Hvad er vel mere dansk end dronningens nytårstale?
Når Margrethe lørdag toner frem på skærmen for at holde sin nytårstale nr. 51 til danskerne, er det en nationalt samlende begivenhed af de helt sjældne.
Dronningen er et af vores vigtigste nationale symboler overhovedet. Ikke bare i kraft af sin formelle rolle som statsoverhoved, men også som repræsentant for og forbindelsesled til vores fælles nationale historie.
Så meget desto mere interessant er det, at dronningen – ikke mindst i nytårstalerne – altid har demonstreret en stor forståelse for, hvordan den historiske, samfundsmæssige og kulturelle udvikling i Danmark er påvirket af verden omkring os.
Ser man tilbage på 50 års nytårstaler, er det faktisk slående, at hun altid har insisteret på at anskue Danmark og danskernes virkelighed i et større europæisk og globalt perspektiv.
Danmark i Europa
Allerede i sin første nytårstale i 1972, aftenen inden Danmark indtrådte i EF, gjorde dronningen meget ud af på en nuanceret måde at omtale Danmarks forhold til det øvrige Europa og samspillet med de øvrige EF-lande – på godt og ondt. Hun sagde således blandt andet:
”1972 vil blive et historisk år på mange måder. I Danmarkshistorien vil året blive husket for den betydningsfulde beslutning, som det danske folk traf om Danmarks medlemskab af det udvidede europæiske fællesskab. Hermed træder vi ind i et nært samarbejde med de vigtigste vesteuropæiske nationer. Vi går ind til det med store forhåbninger, men selvsagt også med en bevidsthed om, at dette vil stille krav til dansk kultur- og samfundsliv. Jeg udtrykker et inderligt håb om og en tro på, at det bedste i dansk ånd og kultur vil formå ikke blot at hævde sig, men også bidrage positivt til nationernes samarbejde.”
I de forgangne 50 år har dronningen igen og igen kombineret et fokus på det helt nære, danskernes dagligdag, og det danske samfunds udvikling, med et udpræget internationalt perspektiv på tingene.
I mange af talerne minder hun os direkte om, at disse ting – det nære, det nationale og det internationale – hænger sammen.
I 2012 sagde hun i anledning af 40-året for Danmarks indtræden i EF:
”Det europæiske fællesskab blev til på baggrund af et Europa i ruiner efter Anden Verdenskrig. Det blev skabt i erkendelse af, at der nu skulle bygges op og samarbejdes hen over landegrænserne. Med vor indtræden gjorde vi dét tydeligt, som altid har været vore betingelser både økonomisk og geografisk: at vi er en del af den verdensdel, som kaldes Europa, at hele vor kultur, vor historie, vor dagligdag er præget af, at vi er en del af Europa…”
Et europæisk særsyn
Dronningens særlige forståelse for det internationale perspektiv ligger også i tråd med hendes store historiske interesse.
At hun ikke kun ser samfundsudviklingen i et snævert perspektiv – hverken geografisk eller tidsmæssigt – men også italesætter de store linjer i udviklingen, er ganske unikt i europæisk sammenhæng.
Hvis man medregner Vatikanstaten, er der 12 tilbageværende monarkier i Europa. De fleste af monarkerne i disse lande har en tradition for at holde en årlig tale ved juletid eller, som i Danmark og Norge, til nytår.
Men de fleste af disse taler er meget formelle. Det er sjældent, at de rummer personlige betragtninger om samfundets udvikling, og slet ikke i et internationalt perspektiv.
Også dronning Margrethe er nødt til at overholde nogle spilleregler. Som monark er hun hævet over politik og giver principielt ikke udtryk for politiske holdninger. Men under overfladen kan man tit finde relativt skarpe markeringer, formuleret med stor omhu og sproglig påpasselighed.
Det mest kendte eksempel er nok nytårstalen i 1984, hvor hun lagde afstand til danskernes og ”dumsmarte bemærkninger” over for flygtninge og indvandrere, og hvor nogle mente, at hun gik over stregen.
Men der er også nyere eksempler. I 2014 kom hun f.eks. – uden at nævne det direkte – ind på Ruslands aggression på Krim og i det østlige Ukraine.
”I det forløbne år har vi oplevet, at uro og usikkerhed har grebet om sig flere steder i verden på en måde, som godt kan bekymre os. Det har også ramt lande, som slet ikke ligger så fjernt fra os. Vi ser mønstre tegne sig, som minder foruroligende om tider, som vi nødigt vil genopleve. Det er ikke underligt, hvis vi bliver bekymrede. Men vi skal ikke lade os kyse. Vi skal holde fast ved de værdier, som er grundlæggende for os – både for vor velfærd og vor sikkerhed.”
I det hele taget vidner nytårstalerne om, at frihed og demokrati ligger dronnningen meget på sinde.
Kommunismens sammenbrud og indførelsen af demokrati i Øst- og Centraleuropa efter fire årtiers Kold Krig fyldte rigtig meget i hendes nytårstaler i både 1989, 1990 og 1991.
Et internationalt blik på det nationale
Dronningens taler demonstrerer typisk en hårfin balancegang, hvor det internationale perspektiv fungerer som en form for modvægt til det svævert nationale.
Det indikerer, at hun er uhyre bevidst om monarkiets betydning som nationalt – og potentielt nationalistisk – symbol. Hun lægger gerne tryk på formuleringer om Danmark, danskerne og danske værdier. Men ved at fastholde udsynet mod resten af verden er hun også med til at dæmme op for en mere snæversynet nationalisme.
Måske er dét en af grundene til, at dronningens nytårstaler er så populære. Ingen kan sætte spørgsmålstegn ved den store kærlighed til sit folk og sit land og dets historie, som dronningen udtrykker. Og netop derfor kan hun i sine taler tillade sig at sætte Danmark ind i det større historiske og europæiske perspektiv.
Dermed bidrager hun også til at åbne mange danskeres øjne for større sammenhænge mellem de udfordringer, de møder i deres dagligdag, og den udvikling, der finder sted i verden omkring os.
