De danske statsskove står lige nu midt i en af de største forandringer i mere end 200 år. Alle statens skove skal de næste år overgå fra tømmerproduktion til at være urørt natur, og ti nye naturnationalparker skal give naturen førsteprioritet.
Grundlaget for Danmarks skove går helt tilbage til Fredsskovsforordningen af 1805, hvor næsten ingen skov var tilbage. Med fredningen ville man sikre produktion af tømmer til skibe, huse og meget andet. Det blev en succes.
I dag dækker skovene 15 pct. af Danmarks areal, men de er mindre naturlige, end folk på skovtur måske forestiller sig. For størstedelens vedkommende er det toptrimmede tømmerplantager, plantet til med udenlandske træarter og drænet for at lette dyrkning, fældning og transport af tømmer.
Selv om skovene er grønne, står det skidt til med biodiversiteten. Størstedelen af de truede danske arter er skovarter, og alle danske skovtyper er af Miljøministeriet indrapporteret til EU som i ”stærk ugunstig tilstand”. Danmark er dermed det land i Europa, der har de naturmæssige dårligste skove i EU.
I de to århundreder siden den sidste store omvæltning er nye værdier kommet til. Der sker lige nu et skred i vores forhold til naturen, og for første gang nogensinde skal statens skove nu prioritere natur og biodiversitet over produktion.
Omvæltningen sker på baggrund af den Natur- og Biodiversitetspakke, som regeringen vedtog for godt et år siden sammen med sine støttepartier, og som viderefører den forrige regerings planer om at udlægge urørt skov på statens arealer. I marts blev der udpeget 9.000 hektar statsskov, der skal blive til vild natur, og i oktober blev der udpeget yderligere 30.000 hektar, som urørt skov. I disse områder stopper tømmerproduktionen, naturlige tilstande genoprettes, og skoven får derefter lov at være urørt for produktionshensyn.
Dermed når vi snart tæt på regeringens målsætning om 75.000 hektar urørt skov. Målsætningen bygger på databaserede analytiske forskningsrapporter om, hvad der skal til for at bremse tabet af biodiversitet i skovene og i Danmark som helhed. Det svarer til knap 12 pct. af det samlede danske skovareal på 630.000 ha og under 2 pct. af Danmarks samlede areal. Indsatsen er således langt fra målene i EU’s biodiversitetsstrategi for 2030 om, at 30 pct. af Europa skal være natur. Som en del af samme pakke kommer naturnationalparkerne, der i modsætning til de nuværende nationalparker handler om naturbeskyttelse frem for kulturarv, friluftsliv og turisme.
Skoven ligger danskernes hjerte nær. Men der hvor lokale skove nu skal føres tilbage til en mere ’naturlig’ tilstand med hjemmehørende danske træarter, sumpet skovbund og væltede træer, der får lov at rådne, udløser det store følelser og intense konflikter.
Mountainbikere og hundeluftere er bekymrede for deres frie adgang til skovene, mens skovridere og erhvervsfolk frygter tab af arbejdspladser i tømmerindustrien.
Samtidig hænger klimaspørgsmålet uafklaret i luften. For mens naturskove er gode CO2-lagre, er tømmer mere bæredygtigt til byggeri end stål og beton, og nogle mener, at Danmark bør producere mere lokalt frem for at importere det meste fra udlandet, som man gør i dag.
Skovene fremtid diskuteres også blandt forskere, der bl.a. har forskellige vurderinger af, hvordan man bedst tilgodeser artsbeskyttelse og klimakrav.
Vid&Sans har sat sig for at finde ind til de faglige kernespørgsmål i diskussionerne og spurgt tre af landets førende eksperter om, hvad en dansk skov overhovedet er, og hvilke formål den skal tjene.
- Per Gundersen er professor i skovøkologi på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet. Han er oprindeligt uddannet kemiingeniør, med speciale i stoffernes kredsløb, og har arbejdet med skove i fyrre år.
- Bent Vad Odgaard er professor emeritus på Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet. Han er oprindelig biolog, men har forsket mere inden for geologien med fokus på økosystemer i geologisk skala og forhistorisk dansk natur.
- Carsten Rahbek er professor i biodiversitet og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet. Han står bag nogle af de videnskabelige analyser, der når frem til, at urørt skov, forstået som stop for skovproduktion, er det mest omkostningseffektive redskab, hvis man vi sikre skovens biodiversitet. Dermed har han bidraget til det faglige grundlag, som den nye skovpolitik primært er bygget på.
Vi har spurgt om de tre forskeres faglige perspektiv på fem grundspørgsmål:
- Er de nye naturnationalparker og urørt skov i statsskovene en god ide?
- Hvem er skovene til for?
- Hvad skal vi egentlig med de danske skove?
- Hvordan spiller skovene sammen med klimaet?
- Og hvad gør vi så nu?
De er nogenlunde enige om målene, men ikke om vejen derhen.
Er de nye naturnationalparker og urørte statsskove fagligt set en god idé?
Rygraden i regeringens planer for skovene er, at alle statsskove i udgangspunktet skal være urørte. Det er der både gode takter og problemer i, siger Per Gundersen.
”Jeg synes, det giver mening at få mere urørt skov, for vi har en biodiversitetskrise. Men det giver ikke mening fagligt set, at det hele skal være i statsskovene. Det er mest produktionsskov, uden særlig interessant natur. Der findes mere biodiversitets-potentiale i nogle af de private skove, som fortjener mere at være urørte end mange af statens arealer,” siger Per Gundersen.
Carsten Rahbek er ikke i tvivl om, at den nuværende strategi flugter med de fagbiologiske og socioøkonomiske analyser af, hvordan man bedst muligt sikrer dansk biodiversitet. Han har selv bidraget til flere af de analyser, bl.a. i samarbejde med biologer, skovøkonomer og de økonomiske vismænd, som konkluderer, at urørt skov giver bedst mening lige nu, både ud fra et biologisk og økonomisk perspektiv.
”Det er klart sådan, man får mest biodiversitet for pengene på mindst muligt areal. Hvis vi skal leve op til den politiske beslutning om at sikre dansk natur og biodiversitet, er det en absolut nødvendighed at genskabe naturlig urørt skov. Vores naturvidenskabelige viden og analyser viser, at der ikke er nogen anden vej. Danmark ville naturligt være dækket af skov, så størstedelen af hjemmehørende danske arter er tilpasset skoven. Altså naturskov, ikke produktionsskov. Ved at gøre det omkostningseffektivt og optimalt for biodiversiteten nogle steder, sikrer man samtidig, at størstedelen af de danske skove fortsat kan bruges til produktion. Herved opnår man to vigtige hovedformål på samme tid i stedet for, at det er enten-eller,” siger Carsten Rahbek.
Hvem er skoven til for?
Selv om der på nogle punkter er uenighed blandt de tre forskere – og blandt fagfolk i det hele taget – så er de langt hen ad vejen enige om, at biodiversiteten er presset, og at den vil trives bedre i vild natur end i landbrug og tømmerskov. Slagene står mere på, hvad man skal lægge mere vægt på og hvorfor: Hvad er skovens formål overhovedet, og hvem skal have gavn af den?
Selv om alle tre forskere er selvudnævnte naturelskere og både fagligt og personligt vægter biodiversitet højest, så svarer de samstemmende, at skovene og naturen i Danmark primært er til for menneskers skyld.
”I et gennemkontrolleret land som Danmark har alle områder en funktion. Det kan godt være biodiversitet og naturlighed, men kun fordi vi mennesker beslutter det. Sådan er det i Danmark. Intet, heller ikke natur, kan eksistere uden menneskers aktive valg. Det tog er kørt for længe siden,” siger Bent Vad Odgaard.
Når han siger ”længe”, skal det tages meget bogstaveligt. Ser man på den helt lange tidsskala, millioner af år, har klimaet ændret sig rigtig meget, og det har naturen også. Det sidste store skift var for ca. 12.000 år siden, hvor sidste istid sluttede. Da isskjoldet ikke længere dækkede Danmark, kom planterne, dyrene og næsten samtidig kom menneskerne, siger Bent Vad Odgaard.
Det historiske blik i hans forskning er grunden til, at han er skeptisk over for nogle af de nye metoder i naturpleje, såsom rewilding, hvor man bl.a. udsætter store græssende dyr i landskabet.
”Meget af det vi i dag kalder natur, er indvandret samtidig med eller pga. mennesker. F.eks. havde vores nationaltræ, bøgen, formentlig ikke været her, hvis ikke mennesket i bondestenalderen og bronzealderen havde forstyrret skovene med græssende husdyr. Lærker, harer, mange andre fugle, insekter, mosser, urter og træer betragter vi som natur, men mange af arterne er her på grund af os. Tager vi mennesket ud af ligningen, så risikerer vi at tabe meget af det, som vi holder af” siger Bent Vad Odgaard.
Carsten Rahbek er enig i, at skovene i Danmark eksisterer på menneskers præmisser, men ser ingen konflikt mellem menneskers og naturens behov.
”De fleste mennesker ønsker at have skove og vild natur. Vi vil gerne på skovture, løbe orienteringsløb, kigge på dyrene og nyde skoven. Befolkningen vil både selv bruge naturen og bevare arter og biodiversitet. Deri er der ingen konflikt med ”urørt skov” der alene handler om at stoppe fældningen af skove, men på ingen måder skal holde friluftsaktiviteter ude. Tværtimod bliver der flere valg og mere spændende friluftsoplevelser” siger han.
Hans KU-kollega, Per Gundersen, mener også, at der selv i et opdyrket og bebygget land som Danmark er plads til noget vild natur for naturens egen skyld.
”Biodiversitet er noget, der har værdi i sig selv. Mennesker får ikke noget direkte ud af lade naturen være urørt eller fokusere på biodiversitet, selv om vi naturnørder bliver glade ved tanken. Klimahensyn er også noget, som ikke gavner mennesker lokalt og direkte, kun på et globalt, langsigtet og indirekte plan,” siger han.
”Men det er svært at komme uden om, at det hele er for menneskets skyld i et land så gennemplanlagt som Danmark. Der findes ikke en sten, der ikke er blevet flyttet – næsten helt bogstaveligt. Vi er involveret i det hele. Selv de allermest vilde og naturlige pletter på Danmarkskortet er påvirket af mennesker.”
Hvad skal vi så med de danske skove?
Alle tre forskere er enige om, at der er brug for at prioritere biodiversitet og natur højere end før. Ikke fordi de er enige om balancen eller metoderne – det er de ikke – men fordi naturhensyn hidtil har været totalt overskygget af tømmerproduktion i skovene og landbrug i resten af landet.
Indtil for ti år siden fandtes der kun enkelte frimærker af skov, der fik lov at passe sig selv – resten var produktion. Danmark er i forvejen et af verdens allermest intensivt opdyrkede lande, så der har ikke været meget plads til natur.
Forskerne er enige om, at der er brug for mere natur i Danmark. Men hvorfor egentlig?
”Vild skov tjener så mange gode formål,” siger Carsten Rahbek. ”Friluftsværdier, biodiversitet og natur er de åbenlyse, mens vandstabilitet og -cirkulation måske er mere oversete. 25 pct. af vores naturlige skove ville være vandområder. Oversvømmelser i det danske landskab sker i dag, fordi vi har gravet dræningskanaler overalt i skoven for at skabe optimale forhold til tømmerskov eller landbrug, så vandet hurtigt fosser ud og skaber problemer andre steder.”
Biodiversitet, klima og andre hensyn skal helst løftes samtidig i de nye naturskove – det er forskerne enige om. Tømmerproduktion vil også fortsat findes, især i private skove, men her deler forskerne sig i to lejre: Nogle mener, at al skov, også produktionsskov, helst skal blive mere naturlig. Andre vil lave en skarpere opdeling mellem produktions- og naturhensyn, område for område.
Per Gundersen hører til i den sidste gruppe.
”Det er vigtigt, at vi nu prioriterer biodiversitet mere. Jeg synes bare, man bør optimere, hvor man får mest muligt ud af det. Hvor kan man få mest biodiversitet, hvor kan man få mest tømmerproduktion, hvor kan man få mest af noget tredje? Og så fokusere kræfterne på at opnå det, man bedst kan lokalt hvert sted,” siger han.
Hans forslag er at udpege de mest værdifulde skovområder til urørt naturskov, finder en mellemvej med mere naturvenlig tømmerproduktion i de ældre produktionsskove og prioriterer højeffektiv produktion i de nyeste, biologisk mindst interessante skove.
” De nye skove, der er plantet på landbrugsjord, har et meget lavt potentiale for biodiversitet. Dem ville jeg drive som intensiv tømmerproduktion, så man får en masse bæredygtige byggematerialer, CO2-gevinst, træflis, renere vand og andre fordele,” siger han.
Den strategi er Bent Vad Odgaard også tilhænger af. Han mener ligefrem, at man skal gå et skridt længere og inddrage nuværende landbrugsjord til tømmerskov for at producere mere træ og samtidig gøre plads til mere urørt natur i de gamle skovområder.
”Det gælder især i områder med dårlige udbytter. Nogle fugtige jorde har potentiale til at overgå til natur, men andre udtjente landbrugsjorde kan blive til produktionsskov, så man kan fokusere på biodiversitet og natur i nogle af de eksisterende ældre skove,” siger han.
Rimer klima på natur eller på tømmer?
Når Per Gundersen og Bent Vad Odgaard vil prioritere en vis mængde højeffektiv produktionsskov, så er det også, fordi tømmerproduktion er afgørende for klimaet.
”Man er nødt til også fortsat at have produktionsskov, især for klimaets skyld. Det kan simpelthen ikke undværes, som det ser ud nu,” siger Bent Vad Odgaard.
Det er notorisk kompliceret at regne på den samlede klimaeffekt af skovdrift, fordi så mange faktorer er i spil. Træers vækst suger CO2 ud af atmosfæren, det står klart. Men når man brænder træet, f.eks. på et kraftværk, går klimagevinsten op i røg igen. Alligevel kan effekten være positiv, hvis det fortrænger værre energikilder som kul – men ikke sol og vind.
Heller ikke i urørt skov er billedet entydigt. Så længe træerne bliver stående, er CO2’en bundet, men når stammerne vælter og rådner, frigiver det langsomt over årtier drivhusgasser. Det er et kompliceret kredsløb, og den præcise effekt er stadig til diskussion. I et konsensusnotat fra Københavns Universitet, skrevet af bl.a. Per Gundersen og Carsten Rahbek med mange andre forst- og biologiske forskere, står der som hovedkonklusion: ”Al skov modvirker klimaforandringer ved at optage CO2 og indbygge det i træernes biomasse, men der er forskel på måden, hvorpå urørt skov og drevet skov bidrager til klimaregnskabet”
”Klimamæssigt er vi afhængige af at producere træ til energi og byggematerialer. Mange af vores skove er plantet på landbrugsland for at producere træ frem for korn. Det er godt for klimaet, men der er ikke så meget interessant biodiversitet at hente dér. Derfor giver det ikke nødvendigvis mening at gøre det urørt, selv om jeg generelt går ind for meget mere urørt skov og natur. Så vil jeg hellere bruge krudtet på at bevare de skove, der rent faktisk er biologisk vigtige og producere klimatræ andre steder,” siger Per Gundersen
Den teoretisk bedste løsning for klimaet er at bevare træet evigt, f.eks. i form af møbler eller huse, frem for at brænde det af. På den måde bliver det ved med at lagre CO2, imens afbrænding udleder CO2. Hvis der sker permanent binding i træprodukter, kan nye træer vokse frem og binde endnu mere. Men det meste træ bliver brændt, og i praksis bliver skovprodukterne, f.eks. palletræ, spånplader, papir og træmøbler ikke til arvestykker, men ender som affald et årti senere, og så forsvinder gevinsten igen. Det tager 50-100 år for skoven at genetablere CO2-lagringen efter fældning, så træprodukterne skal have meget lang levetid, før regnskabet ved at fælde et træ går i nul.
”Al skov er positiv for klimaet, både urørt og produktionsskov. De bidrager bare på forskellig vis. Produktionsskov kan teoretisk være endnu mere klima-positiv, men kun når tømmeret bruges helt perfekt, ikke når vi brænder det af som i dag,” siger Carsten Rahbek.
”Produktionsskov, der fældes, har derimod en negativ effekt på biodiversiteten. Det har urørt skov ikke – tværtimod. FN’s paneler for henholdsvis klima og biodiversitet har samstemmende konkluderet, at løsning af den ene af de to globale udfordringer ikke må forværre løsningen af den anden.”
Kan man ikke få det hele i én skov?
Biodiversitet, klimagevinst, ’naturlighed’, friluftsliv, tømmerproduktion, vandressourcer og jagtvildt. Har videnskaben ikke en opskrift på en skovforvaltning, der kan opnå det hele samtidig? Ikke helt, mener eksperterne.
”Alle værdierne kan kombineres undtagen én. Vandcirkulation, CO2-lagring, friluftsliv og biodiversitet går fint hånd i hånd. Det er kun skovdrift, der ikke passer ind. Laver du monoton produktionsskov, så har det omkostninger for biodiversiteten, og drænet skov lagrer heller ikke vandet,” siger Carsten Rahbek.
Derfor skal der mindst to typer skov til for at opfylde alle samfundets ønsker til skoven: naturskov og tømmerskov. Det er alle tre forskere enige om – sådan da.
Carsten Rahbek henviser kategorisk til de databaserede rapporter, som viser, at urørt skov er den mest omkostningseffektive vej til at sikre dansk biodiversitet. Men ifølge de to andre forskere er der også brug for at tilpasse produktionsskov til at opfylde de andre mål, selv om den aldrig bliver helt så naturlig som en urørt skov uden træfældning.
Carsten Rahbek er enig i at der sagtens kan skabes mere biodiversitet i produktionsskov og at dét er bedre end ingenting. Men han fremhæver, at det kun er de mere almindelige arter, man kan sikre på den måde – de truede og sjældne arter kræver urørt skov.
”En produktionsskov kan godt forvaltes sådan, at man tager hensyn til friluftsliv, biodiversitet og CO2-fangst. Det bliver ikke biodiversitet i samme kaliber som urørt skov, men meget mere kan gøres for at få en rimelig biodiversitet. F.eks. kan det booste biodiversiteten at bevare enkelte gamle træer imellem de nye,” siger Per Gundersen.
Hvad gør vi så nu?
Slaget om skovene er foreløbig vundet af dem, der vil have mere urørt skov, i stil med Carsten Rahbeks anbefalinger. Men spørgsmålet er, om det er smartest at gøre det kun på statens arealer og i form af naturnationalparker udpeget fra centralt hold.
For Per Gundersen er de rent menneskelige hensyn helt afgørende og nødvendige i skovforvaltningen.
”Den kulturelle og følelsesmæssige forbundethed betyder også noget. Vi har en dyb kulturel tilknytning til skov i Danmark, som man ikke kan ignorere. Pulsen falder, når man sidder derude, og den forbindelse er vigtig for næsten alle mennesker – selv for biologer, der prøver at argumentere rent fagligt,” siger han.
Tager man ikke hensyn til følelsesmæssige behov i skovforvaltningen, så får man simpelthen ikke lov til at føre en plan ud i livet, hvor stor faglig mening det så ellers giver, siger han.
Bent Vad Odgaard er også enig i, at skovene og naturen lever på befolkningens præmisser, men ser det ikke længere som en konflikt.
”Der er brug for at prioritere biodiversiteten nu, og det er der også råd til, fordi vi for første gang i årtusinder ikke er afhængige af hver en kvadratmeter for at overleve, men kan lade skoven være uden at dø af sult. Der er også omsider vilje til at beskytte natur og naturlig skov,” siger Bent Vad Odgaard.
Carsten Rahbek mener at nuværende strategi, hvor al statsskov omlægges til urørt skov, er et godt startpunkt – måske ikke overraskende, da han selv har bidraget til de faglige anbefalinger, som nu bliver ført ud i livet politisk. Men han påpeger samtidig, at hans og andres analyser viser, at også privat skov er vigtig. Når indsatsen fokuserer på statsskovene, er det en politisk beslutning, der bunder i, at det alt andet lige er nemmere for staten at gennemføre ændringer på de arealer, den selv ejer.
”Vil man have biodiversitet, så skal der være urørt skov. Der er ingen vej udenom. Der skal også være skovdrift, men vi skal lige huske proportionerne her. Vi står nu over for at gå fra omkring 100 pct. til 90 pct. produktionsskov. Langt størstedelen af arealet er altså stadig produktionsskov,” siger han.
Med de eksisterende og planlagte udpegninger i statsskovene samt diverse private ordninger, når vi op på ca. 60.000 hektar urørt skov i Danmark, svarende til små 10 pct. af skovarealet. Der ligger en politisk aftale om at nå op på i alt 75.000 hektar urørt skov og et samlet skovdække på 20-25 pct.
Ifølge den seneste danske indrapportering til EU har 100 pct. af de internationalt beskyttede skove i Danmark ”stærkt ugunstig bevaringsstatus”. De er altså ifølge vores egne myndigheder den allerringeste kategori, om end nogle er uenige i den konklusion. Det er bl.a. på den baggrund, eksperterne er enige om, at der er brug for en indsats, og at i hvert fald en del af den skal ske uden for produktionsskovene.
”Der er ikke noget der hedder win/win. Når du laver skovdrift, har det negativ effekt på naturen, og derfor skal arealer prioriteres forskelligt. Man har jo besluttet politisk, at der skal være mere natur, og så bliver vi nødt til at prioritere urørte skove,” siger Carsten Rahbek.
