Warner Theatre i New York den 6. oktober 1927. Det festklædte publikum har imødeset premieren med spænding. Endelig kan de få lov til at opleve The Jazz Singer.
Filmen handler om den unge mand Jack, der hellere vil optræde som blackfaced ’jazz-singer’ end at følge i sine forfædres fodspor, der i syv generationer har været traditionelle jødisk-religiøse sangere. Det er ikke historien, som gør The Jazz Singer til en milepæl i filmhistorie. Det banebrydende er, at filmen indeholder både sang og tale.
Op gennem 1920’erne eksperimenterer filmbranchen med at tilføje tale og musik til levende billeder, men der er en udbredt skepsis mod lyd på film. Filmen er stum.
Efter sigende skulle Harry Warner have svaret sin bror Sam, ”Hvem i helvede gider at høre skuespillere tale?”, da han første gang bliver præsenteret for idéen om at lave film med lyd.
Men Warner Bros.’ økonomi skranter og selskabet satser højt med lydfilmen. Umiddelbart er The Jazz Singer ikke den store billetsælger, men da filmen bliver vist udenfor de store amerikanske metropoler, begynder publikum at fatte interesse. Og da filmen i april 1928 får repremiere i New York, strømmer folk til biografen.
Brødrene har satset rigtigt. Prisen på en aktie i selskabet stiger fra $9 til $132, og succesen katapulterer Warner Bros. op blandt de store selskaber i Hollywood.
Set med nutidens øjne er The Jazz Singer en sær blanding af stumfilm med dialogscener og musikalske indslag, men den sætter en ny standard i branchen. Omvæltningen er enorm, ny teknik skal anvendes under filmoptagelserne og tusindvis af biografer bliver tvunget til at installere lydsystemer og højtalere, hvis de vil ride med på lydfilmbølgen fra Hollywood.
Hvad der begyndte som et kuriøst og satset indslag revolutionerede hele industrien og idéen om, hvad en film skulle kunne.
Entreprenante brødre
Det ligger ellers ikke i kortene, at de fire brødre Harry, Albert, Sam og Jack Warner skal skrive filmhistorie. De er ud af en børneflok på 12, og sønner af den fattige jødisk skomager Benjamin Wonsal, som i 1883 udvandrer fra Polen for at søge lykken i USA.
De entreprenante brødre forsøger at stable en forretning på benene ved at handle med købmandsvarer, kød og cykler inden de i begyndelsen af det nye århundrede anskaffer sig en filmfremviser og etablerer en omrejsende biograf.
Det nye underholdningsmedie, filmen, er så småt begyndt at udfordre vaudeville og teatre, men brødrene vil mere og andet end kun filmfremvisning. Derfor bevæger de sig over handel og distribution af film til selv at producere den ægte vare.
Den amerikanske filmindustri bevæger sig i slutningen af 1910’erne mod Californien. Her er solskin, masser af plads og ingen fagforeninger. Brødrene følger med, og den 4. april 1923 bliver Warner Bros. officielt grundlagt i Hollywood, filmverdenens maniske Mekka.
Drømmefabrikken Hollywood
I Hollywoods gyldne år hører Warner Bros. til i den eksklusive klub af de store filmstudier, kendt som ’The Big Five’. Ligesom brødene Warner er den overvejende del af de øvrige studiebosser af østeuropæisk-jødisk herkomst. En broget flok, der hurtigt udvikler en effektiv og fabrikslignende måde at fremstille film på.
Filmene fremstilles som pølser på samlebånd, som de amerikanske filmhistorikere Thompson og Bordwell har udtrykt det. Hollywood er en fabrik - en drømmefabrik.
Til at lede produktionen står den magtfulde og enevældige studieboss. Hos Warner styrer den altid elegante og ulasteligt klædte Jack Warner det kunstneriske, mens storebror Harry overvåger økonomien.
Studierne er vertikalt integrerede, og de kontrollerer derfor den filmiske fødekæde gennem ejerskab af både produktion, distribution og biografforevisning. 84 pct. af den amerikanske filmindustri er allerede i 1922 centreret omkring Los Angeles, og det giver filmstudierne magt.
Amerikanske biografejere får valget mellem at aftage hele årets produktion af film eller ingenting. ’Blockbooking’, bliver denne praksis kendt som. Ofte er filmene ikke engang indspillet endnu, og derfor dybest set købt i blinde. For Hollywood-studierne er det en fabelagtig praksis. Filmene er afsat på forhånd, nu handler det bare om at få produceret.
Genrer og stjerner
Filmene bliver dog ikke købt helt i blinde, for filmselskaberne laver film i velkendte genrer. Komedier, musicals, gangsterfilm og westerns er blandt de mest populære genrer, der bliver varieret i en uendelighed.
Genre er én måde at brande filmene på, en anden er filmstjerner.
Hvert filmstudie har deres egne stjerner, hvis image bliver passet og plejet i offentligheden. Filmstjernerne bliver knyttet til bestemte genrer. Hos Warner Bros. er Errol Flynn kårde- og kappehelten og Humphrey Bogart gangsteren.
Warner Bros. bliver kendt som bisserne i branchen. Produktionsomkostningerne bliver holdt på et minimum, arbejdstempoet er højt, og de kontraktansatte stjerner udnyttes til det yderste.
I slutningen af 1930’erne vil et af Warner Bros’ topnavne, skuespilleren James Cagney, løses fra sin kontrakt. Cagney har forsøgt sig før. Denne gang klager han over at have medvirket i fem film på et år, og ifølge hans kontrakt er han kun forpligtet til fire. Det ender i en retssag, og imens retssagen står på, når Cagney at medvirke i to film, produceret af et uafhængigt selskab.
Faktisk får Cagney medhold i retssagen, men Warner Bros. spiller med musklerne og forhindrer, at de to film når ud til et større antal biografer. Cagney forstår signalet og vender tilbage til Warner Bros. Når først man er på kontrakt med et af de store studier, er man stavnsbundet, og de store i filmbranchen holder sammen. Cagneys historie er ikke enestående.
Hollywood er blevet en magtfaktor i den amerikanske underholdningsindustri, og religiøse og moralske foreninger sætter spørgsmålstegn ved de værdier, der bliver vist i filmene.
For studierne er film en forretning, og for at undgå statslig censur og indblanding, pålægger selskaberne sig selv en række regler: ’The Production Code’. Eksplicit vold, sex og brug af narkotika skal fremover udelades i filmene. Kærlighed mellem forskellige racer går eksempelvis heller ikke an, hvis en film skal godkendes.
Selvcensur sikrer, at filmene fra Hollywood ikke vækker anstød, og kan nå et så bredt publikum som muligt.
Gangstere, syngepiger og en fræk kanin
Hvert af de fem store filmselskaber udvikler deres egen kunstneriske profil.
Film fra Warner Bros.’ er kendetegnet ved at være realistiske film med en social og samfundsmæssig kant. Særligt film om gangstere, der gennem kriminalitet opnår en social og økonomisk opstigning, men ender med at få som fortjent, er en Warner Bros.’ specialiteter.
Det realistisk slår også igennem i selskabets musicals.
Det romantiske par er mindre glamourøse og handlingen udspiller sig gerne backstage, hvor vi følger forberedelserne til en teateropsætning. Det forhindrer ikke overdådige musicalnumre, hvor hundredvis af letpåklædte piger danser, svømmer og svæver gennem scenerne.
Selskabets tegnefilmsafdeling, der er i skarp konkurrence med rivalen Walt Disney Studio, bliver med figurer som den ranglede og kæphøje kanin Snurre Snup endnu et kendetegn ved Warner Bros.
Det patriotiske selskab
Jack Warner ser tidligt truslen fra de fascistiske vinde, der blæser i Europa, og i 1933 lukker selskabet sit kontor i Tyskland.
I 1939 producerer selskabet filmen Confessions of a Nazi Spy om en FBI-agent, der optrævler et nazi-netværk, som har til hensigt at infiltrere det amerikanske samfund. Filmen er et angreb mod Hitlers regime, og den første film, som peger direkte på Tyskland som en fjende af USA.
Da USA i slutningen af 1941 træder ind i Anden Verdenskrig, opfordrer den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt filmindustrien til at støtte op om krigen. Film bliver et vigtigt remedie til at forme den amerikanske offentligheds mening. Hollywood bidrager med patriotiske film, hjælper med at sælge krigsobligationer og forsyner de amerikanske soldater med underholdning.
Warner Bros. fører an blandt Hollywoodstudierne. Musicalen Yankee Doodle Dandy (1942), der med utilslørede patriotiske sange som ’You’re a Grand Old Flag’, ’Over There’ og ’Yankee Doodle Boy’ bringer publikum i nærmest national ekstase.
Selv Snurre Snup bliver i tegnefilmene sendt i krig mod Hitler, Mussolini og Franco.
Den måske mest ikoniske Hollywood-film nogensinde, Casablanca (1942), er en del af Warner Bros. bidrag til den moralske mobilisering af det amerikanske samfund under krigen.
På overfladen er det en romantisk fortælling om amerikaneren Rick, der på sin bar i Casablanca har gemt sig fra omverdenen. Men fortiden indhenter ham i skikkelse af hans livs kærlighed, Ilsa, der en dag tilfældigt vandrer ind på hans bar.
Rick står overfor valget mellem at forholde sig neutralt eller hjælpe Ilsas mand, som er tjekkisk modstandsmand på flugt. Ligesom USA prøver Rick at holde sig neutral, men vælger til sidst at sætte sine følelser til side og gå ind i kampen for frihed.
Anden Verdenskrig bliver en af de mest profitable perioder i Hollywoods historie.
Studiesystemets opløsning
I årene efter krigen kunne Warner Bros. fremvise sit største økonomiske overskud, men ’Paramount-dommen’ fra 1947 bliver startskuddet til studiesystemets opløsningen.
Dommen afgør, at Hollywood-studiernes monopollignende status på det amerikanske marked skal brydes, og midlet er, at studierne ikke længere må drive biografer. En af grundstenene i studiesystemets opbygning forsvinder.
TV bliver en hård konkurrent til filmindustrien i de efterfølgende årtier. Warner Bros satser som et af de første selskaber på tv-produktion, men filmbranchen bløder. De tidligste filmmoguler er enten døde eller gamle, og nye økonomiske aktører kommer på banen.
I 1966 sælger Jack Warner Bros. til en canadisk investeringsfond, som to år efter sælger filmselskabet videre til et nyt firma, der mest gør sig i rengøring og udlejning af parkeringspladser. Warner Communications er selskabets nye navn.
Nye tider
Drømmefabrikkens masseproduktion er ovre, og bliver i 1970’erne afløst af blockbusteren. Storfilm, der rydder overskrifterne og trækker oceaner af publikum i biografen. Én films indtjening alene kan gøre det ud for indkomsten på års filmproduktion i de gyldne år. Warner Bros.’ bidrag til årtiets blockbustere er gyseren Eksorcisten (1973), som endnu står som en af de bedst indtjenende film nogensinde.
I 1989 fusionerer Warner Communications med den multinationale mediegigant Time Inc. Warner Bros. får sit oprindelige navn tilbage, og er stadig på banen. Film om Batman har været en tilbagevendende succes for selskabet siden 1980’erne, og filmserien om troldmandslærlingen Harry Potter sikrer fortsat opmærksomheden om selskabet.
Warner Bros. udvikling, fra en familieejet forretning med stor slagkraft i Hollywood til et blandt mange selskaber i et globalt underholdningskonglomerat, afspejler den amerikanske filmbranches historie. Nu er det ikke længere kun i biografen, Warner Bros’ film kan opleves, men også på de digitale streamingplatforme.
Og hele succesfortællingen begyndte for alvor dén efterårsdag i 1927, hvor brødrene Warner satsede hele butikken på den mærkværdige nyskabelse, lydfilmen – og vandt sig en plads i historiebøgerne.
