I min fars sommerhus faldt jeg over Günther Grass’ ungdomserindringer, Når løget skrælles, i Per Øhrgaards fortræffelige oversættelse. Jeg har ellers altid gået i en stor bue uden om Grass, fordi jeg har set ham som en af den slags halvhellige kontinentale intellektuelle, der skriver tungt og moraliserende.
Men bogen var en stor læseoplevelse. Grass fortæller veloplagt og åbenhjertigt om sin barndom i fristaten Danzig (Gdansk i det nuværende Polen), ungdommen under Anden Verdenskrig, den store tyske katastrofe i 1945 og om tiden, der fulgte.
SS-soldat i nederlagets stund
Som 17-årig meldte Grass sig frivilligt til tjeneste i Waffen-SS. Det var en uheldsvanger beslutning truffet på et uheldsvangert tidspunkt. Han blev sendt til Østfronten, der med stor hast bevægede sig vestover, nærmere og nærmere Berlin.
I sin korte soldaterkarriere var Grass flere gange tæt på at lade livet, enten til sovjetiske styrker, der med overlegen ildkraft og kampvante tropper rullede de hastigt sammensatte og dårligt udrustede tyske hærenheder tilbage og rutinemæssigt henrettede enhver tilfangetagen SS-soldat, eller til den stadig mere panikslagne tyske hærledelse, som hængte tyske soldater, der faldt tilbage for de sovjetiske fremstød, eller som bare mistede kontakten med deres enheder i det kaos, der rådede i foråret 1945.
Beskrivelsen af nogle af de træfninger, Grass oplevede, er skrap kost. Vi oplever en 17-årig dreng, der gør i bukserne under de voldsomme sovjetiske beskydninger, og som hovedkulds flygter fra kamphandlingerne, vel vidende, at det er den sikre død at forsøge at tage kampen op mod de fjendtlige styrker.
Grass fortæller, hvordan han – alene i en mørk skov på den forkerte side af fronten, og bange for at blive slået ihjel af venner eller fjender – bliver reddet af en snarrådig tysk korporal, der havde overlevet det store fremstød i krigens første år og det langtrukne tilbagetog i krigens anden fase.
Korporalen leder dem sikkert igennem de sovjetiske linjer, får Grass til at skifte den dødningehovedmærkede SS-uniform ud med en almindelig værnemagtsuniform, og får dem med list registreret i en ny enhed, så de undgår at blive hængt som desertører.
Fandt sin familie efter flere år
Under et senere sovjetisk bombardement blev korporalen dødeligt såret. Grass’ forældre og lillesøster blev fordrevet fra Danzig, sandsynligvis efter at de kvindelige familiemedlemmer var blevet udsat for den Røde Hærs gængse behandling af tyske civile; moderen og søsteren ville aldrig fortælle, hvad der var sket. Og den hårdt sårede Günther Grass tilbragte en længere periode på hospital, før han blev sendt på sultekost i en amerikansk fangelejr.
Først flere år efter sin løsladelse blev han genforenet med de øvrige familiemedlemmer. Nogle af bogens mest bevægende passager handler om de mange efterladte, østfordrevne børn, hvis kontrafej, kombineret med oplysninger om, hvor de var blevet fundet, blev cirkuleret i Vesttyskland, for at overlevende familiemedlemmer kunne melde sig som deres værger.
Det brændte barn Grass stolede i årene efter krigen kun på korporaler, får vi at vide. Efter at have fulgt hans desperate overlevelseskamp i foråret 1945 forstår man godt pointen. Men det er samtidig en lidt bizar udmelding i lyset af, at det var en anden tidligere tysk korporal, der havde sat Europa i brand.
Så ens og så forskelligt
Her en menneskealder senere er det svært at forstå, hvordan noget så grufuldt som Anden Verdenskrig kunne finde sted i et Europa, der på mange punkter mindede så meget om vores eget.
Datidens europæere var gennemsnitligt yngre, de var fattigere, de gik oftere i kirke, samtidig med at både vold og radikale ytringer var langt mere accepterede end i dag, på skolerne, under politiske og faglige demonstrationer og bag hjemmets fire vægge.
Men når man læser periodens litteratur eller tilbageblik, såsom Grass’ erindringer, er det åh så let at sætte sig ind i deres verden. De drømte mange af de samme drømme, som vi gør i dag, de var – som unge – lige så rastløse og søgende efter mening og mål, de læste bøger og digte, og de fulgte med i verdens gang via datidens medier, aviserne og radioen.
De mange ligheder ændrer imidlertid ikke ved, at verdenskrigen og den 25-årige periode, der gik forud, markerer et fundamentalt brudpunkt i den moderne europahistorie. Anden Verdenskrigs ødelæggelser og mellemkrigstidens mange kriser, samt truslen om gensidig garanteret ødelæggelse under den efterfølgende Kolde Krig, har været med til at disciplinere politiske eliter i de vestlige demokratier og til at vaccinere den brede befolkning imod folkeforførere og udenrigspolitisk bragesnak.
Der bliver igen kæmpet i Ukraine
Men spørgsmålet er, om de mørke år mellem 1914 og 1945 efterhånden er ved at gå i glemmebogen? Der bliver igen kæmpet i det område, der måske blev allerhårdest ramt af verdenskrigene og mellemkrigstidens katastrofer – Ukraine – og 1930’erne minder os om, at når diktaturerne føler sig stærke nok til at spille med musklerne og til at kræve revanche for fortidens tab, så følger der internationale forviklinger med. Hvis nogen var ved at glemme, hvad der er sket i Ukraine her i 2022, så har de seneste ugers krise i Taiwanstrædet været en barsk påmindelse om den geopolitiske ustabilitet.
Og alligevel er situationen meget anderledes i dag, end den var i 1930erne. Denne gang er det ikke Tyskland og Italien, der truer freden. Vest- og Centraleuropa befinder sig et helt andet sted end den verden, Grass voksede op i. Det bedste eksempel er naturligvis den fransk-tyske forbrødring siden 1945. Denne historiske udvikling er fulgt i kølvandet på en lignende forbrødring mellem Storbritannien og Frankrig, der begyndte efter Napoleonskrigene og resulterede i det store liberale, trans-atlantiske projekt, som også USA blev deltager i. Det kulminerede i 1949 i NATO, der har stabiliseret international politik og demokrati lige siden.
Det virker måske banalt i dag, men det er skelsættende, at ingen kan forestille sig en krig mellem Storbritannien og Frankrig eller Frankrig og Tyskland – ligesom ingen kan forestille sig, at vi igen skulle fare i totterne på svenskerne. Det Europa, der i en 1000-årig periode har været genstand for vedvarende krige og ødelæggelser, er i dag et af verdens mest fredelige og stabile områder.
I den forstand er der løbet meget vand under broen i de seneste 200 år, og specielt siden 1945. Når løget skrælles er en historie fortalt af et menneske, der ikke er anderledes end os selv og vore nærmeste, men som fortæller en historie, der udspiller sig i en helt anden verden end den, vi lever i.
