Sorgen er tydelig ved platantræerne i Green Park. Nedlæggelsen af blomster er sat i system og et område af parken er hegnet af, så man kan aflevere sin sidste hilsen. Dronning Elisabeth II af Storbritannien er død, og der er erklæret landesorg.
Store folkemængder lægger blomster i Green Park, der støder op mod Buckingham Palace, og søger mod Westminster Hall for at tage afsked ved hendes kiste. Køen vokser og snor sig 8 kilometer gennem det centrale London.
En dansk journalist interviewer folk i køen. De fortæller, at de gerne vil vise deres monark en sidste respekt og ære det arbejde, hun gjorde for landet. At de er mødt op for at udtrykke deres sorg og vise, hvad hun betød for dem. ”Det er et stort tab for vores land,” siger en kvinde, der er kommet langvejsfra. ”Jeg synes, at der med hende forsvinder et grundlæggende sæt af værdier, som udtrykker den engelske sjæl,” afslutter hun.
I Green Park danner plantantræernes søjler en naturlig katedral om den sorg, der rejser sig i folkemængdens fællesskab.
Det er snart seks uger siden, at den britiske monark blev stedt til hvile og parken var fuld af sørgende fra hele verden, men begivenheden kan stadig lære os noget om sorg og kollektiv sorgbearbejdelse. Sorg er nemlig et menneskeligt grundvilkår, og vi vil alle støde på sorg gennem livet. Derfor bliver vi nødt til at turde give den en plads i vores tilværelse, når den trænger sig på.
I dag, første søndag i november, er det Allehelgensdag, og i Folkekirken markeres det ved at mindes de døde og være sammen om sorgen. Der er bøn, salmer og musik, og mange steder læser præsten navnene højt på dem, der er gået bort i årets løb.
Og hvad end det sker i en offentlig park i et farvel til en folkekær skikkelse, i folkekirkens rum til en mindeseance om byens afdøde eller til et fakkeloptog efter en terrorhandling, er det naturligt for os at sørge eller ’gensørge’ i fællesskab med andre.
Når vi deler sorgen og vores tanker om tab og livets slagsider med hinanden, kan vi se sorgen og smerten fra flere sider. Og det kan hjælpe os til at finde en form for trøst i fællesskabet og en fornyet tillid til, at samfundets værdier stadig er gode og livet værd at leve.
Kollektiv sorg
De fremmødte i Green Park oplevede den septemberdag en fællessorg, det vi i sorgforskningen betegner som kollektiv sorg. Det er den form for sorg, der opleves og udtrykkes i et fællesskab, et netværk, et lokalsamfund, en by, et land eller endda i hele verden. Vi oplever og deltager f.eks. i den kollektive sorg når vi nedlægger blomster og kondolencehilsner, tænder lys på bestemte steder eller laver markeringer på sociale medier.
Den kollektive sorg er også kendetegnet ved ritualer som mindehøjtideligheder, mindeoptog eller 1 minuts stilhed i forsamlinger. Ofte er omdrejningspunktet et dødsfald hos en offentlig person, et statsoverhoved, eller en kendt person fra kunstens, musikkens eller filmens verden.
Andre gange omslutter den kollektive sorg en alvorlig hændelse som har haft døden til følge. Det kan dreje sig om mord, ulykker, terror- eller krigshandlinger eller naturkatastrofer.
I den kollektive sorg kender de sørgende som regel ikke den afdøde personligt – men det betyder ikke nødvendigvis, at sorgen føles mindre nærværende. For den sætter tilværelsen i perspektiv og aftvinger en stillingtagen til livet, til den nu tomme plads i fællesskabets rækker.
Smertens udtryk
I Dronning Elisabeth’s hjemland, skrev Shakespeare tilbage i 1606 tragedien om Macbeth. Her lader Shakespeare en af sine figurer sige: ”Den sorg der indestænges, får med sin hvisken hjertet til at sprænges.”
Også i dag er det tydeligt, at vi som mennesker giver vores smertefulde sorg et udtryk. Vi kender alle til følelsen af sorg. Det er et grundvilkår, at vi lever og dør, vi elsker og mister. Jeg kommer til at miste mine elskede, og de skal en dag miste mig. Det er vores eksistentielle vilkår. Derfor er det let for os at genkende følelsen af sorg og forstå, hvad det andet menneske er ked af, når det sørger.
Det er også en naturlig del af sorgen, at vi reagerer på vores tab og giver sorgen en form og en stemme. Man kan sige, at sorgen ærer det tab, vi har lidt, og sætter os i gang med at vise, hvad det mistede betød for os. Sorg indebærer ganske enkelt sin helt egen smerte.
Alle kulturer har ritualer, der tager livtag med sorgen og hvordan vi skal forholde os til sorgens smerte. Ofte er disse ritualerne tæt knyttet til vores eget forhold til døden, til indsigten i, at vi en dag selv skal dø, og til ønsket om at forstå, hvad der egentlig skete.
I Danmark afholder vi ceremonier som begravelser og bisættelser. Helt frem til 1900-tallet gik mange danskere i sort tøj eller med sørgebind på venstre arm for at ære den afdøde og indlede et sørgeår. Så vidste lokalsamfundet, at man skulle vise hensyn, fordi hverdagens rutiner og værdier var i opbrud.
Sørgeår er ikke længere på mode, og de færreste ifører sig i dag den sorte sørgedragt til begravelsen. De sørgeritualer, der engang var så traditionsbundne, er også i opbrud i det moderne samfund.
Sorgkulturen er nemlig i forandring og nye ritualer og traditioner kommer til. Det ser dog ikke ud til at vores trang til dele sorgen med hinanden er blevet umoderne. Tværtimod viser den kollektive sorg, at vi har et stort behov for at søge ind i fællesskabet, når dem, vi føler os forbundne med, pludselig bliver revet fra os.
Landesorg
Allerede i 1997 dannede Buckingham Palace rammen om en af de første tydelige udtryk for den kollektiv sorg. Prinsesse Diana var omkommet i en bilulykke i Paris, og den royale familie udgjorde også her scenen for en sorg, der ramte hele landet.
Først blev der lagt enkelte bundt liljer og en buket røde roser ved Kensington Palace i London, hvor Prinsesse Diana boede. Snart fulgte små håndskrevne hilsener. De spontane markeringer voksede i tusindvis og fik en selvforstærkende effekt.
I løbet af få dage var pladsen foran Kensington Palace fyldt og udgjorde et massivt hav af blomsterbuketter, tøjdyr, levende lys og personlige breve, der udtrykte sorg, savn, kærlighed og respekt.
Mediedækningen af begivenheden skiftede fra at handle om Prinsesse Diana og den royale familie til også at handle om folkets sorg – den kollektive sorg. Dermed blev medierne medskabere af et nyt ritual, og selvom det ikke var nyt at lægge blomster i respekt, så er det kollektive ritual og mediernes rolle blevet et nyt socialt fænomen, hvor sorgen overskrider tid og rum.
Vi så det samme kollektive sorgudtryk i Sydafrika ved præsident Nelson Mandelas død i 2013. Her erklærede man landesorg, 100.000 mennesker gik i sørgeoptog og ved en mindehøjtidelighed i Johannesburg deltog alverdens regeringsledere.
Ved en privat sorg over en nær person, kan det være svært at dele sorgen med andre, der ikke kendte afdøde, og som derfor måske ikke helt forstår savnets smerte. Mange sørgende fortæller tilmed, at de oplever, at andre undgår at tale om sorgens følelser. Men når sorgen deles med mange andre, skabes der en fælles platform og identifikation, hvor sorgen kan bearbejdes og udtrykkes i det fællesskab, der opstår.
Den nu afdøde digterpræst Johannes Møllehave sagde engang, at dét netop er, hvad vi gør, når vi ’kondolerer’ – i ordets oprindelige betydninger ’medlider’ vi, vi deler hinandens smerte og sorg over det tabte, og det kan vi gøre både i det nære og nationale.
Sorg på internettet
I 2015 dræbte to islamistiske terrorister 12 medlemmer af redaktionen på det franske satiriske nyhedsmagasin Charlie Hebdo. Som ringe i vandet bredte der sig hos millioner af brugere et udtryk på det sociale medier, Facebook og Twitter: Je suis Charlie (Jeg er Charlie).
Da den amerikanske popsanger Prince døde i 2016, udtrykte i tusindvis af fans og musikelskere deres oplevelse af tab og medfølelse på sociale medier og delte dermed den fysiske sorg med hinanden i et ikke-fysisk rum.
Lige siden er sorgen over mange kendte menneskers død blevet udtrykt og delt verden over på sociale medier.
Sorgen er for alvor rykket ind på internettet. Overalt skyder mindesider frem – også over vores nære og kære - hvor afdøde hyldes og der tændes lys som en slags moderne virtuel gravhøj, som alle kan besøge til hver en tid.
På de sociale medier afstedkommer dødsfald et fællesskab af sorg og sympati, hvor digte og bevingede ord støtter op og danner fællesskaber som en murløs katedral. Platformen er ikke længere kun præstens ord, men alle, der har lyst til at udtrykke noget opløftende og berørende.
Når verden gør ondt
I februar 2022 indledte Rusland en invasion af Ukraine, og efterfølgende indsatte millioner af brugere på de sociale medier det ukrainske flag på deres profil, mens officielle bygninger i hele verden blev oplyst i gult og blåt i sympati med Ukraine. Det var et udtryk for sorg, tab, vrede og medfølelse.
I 2021 arrangerede indbyggerne i den lille by Malling syd for Aarhus et fakkeloptog, da en af byens indbyggere blev dræbt af sin samlever. Der blev sunget og tændt lys. ”Det betyder meget for os at kunne vise, hvad hun betød for os,”fortalte en af deltagerne i fakkeloptoget. ”Det er en modbydelig oplevelse, og det er godt at snakke det igennem i fællesskab og give udtryk for, hvad det betyder for et lokalsamfund.”Den kollektive sorg blev et samlingspunkt eller en slags protestsorg.
Måske kommer vi i den slags situationer i kontakt med det, den tyske forfatter Jean Paul i 1800-tallet kaldte Weltschmerz. Vi sørger nemlig ikke kun over de døde og deres skæbne, vi udtrykker også en protest mod uhyrligheder og verdens ondskab. Vi forsøger at komme overens med, at der kan være langt mellem vores ønsker til livet og de barske realiteter, vi må forholde os til.
For det er netop, når vores sikkerhed og tillid til livet og hinanden er slået itu, at den kollektive sorg kan hjælpe os ind i det fællesskab, der består. Vi bekræfter her det gode og forsøger at genoprette tilliden til vores samfund og de fælles værdier.
I fællesskabet kan sorgen ånde
Mennesker, der deltager i den kollektive sorg, giver først og fremmest udtryk for tab. Det er en helt basal livsytring, at vi udtrykker sorg, når vi oplever at have mistet noget, der har betydning for os eller som vi føler os knyttet til. Det er en respons på, at vi forsøger at forstå dét, der er sket, og at vi arbejder på at komme overens med den ændring, tabet skaber i vores verden.
Den kollektive sorg er derfor et udtryk for en sorg, der deles af mange, og som derfor byder på et fællesskab om sorgen.
Men deltagerne i kollektive sorgritualer udtrykker også mange forskellige reaktioner og grunde til at deltage i ceremonierne. Om den enkelte så føler det kollektive sorgudtryk er hjælpsomt, ved vi endnu ikke så meget om, eller om det lige så meget er et udtryk for ikke at ville stå uden for fællesskabet. Forskningsmæssigt kender vi heller ikke de præcise forskelle på at opleve sorg over en nær person og opleve kollektiv sorg.
Men den kollektive sorg er godt i gang med at blive et ritual, som handler om mange forskellige og personlige følelser og som sandsynligvis også tager afsæt i personen selv.
De deltagende på dagens kirkebænke udtrykker nok sympati for andres følelse af tab og sorg. Men i kirken bliver man også en del af noget større, der gør det lettere at bearbejde tab, afmagt, uretfærdighed og endda døden.
For døden har vi alle tilfælles, og i ritualerne med hinanden bekræfter vi netop, at vi prøver at forholde os til det faktum, at vi alle skal herfra. Den type af fællesskaber søger vi stadig i ritualer, i troen og kirkerummet, bl.a. ved at deltage i kirkens bøn- og salmesang sådan en Allehelgensdag.
Men i takt med, at samfundet er blevet mere sekulariseret, leder vi i stigende grad efter nye rammer og ritualer om de store ting i livet: Frihed, ansvar, sorg og død. Og her spiller internettet, pressen og de sociale medier en stadig større rolle.
Selvom der er sket et stort skifte i sorgkulturen de sidste 100 år, og selvom de platforme vi tyer til, når livet gør ondt, har ændret sig en del, står én ting dog stadig helt klart: Der vil altid være sorg, og når vi prøver at give savnet og smerten en stemme, søger vi fortsat mod fællesskabet, mod hinanden, i håbet om trøst, tro og fornyet tillid.
