I flere vestlige lande har de populistiske bevægelser fået trangere kår gennem de seneste fem år – på trods af coronakrisens bølge af usikkerhed og omvæltning. Tidligere trivedes særligt højrepopulismen i Europa og USA, men nu er der stadig længere mellem dens politiske sejre. Donald Trump blev ikke genvalgt i USA, Marine Le Pen blev ikke fransk præsident, og Dansk Folkeparti har oplevet medlemsflugt i folketingsgruppen.
Oppositionen til højrepopulismen tolker forandringen positivt og noterer sig en tilslutning til centrumpolitik og til status quo. I USA overtog den tidligere vicepræsident Joe Biden præsidentembedet, og i Danmark taler stadigt flere partier om at lave politik hen over midten.
Men hvad kommer nu i stedet for populismen? Det kan vi se konturerne af ved at kigge mod Italien.
I Italien har man taget konsekvensen af de midtsøgende tendenser og indsat teknokraten Mario Draghi som premierminister til at holde styr på en samlingsregering, som næsten alle partier er en del af.
I kølvandet på populismens storhedstid kommer nu tilsyneladende alt det, som populisterne kæmpede imod. ’The establishment’ er ikke blevet sat fra bestillingen, men sidder komfortabelt i magtens korridorer.
Så simpelt er det dog næppe. I Italien giver populismens åndedrætsbesvær ny energi til højrefløjsideologien i kondenseret form. Det højrepopulistiske parti Lega med Matteo Salvini i spidsen rasler tilbage i meningsmålingerne, men samtidig styrkes den alleryderste højrefløj, der læner sig op ad fascismen: Partiet Fratelli d’Italia, der ledes af Giorgia Meloni. Højrepopulismens død giver med andre ord nyt liv til endnu mere ekstreme bevægelser.
Hvad er populisme?
Populismebegrebet diskuteres fortsat, men det dækker over et forsøg på at etablere et skel mellem to grupper: Eliten og folket. Populisme er altså et polariserende fænomen.
Eliten fremlægges som inkompentent, ignorant eller selvoptaget. Folket, derimod, har altid ret og har en bedre moral end eliten.
Populister ønsker at vende magthierarkiet, så det ikke længere er eliten, der har magten over folket, men så folket får deres retmæssige stemme og magt tilbage. Derfor mener populisterne at kunne repræsentere folket og det sande demokrati.
Hvem ’folket’ og ’eliten’ er, afhænger af konteksten. Venstrepopulister opstiller arbejderklassen som repræsentanter for folket over for en økonomisk elite. Højrepopulister betragter det nationale eller etniske fællesskab som folkeligt og i opposition til andre nationaliteter og etniciteter eller i opposition til dem, der ikke anerkender at opdele mennesker på denne måde. Populismen kan også udtrykkes på mange andre måder.
Endnu et nederlag til populisten Salvini
Den 12. juni 2022 stemte italienerne om at afskaffe en række love på retsområdet. Eller rettere: det gjorde de ikke. Det var en forudsætning for valgresultatets gyldighed, at et flertal af italienerne stemte, og der dukkede kun 21 pct. op ved stemmeurnerne.
En forklaring på den lave valgdeltagelse kan være, at vælgerne ikke var blevet oplyst godt nok om konsekvenserne af afstemningen, eller at de var ligeglade. Folkeafstemningen handlede om afskaffelsen af fem konkrete regler, der efter forslagsstillernes holdning bidrager til at vedligeholde det tunge italienske bureaukrati, der ofte er genstand for kritik.
Blandt de fremmeste fortalere for afskaffelsen af reglerne var det højrepopulistiske parti Legas leder, Matteo Salvini. I 2018 lykkedes det ham at bringe sit parti ind en noget umage regering, og siden voksede hans popularitet. Han nåede svimlende 38 pct. i meningsmålingerne i sensommeren 2019 og bad om nyvalg, så han kunne veksle sin succes til premierministerembedet.
Det skulle gå ham anderledes. Der blev dannet en ny regering uden om ham, og mens han fortsat gjorde krav på magten, indfandt coronakrisen sig, herefter en politisk borgfred og endelig en bred samlingsregering, han selv er en del af. Siden har meningsmålingerne kun vist vigende opbakning til ham.
Stærk kommunikatør med uskarp politik
Salvini er ofte blevet fremhævet som et af Italiens fremmeste eksempler på populisme. Ideologisk set har hans politiske projekt været så inkonsekvent, at det er blevet irrelevant. Til gengæld har han med overbevisning agiteret for at være en legemliggørelse af folket. I sin velovervejede henvendelsesstil har han i årevis kysset bedstemødre på kinderne og smilet jovialt på selfies med sine støtter. Han har spillet på, at han er som enhver anden italiener, og at han derfor kan repræsentere dem.
Den lave vælgertilslutning til seneste folkeafstemning er blot det seneste af Salvinis mange nederlag. I de seneste to år har han samlet på politiske nederlag, særlig intensivt omkring hans linedans, hvor han officielt er en del af regeringen, men samtidig tillader sig at være opposition til snart sagt alt, hvad regeringen finder på.
I løbet af sin efterhånden lange politiske karriere har Salvini før stået i lignende situationer. Han har tidligere både været en del af magten og insisteret på at stå udenfor. Han har været en fast del af den politiske elite, mens han påstod at have direkte adgang til det italienske folk.
Denne gang er det anderledes. Nu står hans nærmeste ideologiske allierede, men magtmæssige rival, Giorgia Meloni, nemlig klar til at udnytte hans snublen.
Melonis politiske projekt har fremgang
Som leder af det yderligtgående højreparti, Fratelli d’Italia, mener Giorgia Meloni at tilbyde vælgerne en renere og sandere version af det, Salvini med stadig mindre overbevisning agiterer for: Et værn om kristendommen og konservative familieværdier, en styrkelse af Italien som modsvar til en grådig global elite, en liberal økonomisk politik og en forståelse for den almindelige italieners dagligdags problemer og forhåbninger.
Salvini er populist, før han er højreorienteret, men for Meloni forholder det sig omvendt. Hendes ideologiske projekt er soleklart og har et stærkt rodnet. Samtidig evner hun at fremstå folkelig: Hun taler romersk arbejderklassedialekt, deler åbenhjertigt sorger fra sit eget liv og inkarnerer på indigneret vis en kritik af magtens arrogance. Og det virker. For hvert procentpoint Salvini har mistet, er hun tilsvarende gået et procentpoint frem.
Læg dertil, at hun og hendes parti ikke er en del af Draghis samlingsregering. Det styrker hendes egen troværdighed og giver hende mulighed for at føre kniven i Salvinis politiske henrettelse. Når hun kritiserer Salvinis flakken, mister han en vælger, der i stedet stemmer på hende. To fluer i et smæk.
Salvini er en figur, der splitter de politiske vande, og selvom han har samlet sig loyale fans, har hans populistiske, polemiske og provokerende facon og politik også gjort ham til hadeobjekt for mange. Derfor glæder det dem umiddelbart at se Salvini i modvind. Hans drømme om at blive premierminister falmer stadigt mere, og nærved dagligt postulerer den italienske presse, at hans politiske karriere er forbi. Det fejrer venstrefløjen skadefro.
Både i Italien og internationalt fremlægges den store hanelefants dødskamp som begyndelsen på enden for højrepopulisme, og ikke sjældent tilføjes et lettelsens suk. Men mange af Salvinis modstandere vil næppe se en stor forbedring i Giorgia Meloni.
Har rødder i fascismen
Giorgia Melonis partis historie er uskøn. Nogle af de stædigste fascister oprettede i kølvandet på 2. verdenskrig et nyt parti, efter at deres eget parti blev forbudt. Adskillige interne diskussioner om partiets identitet bragte siden partiet væk fra det alleryderste højre. Det blev opløst og genopstod. Det skiftede navn og medlemmer.
I dag bærer partiet navnet Fratelli d’Italia – Italiens brødre – hvilket er en reference til titlen på landets nationalsang. Partiet er ikke fascistisk, men det gør, hvad det kan, for ikke at skubbe de grupper væk, der betragter fascismen med nostalgi eller længsel.
Adskillige af den fascistiske diktator Benito Mussolinis efterkommere har været opstillet for partiet og skamløst brugt deres forfaders efternavn i deres selvpromovering. På samme vis bruges fascistisk symbolik i partiets nuværende profil: De afholder valgmøder i det fascistiske regimes prydsbyer, såsom den fascistisk etablerede by Latina, og de refererer til fascismens dødskult ved at bruge trikolorens flamme i deres partisymbol.
Meloni holder fascismen ud i strakt arm, men holder dog stadig fast i den. Flere af hendes partimedlemmer har ikke på samme vis formået at balancere de fascistiske tendenser med fascistisk afstandtagen. Der har været eksempler på medlemmer, der har heilet og ytret rosende ord om Hitler eller sågar optrådt voldeligt i neofascismens navn.
Meloni har typisk responderet ved blot at understrege, at hverken hun eller partiet er fascistisk. Selvom hverken hun eller de fleste medlemmer er fascister, er Fratelli d’Italia et selvfølgeligt tilholdssted for de fascister, der fortsat findes i Italien.
I sin tvetydighed aftabuiserer hun desuden skridt for skridt politiske dogmer og normer, der blev etableret i efterkrigstiden som et bolværk mod fascismen. Hun lysner det fascistiske regimes lange skygger, der stadig præger Italien, opfordrer til national stolthed, der også vedrører årene fra 1922 til 1942, og dyrker det særegne italienske, så italienerne fremhæves som en stamme.
Det har andre gjort før hende – herunder Salvini selv. Men ingen har siden 2. verdenskrig stået så langt ude på højrefløjen og talt om de ting, hun gør, på den måde, hun gør det - og oplevet så stor opbakning.
Italiensk valg med Meloni som favorit
Senest næste sommer skal italienerne til valg. Det medfører en afslutning på Draghis samlingsregering og hans bestræbelser på at samle de politiske yderpoler under en centristisk konsensuslinje. Draghi er ikke selv opstillet for et parti, så han vil være fortid efter et valg.
Selvom Draghis regering har været en mavepuster for populismebevægelserne i Italien, vil dens afgang ikke nødvendigvis føre til en populistisk genopstandelse.
Der er stor sandsynlighed for, at centrumhøjrepartierne vil få flertal og dermed kunne danne regering efter næste valg. Det inkluderer Salvini, Meloni og den tidligere premierminister, Silvio Berlusconi, der fortsat leder et mindre parti. På musketérmanér har de tre erklæret, at den af de tre, der er leder af det største parti efter valget, vil blive landets næste premierminister. Med det in mente så det længe ud til, at Salvini var premierminister in spe, men nu tegner Meloni sig som favorit.
Populismens død betyder ikke nødvendigvis en tilbagekomst af den politiske kultur, der herskede umiddelbart før populismen gjorde sit indtog. Populismens ekstremiteter vil ikke nødvendigvis afløses af det politiske centrums normalitet. ’The establishment’ trender ikke nødvendigvis igen.
De italienske meningsmålinger viser, at den rene ideologi også profiterer på populismens vaklen. Ingen politisk figur er så lykkelig for Salvinis politiske fadæser som Meloni.
Derfor kan venstrefløjens jubel over højrepopulismens vanskeligheder hurtigt blive erstattet af en chokeret måben over, hvad der kommer i stedet. I Italiens tilfælde vil magten med stor sandsynlighed forskydes til det alleryderste højre.
