Covid-krisen har afsløret vores skrøbelighed. Den drænede os for energi og udfordrede vores mentale sundhed, men den gjorde os også nysgerrige på, hvordan vi kan opbygge en større modstandskraft.
Det er der mange bud på, men helt grundlæggende er vores tilpasning til livet en balance af energi mellem udbud og efterspørgsel. Det er også naturens rytme, og i mødet med naturen bliver vi klogere både på naturen og på os selv. At være i naturen kan give os energi. Her er en helbredende kraft, der påvirker os – vi skal bare være til stede.
To slags opmærksomhed
Det er bekymrende, at mange mennesker arbejder 60-70 timer om ugen, og at arbejdspladser ansporer til det. For selv når man mentalt føler sig tømt for energi, kan man godt fortsætte med at arbejde.
Kortvarigt kan det gå, men batterierne skal lades op bagefter. Ellers ophobes der glutamat i hjernen, og det er et signalstof, som i store mængder er giftigt for nervecellerne, og så bliver man udbrændt.
Vi har to slags opmærksomhed. Den fokuserede opmærksomhed, som vi bruger, når vi er koncentrerede om krævende opgaver. Den brænder store mængder energi af, særligt i hjernens pandelapper.
Den anstrengelsesfrie opmærksomhed er derimod stort set gratis, og den er med til at lade batterierne op. Det er den, der træder i kraft, når vi sætter cyklen fra os ude i skoven for at gå en tur efter endt arbejdsdag på kontoret. Vi restituerer, og det mærkes både i hoved og krop.
At naturen påvirker vores sundhed, er gammel viden, som videnskaben først for nylig har fulgt op på. Det begyndte med et træ tilbage i 1984. Længere er det ikke siden, så videnskaben om forholdet mellem natur og sundhed er ny, og der er fortsat flere spørgsmål end svar.
Men vi ved allerede nok til, at vi kan slå fast, at dette sundhedsfremmende møde mellem mennesket og den grønne natur er gavnligt, gratis og uden bivirkninger.
Udsigt til træ gav hurtigere heling
Det begyndte som sagt med et træ, som stod lige uden for vinduet på et hospital. På den anden side af vinduet lå de nyopererede patienter. Nogle kunne se ud på træet, mens andre kun havde en murstensvæg at se på. Dem, der kunne se træet, blev ikke bare udskrevet tidligere end de andre, de behøvede heller ikke så megen smertestillende medicin efter operationen.
Grønt er godt siger man, og her fik man syn for sagen takket være Roger S. Ulrich (View through a window may influence recovery from surgery), og hans forskning er senere blevet fulgt op af andre. Naturen er helbredende. Men sundhed er andet end helbredelse.
Mental sundhed – at være til stede
Mental sundhed er ikke noget vi har. Det er noget, vi gør, og det er dermed et forhold mellem person og omverden. WHO definerer mental sundhed som ’en tilstand af velbefindende, hvor individet kan udfolde sine evner, håndtere dagligdags udfordringer og stress samt indgå i fællesskaber med andre mennesker’.
Mental sundhed er en følelse af at være levende til stede i verden, hvor stemthed til verden er det mest grundlæggende lag i vores gensidige samspil med mennesker og de ting, der omgiver os. Det er samtidig grundlaget for vores rationelle erkendelse. Kompasset for sundhedsfremme er en følelse af sammenhæng i handling og tanke. Det tekniske begreb er kohærens.
Den vigtige følelse af sammenhæng
Kohærens er et udtryk for den sammenhængskraft, der giver livet mening selv i vanskelige situationer. ”At vælge at finde mening under enhver omstændighed, er vejen til et meningsfuldt liv” skrev psykiateren Viktor Frankl.
Kohærens er følelsen af sammenhæng, når der er overensstemmelse mellem tanke og handling, når ens adfærd stemmer overens med ens holdninger og værdier, og når man er i dyb samtale med en anden person uden tanker for, hvem der vinder.
Men kohærens er ikke bare en forudsætning for sundhed, det er også målet. Vi lever i en fragmenteret verden, hvor alting er i bevægelse. Det stresser og skaber usikkerhed om, hvad der er op og ned. Sundhedsfremme er også evnen til at skabe sammenhænge i ens eget liv i en hverdag hvor kontrol, styring og regler kan tage overhånd, så vi mister jordforbindelsen og glemmer, at livet er konkret og lokalt. Politikernes universelle regler ser pæne ud på papiret, men der er lang vej til virkeligheden.
Og det er nu, vi kommer til naturen, for når vi har sat cyklen fra os, går der ikke mange minutter, før puls og blodtryk finder et roligere leje, positive tanker fortrænger bekymringer, og uden at vi mærker det, stimuleres vores immunsystem. Det er vejrtrækningen, der skaber denne kohærens.
Vejrtrækningen påvirker nervus vagus
Den rolige vejrtrækning aktiverer nervus vagus. Det er en af kranienerverne og en af de længste nerver i kroppen, og den bærer autonome nerver til hjertet, luftveje, lunger, mavesæk og meget mere. Nervus vagus er autonom, og det vil sige, at den klarer det hele selv, når den skaber kohærens mellem kroppens indre organer og mellem krop og hjerne.
Alle de mentale gevinster, man henter i naturen, hænger uløseligt sammen med vejrtrækningen. Vejrtrækningen påvirker lungerne, som påvirker hjertet, som påvirker amygdala i hjernen, så krop og hjerne spiller harmonisk sammen - beriget med en oplevelse af sammenhæng.
Det er den livgivende, biologiske lov om mindst muligt forbrug af energi.
Oplever man samtidig noget smukt som en solnedgang, et egern, der springer fra gren til gren, eller en gruppe gyldne svampe, som har puttet sig et sted, hvor svampeplukkere ikke har fundet dem, så kan man opleve den særlige følelse af sammenhæng, der kaldes ærefrygt.
Ærefrygt sætter problemer i relief
Ærefrygt er en følelse af samhørighed med omgivelserne, en oplevelse af noget, der er større end en selv, og en ydmyghed, som får en til at vokse. En ydmyghed, der fortæller, at verden er langt større end en selv.
Der er det videnskabeligt interessante ved ærefrygt, at den sætter ens problemer i et andet lys samtidig med, at den giver mod på livet. Ærefrygt kaldes en superfølelse, fordi den fylder hjernen med oxytocin, der fremmer hjernens plasticitet og modtagelighed for at lære nyt. Denne kohærens med omgivelserne er et boost til mental sundhed.
Bare fem minutter i naturen sætter gang i hele organismen. Bare så lidt. Og det kan overraske, fordi vi er så vant til proportionalitet mellem indsats og ydelse. Virker én pille ikke, skal man have to, men i naturen oplever vi, at en lille effekt kan have en stor virkning. Forklaringen er kompleksitet.
Sammenhænge i det komplekse
Sammenhængskraft skaber helheder, og mental sundhed er en kompleks helhed, hvor gevinsten er mere end summen af delene. Mental sundhed er noget, der udvikler sig. Der er ikke nogen lige vej til den mentale sundhed, men mange bække små bliver til en å. Det kan ske på mange måder, men vi lærer, at følelsen af kohærens er tegn på, vi er på rette vej.
Den moderne verden er kompleks, og bortset fra simple mekaniske udfordringer som at trykke på knapper og underordne sig kontrol og regler, så er livet komplekst. Myretuen, kroppens biologi, hjernens mentale funktioner, samfundet, den grønne natur, atmosfæren – alt er komplekse systemer. De kan ikke håndteres med nutidens tænkemåde, der mangler sammenhængskraft – og den sammenhængskraft kan naturen gøre os klogere på.
Det kræver ydmyghed. Vi kan kalde det for naturempati.
Naturempati
Mange har sikkert den holdning, at naturen giver mig noget; den giver mig stilhed og ro, så jeg har mere energi, når jeg kommer hjem. Men den holdning overser et endnu rigere forhold til naturen, som er gensidigt, når spørgsmålet om, hvad jeg kan nyde i naturen, kobles til spørgsmålet om, hvad jeg kan yde i naturen. Man kan sagtens nøjes med at nyde, – men det er pauvert. Der er større rigdom i også at yde.
Man bliver klogere på sig selv, når man bliver klogere på naturen af den simple grund, at vi er natur. Hele vores mentale sundhed bygger på en symbiose med svampe og bakterier. Naturen er ikke bare uden for vinduet, den er også inde i os. Viser man lige så megen omsorg for bakterierne i sin tyktarm som for sit kæledyr, er man godt på vej.
Alle disse erfaringer kan man tage med sig hjem. Naturen kan give os forståelse for den største sammenhængskraft, at naturen er vores forudsætning for livet, og at vores sundhed er uløseligt knyttet til naturens sundhed.
Indemennesket har brug for naturen
Der er ikke noget så godt som at komme hjem beriget med nye erfaringer. Vi skal ikke bare ud i naturen, vi skal have erfaringerne med hjem i hverdagen. Det er der god grund til, når bymennesket befinder sig indendørs det meste af tiden i rum, der er mere forurenede end luften i naturen, og hvor det kunstige lys ikke har det naturlige lys’ kvaliteter.
Alt dette påvirker vores mentale sundhed i negativ retning. Men selv et billede af naturen på en stuevæg er sundhedsfremmende, og moderne arkitekter har store ambitioner omkring bebyggelse og byplanlægning, som kan gøre bylivet, arbejdspladser og skoler til steder, der fremmer den mentale sundhed.
Vi skal forstå vores eget ophav. Det er komplet idiotisk at rydde en regnskov og bygge i højden i byerne, uden man kan se et træ. Vi skal kunne lytte til de mange unge, der er bekymrede for fremtiden, og de skal have langt større indsigt i naturen. Men så længe skolefaget natur/teknik er mere teknologi end naturforståelse, og omsorgen på dele af hospitalerne er større for teknologien end for patienterne, er der stadig et stykke vej at gå.
Vi skal kunne vende os mod livet, og det kan naturoplevelser medvirke til. Kommende generationer skal have naturforståelse ind med modermælken. Det er modstandskraft i dobbelt betydning.
