Misforstå mig ikke: Som følsom forælder og som almindelig kritisk borger er jeg dybt bekymret over den måde, sociale medier som Facebook, Instagram, Snapchat og mange andre påvirker vores liv og samfund på.
Engang var jeg mest begejstret for den kolossale frigørelse og demokratisering, de sociale medier slæbte med sig ind i vores samtalesaloner. Nu er jeg mest af alt bekymret over den nærmest endeløse række af problemer, der har vist sig at være konsekvensen af, at vi med naiv begejstring bød dem indenfor til te og småkager.
Enhver med wifi i klunkehjemmet vil vide, hvad jeg refererer til: Ekstrem forråelse af den offentlige debat, kynisk udnyttelse af vores personlige data og vores klikadfærd på nettet, spredning af løgne, underminering af vores tillid til hinanden, til politikerne og til forskningen, polarisering af vores fælles samtale i faktaresistente ekkokamre, frontalangreb på de gamle mediers forretninger. Og meget, meget mere. Alt sammen drevet frem af en håndfuld gigantvirksomheder i Californien, der på lidt mere end et årti har fået nærmest teknologisk verdensherredømme.
Det ligner et demokratisk, kulturelt og økonomisk mareridt. Der er al mulig grund til at være bekymret.
Det ligner et demokratisk, kulturelt og økonomisk mareridt. Der er al mulig grund til at være bekymret.
Men jeg er næsten lige så bekymret over et andet dominerende fænomen i vores samfundsliv og debat: Vores tilbøjelighed til kollektiv panik og moralsk fordømmelse i sager og problemstillinger, som vi ikke har tilstrækkelig viden om.
De seneste ugers strøm af historier om de såkaldte Facebook Files, lækket af whistlebloweren Frances Haugen, er netop sådan en sag. Haugen har båret tusindvis af interne dokumenter fra tech-virksomheden hen til den amerikanske avis Washington Post. Efterfølgende er hun trådt frem med stærke vidneudsagn i tv-stationen CBS News’ 60 Minutes og i en høring i det amerikanske senat.
Det er dybt problematiske sager, hun som modig sladrehank har bragt frem i lyset.
Hvad der for alvor har skabt opstandelse kloden over, er dette: At Facebook via sine egne undersøgelser har dokumenteret, at Instagram – som siden 2012 har været ejet af Facebook – har skadelige virkninger på ikke mindst unge pigers selvværd. Og at virksomheden trods denne viden ufortrødent er fortsat med kommercielt at udnytte de unges afhængighed af Instagram-platformen.
Så vidt de vigtige afsløringer af Facebooks på alle måder moralsk anløbne projekt. Nu kommer så det andet, der er grund til at være bekymret over:
Verdenspressen, politikere og debattører fra nær og fjern har udlagt dokumenterne fra Facebook, som om der var tale om forskning. Og som om de beviste, at Instagram faktisk påvirker de unge negativt. Begge dele er forkerte.
Reelt ved vi ikke, om Instagram påvirker piger og drenge negativt.
Reelt ved vi ikke, om Instagram påvirker piger og drenge negativt. Hverken Facebooks egne data eller uafhængig forskning kan sige det med sikkerhed. Vi har altså ikke den fornødne viden at lænke vores bekymringer og moralske fordømmelse af Facebook til. I hvert fald ikke på dette vigtige punkt.
Det er den meriterede amerikanske psykologiprofessor Laurence Steinberg, der i et debatindlæg i The New York Times er så flink at gå imod strømmen i den globale debat og gøre opmærksom på misforholdet.
Steinberg har tre pointer – én om Facebooks egen såkaldte forskning, én om den akademiske forskning på feltet og én om den moralske panik i offentligheden. Lad mig tage dem én ad gangen.
Facebooks egne data viser en sammenhæng – en korrelation, som det hedder på statistiksprog – mellem de unges brug af Instagram og deres svar på, hvordan de føler sig til mode. Men man kan ikke konkludere, at det er en årsagssammenhæng.
Når tre ud af ti piger i Facebooks undersøgelser beretter, at Instagram får dem til at have det dårligt med sig selv, ved vi ikke, om deres oplevelser på platformen reelt har skabt denne følelse hos dem. Eller om følelsen har skabt oplevelsen af Instagrams dårlige påvirkning. Eller om helt andre forhold har påvirket de unges følelser negativt – f.eks. at de er ensomme, skrøbelige eller har svage relationer i familien.
Kun stringente videnskabelige undersøgelser med præcist udvalgte kontrolgrupper ville kunne fortælle os noget om de mulige årsagssammenhænge. Det er netop Steinbergs anden pointe: Den slags undersøgelser er der stadig meget få af. Facebooks egne data befinder sig slet ikke i den kategori. Og de solide videnskabelige undersøgelser viser ifølge Steinberg allerhøjest en meget spinkel negativ effekt af sociale medier.
Så dér står vi: Med stor og forståelig bekymring for de unges ve og vel, stor og forståelig fordømmelse af Facebook og konsorter – men ingen sikker viden at have nogen af delene i.
Steinbergs tredje og afgørende pointe er, at dét er et rigtigt dårligt sted at stå for et samfund. Ikke mindst når medier, folkestemning og politikere i fælles bekymring sætter i bevægelse og lægger an til at indføre forbud, regler og love. Hvad der netop er på tapetet i mange lande: At sætte langt skrappere regler for de sociale medieplatforme.
Herregud, er det ikke bare en verdensfjern professors teoretiske indvending mod nogle forbud og begrænsninger, som alle ønsker?
Herregud, kunne man indvende, er det ikke bare en verdensfjern professors teoretiske indvending mod nogle forbud og begrænsninger, som alle ønsker, og alle kan se det nødvendige i? Og har vi ikke indicier nok til at få taget fat på sagen?
Ikke helt. Mange af de indicier, vi har fra de ikke-så-solide undersøgelser, viser, at de sociale medier faktisk styrker langt de fleste unges selvværd og oplevelse af at høre til et fællesskab. Og hvordan mon vores børn og unge var kommet igennem corona-nedlukningerne, hvis ledningen til deres digitale fællesskaber havde været kappet over af forældre, som i øvrigt ikke havde tid og ork til at være sammen med afkommet?
Hvis vores helt forståelige bekymring for stort og småt derude i landskabet får lov til at styre den måde, vi regulerer de sociale medier på, ender vi ironisk nok med at opføre os præcis som den Facebook-kultur, vi prøver at begrænse: Fakta- og vidensresistent.
