Nytåret er nær. Normalt bringer det forhåbninger om noget nyt og bedre med sig, men ikke denne gang. Pandemien, klimaforandringer, plastikforurening af alle økosystemer og masseudryddelse af biologiske arter er bare nogle af de omfattende og nærmest uoverskuelige problemer, som truer hele verden.
Set i det lys virker det ret usandsynligt, at vi får et godt nytår. Et spinkelt håb knytter sig dog til den panik, Thunberg foreslog tilbage i 2019. Panik kan nemlig føre til handling nu, og det er der brug for – og det på en langt mere omfattende og gennemgribende måde, end selv COVID-19 har givet anledning til.
På baggrund af COVID-19-pandemien kan det være svært at tro på et øget globalt samarbejde om løsningen på de helt store fælles problemer. Pandemien har afsløret, at stort set alle lande tænker primært på sig selv, når det gælder vigtige politiske beslutninger på internationalt niveau.
Kun sekundært overvejer de enkelte lande gode, globale løsninger. Geopolitiske spændinger og globale uligheder er vokset som følge af pandemien.
Pandemien medførte også kun kortvarigt et fald i CO2-udledningerne på globalt plan. Nu er vi tilbage i samme situation, hvor afbrændingen af fossile brændstoffer og dermed udledninger af CO2 bare vokser og vokser. Polen, Tyskland og USA – for blot at nævne tre – giver fortsat enorme subsidier til både produktion og forbrug af fossile brændstoffer – langt mere end de gør til CO2-fri energikilder, og gang på gang bliver internationale målsætninger om reduktion af CO2-udledning ikke mødt.
Panik
Ordet panik er oprindeligt afledt fra den græske gud Pan, hyrdens og dyreflokkens gud. Pan har tydelige træk fra dyreverdenen og minder os derfor om vores tætte forbindelser til naturen. Panik henviser til den individuelle følelse af skræk eller angst, som kan medføre handlingslammelse, men også til en kollektiv stemning af at måtte gøre noget nu.
Panikken bør brede sig
Sort ser det ud – sort som olie og kul. Og som den mikroskopiske partikelforurening, fossile brændstoffer medfører, når de bliver brændt af. Før eller siden indånder vi så disse giftige partikler, som gør mange os syge og medfører op til 8,7 millioner dødsfald om året. Til sammenligning har COVID-19-pandemien ”kun” kostet 5,3 millioner mennesker livet.
Som redaktør og forfatter David Wallace-Wells skriver i London Review of Books i december i år, har fossile brændstoffer langt flere menneskeliv på samvittigheden end alle verdens krige, mord og terrorhandlinger tilsammen. Når man dertil lægger handlingslammelse, uenighed og stadigt mere omfattende og uoverskuelige klimaforandringer, bliver resultatet sort i sort.
Nytåret 2021/22 er derfor ikke tiden til nye løfter. Det er tid til at gå i panik og lade panikken brede sig til alle handlinger på individuelt og kollektivt plan.
Tidligere i denne måned omtalte Vid&Sans en undersøgelse af panik fra tyreløbet i Pamplona. Den viste, at panik giver anledning til hurtigere, men selvfølgelig også mere risikofyldte handlinger. Vi kan godt tænke på klimaforandringer som en tyreflok, der stirrer vredt på os, mens vi bare står og vifter med det røde flag. Løb!
Jorden brænder under os
Wallace-Wells har allerede i bogen Den ubeboelige klode fra 2019 beskrevet det rædselsscenario, som tiltagende klimaforandringer kommer til at frembringe her på Jorden. Han bygger sine skræmmende konklusioner på omfattende research og talrige samtaler med verdens førende klimaforskere som palæontologen Peter Ward, klimaforskeren Michael E. Mann og geologen Wallace Smith Broecker.
Klimaforandringerne vil i de kommende årtier skabe kaos. Vi taler ikke om forurening eller ulykke, men om en radikal ændring af de økosystemer, som vi tidligere har udnyttet til vores fordel, og som også nu gør det muligt for de fleste mennesker at opretholde et fornuftigt og udholdeligt liv.
Men selve ordet ”klimaforandringer” lyder nu egentlig ret mildt og giver måske endda mindelser om Shu-bi-duas søde og hyggelige sang ”Costa Kalundborg”, som er helt tilbage fra 1982. Her synger Michael Bundesen, at Danmark bliver det nye tropeferie-paradis, fordi der er sket en forurening af den ydre atmosfære, som betyder, at ”Eskimoerne får solstik, og Sahara bli’r til is”.
Klimaforandringerne vil i de kommende årtier skabe kaos. Vi taler ikke om forurening eller ulykke, men om en radikal ændring af de økosystemer, som vi tidligere har udnyttet til vores fordel.
I virkeligheden er det ”meget, meget værre”, som Wallace-Wells skriver.
Det bedst mulige scenario lyder på højst to graders stigning i den globale gennemsnitstemperatur i forhold til præindustrielt niveau frem til 2050. Men selv hvis denne lyksalighed skulle indtræffe, kan vi se frem til store ødelæggelser og død.
Vi taler om uudholdelige varmebølger, enorme oversvømmelser, ustoppelige skovbrande og deraf følgende problemer med livstruende luftforurening, afbrydelse af drikkevandsforsyning, fremprovokerede naturkatastrofer og en omfattende forsuring af havene med store tab af biodiversitet og ressourcer til følge. Det lyder næsten som en rædselsudgave af et digt af Tom Kristensen, der i romanen Hærværk længtes efter skibskatastrofer og pludselig død, og det kan nemt være den virkelighed, der venter os.
Hertil kommer det kaos, som klimaforandringerne kommer til at skabe i alle samfund, lige fra demokratiske Danmark til diktatoriske Nordkorea. Vi kan forvente en langvarig økonomisk krise, der får de seneste finanskriser til at virke milde, sammenbrud i fødevareforsyningen i store dele af verden, mange flere krige, uoverskuelige flygtningestrømme og ressourceknaphed. Kun naturen sætter grænser for de menneskelige omkostninger.
10 pct. risiko for undergang
Historisk set har klimaforandringer dannet baggrund for store civilisationers fald. I dag står vi midt i klimaforandringer, der har et omfang og sker med en hastighed som aldrig før i verdenshistorien. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, at vi i løbet af de kommende 50-100 år vil kunne ane afslutningen på den nuværende industrielle-kapitalistiske epoke.
Hans Joachim Schellnhuber, en af verdens ledende klimaforskere, har udarbejdet en ligning, som kan beregne sandsynligheden for, at det sker.
Formlen bygger på samme logik som et forsikringsselskab. Man tager sandsynligheden for, at en given risiko indtræder og ganger den med omfanget af de kendte skadevirkninger. For at tage hensyn til hastigheden, hvormed klimaforandringerne sker, har Schellnhuber indberegnet en tidsfaktor i sin ligning, der fortæller, hvor lang reaktionstid vi har, hvis et indgreb skal gøre en forskel.
Ud fra den formel kan vi konkludere, at vi allerede nu befinder os i en alvorlig nødsituation. Sandsynligheden for, at vi nærmer os en reel undergang for verden, som vi nu kender den, vurderer Schellnhuber til at være hele 10 pct. Det er vanvittige odds for det allerværste scenario, vi kan forestille os. De resterende 90 pct. er ”bare” forskellige grader af rædselsfuldhed.
Og det haster med indgrebene. Hvis vi ikke afkarboniserer vores energisystemer og redder skovene inden for 20-30 år, vil det være for sent.
”Hvis vi ikke løser klimaproblemet, kan vi godt glemme resten,” som Schellnhuber udtrykker det.
Klimaforandringer er ikke et budskab
Ligesom Greta Thunberg ønsker Wallace-Wells og Schellnhuber, at vi skal gå i panik. Ikke bare verdens ledere, men alle. Også dig og mig.
Panik kan rigtignok give bagslag, men panik er vores eneste rimelige og fornuftige modsvar på klimarealiteterne. Det vil faktisk være et fremskridt, at vi nu helt bevidst og kollektivt får et større panikanfald over klimaforandringerne, skrev Wallace-Wells i The New York Times tilbage i 2019.
Normalt er panik ikke den bedste tilstand at være i, når man skal udføre velovervejede og effektive handlinger. Panik er heller ikke et godt budskab at sælge, hvis det gælder om at motivere andre til at handle. Men klimaforandringer er ikke et budskab, og panikken kan være en nødvendig og tiltrængt tilstand.
David Wallace-Wells bliver ligesom Grete Thunberg og mange klimaforskere anklaget for at piske en panikstemning op. Skeptikere som den danske klimaforsker Bjørn Lomborg er holdt med op med at modsige eller underspille klimaforandringerne, men er i stedet blevet ”panikfornægtere”.
Lomborg seneste bog fra 2020 hedder på dansk noget i retning af Falsk Alarm med undertitlen Hvordan klimaforandringspanik koster os billioner, går ud over de fattige og ikke redder planeten, hvilket er min egen oversættelse, da bogen ikke er udkommet på dansk.
Mange klimaforskere er selv i tvivl om, hvordan man bedst formidler de til tider skrækindjagende forskningsresultater. Michael Mann, en anden kendt klimaforsker, advarer også mod at sprede panik ved at tale om dommedag.
Hvordan man springer en rørledning i luften
Debatten om den bedste kommunikationsstrategi vedrørende klimaforskning virker akademisk på mange mennesker. Den svenske lektor i human økologi, Andreas Malm, er helt sikkert en af dem.
Malm skriver i sin seneste bog, Sådan springer man en rørledning i luften, som er udkommet på dansk i år, at klimaforkæmpere nu må lade sig gribe af panik og udøve en mere radikal kamp mod klimaødelæggelser.
Det etablerede politisk-økonomiske system forsøger at opretholde status quo og magt så vidt som muligt, hvilket betyder en yderligere forværring af klimaforandringerne. Situationen er nu så tilspidset, at det ikke længere er rimeligt med ikkevoldelige strategier, argumenterer Malm.
Historisk set har mange voldelige oprør haft en effekt, og der er flere forudgående eksempler på, at det har været nødvendigt at ty til sabotage for at skabe en reel forandring. Malm nævner selv kampen for sortes borgerrettigheder i USA, hvor voldelige aktioner supplerede og støttede ikkevoldelige. Vold var med til at understrege sagens alvor, skriver han.
Andre eksempler er den sydafrikanske anti-apartheid-bevægelse, som anså olieforsyning for at være apartheidregimets akilleshæl og derfor udførte sabotage mod olieanlæg. Kampen mod multinationale olieselskaber som Exxon og Shell i Nigeria eskalerede efter mange årtiers olieforurening til sabotage og var næsten ved at lykkes for aktivisterne, indtil den nigerianske regering slog hårdt ned på modstanden.
Der er flere forudgående eksempler på, at det har været nødvendigt at ty til sabotage for at skabe en reel forandring.
Klimabevægelsen kan ikke længere forlade sig på ”strategisk pacifisme”, sagde Malm til Los Angeles Review of Books tidligere i år. ”Situationens alvor skulle hellere få os til at eksperimentere med andre former for taktik.”
Malms bog leverer ikke en detaljeret opskrift på sabotage. Bogen er et politisk og moralsk argument for, hvorfor det er nødvendigt i den givne situation. Ødelæggelse af olie- og gasrørledninger kan udføres uden tab af menneskeliv og vil være et let og effektivt mål, hvilket olieindustrien selv har erkendt, for det er svært at overvåge den omfattende infrastruktur.
Problemet med sabotage er, at det kan ændre fokus fra målet – CO2-reduktion – til midlerne, der bliver taget i brug. Ikkevoldelige protester omfatter langvarige blokader og besættelser, sådan som den tyske Ende Gelände-bevægelse gør det. I år gik det ud over dele af havneområdet i Brunsbrüttel, hvor to tusind aktivister blokerede opførslen af en ny gasledning ved industriområdet ChemCoast Park. Men er det panik nok?
Panik før nytår
Sammenlignet med COVID-19-pandemien skal vi i gang med en meget større mobilisering af samfundet, hvis vi skal klare klimakrisen. Mundbind, isolation og vaccination er småting i forhold til den omlægning af levevis, samfundsstruktur og tankegang, som det vil kræve at afbøde de værste følgevirkninger af klimaforandringerne og tilpasse os den nye situation her på planeten.
Situationens alvor er sammenlignelig med Anden Verdenskrig, og den påkrævede indsats tilsvarende massiv. Det er dog ikke en ydre trussel som nazismen, vi nu står over for, men snarere den indre trussel i form af os selv og vores egen livsstil, samfund og kultur, grundlagt på et truende højt forbrug af fossile brændstoffer.
Som under Anden Verdenskrig – og nu under pandemien – må vi nok indstille os på at skulle indskrænke demokratiske rettigheder, rationere fødevarer og brændstoffer, nationalisere vitale industrier eller allokere store summer til udvikling af CO2-neutrale og -reducerende teknologier. Alternativet er sabotage.
Selv mange klimaforkæmpere har svært ved at acceptere sådanne vidtgående tiltag. Skeptikere som for eksempel Ted Nordhaus fra den amerikanske tænketank Breakthrough Institute konkluderer derfor, at de fleste klimaforkæmpere i virkeligheden ikke mener det alvorligt med sammenligningen med Anden Verdenskrig.
”Blah, blah, blah,” vil Greta Thunberg sikkert svare i dag. Det er handling og ikke mere snak, der skal til. Panik før nytår er verdens rette tilstand lige nu og her.
