Da de første patienter med COVID-19 blev opdaget i Europa i starten af 2020, var der næppe nogen, der havde forestillet sig, hvilke enorme konsekvenser den nye virus ville føre med sig. De fleste europæiske lande har haft pandemiplaner siden forrige årtusinde, og derfor burde der have været planer på plads for, hvordan man ville håndtere og modvirke en sådan pandemi inden for den europæiske union.
Alligevel gik der alt for længe, før EU opdagede, at den var gal. Da en alvorligt syg 38-årig mand fra Norditalien skulle udredes for lungebetændelse, tog det lang tid, før han blev testet for corona. Da han omsider blev testet og var positiv for COVID-19, begyndte alarmklokkerne at ringe. Det fortæller professor Lone Simonsen, der er leder af PandemiX Center ved RUC.
”Når en ung mand var dødeligt syg af COVID, gik det op for sundhedsmyndighederne, at der måtte være rigtig meget smitte ude i samfundet, som ikke var opdaget. Det førte snart til, at sundhedssektoren i Lombardiet gik fuldstændig i knæ i begyndelsen af marts 2020, mens resten af EU så til i rædsel,” siger hun.
Sygdommen havde huseret i Asien og Mellemøsten i et stykke tid, men indtil da havde man ikke konstateret tilfælde af den i Europa, formentlig fordi man ikke testede for den. I Danmark kunne man derfor ikke vide om virusset allerede var inden for landets grænser, da den første smittede dansker vendte hjem 27. februar fra skitur i Sydeuropa, positiv for COVID-19.
Taget på sengen
Problemet var, at Europa først omkring 1. marts opdagede, at virusset allerede var begyndt at sprede sig betydeligt i flere lande. Selv om der hurtigt blev udviklet en PCR-test, der kunne afsløre, om man var smittet med COVID-19, var antallet af tests i Europa ikke stort nok til at afsløre, hvor udbredt sygdommen var.
”I Danmark gik der rigtig lang tid, før vi begyndte at teste selv de patienter, der var indlagt med alvorlig lungebetændelse, for corona. Der var simpelthen ikke testkapacitet nok, og det - sammen med problemer med mangel på værnemidler til personale på hospitaler og plejehjem - var problematisk,” siger Lone Simonsen.
Den europæiske udfordring blev ikke mindre af, at en del af udstyret til PCR-maskinerne blev produceret i Kina. Fordi det var her, pandemien startede, var Kina allerede lukket ned, hvilket gjorde det meget besværligt at få testudstyr til Europa.
”Der blev vi taget på sengen,” siger Lone Simonsen. ”Og det kunne have været undgået, for lige meget hvilken virus man skal teste for, skal man bruge det samme PCR-udstyr. Så det er en vigtig del af beredskabet at have et godt lager. Det er ikke sådan, at det bliver for gammelt af at ligge på hylden i et stykke tid.”
Et grimt øjeblik i Europa
Uden tilstrækkelig testkapacitet opstod en akut mangel på situationsforståelse i EU. Ingen vidste, hvor alvorlig smitten var, hvem der var smittet, hvor mange og hvor. Derfor blev der truffet beslutninger i blinde i pandemiens første del.
”Vi testede først kun symptomatiske personer i lufthavne og ved grænseovergange - rejsende, der kom hertil fra udvalgte lande. Det var et ret grovmasket net, for hvis man smitter i syv dage og ikke tester positiv de første to af dagene, vil en tredjedel komme igennem alligevel. Samtidig ville man heller ikke fange den tredjedel af alle smittede, som aldrig fik symptomer, men som godt kunne smitte videre,” siger Lone Simonsen.
For effektivt at forhindre virussen i at sprede sig lukkede stort set alle landene i EU – med undtagelse af Sverige – grænserne mellem sig. En ide, der aldrig har optrådt i nogen moderne pandemiplaner – og med god grund.
”Det var en rent politisk beslutning at lukke ned. Man ville af al magt undgå et Lombardiet i andre lande. Den betød, at vi kom til at starte hele pandemihåndteringen i hvert land for sig selv, og uden en plan for at bistå eller samarbejde effektivt med andre europæiske lande. Det var ikke noget kønt øjeblik for EU. Vi var ikke klar med en plan til at hjælpe hverken Italien eller siden Spanien, da situationen blev dybt alvorlig,” siger Lone Simonsen.
”Hele den situation har ført til, at vi i EU er blevet klar over, at vi skal forberede os bedre og sammen på den næste pandemi. Vi er en europæisk union, og vi må kunne klare sådan en situation uden at lukke grænserne mod hinanden. Når problemerne starter et sted, må de andre lande kunne bistå. At arbejde på pandemi-kontrol der, hvor det rammer først, er også en god måde at forsinke spredningen til andre lande,” siger hun.
Nyt forum for samarbejde
I kølvandet på COVID-19-pandemien har EU derfor oprettet den fælleseuropæiske enhed HERA (Health Emergency preparedness and Response Authority). Den har til formål at koordinere og styrke EU-landenes muligheder for at forebygge, opspore og reagere hurtigt på grænseoverskridende sikkerhedsudfordringer. HERA skal sikre ’udvikling, produktion, indkøb og distribution af de nødvendige medicinske tiltag’, som der står i enhedens arbejdsplan.
HERA kommer på den måde til at supplere det europæiske CDC (Centre for Disease Control) i Stockholm og Verdenssundhedsorganisationen WHO's Europakontor i København, forklarer Lone Simonsen.
”Når jeg tænker tilbage på pandemien, kom der vejledninger fra WHO i starten, som ikke var praktiske. For eksempel skulle vi teste en masse, men vi havde alt for lav testkapacitet, så det var ikke et brugbart råd. Jeg kan ikke huske, at vi hørte meget fra WHO's europæiske kontor. Jeg havde også regnet med, at eCDC ville guide lande i Europa, men de var også lidt stille. Derfor tror jeg at vi har brug for et initiativ som HERA. Det er godt, at vi etablerer en fælles strategi i fredstid,” siger hun.
Amerikansk forbillede
HERA er inspireret af den amerikanske sundhedsmyndighed BARDA (Biomedical Advanced Research and Development), som længe har haft det praktiske ansvar for at opbygge lagre af vacciner, medicin, testkapacitet og værnemidler, så der er et lager klar, hvis en kritisk situation skulle opstå – og for at de bliver distribueret de rigtige steder hen.
Derudover findes i USA National Institutes of Health, som forsker i vaccineudvikling og samarbejder med de firmaer, som producerer vaccinerne, og Centers for Disease Control (CDC), som står for overvågning af en masse sundhedsparametre, så man kan holde øje med spredningen, sygdom og død forårsaget af pandemier og epidemier.
”I USA er der klart definerede roller og tæt samarbejde mellem de tre enheder, hvor BARDA er praktisk gris. Umiddelbart ser det ud som om, HERA skal løse opgaver, der ligger inden for alle områder varetaget af de tre amerikanske myndigheder,” vurderer Lone Simonsen.
Fugleinfluenza som lakmusprøve
Med et budget på knap 1,3 milliarder euro (ca. 10 milliarder kr.) skal HERA varetage alt fra trusselsovervågning til udvikling og distribution af værnemidler, testkapacitet og medicin. Enheden skal også forhindre sammenbrud i markedet, sikre, at der er tilstrækkeligt medicinsk udstyr, sørge for vidensopbygning og varetage internationale aspekter af sundhedsarbejdet.
Det står alt sammen beskrevet i HERAs arbejdsplan, der blev udarbejdet for godt et år siden. HERA skal være klar til alt, når vi rammes af disease-X – den næste alvorlige pandemi.
”Jeg tænker, at pandemi-truslerne med abekopper (mpox) og H5N1 virus lige nu og sidste år vil være en god lakmustest af, hvor godt det er sat op. Hvad sker der, og hvem gør hvad? Det bliver interessant at se,” siger Lone Simonsen.
Hun henviser til, at den meget sygdomsfremkaldende fugleinfluenza A/H5N1 for få måneder siden blev konstateret på en minkfarm i det nordlige Spanien, hvor den med stor sandsynlighed havde spredt sig fra dyr til dyr. Spredning mellem smittede pattedyr (inklusive mennesker) er helt usædvanlig for H5N1 og tyder på, at den har udviklet sig henimod at være tættere på at kunne forårsage en pandemi. Hvis ikke situationen gribes korrekt an, kan det potentielt være en smittebombe, der ud over at ramme fugle verden over, potentielt kan bruge minkfarme og pattedyr i almindelighed som springbræt til at kunne spredes til mennesker.
Vaccineskepsis skal adresseres
Mens HERA skal sørge for en række praktiske foranstaltninger, der vil gøre pandemibekæmpelsen mere effektiv, er der dog også andre områder, som bør have høj prioritet, mener Lone Simonsen.
”Det er essentielt, at HERA sørger for, at der bliver udviklet og produceret vacciner i Europa. Men en af de ting, vi lærte under corona, var, at der var lande, hvor et flertal af borgere slet ikke ville vaccineres,” siger hun.
”I nogle lande i Østeuropa var der en enorm COVID-19-overdødelighed, fordi en stor del af befolkningen ikke turde tage vaccinen på grund af vaccinemistro. Misinformation om vaccinens sikkerhed bidrog til at omkring en procent af bulgarerne er døde af corona. Én ting er at have en teknisk løsning, noget andet er at få folk til at bruge den. Derfor er bekæmpelse af misinformation om vacciner et essentielt aspekt af at forberede sig på den næste pandemi.”
Med fingrene krydset
Med blikket rettet mod EU's håndtering af abekopper og fugleinfluenza lige nu kommer Lone Simonsen med sine bud på HERAs vigtigste opgaver.
”I den bedste af alle verdener får vi et stærkt HERA, der sørger for, at vi får overblik over sundhedsdata fra hele Europa i realtid, og at kliniske erfaringer hurtigt deles mellem landene. At vi får effektiv og hurtig adgang til vacciner og adresseret problemerne med misinformation og vaccineskepsis. At vi får opbygget lagre af medicin, værnemidler og test, så vi kan reagere hvis der skulle komme et fremtidigt Lombardiet,” siger hun.
Derudover er det vigtigt, at der både internt i EU og i forhold til omverdenen kommer fokus på risikoen for sundhedsmæssig skævvridning på baggrund af økonomiske forskelle, mener hun.
”Jeg mener, vi skal være klar til at hjælpe lande verden over, der er mindre heldigt stillede økonomisk, så vi undgår det, der skete under COVID-19 pandemien, hvor højrisikopopulationerne i nogle verdensdele først fik adgang til vaccinen, lang tid efter at lavrisikopopulationer i rigere lande var færdigvaccineret. Det er en bioetisk møgsituation, som vi forhåbentlig aldrig vil se igen. Alt det skal HERA være med til at løse,” siger Lone Simonsen.
