Det er en helt almindelig forelæsning på Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet, i begyndelsen af 1980’erne. Ud af højttalerne lyder tolv kraftige slag, midnatstimens slag fra Bachs kantate ’Wachet auf, ruft uns die Stimme’. Jeg studerer musik, ryger pibe, har langt hår og spiller rockguitar – og til min store forundring rejser hårene sig på armene af mig. Jeg er overvældet. Af Bach. Livslangt, skulle det vise sig.
I Matthæusevangeliets lignelse om de ti brudepiger lyder der et råb ved midnat: ”Brudgommen kommer!", og derfor indleder Johann Sebastian Bach (1685-1750) sin kantate med tolv kraftigt, markerede slag, inden det hele rigtigt går i gang. Scenen er sat for et kæmpeværk: Kantaten er en af Bachs største.
For præcis 300 år siden, i foråret 1723, flyttede Johann Sebastian Bach med sin familie til Leipzig, som kom til at danne rammen om resten af hans liv. Og det var i november 1731, nærmere bestemt 27. søndag efter Trinitatis, at de tolv slag og resten af ’Wachet auf, ruft uns die Stimme’ for første gang tonede ud i det kirkerum og til den gudstjeneste, den var skrevet til. Det er fabelagtig musik af en fabelagtig komponist.
Myldretid i Leipzig
En eventuel forestilling om Bach som en komponist, der sidder og bider i pennen, mens han kigger ud ad vinduet og venter på, at inspirationen måske vil indfinde sig, skal lægges langt væk.
Som kantor og 'Director Musices’ var Bach den vigtigste musiker i Leipzig. Han var ansvarlig for byens officielle musikliv, musikundervisningen ved Thomasskolen, og ikke mindst for musikken ved Leipzigs fire største kirker. Han varetog adskillige administrative poster, havde privatelever, udlejede instrumenter og noder, og meget, meget andet. Og som sin tids ubestridt bedste organist rejste han rundt og afprøvede nyopførte orgler i kirkerne i oplandet.
Ind imellem de mange pligter sværmede en lind strøm af musikfolk og andre gæster ud og ind af hans hjem. Hans mest kendte søn, Carl Philip Emanuel Bach, som gik i sin fars musikalske fodspor, sammenlignede hjemmet med et dueslag: Ingen seriøs musiker eller komponist, som rejste igennem Leipzig, undlod at aflægge besøg hos og fremføre sin musik for Bach.
Så Bach var så langt fra en komponist i nutidig forstand. Uanset om man var ansat ved et hof, i en by eller ved en kirke, var dét at komponere musik bare en del af jobbeskrivelsen.
Skrev en kantate om ugen
I en lang årrække skulle Bach levere en kantate til hver eneste søndagsgudstjeneste samt musik til fejringen af årets andre helligdage.
Selve arbejdet foregik i en 75 kvadratmeter stor lejlighed med en talstærk børneflok på i alt 20 stk., som han fik med to koner – halvdelen af børnene overlevede barndommen. Han skrev sin musik ved dags- eller stearinlys med en gåsepen dyppet i blæk, på papir, hvor han selv skulle tegne nodelinjerne.
Når værket – i dette tilfælde en kantate på 30-35 minutters musik for solister, kor og orkester – var færdigt, skulle det kopieres (i hånden, forstås), så alle medvirkende kunne få deres stemme at synge eller spille efter.
Der skulle samles musikere fra byen og kordrenge fra latinskolen og afholdes prøver, før alt og alle forhåbentlig var klar tidligt søndag morgen, hvor kantaten skulle opføres som gudstjenestens store musikalske indslag. Og så var det forfra igen. Uge efter uge.
Årets højtider var selvsagt ekstra travle. Endnu flere gudstjenester og endnu mere musik, heriblandt de to af hans største kirkemusikalske værker, som vi også i dag kan lytte til i påsken: Johannespassionen og Matthæuspassionen. De blev opført første gang på langfredag i henholdsvis 1724 og 1727.
Hvordan Bach fik tid til det hele, er ubegribeligt. Vi ved, at han bestemt heller ikke var nogen livsfornægter, hverken hvad angår mad eller drikke, så hvordan …? Han skrev 250-300 kantater og i omegnen af 1000 andre værker, små som store, og var praktisk taget blind i sine sidste år.
Bogstaverne og tallene
Tilbage til den langhårede rockguitarist, der efterhånden får skrevet speciale. På skrivebordet ligger afhandlingen, som dagen efter skal afleveres i universitetets registratur, personligt og på papir. Det er blevet et digert værk på næsten 200 sider, fotokopieret i fem eksemplarer, og inden spiralryggen skal på, skal de knap 1000 sider tjekkes en allersidste gang. Det vil jo være ærgerligt, hvis der er et-eller-andet...
Og det er der. I alle fem bunker har én enkelt side vendt sig på hovedet, altså med sidetallet nedad, nemlig side 14. Og et-eller-andet uforklarligt er pludselig med i rummet. Fordi emnet for afhandlingen er Bach, og fordi lige præcis tallet 14 er det vigtigste Bach-tal.
Den danske komponist Karl Aage Rasmussen skriver i bogen ’Kan man høre tiden. Essays om musik og mennesker’ (1998):
"Bachs kompositionsteknik er gennemvævet af tænkning, tal og mønstre, … den er fuld af gåder, indforståede tonemalerier, retoriske figurer, hemmelige koder, talsymboler, luthersk lærdom, geometri, algebra og kabbalistisk mystik, … af det gyldne snit, symmetriske omvendinger og spejlinger, … den er udformet som kæmpemæssige symbolske bygningsværker."
For Bach var ikke kun musiker og komponist, men også lærd i mere akademisk forstand. Og de seneste 100 års forskning har til fulde dokumenteret, at Bach så at sige indskrev sin tro, sin viden og sig selv i sin musik.
En af metoderne var at anvende et tal-alfabet, som i sin simpleste, men langt fra eneste, form knytter talrækken direkte til alfabetet. Derfor får bogstavet a værdien 1, b bliver til 2, osv. Da i og j samt u og v ifølge ældgammel konvention regnes som ét bogstav, bliver det sidste bogstav z til tallet 24.
Hermed bliver ’Bach’ til tallet 14 (2+1+3+8). ’J.S. Bach’ bliver på samme måde til tallet 41 (9+18+14), altså en ombytning af 14, - og så er man i gang! Og Bach var i gang, med 14 og 41 og mange andre tal.
Så mon ikke det et-eller-andet var en form for tilkendegivelse? Positiv? Negativ? Fra ham, specialet handlede om? Selv om man er hverken religiøs eller overtroisk, må man med Bach være parat til at gøre en undtagelse.
Temperaturen i et klaver
I mit speciale analyserede jeg et særligt teknisk aspekt i et bestemt værk af Bach. Værket var Das Wohltemperierte Clavier, som er to store samlinger af ’Clavier’-musik, færdiggjort i henholdsvis 1722 og ca. 1744.
Klaveret eller flyglet, som vi kender det i dag (hvor man som bekendt kan spille både svagt og kraftigt, altså både piano og forte, heraf 'pianoforte'), var dengang først lige ved at blive opfundet. Så med ’Clavier’ mentes såmænd bare et tangentinstrument.
Men så er det også slut med ’bare’. Mange musikmennesker - Mozart, Beethoven, Carl Nielsen, og ham den unge rockguitarist - har siden haft værket lige inden for rækkevidde. Robert Schumann kaldte værket for ”det daglige brød”, og mange betegner det som musikkens Gamle Testamente. Beethovens klaversonater er det nye.
Bach-forskeren David Ledbetter opsummerer i bogen ’Bach's Well-Tempered Clavier. The 48 Preludes and Fugues’ (2002):
"The two Books of The Well-tempered Clavier of J.S. Bach, … are at the centre of European civilisation, … . If all of western art music were to be lost and only one work survive, this would be the first choice of many."
”Kender jeg Das Wohltemperierte Clavier,” vil mange måske spørge. Sandsynligvis ikke. "Har jeg hørt noget fra værket?". Sandsynligvis, men måske kun det allerførste stykke: et præludium i C-dur, som utallige gange er blevet anvendt som underlægningsmusik i bl.a. film og TV-dokumentarer. "Jamen, hvorfor er det så så vigtigt?".
Fordi værket har haft så kolossal betydning. Fordi værket kan så meget. De to samlinger indeholder hver 24 præludier og 24 fugaer (lidt mere herom om lidt), altså i alt 96 stykker musik á ca. 1-8 minutters længde. Bach anvendte stykkerne i sin private undervisning af klaverelever, og tilsammen udgør de et kompendium, et opera omnium, af både klaverspil og kompositionsteknik, lærd og let musik, former og genrer, idérigdom – og på bundlinjen: Fremragende musik. Derfor: Det er det daglige brød!
At få alle 24 tonearter til at stemme
Det mest epokegørende ved Das Wohltemperierte Clavier var imidlertid, at det var første gang i musikhistorien, at der blev skrevet og samlet musik i alle de dur- og mol-tonearter, som siden har været gældende. Hvorfor mon? Vi må tilbage til tallene.
Den bedste illustration er faktisk et Clavier. På et sådant findes 7 hvide og 5 sorte tangenter i en bestemt rækkefølge, i alt 12 toner, hvorpå der kan spilles i både dur og mol. Vi råder altså over 24 tonearter, 12 i dur og 12 i mol. Beethovens måneskinssonate står i cis-mol, Jens Vejmand i d-dur.
Men alle har hørt et klaver som ’vist trænger til at blive stemt’, eller en tante, som ’synger falsk’, når turen går rundt om juletræet. Tonerne skal være på plads i forhold til en bestemt norm, ellers lyder det forkert.
At stemme et klaver kan sammenlignes med at sætte 12 bøger på plads på en reolhylde. Hylden er 120 cm bred, så hvis hver bog er 10 cm tyk, går det lige præcis. Problemet er, at de 12 bøger i virkeligheden - dvs. som såkaldt rene intervaller på klaveret - er en lille smule tykkere. Og så går det ikke, ved vi. Uanset hvor meget vi forsøger at presse dem sammen. Men de skal altså stå der, alle 12, så noget må gøres. Og hvis vi hiver nogle sider ud af hver bog, går det til sidst.
Det lyder utroligt, men på Bachs tid kunne man rent (brøk-)regneteknisk ikke hive lige mange sider ud af hver bog, hvilket jo ville have løst problemet. Så at få fastlagt normen, at finde ud af, hvordan alle de mange strenge i et Clavier skal strammes, justeres, indstemmes i forhold til hinanden, så instrumentet ikke lyder falsk, og så der faktisk kan spilles i alle 24 tonearter – det var en mere end hundredårig proces med myriader af matematiske kalkulationer og tests.
Og for at det rent faktisk kan lade sig gøre - altså at få de 12 bøger helt rigtigt på plads i forhold til hinanden - skal klaveret være 'veltempereret', Wohltemperiert. Tidens mange orgelbyggere, musikere og klaverstemmere havde hver deres måde, hver med deres begrænsninger. Bach havde sin, som fungerede ubegrænset. Et moderne klavers ’ligesvævende’ stemning afviger en smule fra Bachs ’veltempererede’, men det er en anden historie.
Veltempereret, men hvordan?
Bach stemte selv sine klaverer - ifølge en pålidelig kilde på et kvarters tid! - men hvordan han gjorde dem veltempererede, hev et antal pergamenttynde sider ud af én bog, flere/færre af de øvrige, ved vi ikke helt. Hundredvis af kloge hoveder og gigabytes er blevet spændt for lige netop den vogn, og vi er tæt på. Ingen tvivl om det.
Havde Bach da for pokker bare skrevet det ned, efterladt os en lap med instruktionerne. Men det gjorde han ikke. Og så alligevel …
Bach gjorde sig tydeligvis stor umage, da han udfærdigede titelsiden til den første samling fra 1722. Her står faktisk alt dét, samlingen handler om, nemlig præludier og fugaer i alle tonearter, og alt dét, som Bach kan bryste sig af - ærestitler osv. Det er forståeligt nok en hyppigt reproduceret faksimile i musiklitteraturen, så horder af musikfolk har studeret teksten og beundret Bachs smukke kalligrafiske håndskrift. (Se titelsiden).
Men for en del år siden kiggede en forsker lidt nærmere på krusedullerne øverst på titelsiden. Er det ikke bare en løs gåsepenshånd, som har lavet lidt indrammende filigran?
Nej! Der er system i tingene: Læst fra venstre mod højre er der 3 ens kruseduller, efterfulgt af 3 andre ens kruseduller, efterfulgt af 5 helt andre ens kruseduller, med noget krusedulleri i enderne. Altså 3+3+5+1 (af en art) = 12! Så skal man i 3 af bøgerne mon hive ét bestemt antal sider ud, i andre 3 et andet antal sider, osv.?
Og har Bach på den måde alligevel skrevet det ned og helt bevidst lagt 'løsningen' så åbent frem som overhovedet muligt, og dermed grinet alle eksperterne lige op i hovedet, i hundredvis af år?
Den ufuldendte sidste fuga - nr. 14
Som lektor på Musikvidenskab - for dér endte rockguitaristen - har jeg jævnligt haft mulighed for at forklare de studerende lidt om Bachs musikalske kruseduller, men en enkelt oplevelse for nogle år siden står alligevel helt for sig selv. Det var i maj, forårets sidste forelæsning summede afsted, og jeg havde gemt det bedste til sidst: Bachs ’spekulative Spätwerk’, altså de sene værker.
Mens det håndværksmæssigt uovertrufne generelt knyttes til hele Bachs samlede livsværk, knyttes det lærde, spekulative, universelle – jf. Karl Aage Rasmussen – navnlig til en bestemt gruppe af hans sene værker.
Det sidste og vigtigste af disse er ’Die kunst der Fuge’, hvor Bach opsummerer og demonstrerer, hvor mange ’kunster’ et såkaldt fuga-tema kan udsættes for.
Som bekendt er det præcisionen af en syning, en svejsning, en sammenføjning af to stykker træ, altså måden, der afgør håndværksmæssig kvalitet, og i mindre grad om det er i en kjole, en bil eller et møbel. At netop dette værk skulle være en demonstration af en måde, en Kunst, fremgår blandt andet af, at værket ikke er skrevet for et bestemt instrument. Det kan spilles på et Clavier - og det er indspillet af alt fra strygekvartetter til computere. Men det fremstår i sig selv som en form for abstraktion.
At skrive en fuga er en kompositionsteknisk disciplin med rødder helt tilbage til 1400-tallet. Der er tale om et stykke musik, hvor et tema gentages i forskellige stemmer eller instrumenter, lidt ligesom i en kanon. Med lidt god vilje kan den sammenlignes med 3-4-5-endnu flere personer, som snakker løs i munden på hinanden, men hvor emnet for samtalen (temaet!) aldrig drukner i larmen. At samtale på den måde er svært, det ved vi, og hvad angår en fuga kan sværhedsgraden skærpes ad infinitum, i det uendelige.
Med ’Die Kunst der Fuge’ arbejdede Bach i årevis på sit eget infinitum, helt frem til sin død. Men han nåede lige knap at færdiggøre værket. Der mangler et uvist antal takter i den sidste og længste fuga. Desværre! For hvor ville vi gerne have set ’løsningen’ på den allersidste udfordring, han stillede sig selv. Men også heldigvis! For hvor har det givet eftertiden noget at spekulere over, at diskutere, at forsøge at færdiggøre.
Bach omsatte som sagt sit navn til tal, og han omsatte det også til toner. B-A-C-H er betegnelser for fire toner (B er her tonen h sænket en halv tone med fortegnet b), og Bach anvendte flere gange disse toner som et motiv eller et tema i sin musik.
De fleste ord, og dermed navne, kan på den måde også omskrives til toner, og praksissen med, at komponister ærede den konge eller fyrste, som gav dem hyre, med værker baseret på personens navn - og samtidig blærede sig over for andre komponister - går også tilbage til 1400-tallet. Vid&Sans kan fx omskrives til en lille melodi, et fugatema måske, bestående af tonerne c-e-d-g-es-a-g; ikke uinteressant!
I den allersidste fuga, som Bach (selvfølgelig) har placeret som netop nummer 14, bringer Bach hen imod slutningen sit eget tema i spil, B-A-C-H-temaet, i forhold til fugaens andre temaer, inden musikken løber ud i takt 239 (se nodebladet).
Så jeg havde glædet mig til at vise de studerende, at netop her underskriver Bach så at sige sit livsværk. En overhead viste Bachs håndskrevne noder på tavlen, og cd’en snurrede i afspilleren. Vejret var denne eftermiddag blevet lummert og trykkende. Det trak op, og vinduerne var blevet åbnet.
Fugaens kunst fyldte rummet, minutterne gik … og præcis i det øjeblik, hvor B-A-C-H-temaet for første gang hørtes, lød der – helt uden forudgående buldren - et kolossalt tordenbrag, og regnen fossede ned. Så var han der igen.
Fra gåsepen til galakser
Bach er en af de mest gennemforskede komponister, vi har. Hver en snip papir i direkte eller indirekte relation til ham er vendt, vejet og drejet, hver en blækklat gennemlyst og -analyseret. Så der sjældent noget nyt under solen. Men det bliver måske andre forundt.
Langt ude i rummet svæver to ubemandede rumsonder fra NASA afsted, Voyager 1 og 2 – det har de gjort siden 1977. Ombord har de en ’tidskapsel’: To guld-discs med eksempler på lyde og billeder fra Jorden, blandt andet forskellige musikstykker. Rumsonderne løber vist tør for strøm i 2025, men de fortsætter ufortrødent.
Skulle intelligent liv på et tidspunkt modtage denne flaskepost fra vores civilisation, vil det første, der sprudler ud - hvis altså ’de’ kan sætte pladen på! - være første sats af Bachs Brandenburg-koncert i F-dur. Senere kan de høre Chuck Berry og Stravinsky. Og mere Bach.
Bachs musik er evig og evigt aktuel – den kan stadig udforskes og fortsætte med at give os nye oplevelser, tilsyneladende uafhængigt af hvilken tidsalder og hvilket rum, vi befinder os i.
