Spiseforstyrrelser, angst og depression er udbredt i dansk kvindefodbold. Næsten hver fjerde kvinde i eliteidræt, 24 pct., har symptomer på en spiseforstyrrelse. Og hos subeliten, altså laget lige under landsholdsniveau, gælder det hele 37 pct. - næsten to ud af fem kvinder. Det viser et studie fra Syddansk Universitet fra 2022, som psykolog og professor Mia Beck Lichtenstein står bag.
”At have symptomer betyder ikke, at de har en spiseforstyrrelse. Men de spiser restriktivt, de har angst for at tage på, og de har en negativ kropsopfattelse, der betyder, at de er i risiko for at få en spiseforstyrrelse. 41 pct. af de kvindelige eliteidrætsudøvere rapporterede om uregelmæssig eller udebleven menstruation – og det er et tydeligt tegn på, at der er noget galt,” forklarer hun.
Også mandlige eliteidrætsudøvere er ramt af det pres, der er på en eliteatlet. Det er formentlig et endnu større tabu end hos kvinderne. Men kun halvt så mange har symptomer på en spiseforstyrrelse som blandt kvinderne – her gælder det ’blot’ for 11 pct. af de mandlige atleter og 23 pct. af de mandlige atleter i subeliten.
Studiet er baseret på idrætsudøvere fra 15 idrætsgrene. I alt deltog 616 atleter i undersøgelsen, hvoraf 410 var på landshold eller bruttolandshold, mens 206, subeliten, konkurrerede på højeste niveau uden at være på landshold eller bruttolandshold.
Den mentale mistrivsel hos især kvindelige fodboldspillere er kommet i offentlighedens søgelys, efter at en lang række spillere i sidste uge stod frem i DR-dokumentaren ’Fodboldens usynlige syge’ og fortalte om anoreksi, bulimi, overspisning, tvangsmotion og søvnproblemer – og om at have det så dårligt, at det nogle gange var svært for dem at løbe på banen og spille. Flere unge spillere har brugt lange perioder på psykiatriske hospitaler og bosteder for unge med psykiske lidelser.
Fire gange så høj risiko
Det er ikke kun spiseforstyrrelser, der har en kønnet slagside. Angst og depression rammer også kvinderne hårdere end mænd. De kvindelige elitefodboldspillere har ca. fire gange så høj risiko for at udvikle symptomer på angst og depression sammenlignet med mændene. Det viser et tidligere forskningsprojekt fra Syddansk Universitet fra 2021.
Hele 28 pct. af de kvindelige elitefodboldspillere havde symptomer på angst, mens 40 pct. havde symptomer på en depression. Blandt mandlige elitefodboldspillere havde knap 8 pct. symptomer på angst og knap 14 pct. symptomer på depression.
”Fodboldspillerne lever under et stort pres. Der er et enormt fokus på deres fysiske præstationsevne hver eneste dag – og det gælder kondition, muskelstyrke, fedtprocent, og hvad de spiser,” siger Mia Beck Lichtenstein.
”Presset kommer fra mange kanter. Det handler ikke kun om de offentlige vejninger, der foregik nogle steder, og som betød, at kvinderne sammenlignede sig med hinanden. Der er også et stort forventningspres fra omgivelserne, træneren, holdet, medierne, forældrene - og fra dem selv,” siger hun.
Hun tilføjer, at vi måske skal skele til Norge. Her har en række idrætsforbund indført en grænse for, hvor lavt BMI og hvor lav fedtprocent en atlet med tegn på spiseforstyrrelser må have, hvis han eller hun vil stille op til konkurrencer.
Blandt elitesportsfolk er konkurrencen så skarp, at det kræver konstante toppræstationer at være med, og det giver et konstant pres. Men en anden faktor kan også spille ind på kvindernes mistrivsel. Nemlig det, at de udfolder deres talent i en verden, der defineret af og for mænd, forklarer socialpsykolog og postdoc Lea Skewes, Aarhus Universitet:
”Kvinder, der arbejder inden for områder, hvor kønsstereotypen er en mand, er konstant på overarbejde for at legitimere over for sig selv og andre, at det er ok, at de er der. De får hele tiden små, diffuse signaler fra omgivelserne om, at de ikke hører til. Og selv om de yder lige så meget som mænd, får de ikke den samme belønning i form af løn, anseelse, medieomtale eller status, som mændene får. Det kan føre til mistrivsel,” siger hun.
Hør også Lea Skewes i Vid&Sans-podcasten En verden designet af mænd – til mænd.
På mændenes arena
Kvinder har spillet fodbold langt tilbage i 1800-tallet, men der gik mange år, før det blev anerkendt af DBU. I 1959 begyndte DBU at organisere kampe som pauseunderholdning til mændenes fodboldkampe. Men først i 1972 lukkede DBU officielt kvindefodbolden ind i varmen - i øvrigt efter at vi var blevet uofficielle verdensmestre i kvindefodbold i både 1970 og 1971. Men så snart DBU havde anerkendt landsholdet, lukkede de det ned igen. Først i 1990’erne valgte man i DBU at prioritere kvindefodbold.
Læs også om kvindefodboldens historie i artiklen: Kvindekamp på fodboldbanen.
Selv om kvindefodbold siden er blevet langt mere anerkendt, spiller kvinderne stadig på mændenes bane, også rent fysisk: Banen, målene og bolden har samme størrelse som hos mændene – og de er for store til at give optimalt spil for kvinderne. Et studie fra universitetet i Trondheim fra 2019 viser, at de fleste forskelle mellem herre- og kvindefodbold kan forklares ved, at kvinder skal spille efter regler, der er skabt til mænd og deres fysiske formåen.
For eksempel er det fysisk umuligt for kvindelige målvogtere, der i gennemsnit ikke er så høje som deres mandlige kolleger, at kaste sig ud til siden og redde skud helt ude ved stolperne, og også skud i højden giver dem problemer.
Selv knopperne under mænds og kvinders fodboldstøvler er skabt til mænds vægt. Det betyder, at kvinder, der vejer mindre, har en øget risiko for korsbåndsskader. Faktisk har kvinder to til fem gange højere risiko for en alvorlig knæskade i fodbold sammenlignet med mænd.
Dertil kommer, at langt de fleste fodboldtrænere historisk set har været mænd. Og sådan er det stadig. I 2020 havde én kvinde og 146 mænd DBU’s højeste træneruddannelse, prolicens. Det betyder, at langt de fleste trænere trækker på en personlig erfaring med, hvordan mandekroppe opfører sig i fodbold - ikke hvordan det forholder sig for de kvinder, de træner.
Billedet er det samme i andre idrætsgrene: Trænerne for de dygtigste atleter og hold er langt hen ad vejen mænd. TV2-sporten lavede sidste år en opgørelse, der dækker de olympiske sportsgrene: Ud af 71 danske landstrænere var kun 9 kvinder. I to af de mest eksponerede sportsgrene var forskellen endnu større: I fodbold og håndbold var der kun 5 kvinder blandt de 249 personer med den højeste træneruddannelse.
Idealet er en drengekrop
I fodbold såvel som i mange andre idrætsgrene harmonerer kropsidealet ikke særlig godt med kvinders højere fedtprocent og rundere former, fortæller Mia Beck Lichtenstein:
”Idealet er en drenge- eller mandekrop. Du skal være let, og du skal være stærk og have markerede muskler. Vinderkroppen er en mandekrop. Og det er en fordel i de fleste idrætsgrene, at du er let og stærk,” siger hun.
”Det giver nogle udfordringer for pigerne, når de kommer i puberteten og naturligt får en højere fedtprocent. Når de får bryster og hofter, skal de arbejde imod den naturlige udvikling for at leve op til idealet om en markeret drengekrop. Samtidig er deres kroppe meget eksponerede – de har ikke særlig meget tøj på, og de sammenligner sig med hinanden,” forklarer hun og tilføjer:
”De fleste kvinder skal virkelig træne meget for at få fedtprocenten derned, hvor de er tynde, lette og har markerede muskler. Så lav fedtprocent er sjældent naturligt, og det kan koste dem menstruationen og helbredet.”
Hvis kvinder træner så meget og/eller spiser så lidt, at menstruationen udebliver, giver det øget risiko for knogleskørhed, træthedsbrud og fertilitetsproblemer. En kvinde, der underspiser og overtræner, holder ikke ret længe som elitesportsudøver – hun får hurtigt skader, fordi kroppen er under for stort pres.
”Kvinderne og deres trænere tror, at menstruationen kommer igen, så snart de begynder at spise normalt. Men hvis du ikke har menstrueret i fem år, går der altså lang tid, nogle gange flere år, før menstruationen fungerer normalt igen. Og det kan være ulykkeligt, hvis kvinden er nået til et punkt i livet, hvor hun gerne vil have børn,” siger Mia Beck Lichtenstein.
For lidt fokus på mental trivsel
Presset på elitesportsudøvere er stort – uanset køn. Men der er forskel på, hvordan vi som samfund lærer mænd og kvinder at håndtere pressede situationer. Når kvinder bliver pressede, er de socialiseret til at vende det indad, og resultatet kan være angst, depression eller spiseforstyrrelser. Mænd, derimod, er socialiseret til at vende det udad og kan få problemer med spilafhængighed, alkohol eller vrede.
Mia Beck Lichtenstein mener, at der er for lidt fokus på de mentale aspekter af at være en sund eliteudøver:
”Når der kun er fokus på den fysiske præstationsevne, bliver spillerne reduceret til maskiner. Vi har i vores optimeringskultur gjort dem til personer, der kan præstere hele tiden. Men de har også følelser, selvværd og en identitet, som de skal have næret. Vi idylliserer måske billedet af elitesport – vi ser spillerne som overmennesker, der kan alt,” siger hun og tilføjer, at det viser noget om presset på eliteidrætsfolk, at en erfaren herre som Mikkel Hansen nu har måttet sygemelde sig med stress.
”Spillerne sammenligner sig med hinanden, og det er der ikke noget at sige til. De kan jo se, hvem der bliver udvalgt til at være med på landsholdet, for eksempel. Og de er helt enormt målrettede. Så hvis de vil have vægten ned for at blive valgt næste gang - så får de vægten ned. Ofte uanset prisen.”
Hun peger på, at mental sundhed bør vægtes lige så meget som fysisk sundhed for spillerne.
”Når man tjekker spillernes vægt, fedtprocent, kondition og styrke, kan man også spørge til: Føler du dig glad og udhvilet? Er du tilpas med din krop? Hvordan er din energi og dit humør i dag? Har du nogle venner uden for fodboldverdenen? Ser du dem, og taler I om andet end fodbold? Det er så vigtigt, at de også bringer andre aspekter af livet i spil, så de ikke udelukkende hænger identiteten op på det at være fodboldspiller,” siger hun.
”Tænk, hvis vi andre gik på arbejde og fik målt vægt og fedtprocent, mens vi stod i en række sammen med de andre på jobbet – og vi blev sendt hjem fra arbejde, hvis vægten var for høj. Det ville være forfærdeligt. Jeg kan godt forstå, at kvinderne reagerer. Der er grænser for, hvad et menneske kan holde til – især når de ikke får hjælp. Og de efterlyser mental støtte.”
Det er ikke kun i dansk eliteidræt, spiseforstyrrelser er et problem. I juni viste en rapport fra England, at psykiske lidelser som angst, spiseforstyrrelser og depression er stærkt fremtrædende i de to bedste kvindelige fodboldrækker. Hele 36 pct. af de 115 spillere havde symptomer på en spiseforstyrrelse.
Små signaler belaster
Socialpsykolog og postdoc Lea Skewes har ikke forsket specifikt i sport, men hun hæfter sig ved, at fodboldkvinderne ikke matcher kønsstereotypen for en fodboldspiller. Vi ser det for eksempel, når spillerne bliver interviewet: De får langt flere spørgsmål end mænd om, hvordan de får træningen til at gå op med familielivet, eller om de har måttet ofre meget for at nå hertil.
”Der sker en dryp-dryp-effekt, hvor den enkelte situation ikke betyder så meget, men når man for 715. gang registrerer små signaler på, at man ikke er det rette match til en funktion, så er det svært ikke at tænke: Hvad laver jeg egentlig her? Er det et klogt valg, jeg har truffet?” forklarer hun.
Lønforskel er et markant signal fra samfundet om, at kvinder i fodbold ikke er så meget værd som mænd. I sommer kunne Politiken fortælle, at mens mandlige landsholdsspillere hver fik 1.761.077 kr fra DBU for at nå EM-semifinalen i 2021, kunne en kvindelig landsholdsspiller maksimalt opnå en bonus på 105.000 kr. for at nå lige så langt i 2022. Kvinder trænes altså med samme pres som mænd, men oplever ikke samme belønning.
”Når kvinderne får mindre i løn og mindre mediedækning end mænd, måske dårligere kamp- og træningstider, måske mindre støttende reaktioner fra omgivelserne og fra publikum – så opleves det som samfundets reaktion på, at du er på en plads, hvor du ikke helt hører til. Kvinder i mandefag betaler ofte en meget høj pris for at komme ind – og de får mindre i belønning end mænd. Det er ikke optimalt,” siger Lea Skewes.
Samtidig får kvinder i mandefag generelt en dårligere evaluering end mænd, og det gælder uanset om de er ledere, undervisere, studerende eller - måske - fodboldspillere. Hvis kønnet passer til kønsstereotypen, er evalueringen generelt bedre.
Ikke mændenes skyld, men kulturens
”De her mønstre foregår til dels ubevidst,” forklarer Lea Skewes. ”Det er ikke mændenes skyld. Det er heller ikke kvindernes skyld. Vi har alle en forudindtagethed, der bygger på kønsstereotyper. Det sidder på rygraden, at vi vurderer os selv og andre kønsstereotypt. Vi er på den måde et produkt af vores kultur – og vi er mest trygge, når vores kulturelle forventninger bliver bekræftet. ”
Og faktisk viser blandt andet Lea Skewes’ forskning, at de personer, der udøver mest kønsdiskrimination, har sværest ved selv at se det. De er ofte nået til tops blandt andet som en konsekvens af, at de passer godt ind i kønsstereotypen.
”Kvinderne mødes konstant af en mandlig opskrift på, hvad der er rigtigt, og hvad der er afvigende. De kan alt det faglige – men de er på overarbejde identitetsmæssigt. Og den eneste overlevelsesstrategi, den enkelte person kan anvende, er at spille med på de mandlige kønsstereotype forventninger. Det vil sige at give sig til at ligne en mand - på opførsel, tøj, sprog osv. Men den overlevelsesstrategi reproducerer desværre stereotyperne,” påpeger hun.
Kvinder i finansverdenen eller i politik tager for eksempel ofte et jakkesæt på og sætter håret stramt op for at blive taget alvorligt. Mange kvindelige toppolitikere modtager taleundervisning, der lærer dem at lægge tonelejet dybere, end det er naturligt for dem – fordi vi er vant til at tillægge dybe, mandlige stemmer mere autoritet og seriøsitet end lyse kvindestemmer.
Når kvinderne så kopierer mænds adfærd, har de måske en forventning om at blive mødt ligesom mænd.
”Men kvinder, der opfører sig som mænd, bliver bare ikke behandlet som mænd,” siger Lea Skewes med eftertryk. ”Faktisk får mange kvinder et rap over fingrene på forskellig vis, hvis de opfører sig som mænd. Kvinder, der beder om mere i løn for at opnå ligeløn, oplever for eksempel, at de straffes for at spørge. Det udfordrer følelsen af at høre til. Jo mindre, man kan identificere sig med kønsstereotypen, jo større risiko er der for, at man trækker sig fra faget.”
Kønsstereotyperne reproduceres altså hele tiden – og måske er det en af årsagerne til, at Danmark ifølge en rapport fra World Economic Forum, Global Gender Gap Report 2022, kun ligger på en international 32. plads, hvad angår ligestilling. Lande, vi ellers sammenligner os med, ligger i top 10: Island, Finland, Norge og Sverige.
”Vi kan kun løse problemet på et samfunds- eller gruppeniveau, ikke på individniveau. Det handler ikke om Katrine eller Karen,” forklarer Lea Skewes. ”Kulturen skaber problematikken, og det er kulturen, der skal ændres. Derfor er det vigtigt at bakke op om de stemmer, der gør opmærksom på den kønnede tilgang. Ofte oplever mænd slet ikke problemet, men det presser kvinder konstant, og det giver mistrivsel,” siger hun.
”Rollemodeller er enormt vigtige – og fodboldkvinderne er rollemodeller. Men de skal være trygge, og ledelsen skal have deres ryg, for der er stor risiko for, at de bliver hængt ud i medierne og svinet til på sociale medier. De er udsatte.”
Hun peger på, at mandlige fodboldspillere også kan føle båndene stramme. For eksempel er der en del homofobi og racisme i fodboldverdenen – og måske ville nogle mænd trives bedre, hvis det var okay at være bøsse eller biseksuel og fodboldspiller. Eller hvis det var okay at have en anden hudfarve – også på banen.
Mange tiltag kan gøres mod mistrivsel
I kølvandet på DR’s udsendelser om de mentalt og fysisk pressede fodboldkvinder har DBU måttet love kulturministeren, at der aldrig igen vil være offentlige vejninger på landsholdet. Men der er flere håndtag at dreje på for at skabe bedre mental trivsel, mener Mia Beck Lichtenstein:
”Trænerne bør klædes bedre på, så de kan tage samtaler med spillerne om, hvordan de har det, og om hvordan de ser på deres krop. Man kan for eksempel indføre et mentalt helbredstjek, hvor der også er fokus på, om de har det godt med deres krop, føler sig værdsatte, og om de har en omgangskreds uden for fodboldverdenen,” siger hun.
Hun foreslår, at klubberne får uddannet særlige ressourcepersoner, der ved, hvor man kan henvende sig, hvis en spiller viser tegn på spiseforstyrrelser, angst eller depression. Ofte står forældre, venner og træningskammerater alene med en bekymring:
”Hvis en spiller får en knæskade, er vejen klar: Skadestue, hospital, fysioterapeut, genoptræning. Men når en spiller får en psykisk skade, er vejen til behandling mere uklar. Subeliten har ikke samme støttende system omkring sig, som eliten har via Team Danmark. Så de skal selv ud at finde en psykolog – og her er ofte lang ventetid. Så hvad gør man? Det står uklart, og det bør vi ændre på,” foreslår hun.
Medierne har også et ansvar, påpeger hun. Den stærke personfokusering i sport er ikke til gavn for spillerne.
”Jeg synes, medierne bør droppe at give karakterer til spillerne efter kampe. Det er en enorm udskamning. Tænk, hvis vi andre fik karakterer for vores arbejde, hængt ud i al offentlighed,” siger hun.
Forældre med børn, der er eliteudøvere, skal holde et vågent øje med deres børns udvikling. Hvis børnene taber sig, begynder at træne ekstra meget eller viser tegn på et anstrengt eller meget kontrollerende forhold til mad, skal forældrene reagere.
”Forældre kan let komme til at køre med på idoldyrkelsen af deres barn. Det giver et overmenneskeligt pres på spillerne, for ingen kan lide at skuffe deres forældre. Jeg har arbejdet på en børnepsykiatrisk afdeling – og vi fik små fodbolddrenge ind med spiseforstyrrelser. Forældre har et stort ansvar for at sikre, at børnene trives, og at de har andre værdier i livet end deres sport,” siger Mia Beck Lichtenstein.
I Norge sætter man grænser
Spørgsmålet er, om vi kommer til at ændre sportens helt grundlæggende præmis om, at det ofte gælder om at være hurtigst, stærkest og lettest. Mia Beck Lichtenstein tror ikke, det er realistisk.
Men hun peger på, at vi kan kigge mod Norge, hvor Norges Idrettsforbund siden 2008 har arbejdet med at fremme sunde idrætsmiljøer og forebygge spiseforstyrrelser i satsningen Sunn Idrett.
Her er blandt andet indført grænser for, hvor lavt BMI og hvor lav fedtprocent, man må have, hvis man vil stille op til konkurrencer. En rød-gul-grøn-model viser, at hvis BMI hos en voksen kvinde er under 17,5, eller fedtprocenten er under 12, og der er tegn på en spiseforstyrrelse og alvorlige fysiske komplikationer, så er der rødt lys for at deltage i konkurrencer.
”Hvis vi for alvor vil spiseforstyrrelser og mental mistrivsel til livs, må vi tage en diskussion om, hvad der er fysiologisk forsvarligt, og her kan vi tage afsæt i den norske model,” påpeger Mia Beck Lichtenstein.
”Det kan have for store konsekvenser for atleternes liv og helbred at træne og konkurrere, hvis de har en spiseforstyrrelse. Fodboldspillere og andre eliteudøvere skal kunne leve et godt liv, måske med børn. Vi må sikre, at de fysiologiske og psykologiske tilstande er forsvarlige hos dem, der dyrker idræt på højt plan,” siger hun.
