Julekrybben i mit barndomshjem var helt traditionel: en opstilling med det lille Jesusbarn i fodertruget omgivet af Maria, Josef, de vise mænd og hyrderne – sammen med Smølfine, tre små nisser og politimanden fra Lego.
Traditionel?
Ja, i en vis forstand. For julens fortælling har lige siden den tidlige kristendom været åben for nye idéer. Historien om Jesus’ fødsel har selv en udviklingshistorie. Juleevangeliet, som vi kender det, er et resultat af historiske og kontekstbestemte processer. Samtidig fungerer det som en hellig fortælling, der er med til at lade julen med højtid.
Det kan vi se i den syditalienske by Napoli. Her danner julekrybberne et samlet tableau med både Jesus’ fødsel og et mangfoldigt folkeliv. Her er der plads til både madonnaen og Maradona – og nogle gange flere hundrede andre små figurer. Juleevangeliet er et evigt ekspanderende fortælleunivers.
Men det var evangelisterne Lukas og Matthæus, der var de første til at skrive om Jesus’ fødsel. Begge skrev en biografi om Jesus omkring år 80-90 e.Kr. Begge beskriver en jomfrufødsel – den jødiske Messias skulle ikke stå tilbage i forhold til græsk-romerske herskere som Alexander den Store og kejser Augustus. Men Lukas og Matthæus havde hver sin dagsorden.
Og det skete i de dage
Det er Lukasevangeliets version, præsten læser højt i kirken juleaften. Om kejser Augustus og hans folketælling. Om Maria og Josef, der rejser til Betlehem for at blive registreret. Om herberget, hvor alt er optaget. Og om markens hyrder, der får en ledetråd af englene: “I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Eftertiden har sovset historien godt ind i julehygge; men Lukas’ tekst er ikke juleromantik. Den er en form for antik socialrealisme. Det er en ekstremt politisk tekst. Forhistorien beretter om, hvordan Gud udser sig en passende mor til sin søn. Det bliver en ung pige fra flækken Nazaret i det, man lidt kynisk kunne kalde Udkantspalæstina. Eller den rådne falafel. Maria samtykker; det her var før #metoo.
Det bliver en ung pige fra flækken Nazaret i det, man lidt kynisk kunne kalde Udkantspalæstina. Eller den rådne falafel.
Når Gud begunstiger en fattig jødisk ung pige fremfor en rig romersk voksen mand, bytter teksten om på samtidens konventionelle hierarkier. Og Augustus bliver til grin. Guds søn ligger ikke på silkedynerne i paladset på Palatinerhøjen, men i dyrenes beskidte fodertrug et sted langt ude, hvor kragerne vender. ”Away in a manger,” som briterne synger. Lukas får allerede i fødselsscenen lanceret Jesus som den, der bringer ”godt budskab til fattige.” De fordømte her på jorden rejser sig mod kolonimagten i Rom.
Et barn er født i Nazaret
Nu ved vi ikke, hvordan det gik til, da den historiske Jesus blev født. De første kristne beretter kun, at Jesus blev ”født af en kvinde”. Men det kunne man næsten sige sig selv. Vi kender heller ikke det præcise år for Jesus’ fødsel og heller ikke årstiden. Lukas’ og Matthæus’ juleevangelier er teologiske legender, selvom det ikke kan udelukkes, at de også brygger videre på historiske erindringer om Jesus’ ophav.
Det er dog næppe sandsynligt, at Jesus blev født i Betlehem, kong Davids by. Det ældste evangelium, Markusevangeliet (ca. år 70 e.Kr.), kender ingen historie om fødsel i Betlehem og kalder slet og ret Jesus for Jesus fra Nazaret. Vi må derfor formode, at Lukas og Matthæus flytter Jesus’ fødsel til det mere mondæne Betlehem i et forsøg på at underbygge påstanden om, at Jesus er Messias, Davids søn fra Davids by.
Allerede i de ældste juleevangelier, vi kender, det vil sige dem, der er skrevet af Lukas og Matthæus, er fortællerne godt i gang med at udvide julens univers. Men det er ikke Lukas og Matthæus, der har opfundet stalden; den er en senere tilbygning.
Stalden er resultatet af en følgeslutning i den kristne tradition. Når Jesusbarnet lå i en krybbe blandt dyrene, må der vel også have været en stald? Denne scenografi har kunstnere som Rembrandt så siden udnyttet til at markere ildevarslende korsformationer i spærene i loftet. For at binde fødsel og død sammen, jul og langfredag.
Men stalden er kun ét skud på fortælletræet. Et andet skud er grotten. For allerede i 100-tallet e.Kr. omtalte kristne teologer en grotte som Jesus’ fødested. Det er den samme overlevering, man kan møde den dag i dag, hvis man besøger grotten i Fødselskirken i Betlehem. Det uægte Matthæusevangelium fra middelalderen prøver at bygge bro ved at nævne både en grotte og en stald. Men på vore himmelstrøg blev stalden dominerende.
De tre-fire vise m/k
Men hvad med de vise mænd fra julekrybbens tableau? De findes slet ikke i Lukasevangeliet, men er hentet fra Matthæusevangeliets version. Julekrybben repræsenterer som nævnt en evangelieharmoni, der kombinerer elementer fra forskellige evangelier.
Her er Matthæus knap så interesseret i Jesus’ mor, som kollegaen Lukas er det; Matthæus lader det være Josef, der får besøg af englen. Maria og Josef er heller ikke fremstillet som fattige. Og Jesusbarnet får ikke besøg af Lukas’ fattige hyrder, men af fine gæster, de såkaldte magoi fra Østerland.
Vi plejer at kalde dem de vise mænd eller de hellige tre konger, men de skal nok hverken forstås som hellige, tre eller konger. Der er tale om astrologer fra Persien, der kommer med gaver til Israels konge: guld, røgelse og myrra.
Matthæus vil dermed understrege, at Jesus er jødernes Messias. Selv Østens vise må bøje sig i støvet. Matthæus siger for øvrigt ikke noget om, hvor mange stjernetydere der var på besøg. Den kristne tradition, som vi kan iagttage i julekrybben, har bare snusfornuftigt sjusset sig frem til, at når der nu var tre gaver, var der sikkert også tre stjernetydere. Men faktisk melder historien ikke, om de kun var to eller en hel karavane.
I oldkirken og middelalderen begynder man at udfylde den slags huller i fortællingen. Længslen efter sequels var så stærk, at man skulle tro, det var Star Wars-universet.
I oldkirken og middelalderen begynder man at udfylde den slags huller i fortællingen. Længslen efter sequels var så stærk, at man skulle tro, det var Star Wars-universet. Nu begynder man at bestemme de vise mænds etniske identitet; man byder ind med forslag til navne, fx Kasper, Melchior og Balthasar; kunstnerne sætter kongekrone på dem; og de får kameler at ride på.
I 1895 udgav den amerikanske forfatter Henry van Dyke Jr. sin populære legende om den fjerde vismand, der kom for sent og først nåede frem ved Jesus’ korsfæstelse. Og i 2004 blev de vise mænd kønsneutrale i Church of England. Det græske ord magoi kan nemlig i princippet også betegne kvinder.
Ægyptisk flygtningehjælp
I Matthæus’ historie er det ikke kejser Augustus, men den jødiske kong Herodes, der repræsenterer overmagten. Herodes hører om Messiasbarnet fra stjernetyderne og bliver skinsyg, for han ønsker ingen konkurrent til tronen. Han foranstalter derfor mord på små drengebørn i Betlehem – alle op til toårsalderen for en sikkerheds skyld.
Men Jesusbarnet er heldigvis flygtet med far og mor til Ægypten. Først da Herodes er død, vender den hellige migrantfamilie tilbage. Men den episode fylder ikke meget i Matthæus’ fortælling.
Til gengæld digter senere apokryfe evangelier heftigt videre med fanfiktion. Fra tidlig middelalder findes Det Arabiske Barndomsevangelium og Det Uægte Matthæusevangelium, der fx beretter om palmetræet, der nejer sig, så den dødtrætte Maria på sin vej til Ægypten kan plukke af frugten.
Allerede som spæd kan Jesus tale og helbrede de syge i Ægypten. Thomas’ Barndomsfortælling fra 100-300-tallet kommer først med at tilføje, at Jesus som barn former fugle af ler og puster liv i dem, så de kan flyve.
Nobelprisvinderen Selma Lagerlöf digtede endnu videre i sine berømte Kristuslegender fra 1904. Her er Jesus og Judas barndomsvenner, men Judas kan ikke hamle op med Jesus’ lerfugle og bliver misundelig på den lille Mr. Perfect. Men som vi ved, skal Judas nok få sin hævn.
For Matthæus selv handler flugten til Ægypten dog mest om at trække tråde tilbage til historien om Moses, der som barn var truet af Farao, og endte med at forlade Ægypten og føre de slavegjorte jøder hjem til Israel, landet med mælk og honning. Det er i det hele taget en vigtig pointe for Matthæus, at Jesus er den forventede ”nye Moses”. Bjergprædikenen er Jesus’ perfekte moselov: ”Elsk jeres fjender”.
Det narrative begær
En undersøgelse fra analyseinstituttet YouGov viste for nogle år siden, at 92 % af danskerne kender juleevangeliet. Det er åbenbart en kulturel grundfortælling. Men historien om Jesus’ fødsel er meget mere end Lukasevangeliets velkendte version.
Julens fortælling er et årtusindgammelt wiki-dokument med mange forfattere. Hver ny generation logger sig på og skriver videre på den uendelige historie. Og jeg har ikke en gang nået at fortælle om videredigtninger som legenden om jordemoderen og Salome, der skal tjekke Marias jomfruelighed i Jakobs Forevangelium fra slutningen af 100-tallet eller om den anti-kristne legende fra samme tid om Marias utroskab med den romerske soldat Panthera.
Julens fortælling er et årtusindgammelt wiki-dokument med mange forfattere. Hver ny generation logger sig på og skriver videre på den uendelige historie.
Jeg kunne også have fortalt om Koranens Maria, der skammer sig over sin graviditet og derfor føder alene under et palmetræ, og om den hellige Birgittas middelaldervisioner af det selvlysende Jesusbarn. Han var jo selve lyset, der kom til verden.
I Danmark sker videredigtningen hvert år i december, når tv-julekalenderen opfører en moderne udgave af juleevangeliet skrevet af nutidens evangelister – referencerne er ikke mindst tydelige i Jesus og Josefine (2003) og Julestjerner (2019). Og sådan kunne man blive ved.
Vi tror juleevangeliet er evigt og uforanderligt. Men det er et organisk fortælletræ. Så længe historien har rødder og sætter nye skud, vil den fungere som hellig historie.
Når jeg i den mørke aften går tur i kvarteret, hvor jeg bor, kan jeg se, at mange har hængt en lysende stjerne op i vinduet. Stjernen forvandler for en stund hjemmet til en replika af krybberummet i Betlehem. Det samme gælder herhjemme hos mig. Hov, nu banker det på døren. Hvem kan det være så sent?
