Skandinavien har historisk verdensrekord i sikre fødsler

På et af de mange rædselsbilleder fra Ukraine, der er gået verden rundt, så man for et par uger siden en fødende kvinde efter et angreb på et hospital i Ukraine. Hverken hun eller barnet kunne reddes, oplyste Sex og Samfund, som påpegede, at gravide udgør en særlig risikogruppe i krigen. FN’s Befolkningsfond, UNFPA anslår, at 80.000 ukrainske kvinder snart skal føde uden adgang til vigtig fødselshjælp.

Billederne fra Ukraine står i skærende kontrast til vores sikre fødselsforhold herhjemme. Der er nok rekordstor mangel på jordemødre og massivt pres på fødegangene, især i København, men risikoen for at dø i barselsseng i dagens Danmark er så forsvindende lav, at vi næsten er holdt op med at tale om den. I 2017 var der blot 4 ud af 100.000 danske kvinder, der døde i forbindelse med graviditet og fødsel, hvilket betyder, at Danmark, sammen med de øvrige skandinaviske lande, har den laveste mødredødelighed i verden.

Det er en flot placering, som vi har haft i mange år, fortæller Ellen Nøhr, Danmarks første og indtil videre eneste professor i jordemodervidenskab ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

Hun har oprindelig virket som jordemoder i 17 år, før hun blev forsker, så hun kender jordemoderfaget på krop og sjæl.

”Den danske svangreomsorg er én af de bedste i verden, den er gratis, er for alle samfundslag og har en lang historie. Det skyldes, at vi længe har vidst, at graviditetsrelaterede sygdomme og komplikationer hos mor og barn kan forebygges, hvis der værnes om den gravide, og hun får den rette støtte, vejledning og behandling i tide. Det er en stor gave til vor tids gravide kvinder, at de ikke længere behøver at frygte for deres eget eller deres barns liv,” siger hun.

Ellen Nøhr påpeger, at det er den sikre og lette adgang til autoriserede jordemødre, er den ene af to helt afgørende faktorer, som gør, at nutidens gravide løber en meget lav risiko ved at skulle føde.

Den danske succes er skabt af jordemødrene

Grundlaget for den skandinaviske verdensrekord blev lagt for mere end 300 år siden – med etableringen af et autoriseret jordemoderfag.

”På baggrund af en meget høj børne- og mødredødelighed før 1700-tallet indførte fremsynede konger i de skandinaviske lande verdens første autorisationer for jordemødre. Det betyder, at vi for nogle år siden kunne fejre 300-årsjubilæum for de danske, svenske og norske jordemødre,” siger Ellen Nøhr.

For at blive autoriseret som jordemoder i 1700-tallet skulle man undervises og eksamineres af datidens ’medicii’ – altså rigtige læger, som havde gået på universitetet.

”Jordemødrene skulle være uddannede på et højt niveau, og de svenske jordemødre lærte bl.a. at bruge fødselstang, fordi det ofte var svært at få fat i en læge på grund af de store geografiske afstande. I det hele taget var det dengang meget risikabelt at gribe operativt ind i fødslen, så det blev kun gjort for at redde kvindens liv. Det er også værd at bemærke, at man meget tidligt nedskrev en regel om, at en jordemoder kunne miste sin autorisation, hvis hun forlod en fattig kvinde i fødsel for at tilse en rig kvinde.”

Den regel betragtes i dag som en af de vigtige hjørnesten i det danske velfærdssamfund, som vi jo regner for et af de mest velfungerende i verden, og det gav i den grad pote:

”Sverige er det eneste land, hvor man har komplette data. Her viser tallene, at det lykkedes at halvere mødredødeligheden i løbet af 1800-tallet, hvor fødselshjælpen stort set udelukkende blev varetaget af jordemødre,” påpeger Ellen Nøhr. Tallene regnes for også at være repræsentative for Danmark og Norge – men billedet så helt anderledes ud i andre vestlige lande:

”I f.eks. USA var der på det tidspunkt en dobbelt så høj dødelighed i barselssengen som i de skandinaviske lande. Her blev fødslerne varetaget af læger, der hyppigt gjorde brug af operative indgreb. Samtidigt havde man valgt nærmest at gøre jordemødre ulovlige, hvilket var en katastrofe. I en bog fra 1997 anslår forskeren og lægen Irvine Loudon, at man kunne have reddet mindst 200.000 mødres liv alene i 1920’erne i USA, hvis man havde haft et fødselssystem, som byggede på uddannede jordemødre,” siger Ellen Nøhr.

Hun er ikke i tvivl om, at jordemødrene er en væsentlig del af forklaringen på de store forskelle.

”I en videnskabelig artikel fra 2001, skrevet af de to belgiske professorer Van Lerberghe og De Brouwere, kan man i tal fra 1920 se en klar sammenhæng mellem kvinders dødelighed og det fag, der varetog fødselshjælpen. Den højeste dødelighed forekom, når det alene var læger, som stod for fødslerne, mens den laveste dødelighed forekom, når det alene var jordemødrene – og Danmark havde her faktisk den allerlaveste mødredødelighed på kun 235 ud af 100.000 fødsler,” siger Ellen Nøhr.

Effektive medicinske teknologier

Den anden hovedfaktor, som Ellen Nøhr udpeger som afgørende for de lave dødstal blandt barslende kvinder, er de effektive medicinske teknologier, som vi i dag tager for givet. Det, kvinderne typisk døde af før i tiden, var blødninger, svangerskabsforgiftning og barselsfeber – eller at barnet ikke kunne komme ud gennem fødselskanalen:

”Fra mellemkrigstiden og de næste fyrre år frem styrtdykker mødredødeligheden både i Vesteuropa og USA takket være effektive medicinske teknologier som kejsersnit, antibiotika og blodtransfusioner. Det er tiltag, som tilsammen gør, at kvinder ikke længere behøver at frygte for deres liv, når de skal føde. I Danmark falder mødredødelighed til et niveau, der er 70 gange lavere – fra 350 døde pr. 100.000 fødsler sidst i 1930’erne til 5 døde i 1970. Og det niveau har vi ligget på lige siden,” siger Ellen Nøhr.

Fødsel uden hjælpere mindre farlig end hospitalet

Men hvor farligt er det egentlig fra naturens side at føde et barn – altså hvis man forestiller sig, at kvinder skulle føde helt på egen hånd?

”En fødsel er en meget voldsom fysiologisk proces, og vi oplever jævnligt kvinder, der udtrykker dødsangst under fødslen. Spørgsmålet er, om frygten er velbegrundet i dag. Forskningslitteraturen tyder på, at den naturlige mødredødelighed – altså hvis kvinder fødte helt uden professionel hjælp – er på omkring 1.500 ud af 100.000 eller 1,5 procent, så det er altså relativt farligt at føde på egen hånd,” siger Ellen Nøhr.

I historisk tid har tallet faktisk ligget over dette niveau, påpeger hun:

”Man kan gyse over mødredødeligheden på den københavnske fødselsstiftelse under barselsfebersepidemien i 1837. Her døde hver tiende fødende kvinde i barselsseng. Så det var faktisk meget farligere at føde på hospitalet, end hvis kvinderne var blevet hjemme eller havde født ude i skoven. Ikke underligt, at kvinderne dengang var bange for at føde dér og pure nægtede at tage derhen,” siger Ellen Nøhr.

Grunden til at kvinderne døde som fluer på fødselsstiftelsen var, at man manglede viden om sygdomsfremkaldende bakterier og overførsel af sygdomme gennem dårlig hygiejne:

”Nogle læger gik direkte fra obduktioner ind til de fødende kvinder. Heldigvis fik lægen Ignaz Phillipp Semmelweis (1818-1865, red.) sat en stopper for den praksis – men først mange år senere. Til at begynde med var der hårdnakket modstand mod hans teorier om, at det var lægerne, som overførte ’ligstof’ til kvinderne. Da de nye opdagelser om bl.a. håndhygiejnens betydning slog igennem, var det en viden, som også blev udbredt til jordemødrene, og det fik selvfølgelig en stor effekt,” fortæller Ellen Nøhr.

Helt op til 1950’erne fødte hovedparten af kvinderne i Danmark i hjemmet med hjælp fra en jordemoder. I dag er der flest hospitalsfødsler – men begge dele vurderes at være lige sikkert for kvinderne. I dag identificerer man hurtigt eventuelle højrisikograviditeter, hvor kvinden bør føde på hospital, og også ved hjemmefødsler er der hurtig adgang til akut nødhjælp om nødvendigt.

De ganske få, der alligevel dør i forbindelse med graviditet og fødsel, er i stigende grad kvinder, som er syge i forvejen og derfor kan have svært ved at klare en normal fødsel:

”En undersøgelse fra 2017 viser, at man på tværs af de nordiske lande fandt 168 dødsfald i forbindelse med fødsler i løbet af ni år svarende til 8 dødsfald per 100.000 fødsler. Lidt under halvdelen af dødsfaldene skyldtes forudgående sygdomme, især hjertesygdomme, der også er den hyppigste dødsårsag, efterfulgt af svangerskabsforgiftning, tromboembolisme (blodpropper) og desværre også selvmord,” siger Ellen Nøhr.

Angsten for at dø under en fødsel er helt normal

Med den rekordlave barselsdødelighed og den høje sikkerhed omkring fødslen er risikoen for at dø i barselsseng ikke noget, vi normalt skænker mange tanker – undtagen når vi selv skal føde.

Her oplever en del kvinder pludselig en helt grundlæggende dødsangst, en form for urangst for fødslen.

Det er hverken mærkelige eller unormale følelser, påpeger Christina Prinds, lektor i gynækologi og obstetrik ved Syddansk Universitet.

”Eksistentielle tanker og følelser omkring liv og død kan blive meget stærke omkring fødslen. Det er en intens begivenhed, både fysisk, socialt og psykologisk. Ikke kun den fødende kvinde kan være bange for, at hun selv eller barnet dør, men også hendes partner kan gribes af angst,” siger Christina Prinds.

Hun påpeger, at det er et område, hvor sundhedsvæsenet ofte kommer til kort. Hendes forskning viser, at hospitalerne savner et sprog for de mere eksistentielle følelser:

”Sundhedsvæsnet har svært ved at rumme de følelser, der knytter sig til at bære og føde et barn og blive forældre. Fødslen omfatter noget helt grundlæggende, men de ord, der bruges i hospitalsregi, hjælper os ikke rigtigt med at begribe, hvad det er vi står midt i.”

Fødslen skal have samme status som døden

Fødslen har således ikke samme status, som døden, i vores samfund, mener Christina Prinds, selv om de er de kan betragtes som ligeværdige begivenheder i alles liv.

”Den mangel på status, som fødsler har, er interessant. Man siger umiddelbart, at døden angår os alle, uanset køn. Det er fødslen også, men den opfattes stadig som noget, der foregår ’ovre hos kvinderne’. Og de fleste teologer og filosoffer, som i klassisk forstand har beskrevet døden som et vilkår i livet, har været mænd.”

Christina Prinds mener, at graviditet, fødsel og det at føde et barn fortjener en mere central placering i vores livsopfattelse end i dag.

”Når fødselsforberedelsen og fødslerne foregår i sundhedsvæsnet og på hospitalerne, er det vigtigt at de rummer ord og begreber for denne livsbegivenhed. Siden Dea Trier Mørchs bog ’Vinterbørn’ har der været et hul i litteraturens beskrivelser af fødsler - indtil det seneste årti, hvor der pludselig er kommet en bølge af ny litteratur, som belyser, hvad det vil sige at føde og blive mor. Litteraturens ord og fortællinger står i kontrast til sundhedsvæsenets ord og fokuspunkter og hjælper os derfor med at begribe, hvad det vil sige at være mor og far,” siger Christina Prinds og slår en sløjfe:

”Med Lea Lindeburgs nye film, ’Du som er i himlen’, som bygger på Marie Bregendals bog En dødsnat fra 1912, er der også sat fokus på, hvordan kvinder i 1800-tallet risikerede at dø i barselsseng, men her set fra den ældste, 14-årige datters perspektiv, ud af en børneflok på ni. I mine øjne er det vigtigt. Det er ikke nok, at vi har overlevelse og det at forhindre lidelse som eneste succeskriterier. Den synsvinkel kan afskære os fra at se, hvordan vi styrker alt det ved graviditet og fødsel, der styrker os som mennesker.”