southern Cameroons Ambazonia Consortium United Front, SCACUF, aktiv i området, som de kalder Ambazonia. I netop denne region er engelsk første fremmedsprog og en vigtig identitetsmarkør, hvorimod det er fransk i resten af Cameroun.
Centralregeringen har siden selvstændigheden i 1960-61 undertrykt folk og institutioner i Ambazonia, og der har gennem nogle år været borgerkrigslignede tilstande i regionen. Store militære enheder måtte derfor sørge for, at alle kampene kunne gennemføres som planlagt.
Garoua ligger i den nordlige del af Cameroun, som på det seneste har været præget af store konflikter mellem især agerbrugere og pastoralister, dvs. nomadiske hyrder. Deres kamp om adgang til naturressourcer som vand samt græsnings- eller dyrkningsarealer udspringer af klimamæssige og demografiske problemstillinger og bliver yderligere polariseret af områdets mangel på stærke og regulerende institutioner.
Derudover ligger Garoua tæt på grænsen til Nigeria og dermed ikke langt fra den berygtede islamistiske milits Boko Harams aktionsområder. Også disse fodboldkampe blev afviklet planmæssigt, men igen med et enormt opbud af landets sikkerhedsapparat.
Millioner af tv-seere til Africa Cup of Nations oplevede endda et køns- og identitetspolitisk gennembrud i gruppekampen mellem Guinea og Zimbabwe. Ikke på grund af resultatet, 2-1 til sidstnævntes Warriors, men på grund af dommeren. Det var nemlig rwandiske Salima Mukansanga, som løb med opmærksomheden, eftersom det var første gang med en kvindelig dommer til en landskamp mellem to herrehold. I Afrika er fodbold ellers i den grad en mandeting.
De små blev de store
Efter utallige kedelige gruppekampe gik fire af kontinentets mindste lande videre i turneringen. Ud over Comorerne lykkedes det for Gambia, Kap Verde og Ækvatorial Guinea. Især var det sensationelt, at Comorerne, denne lille øgruppe i Det Indiske Ocean med omkring en million mennesker, spillede sig videre i turneringen. Comorerne deltog for første gang nogensinde ved årets Africa Cup of Nations.
I Comorerne skabte fodboldholdets kvalifikation til ottendedelsfinalen den største folkefest siden selvstændigheden fra Frankrig i 1975. En klar opmuntring for befolkningen, der dagligt lever med påtrængende fattigdom, politisk ustabilitet og jævnlige kupforsøg fra landets militær. Netop militærkup er eskaleret i de afrikanske lande gennem de seneste par år som følge af voksende utilfredshed med de politiske ledere, som beskyldes for at være inkompetente, korrupte og nepotistiske.
Succesopskriften for Comorerne skyldes, at landets fodboldforbund meget opmærksomt og offensivt har opsporet fodboldspillere i Europa. Især professionelle fodboldspillere i Frankrig og Belgien med familiemæssige rødder til øgruppen er blevet opsøgt og forsøgt overtalt til at spille for Comorernes landshold.
Et tilsvarende tilfælde kender vi i Danmark med Ani Ben Slimane, der er født og opvokset i Danmark og til dagligt spiller for Brøndby IF. Slimane blev opsøgt af det tunesiske fodboldforbund, og han spillede med i alle Tunesiens kampe og lagde endda op til et mål. Slimane og resten af Kartagos ørne nåede kvartfinalen, hvor de blevet slået ud af Burkina Faso.
Desværre for Comorerne blev det kun til én kamp i knockoutfasen, da en kombination af covid-19 og Cameroun slog dem ud. Situationen var så alvorlig, at en venstre back måtte spille målmand for Comorerne, da samtlige holdets tre målmænd befandt sig i karantæne.
Cameroun vandt kampen 2-1, men kampen vil blive husket for de døde tilskuere, og de hårdt kæmpende spillere fra Comorerne, der i perioder også spillede med en mand mindre. I kampens afsluttende fase scorede Comorernes Youssouf M’Changame endda et af turneringens flotteste mål, på frispark op i målhjørnet.
Semifinale trods militærkup
Det bliver spændende at følge Comorerne i årene fremover og se, hvad dette nys sammenbragte nationalmandskab kan drive det til på fodboldbanen. I den sammenhæng kunne Burkina Faso være et forbillede. Nationen fra den vindtørre Sahel-region i Vestafrika slog igennem rent fodboldmæssigt i 1998, da landet var vært for Africa Cup of Nations.
Ved den lejlighed nåede Burkina Faso helt frem til semifinalen, hvor landet tabte med 2-0 til de senere vindere fra Egypten. I kampen udviste de burkinske spillere dog både sportsånd og panafrikanisme i levende live. Egypten var fra starten af kampen spillemæssigt overlegne, og nogle af de burkinske fans valgte at gå slukørede hjem, mens mange andre blev for at hylde både deres eget hold og Egyptens spillere.
Denne fankultur møder man mange steder i Afrika, og den er grundlæggende anderledes end i Europa, eftersom det panafrikanske fællesskab spiller en central rolle. Fansene hepper ikke kun på deres eget land, men håber også, at deres kontinent viser sig frem fra sin bedste side.
Siden slutrunden i 1998 har Burkina Faso været næsten fast inventar i slutkampene, også ved dette års Africa Cup of Nations. Her blev de burkinske hingste slået af Senegal i semifinalen og nåede endnu engang til bronzekampen. Den kamp var en af turneringens mest spektakulære kampe, for Burkina Faso førte med 3-0 over værtsnationen indtil mindre end 20 minutter før tid.
Trods den komfortable føring lykkedes det Burkina Faso at smide sejren væk, og holdet tabte efter straffespark til Cameroun, de ukuelige løver. Burkina Fasos præstation var imponerende, ikke mindst set i lyset af, at militæret i deres hjemland gennemførte et kup.
Burkina Faso har gennem de seneste år været præget af konflikter mellem myndighederne og islamistiske fundamentalister, som i nålestiksangreb dræber mange mennesker, herunder en del soldater. Militæret væltede den civile regering, fordi generalerne opfattede den som uduelig og uden evner til at håndtere de islamistiske fundamentalister.
En magtfaktor i international fodbold?
Nu er årets Africa Cup of Nations slut, og millioner af afrikanere, især mændene, glæder sig allerede til det næste mesterskab, som Elfenbenskysten skal afholde i 2023. Inden da står der VM i Qatar til november på programmet.
Jeg selv har endnu ikke mødt nogen i eller fra Afrika, der har talt om eller for en afrikansk boykot af VM i Qatar. Menneskerettigheder og sikre arbejdsforhold for migrantarbejdere i Qatar er ikke en dagsorden, der tiltrækker sig den store opmærksomhed hos fans, spillere og politikere på kontinentet.
Ingen af dem kunne drømme om at blive væk fra verdens største sportsbegivenhed. Mantraet er snarere, at denne mulighed for at vise sig frem for hele verden skal modtages med kyshånd.
Fodboldnørder i Afrika og især i CAF glæder sig faktisk endnu mere til VM i 2026, som Canada, USA og Mexico afholder i fællesskab. For i 2026 udvides VM fra de nuværende 32 til 48 landshold. Netop denne udvidelse har været en mærkesag for CAF, som har kæmpet for den i årevis. Flere hold til VM betyder flere afrikanske nationer som deltagere.
Med Motsepe i spidsen har CAF en klar ambition om at styrke kontinentets position og blive en magtfaktor i det internationale fodboldforbund FIFA. Motsepe ønsker at eliminere Afrikas og specifikt CAF’s image som korrupt og undgå, at afrikanske lande kan købes til at stemme for eksempelvis et VM i den arabiske ørken.
Motsepes plan er klar: De næste to milepæle, han ønsker at nå, er at få indført VM hvert andet år, og at Afrika skal huse et VM hurtigst muligt efter 2026. Målsætningen om VM hvert andet år møder massiv modstand fra især de europæiske topklubber og ditto fodboldforbund. Armlægningen er i gang, men store mesterskaber afholdes i mange sportsgrene hvert andet år, så hvorfor ikke?
For Motsepe og CAF lyder rationalet, at flere turneringer giver øget eksponering og samtidig øget indtjening. Den helt store drøm er selvfølgelig, at et afrikansk landshold vinder VM. Et sådant scenario lyder måske urealistisk, men mange afrikanere husker stadigvæk OL i 1996, hvor Nigeria vandt guld med en finalesejr over Argentina. De mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før drømmen om en afrikansk sejr på verdens største fodboldarena går i opfyldelse.
