Klimakrisen kan ikke løses med teknologi eller lovgivning alene. Uden den menneskelige faktor vil forsøget på forandring blot føre til nye og lige så skadelige forbrugsmønstre.
Skal den bæredygtige omstilling lykkes, så kræver det en systematisk samtænkning af lovgivning og kultur, det personlige og det kollektive, det menneskelige og det teknologiske.
Det er budskabet fra Kirsten Gram-Hanssen, professor i bæredygtigt hverdagsliv på Aalborg Universitet, hvor hun leder Forskningsgruppen for Bæredygtige Byer og Hverdagspraksis.
Hun har lige udgivet bogen ”Bæredygtig Praksisomstilling” om netop dét: Hvordan den bæredygtige omstilling kan foregå i praksis.
”Hvis ny teknologi alene kunne mindske vores klima-aftryk tilstrækkeligt, var det sket for længst. Vi har allerede fået langt mere energieffektive teknologier. Men fordi vi ikke har tænkt nye vaner og adfærdsændringer med, så har de ikke haft den nødvendige effekt,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
Energirigtige huse har øget energiforbruget
I sin egen forskning har Kirsten Gram-Hanssen især beskæftiget sig med bæredygtigt byggeri. Det er et område, hvor lovgivningen meget effektivt har strammet skruen og krævet markante forbedringer i bygningers og husholdningsapparaters energiforbrug de seneste 30 år.
”Resultatet er, at der ikke er sket noget som helst. Det har ikke virket. Eller rettere: Det har virket på den måde, at vores bygninger og vores køleskabe er meget mere effektive nu. Men vores samlede energiforbrug er præcis det samme som for 30 år siden,” siger hun.
Tilbage i 1980’erne gik danskerne om vinteren rundt derhjemme i deres små utætte huse og småfrøs med den tykke sweater og hjemmesko på, mens varmen fra oliefyret sivede ud til gråspurvene. I dag går de rundt i korte ærmer og bare tæer i deres store nye energioptimerede huse, hvor trelagsruderne holder gulvvarmen inde og frosten ude.
Energiforbruget og varmeregningen er den samme: Den teknologiske forbedring er vekslet til nye normer for indetemperatur frem for lavere energiforbrug.
”Hvis vi i dag havde levet på præcis samme måde som for 30 år siden, men i vores moderne huse, så havde vi fået massive besparelser. Men det gør vi ikke. Livet og normerne vil altid forandre sig,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
Fremskridt bliver spist af adfærdsændringer
Kirsten Gram-Hanssen opregner flere eksempler på, at klimagevinster fra teknologiske fremskridt er blevet ”spist” af adfærdsændringer – og i nogle tilfælde er nettoresultatet ligefrem negativt.
- Benzinmotorer i dag er langt mere effektive, end de var for et par årtier siden. Men den gennemsnitlige bil er markant større nu, og det æder noget af brændstofbesparelsen. Samtidig har vi langt flere biler og kører længere i dem, så det samlede brændstofforbrug er ikke faldet.
- Fly bruger også mindre brændstof end før i tiden, men det er blevet normalt – og for mange næsten nødvendigt – at flyve hvert år, så vi brænder langt mere flybrændstof af end nogensinde før.
- Boliger er bedre isoleret, og varmekilderne er mere effektive. Så vi skruer op for termostaten og bruger samme mængde energi som før. Huse og lejligheder bliver også større og større. Et gennemsnitligt parcelhus er næsten dobbelt så stort som i 1960. Samtidig har vi fået nye normer og levemønstre, så familier nu er mindre, og flere bor alene. Det betyder mere byggeri og flere opvarmede kvadratmeter.
- Sommerhuse er blevet nemmere og billigere at opvarme – så det gør vi i langt højere grad end tidligere, også om vinteren. Energieffektiv teknologi har resulteret i et stigende energiforbrug.
I Kirsten Gram-Hanssens optik er det alt sammen eksempler på, at man har fokuseret ensidigt på teknologiske løsninger og ikke på de adfærdsændringer og kulturskift, der fulgte med.
Hendes eget forskningsfelt, den såkaldte praksisteori, undersøger samspillet mellem faktorer som adfærd, teknologi, kulturelle normer og politik.
Vil man opnå noget – f.eks. lavere energiforbrug – skal man se lovgivning og teknologi, normer og vaner som ét samlet kredsløb. Tænker man ikke dette samspil ind fra start, opnår man ikke målene.
Den tredje vej
Det er en tilbagevendende diskussion, om klimakrisen skal løses med teknologi, eller om det er op til den enkelte at handle mere klimamæssigt ansvarligt. Men Kirsten Gram-Hanssen påpeger, at ingen af de to tilgange kan opnå ret meget alene.
”Der er en tendens til at stille det op som en modsætning: Enten er det teknologi, der løser krisen, eller også er det vores individuelle adfærd. Men det er en forkert præmis. De to ting kan ikke skilles ad. Hver gang vi ændrer på de teknologiske eller praktiske rammer, så ændrer adfærden sig også.”
Vejen til bæredygtige adfærdsændringer handler ikke primært om teknologi og lovgivning, men i mindst lige så høj grad om vaner, værdier og normer. Men det behøver ikke være en forhindring for grøn omstilling – tværtimod.
”Når jeg siger, vi skal ændre livsstil, siger folk, at det er urealistisk. Jeg siger, at det er urealistisk, at vi lader være med at ændre livsstil. Det gør vi jo hele tiden. Normer ændrer sig og adfærd ændrer sig,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
Det afgørende er, om vi kan blive mere bevidste om de praktiske rammer, vi har for livet, så vi kan begynde systematisk at ændre dem i en mere bæredygtig retning.
Klimagevinsterne røg ud med badevandet
Der er flere eksempler på, at adfærdsændringer har undergravet effekten af teknologiske fremskridt.
Tag f.eks. vores badevaner. I 1970’erne, hvor der var energikrise, begyndte danskerne i stort tal at fravælge karbad til fordel for brusebade, for at spare på vandet og varmen. Og den adfærdsændring har faktisk holdt ved. Men normerne for, hvor ofte vi går i bad, har ændret sig tilsvarende, og forbruget af vand og varme til bad er samlet set større i dag.
Men det nytter ikke at begræde folks adfærd eller lægge skylden over på forbrugerne, mener Kirsten Gram-Hanssen.
Praksisteori handler netop om at undersøge, hvilke faktorer der driver adfærdsændringerne, og hvad der kunne skubbe adfærden i en mere hensigtsmæssig retning for klimaet, trafikken, bylivet eller andre områder.
”Vi har alle ændret adfærd de sidste 30 år, næsten synkront og uden at aftale det eller tænke over det. Forstår vi til bunds, hvilke processer der ligger bag det, så kan vi også gøre noget for at flytte adfærden i den anden retning,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
For et par år siden kom et nyt begreb, nudging, for alvor på mode. Ofte i form af design, som gør det let og naturligt at tage det ’rigtige’ valg såsom at bruge en skraldespand eller askebæger i det offentlige rum. Nudging handler om at gøre det nemt for individer at lave små positive ændringer i hverdagen, men ikke de store norm- og livsstilsændringer.
Større adfærdsmønstre som boligformer, spisevaner og rejser er mere komplicerede at påvirke, og den teori, Kirsten Gram-Hanssen arbejder med, er også en anden end den, nudging bygger på, forklarer hun. Hvor nudging handler om at påvirke individer, så handler praksisteori om at forstå, hvordan vi kollektivt ændrer normer om det gode liv, mens vi f.eks. indfører nye teknologier eller nye måder at organisere samfundet på.
Den etiske forbruger er et fantom
I den offentlige debat kommer den bæredygtige omstilling ofte til at handle om vores individuelle forbrugsvalg. Men ifølge Kirsten Gram-Hanssen viser forskningen, at selv de forbrugere, der er allermest optaget af handle bæredygtigt, sjældent lykkes med det.
”Der er ingen sammenhæng mellem, hvor alvorligt man tager klimakrisen, og hvilken adfærd man faktisk har. Det skyldes, at normerne for, hvad et godt liv er, kommer før alt andet. Vi giver kun afkald på ting, vi betragter som sekundære,” forklarer hun.
Skal bæredygtige adfærdsændringer for alvor slå igennem, skal de føles inden for rækkevidde og inden for de normer, som flertallet lever efter.
”Jeg interesserer mig f.eks. selv for bæredygtighed. Men jeg sætter det ikke højere end mine børn og børnebørn. Her kommer familien først. Der behøver ikke være en modsætning, men hvis der er, så virker det ikke. De personlige ofre skal ikke drive den bæredygtige omstilling, for det kommer aldrig til at virke,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
”Vi taler hele tiden om klima nu. Men vi har flere biler end før, og varmer husene mere op. Hvis normen er, at alle børnefamilier skal have bil og to børneværelser, så går vi ikke på kompromis med det, uanset om vi går op i klimaet,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
En del af problemet er knyttet til generel velstandsstigning: Jo rigere vi er, jo mere forbruger vi, og jo mere klimabelastende er vores adfærd.
Omvendt viser erfaringerne, at vores adfærd og normer kan ændres. F.eks. er normen om biler og børneværelser ret ny, påpeger Kirsten Gram-Hanssen.
Derfor skal vi ikke bare fortælle folk, hvordan de burde opføre sig for klimaets skyld. Hvis vi rent faktisk ønsker at ændre noget, så skal vi have en offentlig samtale om vores normer – hvilke konsekvenser de har, og hvordan vi kunne tænke os at forandre dem i fremtiden.
”Vi er villige til at ændre adfærd på alle de områder, hvor vi er fleksible, men ikke på de ting, som bliver betragtet som et normalt og godt liv. Men de normer forandrer sig altså hele tiden,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
De tre allerstørste klimasyndere er transport, fødevarer og bygninger – populært kaldet bilen, bøffen og boligen – og de er alle tæt knyttet til normer om det gode og normale liv.
Teknologi skaber normer – og omvendt
Normerne for et godt og normalt liv kommer ikke ud af det blå. Værdier og kulturelle strømninger spiller ind, og det gør de teknologiske rammer i høj grad også. Bliver man mere bevidst om, hvordan ny teknologi spiller sammen med kulturelle forandringer, kan man skabe positive adfærdsændringer.
Problemet er, at de sidste mange års teknologiske udvikling er blevet spundet ind i fortællinger om mere forbrug, der i sidste ende giver mere energiforbrugende normer.
Paradoksalt nok gælder det også teknologi, der er udviklet specifikt til at sænke energiforbruget.
”Jeg så en reklame for varmepumper til sommerhuse. Den gik på, at med en varmepumpe får du en billig og klimavenlig varmekilde, så du kan nyde et dejlig varmt sommerhus året rundt! Man kan endda tænde den med en app hjemmefra, så huset allerede er helt varmt, når man ankommer fredag aften i frostvejr,” siger Kirsten Gram-Hanssen
Man sælger en klimaløsning – men skaber samtidig et nyt og potentielt større behov og dermed et nyt problem.
”Tidligere var det umådelig dyrt at varme et uisoleret sommerhus op med elradiator, så det gjorde man ikke. Det problem løser varmepumpen, men desværre skaber den et nyt adfærdsmønster. Reklamen illustrerer meget godt, at en teknologi der er udviklet og markedsført som klimavenlig, skaber en ny norm, der ender med at øge energiforbruget,” siger hun.
Vanens magt
Mens normer og værdier er svære at flytte, er der mange adfærdsændringer, der kun handler om vaner. Her kan man ændre rigtig meget ved at tænke over, hvilke teknologier eller praktiske rammer der skal i spil, for at adfærdsændringer slår igennem.
Det gælder f.eks. beklædning.
Tekstiler kræver enormt mange ressourcer at producere, og derfor er nogle forbrugere begyndt at tænke over vandforbrug og klimaaftryk i produktion af f.eks. bomuld. Det giver også mening – men Kirsten Gram-Hanssen påpeger, at helheden også bør tænkes med.
Vaskevaner, modetrends og normer for reparation og genbrug kan betyde lige så meget som bæredygtig produktion.
”Der er masser af vaner og normer forbundet med f.eks. tøjvask. Syntetisk tøj og bomuld begynder meget hurtigere at lugte, mens uldtøj næsten aldrig får lugt. Det er afgørende for vandforbrug, elforbrug og holdbarhed,” siger hun.
Noget tøj er også syet bedre og mere slidstærkt end andet, men igen er den kulturelle kontekst vigtig. Skiftende modetrends betyder mere for, hvor ofte man køber nyt tøj, end holdbarheden. Det meste tøj bliver nemlig smidt ud, længe før det er slidt i stykker.
”Noget tøj er bare så dyrt, at vi automatisk passer bedre på det og beholder det længere. Taler vi om tøj som noget værdifuldt og reparation som noget normalt, så vil vi beholde det længere og købe mindre nyt,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
Mange af de adfærdsmønstre, der skal til for at løse klimakrisen – lige fra mode til bolig og transport – har tidligere været normale pga. fattigdom og nøjsomhed og ændrede sig derfor i takt med velstanden, men nogle af dem har også ændret sig før af andre grunde. F.eks. var netop genbrug, reparation og hjemmeproduktion højeste mode i 1970’erne som symboler på modstand mod forbrugsvæksten, der dengang var drevet af antikapitalisme frem for klima.
”Det er en anden måde at tænke på klima, men det er jo ikke en ny og revolutionerende ide, jeg lige har fundet på. På det konkrete plan er det bare en masse simple handlinger. Sund fornuft. Praksisomstilling handler om at tænke alle aspekter igennem, så man får et positivt samspil og opnår de mål, man har,” siger Kirsten Gram-Hanssen.
