Venstrefløjen har kurs mod historisk sejr i Colombia

Det er valgår i flere latinamerikanske lande, blandt andet i Colombia, der med sine 50 millioner indbyggere er regionens tredjestørste land. Her står venstrefløjens kandidat, Gustavo Petro, indtil videre til at vinde præsidentvalget 29. maj, eller i en evt. anden valgrunde 19. juni. Hvis det sker, vil det være en historisk valgsejr.

Men selv om Petro fører i meningsmålingerne og var den kandidat, der samlede flest stemmer til primærvalgene den 13. marts, er venstrefløjens valgsejr langt fra sikret. Colombias politiske landskab er blevet lidt klarere, men det er stadig mildest talt broget.

Petro er tidligere medlem af guerillabevægelsen M-19, der efter en fredsaftale med regeringen i 1990 nedlagde våbnene. En del af gruppens medlemmer valgte at gå ind i politik. Mange blev ofre for attentater, men blandt dem, der overlevede og opnåede en politisk karriere, var Petro.

Hans hidtil vigtigste post har været som borgmester i hovedstaden Bogotá, hvor han bidrog til forbedring af den offentlige transport, udvikling af et system af cykelstier, forbedringer inden for sundhed, uddannelse, fattigdomsbekæmpelse og andet.

Han blev sat fra posten ved en administrativ beslutning, som mange anså for bevidst sabotage. Den sympati, han fik fra sine vælgere, bidrog til beslutningen om at stille op som præsident.

Det gør han nu for tredje og – siger han selv – sidste gang. Så det er nu eller aldrig for Petro, og måske sidste chance i meget lang tid for en venstreorienteret præsident i et af Latinamerikas nok mest konservative lande.

Ved valget i 2018 blev han nummer to med 25 pct. af de afgivne stemmer. Dermed gik han videre til anden valgrunde, hvor han opnåede knap 42 pct., mens vinderen, Iván Duques, fik 54 pct.

Som i det meste af Latinamerika skal en kandidat have over 50 pct. af de afgivne stemmer for at vinde valget i første runde. Sker det ikke – hvad der efterhånden er det mest almindelige – finder der en anden valgrunde sted.   

Et voldsplaget demokrati

Colombia er et af de lande i Latinamerika, hvor det parlamentariske demokrati har fungeret længst. Men landet er ikke ligefrem et skoleeksempel på fredelige forhold og overholdelse af menneskerettighederne.

Gennem det meste af sin historie har landet været plaget af vold. I det 19. og en del af det 20. århundrede var det især konflikter mellem de to store traditionelle partier, de Konservative og de Liberale. Fra 1960’erne og frem dominerede konflikterne mellem staten og venstreorienterede guerillagrupper. Siden kom de højreorienterede paramilitære grupper til, og fra 1980’erne har især narkokartellerne været blandt de mest voldelige aktører.

I de seneste årtier er Colombia blevet noget mere fredeligt, men både karteller og overlevende guerillagrupper er fortsat aktive og dominerer store områder af landet. For lokalbefolkningen er det ikke altid klart, endsige vigtigt, om det er narkoforbrydere, guerillasoldater eller hæren, der udøver volden.

Overgreb på menneskerettighederne er fortsat daglig kost, og de, der kæmper for egne og andres rettigheder, er ofte de første ofre. Dagligt rapporteres om drab på sociale ledere, miljøforkæmpere og tidligere medlemmer af guerillagrupper, herunder den venstreorienterede revolutionshær FARC, der sluttede fred med regeringen i 2016.

Pandemien har næret sociale protester

Økonomisk har landet til gengæld haft en relativt stabil fremgang i de seneste år, og fredsaftalen mellem regeringen og FARC bidrog til voksende turisme og fortsat stabilisering af landet og økonomien.

Den globale pandemi var dog et stort tilbageslag, ligesom i det øvrige Latinamerika, der har været den hårdest ramte region. Ud over sundhedskrisen har voksende fattigdom, arbejdsløshed og lukkede virksomheder bidraget til pessimisme og bred social utilfredshed. For knap et år siden brød utilfredsheden ud i de voldsomste protester, man har oplevet i mange år.

Den konkrete anledning var en reformpakke, der blev annonceret af præsident Iván Duque. Men de dybereliggende årsager er de samme, som bidrog til omfattende protester i det meste af Latinamerika i 2019, nemlig ulighed, fattigdom, miljømæssige problemer, undertrykkelse af kvinder, unge og etniske minoriteter samt ikke mindst en følelse af, at det politiske establishment hverken kan eller vil løse problemerne.

Politi og hær blev sat ind mod de protesterende, og antallet af døde anslås til mellem halvtreds og hundrede, og der meldes om ca. to tusind sårede. Der er knap tre tusind anmeldelser om politivold, herunder en snes anmeldelser for seksuel vold.

Protesterne og volden fik præsident Duques popularitet til at styrtdykke, og der er næppe tvivl om at de samtidig bidrog til at styrke venstrefløjskandidaten Petro.

Duques eget parti, det højreorienterede Centro Democrático (Demokratisk Centrum), der har domineret landets politiske scene i næsten tyve år, står nu relativt svagt og uden mulighed for at vinde valget igen i år. I erkendelse af dette har partiets kandidat, Oscar Zuluaga, valgt at opgive sit eget kandidatur for i stedet at indgå i højrefløjskoalitionen Equipo Colombia (Colombia-Holdet).

Primærvalget styrkede venstrefløjen

Den første dato i Colombias valgkalender var den 13. marts, hvor der var valg til den lovgivende forsamling, der består af Senatet og Repræsentanternes Hus. Samtidig var der primærvalg for de tre store valgkoalitioner. Her kunne vælgerne sætte deres kryds ved én af en række foreløbige kandidater, og vinderen inden for hver koalition bliver så den endelige præsidentkandidat.

De tre koalitioner repræsenterer henholdsvis centrum-, venstre- og højrefløjen i colombiansk politik.

Venstrefløjskoalitionen, El Pacto Histórico (Den Historiske Pagt), fik næsten lige så mange stemmer som de to andre koalitioner tilsammen, og koalitionens ledende figur, Petro, blev den store stemmesluger. Miljøaktivisten Francia Márquez kom ind som nummer to og var dermed Petros oplagte valg som vicepræsidentkandidat.

Som kvinde, afrocolombianer og miljøforkæmper repræsenterer hun et stærkt alternativ til landets traditionelle politiske og økonomiske elite. Hun vil være attraktiv for mange unge og progressive vælgere, men omvendt er der også en risiko for, at hendes stærke profil kan skræmme mere midtersøgende vælgere væk.

De to andre koalitioner er ovennævnte Equipo Colombia samt Centro Esperanza (Center for Håb). Som navnet antyder, placerer sidstnævnte sig i midten af det politiske spektrum. Her har henholdsvis Federico ”Fico” Gutiérrez og Sergio Fajardo opnået flest stemmer, hvormed de umiddelbart placerer sig som Petros vigtigste konkurrenter i kampen om præsidentposten.

To politiske outsidere

Men der er også andre præsidentkandidater i spil, uden for koalitionerne.

En af dem, der især tiltrækker sig opmærksomhed, er Ingrid Betancourt. Hun har været aktiv i politik fra starten af 1990’erne, men blev verdenskendt efter at have været gidsel hos FARC i seks år, fra 2002 til 2008. Da hun blev taget til fange, var hun præsidentkandidat for sit parti, Verde Oxígeno (Grøn Ilt). Hendes og partiets vigtigste kampagnepunkt var og er kampen mod korruption og mod la maquinaria, ”maskineriet”, som er betegnelsen for Colombias selvtilstrækkelige og selvsupplerende politiske klasse.

Hun placerer sig i midten af det politiske spektrum og var oprindelig med i centrumkoalitionen, Centro Esperanza. Men hun valgte at bryde ud, da hun ikke fandt, at den distancerede sig tilstrækkeligt fra det korrupte politiske ”maskineri”.

Hendes politiske nøgleord er cambio, forandring. Hendes personlige historie og det, at hun nu er eneste tilbageværende kvindelige præsidentkandidat, vil tiltrække mange vælgere – men også skræmme mange væk. Hun er en kandidat, der vækker stor opmærksomhed, men i meningsmålingerne står hun lige nu langt fra en valgsejr.

En anden kandidat, som der lægges mærke til, er Rodolfo Hernández, erhvervsmand og tidligere borgmester i byen Bucaramanga. Med sine 77 år er han den ældste af de opstillede kandidater. Ligesom Betancourt har han valgt at fremstå som en kandidat uden for den traditionelle politiske klasses maskineri, og hans valgkamp er baseret på kampen mod korruption. Den relativt ukendte Hernández klarer sig overraskende godt i meningsmålingerne, men indtil videre er han ikke en trussel for Petro.

Et ønskeresultat for Petro

Petro var den store vinder ved primærvalgene 13. marts. Hans koalition opnåede ca. 5,5 millioner stemmer mod højre-koalitionens knap 4 millioner og centrum-koalitionens ca. 2,2 millioner. Samtidig tegnede han sig for 80 pct. af koalitionens stemmer, hvad der placerer ham som den mest indiskutable præsidentkandidat.

Højrefløjens ”Fico” opnåede 54 pct. af sin koalitions stemmer, hvad der også placerer ham som en overbevisende kandidat, både inden og uden for egne rækker. Knap så godt ser det ud for centrumkoalitionens Sergio Fajardo, der kun opnåede en tredjedel af koalitionens stemmer. Så ud over et skuffende resultat for koalitionen som helhed, placerer det ham også svagt internt i koalitionen. En række analyser viser ellers, at stadig flere colombianere identificerer sig med det politiske centrum.

Men Petro kunne næppe have ønsket sig et bedre resultat, og vejen ser ud til at være banet for Colombias første præsident fra venstrefløjen. Han står over for et svækket centrum og en højrefløj, der nok har vist styrke, men som har haft svært ved at optræde samlet.

Præsidentvalget er dog langt fra vundet, og hvis Petro skal sikre sig sejren, får han brug for at søge yderligere alliancer. Primærvalgene er en vigtig indikator for udfaldet af valget den 29. maj, men de er samtidig relativt uforpligtende. Venstrefløjens største risiko er, at mange af de vælgere, der i håb om forandring og forbedring har stemt på Petro til primærvalget, vil få kolde fødder, når det gælder den endelige beslutning om to en halv måned.

Mudret parlamentsvalg

I denne sammenhæng er det værd at kaste et blik på den anden valghandling, der fandt sted søndag den 13. marts, nemlig valget til Kongressens to kamre. Her er resultatet væsentligt mere komplekst. Her fik Petros koalition godt nok flest stemmer, nemlig 17,4 pct., men tæt fulgt af landets to store traditionelle partier, det Konservative og det Liberale parti, med henholdsvis 14,2 og 13,4 pct. og midterkoalitionen Centro Esperanza med 12,3 pct.

Heldigvis for Petro og hans koalition er parlaments- og præsidentvalg to meget forskellige ting i Colombia, men vejen til præsidentposten er alligevel lang og usikker. Frem for alt har han brug for at holde fast i sin nuværende bølge af popularitet. Hans bedste chance er at vinde i første valgrunde, men det er ikke det mest sandsynlige.

I anden runde risikerer han, at de øvrige partier og koalitioner samles om hans modkandidat for at forhindre, at venstrefløjen kommer til magten.

En måde at imødegå denne risiko vil være at søge yderligere alliancer allerede nu. Det Liberale Parti, der ikke selv opstiller en kandidat, har været nævnt som en mulighed. Men det ville kræve, at Petro modererer sin politiske diskurs i retning af midten – og valget af Francia Márquez som vicepræsidentkandidat viser, at Petro hælder mere til at holde fast i en klar venstrefløjsprofil.

Det betyder, at Petros koalition appellerer stærkt til yngre vælgere og til dem, for hvem miljø, minoriteter og menneskerettigheder er centrale temaer. Samtidig kan valget af Márquez ses som en håndsrækning til de mange, der deltog i protesterne sidste år.

Omvendt er det nu sværere for ham at holde fast i de vælgere, der er tættere på midten - og nok ønsker forandring og fornyelse, men frygter for en radikal venstredrejning.

Petros modstandere gør, hvad de kan, for at appellere til denne frygt. De sammenligner ham med magthaverne i Cuba og i Venezuela, hvor præsident Chávez’ efterfølger, præsident Maduro, af mange anses for hovedskyldig i Venezuelas ulykkelige økonomiske og politiske situation.

Colombianerne kender om nogen til nabolandets mangeårige krise og den strøm af flygtninge og eksilerede, der dagligt krydser grænsen mellem de to lande.

En ny venstrefløj

Men Petro identificerer sig ikke med chavismen i Venezuela eller det revolutionære styre i Cuba. Han repræsenterer en venstrefløj, der søger fornyelse frem for kendte modeller, og i den sammenhæng har han fået en allieret i Chiles netop tiltrådte præsident, Gabriel Boric, der med sine 36 år er regionens yngste præsident.

Boric og Petro repræsenterer en demokratisk venstrefløj med fokus på fattigdom, klima, miljø og lige rettigheder for alle, ikke mindst for kvinder og etniske mindretal, som der er stor opmærksomhed på i Latinamerika i disse år.

Men også det kan også være vanskeligt i et land som Colombia, hvor rettighedsforkæmpere udsættes for trusler, vold og drab, og hvor millioner af mennesker – først og fremmest småbønder – er fordrevet fra deres hjem og jord på grund af voldshandlinger.

At løse disse problemer og at gøre en reel indsats for at bekæmpe fattigdommen, kan næppe lade sig gøre uden også at gøre indhug i de privilegier, som landets elite har nydt godt af gennem historien. Alle hidtidige forsøg på at begrænse disse privilegier har ført til vold, herunder attentater.

Kun én gang tidligere i Colombias historie har en venstrefløjspolitiker haft så stor indflydelse, at præsidentposten var inden for rækkevidde. Det var i 1940’erne, da den populære Jorge Eliécer Gaitán overtog ledelsen af det Liberale Parti.

Gaitán gik imod landets elite og krævede sociale rettigheder for den brede befolkning, men blev dræbt i 1948. Mordet, der aldrig er blevet definitivt opklaret, udløste en bølge af vold og spøger stadig i Colombias historiske erindring. Petro har ikke været udsat for attentatforsøg, og Colombia i dag er ikke, hvad det var i 1948. Men frygten for, at historien gentager sig, kan ikke uden videre manes i jorden.