Uanset udfaldet af Colombias præsidentvalg på søndag vil resultatet være historisk. De to kandidater i anden valgrunde, socialisten Gustavo Petro og højrepopulisten Rodolfo Hernández, markerer et markant brud med de traditionelle politiske dynastier, der har domineret colombiansk politik siden 1800-tallet.
Dermed er de et symptom på et politisk opbrud, der i disse år skyller ind over hele Latinamerika.
I en lang række lande er det politiske establishment, der har domineret gennem det meste af det tyvende århundrede, i dyb krise, og gamle magtpartier er ikke længere toneangivende.
Præsident- såvel som parlamentsvalg afgøres i stadigt større omfang af nye politiske konstellationer og alliancer, der ofte opstår i tiden op mod de vigtige valg.
Vælgerne stemmer i højere grad på kandidater end på partier, og kandidaternes politiske platform er typisk præget af et begrænset antal mærkesager frem for et mere omfattende politisk-økonomisk projekt.
Det har forandret det politiske landskab overalt på kontinentet. Især venstrefløjen har fået ny vind i sejlene, men også højrepopulismen er blevet en stærk magtfaktor, mest markant med Bolsonaros magtovertagelse i Brasilien, men også i lande som Chile og Peru.
Opgøret med La Maquinaria
I Colombia fik venstrefløjskandidaten Gustavo Petro 40 pct. af stemmerne i første valgrunde, hvilket ses som en historisk sejr for venstrefløjen i et af Latinamerikas mest konservative lande.
Hans modkandidat bliver populisten Hernández, der har baseret sin kampagne på at tale mod det politiske establishment. Uanset udfaldet af anden valgrunde viser dette valg nogle af de forandringer, Latinamerikas politiske landskab gennemlever i disse år.
Petro havde naturligvis håbet på at få over 50 pct. af stemmerne, så ville have givet ham sejren i første runde.
Nu skal han i stedet ud i en anden runde med den kandidat, der har fået næstflest stemmer: Den 77-årige relativt ukendte forretningsmand Rodolfo Hernández, der bl.a. er tidligere borgmester i byen Bucaramanga.
Med 28 pct. af stemmerne i første valgrunde har han en del at indhente, hvis han skal slå Petro. Men han støttes nu af flere kandidater, der ikke kom med i anden valgrunde, og har pæne chancer på søndag.
Hernández havde i den sidste del af valgkampen stor succes med sin populistiske kurs, rettet mod korruption og mod Colombias traditionelle politiske system, la maquinaria.
Colombias valg er et brud med mere end hundrede års politisk tradition. Den traditionelle politiske elite, der stort set har haft monopol på magten siden det 19. århundrede, ser nu sin position udfordret.
Med sejren i første valgrunde har venstrefløjen allerede opnået et historisk resultat. Men nok så opsigtsvækkende er det, at højrefløjen endt med at samles om en populistisk kandidat, der baserer sin kampagne på politikerlede og systemkritik.
Et nyt politisk landskab
De strømninger, som Colombias valg har afdækket, kan genfindes i store dele af Latinamerika.
Forandringerne berører hele det politiske spektrum, men kommer til udtryk på vidt forskellig måde.
I lande som Mexico, Chile, Peru og Colombia tegner der sig et billede af en ny venstrefløj, der har meget lidt til fælles med Latinamerikas traditionelle venstrefløjspartier.
Den ser fortsat fattigdomsbekæmpelse og reduktion af de enorme sociale uligheder som politiske hjørnesten, men lægger også vægt på andre temaer, bl.a. rettigheder for kvinder, seksuelle minoriteter og etniske mindretal samt miljø- og klimakamp.
Det politiske centrum-højre har haft sværere ved at finde en fællesnævner.
En vigtig strømning er højrepopulismen, som Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, er den mest kendte eksponent for efter valgsejren i 2018.
Men også ved valgene i Chile og Peru sidste år samledes højrefløjsstemmerne om populistiske kandidater.
I Chile var det José Antonio Kast, der i anden valgrunde opnåede 44 pct. af stemmerne mod venstrefløjskandidaten Gabriel Boric. I Peru blev præsidentvalget afgjort på decimaler. Venstrefløjens præsidentkandidat, Pedro Castillo opnåede 50,13 pct. af de afgivne stemmer og slog lige akkurat sin højrepopulistiske modkandidat, Keiko Fujimori, der er datter af den tidligere præsident Alberto Fujimori.
Nye mærkesager på venstrefløjen
Samtidig med at det politiske højre i mange lande har omfavnet synspunkter, der tidligere blev opfattet som ekstreme, har venstrefløjen erobret en række af de dagsordener, der i de seneste år har præget den politiske og sociale debat og været i fokus for folkelige protestbevægelser.
Kønsvold og kvindedrab er et af de emner, der har været størst opmærksomhed på, især siden 2015, hvor bevægelsen #Niunamenos startede i Argentina for lynhurtigt at brede sig til resten af Latinamerika og videre ud i verden.
Ordret oversat betyder det: #ikke én mindre, underforstået: Ikke ét kvindemord mere. Det går igen i de folkelige protester mod kvindedrab, der er udbredt i store dele af Latinamerika.
Også abortlovgivning, der i nogle latinamerikanske lande hører til verdens verdens strengeste, og kvinders rettigheder i det hele taget er blevet centrale emner i den politiske debat.
Menneskerettigheder, diskrimination af etniske minoriteter samt klima og miljø har også fået en central plads på venstrefløjens dagsorden.
Den kolde krigs logik
I en dansk kontekst lyder det måske som meget oplagte fokuspunkter for venstrefløjen. Men det er et markant brud med den rolle, som venstrefløjsbevægelser har spillet i Syd- og Centralamerika siden midten af det tyvende århundrede.
Den cubanske revolution i 1959 blev startskuddet til en radikalisering op gennem 1960’erne, hvor militante guerillagrupper blomstrede op i det meste af Latinamerika.
På det tidspunkt var relationerne mellem det politiske venstre og højre indplaceret i en ubønhørlig koldkrigslogik.
Venstrefløjen havde fokus på at erobre magten gennem væbnet kamp, hvilket ud over Cuba kun lykkedes i Nicaragua.
Omvendt var højrefløjen og militæret, i mange tilfælde støttet af et kommunistforskrækket USA, indstillet på at gribe til ethvert middel – herunder kup, undertrykkelse af frihedsrettigheder, fængsling, tortur og drab på politiske modstandere – for at forhindre en kommunistisk magtovertagelse.
Murens fald og venstrefløjens krise
Berlinmurens fald i 1989 og Østblokkens og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud skabte også i Latinamerika en grundlæggende krise for den marxistiske venstrefløj.
Det meste af regionen gennemgik i løbet af 1980’erne og 1990’erne en demokratiseringsproces. Og sideløbende med denne indførte de fleste lande en mere markedsorienteret økonomisk og social politik baseret på den såkaldte Washington Consensus – et hårdhændet liberalt reformprogram med omfattende privatiseringer af statslige virksomheder og ejendom, nedskæring af udgifter til uddannelse og andre sociale formål samt afskaffelse af told og andre handelsrestriktioner.
De politiske og økonomiske effekter var vidt forskellige fra land til land. I Chile opstod en ”tigerøkonomi” med store økonomiske vækstspring, mens andre lande blev kastet ud i sociale og politiske kriser, med lukning af industrier og tab af arbejdspladser.
Fra 1930’erne og frem til 1970’erne havde mange latinamerikanske udviklet en industri- og fødevareproduktion, der var rettet mod deres eget forbrug. Fra 1980’erne og frem blev økonomien orienteret mod et globalt marked, der frem for alt var – og er –interesseret i olie, gas, metaller, mineraler og ganske bestemte landbrugsprodukter.
Det har i mange lande medført en rovdrift på naturressourcerne, som også er gået hårdt ud over lokale beboere, bønder og oprindelige folkeslag.
Den lyserøde bølge
På det ideologiske plan gav udviklingen næring til en nyliberal utopi om, at Latinamerika var på vej ud af underudviklingen og ved at træde ind i den rige verden.
Man byggede kæmpestore malls i de største byer, og udbredelsen af plastikkortet til store dele af middelklassen gav en følelse af at være en del af en verden, man hidtil kun kendte fra tv.
Men nøgternt set betød udviklingen, at eliten blev rigere, mens de fattigere dele af befolkningen blev relativt fattigere. Stigende ulighed var et fællestræk på tværs af kontinentet.
Det åbnede nye muligheder for venstrefløjen, der gik til frontalangreb på den neoliberale økonomi og dens destruktive konsekvenser.
Strategien gav hurtigt politiske resultater. Fra slutningen af 1990’erne og ti år frem blev Sydamerika overskyllet af den såkaldte ”lyserøde bølge”. Startskuddet gik i 1998, da den karismatiske, utraditionelle og kontroversielle Hugo Chávez vandt præsidentvalget i Venezuela, og fik for alvor fat i 2002, da Lula – Luiz Inacio Lula da Silva, leder af det brasilianske arbejderparti, Partido dos Trabalhadores – vandt valget i Latinamerikas største og folkerigeste land.
Da bølgen kulminerede omkring 2007-2008, var ca. halvdelen af Latinamerikas præsidenter fra venstrefløjen.
Reelt bestod den lyserøde bølge af to ret forskellige typer af politiske bevægelser.
Dels var der de traditionelle partier på venstrefløjen, der i løbet af 1990’erne var blevet mere moderate. Deres mål var ikke længere en væbnet socialistisk samfundsomvæltning, men at skabe et socialt mere retfærdigt og lige samfund. De gjorde sig især gældende på den sydlige del af kontinentet, i Brasilien, Chile, Argentina og Uruguay.
Dels var nye partier og bevægelser, der på den ene side distancerede sig fra den traditionelle venstrefløjs marxisme og på den anden side lagde op til radikale ændringer af den eksisterende samfundsmodel.
Det gjaldt især Hugo Chávez i Venezuela og Evo Morales i Bolivia. Morales’ Movimiento al Socialismo (MAS) lagde med forfatningen fra 2009 op til en ny grundlæggelse af den bolivianske nation, baseret på en reel anerkendelse af landets mange sprog, kulturer og nationer.
Generelt betød den lyserøde bølge, at statens rolle i økonomien voksede, og at den fattigste del af befolkningen fik større andel i goder og ressourcer.
Men den medførte ikke et opgør med den råstofbaserede økonomiske model.
Den lyserøde bølge toppede i slutningen af 00’erne og begyndte at miste momentum omkring 2007-2008.
I nogle lande satte den ”gamle” politiske og økonomiske elite alle midler ind på at generobre magten fra venstrefløjen med institutionelle kup mod Dilma Roussef i Brasilien og Evo Morales i Bolivia. I Venezuela var Hugo Chávez’ sygdom og død med til at forstærke en dyb økonomisk krise.
En ny type venstrefløj
Der var også et betydeligt slid på venstrefløjens ledere og organisationer. De fik sværere og sværere ved at leve op til løfterne om sociale forandringer og forbedringer, og flere og flere blev mødt med anklager om korruption og autoritær magtudøvelse
Opgøret med den ressourcebaserede økonomi var også udeblevet, og faldende råvarepriser betød, at der var færre og færre ressourcer at omfordele.
I 2010’erne oplevede de latinamerikanske venstrefløjspartier generel tilbagegang og måtte afgive magten i flere lande.
Men de seneste år har der været tegn på, at udviklingen er ved at vende. I 2018 vandt en venstrekoalition præsidentvalget i Mexico for første gang, og i 2019-21 var der fremgang ved valgene i bl.a. Honduras, Bolivia, Argentina, Peru og Chile.
Covid-19-pandemien har forstærket denne tendens. Latinamerika er den region, hvor pandemien har ramt allerhårdest, og det har forstærket den omfattende protestbølge, der topper i 2019, og siden af Covid-19, som har ramt Latinamerika hårdere end i nogen anden region.
Protesterne og de sociale konsekvenser af pandemien har givet et politisk rum, som en fornyet venstrefløj har søgt at udnytte. I Colombia håber Petro at vinde anden runde af præsidentvalget, og senere i år vil Lula måle sig mod Bolsonaro i Brasilien.
Det er endnu for tidligt at tale om en ny rød eller lyserød bølge. Men der er sket en styrkelse og fornyelse af venstrefløjen i en række lande, med Colombia og Chile som de tydeligste eksempler.
Den store udfordring for den nye venstrefløj handler også om at favne generationerne: Kan man på én gang fastholde de gamle venstrefløjsvælgere og tiltrække de nye, der har deltaget i masseprotester i de sidste år og nærer dyb mistillid til de traditionelle politiske systemer og partier?
