I 2008 var den amerikanske udenrigsminister Condolezza Rice efter eget udsagn ”ret flov” over, at Nelson Mandela og hans parti ANC var på USA’s terrorliste. Det betød i praksis, at han og partiet kunne deltage i møder i FN’s hovedkvarter i New York, men ikke rejse rundt nogen andre steder i landet. Daværende præsident George W. Bush fjernede Mandela og ANC fra terrorlisten, og ved Mandelas død i 2013 strømmede det ind med lovprisninger af ham fra hele verden – også fra den amerikanske præsident.
USA nåede lige om på den rigtige side af historien, inden Mandelas død. Men det, at han bare fem år forinden stadig blev regnet som terrorist i frihedens eget land, rejser selvsagt spørgsmålet om, hvordan en af den moderne tidsalders mest feterede mennesker, der stoisk udholdt næsten 30 års brutal indespærring og førte sit land fra racistisk diktatur til demokrati, overhovedet var landet på sådan en liste i første omgang.
Vold er ikke nok
Ét simpelt svar er, at ANC og dermed Mandela anvendte vold i deres kamp imod Apartheidstyret. Under sin retssag i 1964 sagde Mandela blandt andet selv: ”Jeg benægter ikke, at jeg planlagde sabotage. Jeg planlagde det ikke i en tilstand af letsindighed, eller fordi jeg elsker vold. Jeg planlagde det som resultat af en rolig og sober vurdering af den politiske situation, der var opstået efter mange års tyranni, udbytning og undertrykkelse af mit folk fra de hvide.”
Men bare det at anvende vold politisk, er normalt ikke nok til at blive dømt for terrorisme. Både politisk, moralsk og juridisk er vi som verdenssamfund (og USA i særdeleshed) vant til at skelne mellem legitim og illegitim vold. Krigshandlinger er ikke nødvendigvis krigsforbrydelser. Selvforsvar er ikke det samme som selvtægt. Og frihedskamp er ikke terrorisme. Så selvom ANC både begik bombeangreb og henrettelser, synes der ikke i nogen åbenlys forstand at være tale om terrorisme. Medmindre man gør som den nazistiske besættelsesmagt i Danmark f.eks. gjorde i marts 1945 og omdøber alle frihedskæmpere til terrorister.
Hvis vi skal kunne forstå, hvordan ANC’s anvendelse af politisk vold kunne gå så hurtigt fra at være terrorstemplet til at blive hyldet som frihedskamp, er vi altså nødt til at søge svaret et andet sted end i selve voldsanvendelsen.
Den kolde krigs fjendskaber
I dag virker det absurd, at USA så langt oppe i nyere tid anså Mandela for terrorist. Men vi skal huske, at Mandela og ANC op gennem det 20. århundrede i vide kredse blev set som netop det – også herhjemme.
For eksempel rejste den unge konservative Brian Mikkelsen sammen med to andre fra Konservativ Ungdom i 1988 til Sydafrika på Apartheid-styrets regning. De unge KU’ere udviste stor forståelse for landet i en politisk pjece udgivet samme år - ikke mindst fordi Apartheidstyret blev set som et bolværk imod kommunismen. På regeringsniveau var Schlüter-regeringen ligeledes imod at indføre sanktioner imod Sydafrikas Apartheidstyre i 1980'erne.
I 1990’erne fortsatte daværende folketingsmedlem for Fremskridtspartiet Pia Kjærsgaard med at kalde Mandela for terrorist fra Folketingets talerstol selv efter hans løsladelse. Og i maj 1990, fire måneder efter Mandelas løsladelse, og kun fire år før han blev valgt som den første demokratiske præsident i Sydafrika, skrev hun i et læserbrev:
”ANC er ikke en organisation, der har stor udbredelse og tilslutning blandt den sorte befolkning. Dets leder, Nelson Mandela, der også har ansvar for væbnet opstand, tortur m.v., er betalt fra Moskva og styres fra samme sted”.
ANC blev altså set som en kommunistisk organisation, og i 1986 udtalte den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, at ”elementer i ANC anvender bevidst terror”, bl.a. med det formål at fremprovokere ”en racekrig”, mens den britiske premierminister Margaret Thatcher i 1987 kaldte ANC for ”en typisk terrororganisation”. I Thatchers parti, De Konservative, havde studenterorganisationen desuden i flere år haft en plakat med et billede af Mandela hængende, hvorpå der stod: ”Hæng Nelson Mandela og alle ANC-terrorister. De er mordere.”
I dag er dem, vi ikke kan lide, altid terrorister
Meget af fordømmelsen af ANC kan formodentlig forklares med den kolde krigs antikommunisme – og noget af det med en racistisk præference for et hvidt mindretalsstyre. Men den er også del af den velkendte logik, at ’min fjendes fjende er min ven’; eller ’hvad dem, jeg kan lide, gør, er ok, hvad dem, jeg ikke kan lide, gør, er forkasteligt’.
I 1988 beskrev en Pentagon-rapport således Nelson Mandelas ANC som en af verdens ”mest berygtede terrorgrupper”, mens pro-apartheidgruppen Renamo, som samme rapport anerkendte havde dræbt over 100.000 civile i Mozambique mellem 1986 og 1988, undgik terrorstemplet og kun blev benævnt som en ”indfødt oprørsgruppe”.
Et andet eksempel på terrorismebegrebets manglende tyngde, er den lethed, hvormed prædikatet ’terrorist’ afløses af prædikatet ’statsleder’. Personer og grupper, der gennem mange år er blevet udråbt som terrorister af de stater, de står i opposition til, kan – hvis deres oprør viser sig succesfuldt, eller hvis nødvendigheden af finde et varigt kompromis genererer en interesse hos disse stater for legitime modspillere – medføre en pludselig forvandling fra ’terrorist’ til ’rationel aktør’ inden for statssystemet selv. Bare i 1980’erne og 90’erne gjorde det sig bl.a. gældende for Vaclav Havel i Tjekkiet, Lech Walesa i Polen, Nelson Mandela i Sydafrika, Menachem Begin i Israel og Yassir Arafat i Palæstina.
Den dynamik kom til et bizart udtryk i november 1991, da delegationer fra Israel og de arabiske stater mødtes til den fredskonference i Madrid, der senere skulle lede til Osloaftalen. Her beskyldte den israelske premierminister Yitzhak Shamir Syrien for at være en ’førende terroriststat’, hvorefter Syriens udenrigsminister fremviste en britisk efterlysningsplakat fra 1940’erne, der viste ’terroristen’ Shamir. Shamir havde da også i sin tid været et fremtrædende medlem af Abraham Sterns yderligtgående Lehi-gruppe, der bl.a. forestod likvideringen af den svenske diplomat Folke Bernadotte i 1948.
Disse eksempler viser, at terror-begrebet i vidt omfang kan anvendes af alle om alle - og i dag er netop ’terrorist’ blevet det navn, som stort set alle konflikthavende parter forsøger at give sin modpart, fordi selve beskrivelsen fungerer delegitimerende i sig selv - ganske som det var tilfældet med ord som kolonialist, kommunist, kapitalist, racist og lignende tidligere i historien.
Hvis det er påkrævet, kan terroristen i dag endog tildeles en metafysisk status som ’absolut ondskab’, som vi så det med Osama bin Laden i årene efter terrorangrebet 11. september 2001.
Terrorisme er de andres vold mod staten
Til et debatmøde i 2008 definerede daværende retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup en terrorist som ”en person, som vil opnå et politisk mål ved hjælp af vold og magt.” Det virker umiddelbart som en definition, mange ville være enige i.
Det væsentlige at lægge mærke til her er dog ordet ’person’. Den samme form for vold udøvet af en stat for at opnå et politisk mål vil som oftest blive betegnet meget anderledes. Implicit i Skaarups definition ligger altså, at terrorisme ikke bare er politisk vold, men politisk vold begået af en ikke-stat – mens det for det meste er netop stater, der kalder andres vold for terrorisme.
Det er altså mindre volden i sig selv, der afgør, hvem der er terrorist og hvem, der er frihedshelt. Det afgørende er ikke, hvilken vold, der udøves – men hvem der udøver den
For at kunne tage højde for denne indbyggede dynamik i terrorismen, skelner den amerikanske forsker Thomas Perry Thornton mellem ’håndhævelses-terror’ og ’agitatorisk terror’. ’Håndhævelses-terror’ beskriver den voldsudøvelse, som anvendes af dem, der allerede er i besiddelse af magten. ’Agitatorisk terror’ er modsat voldsudøvelse anvendt af dem, der udfordrer magten. Det betyder ikke, at al politisk voldsudøvelse er terror. Men definitionen åbner op for, at ikke al ikke-statslig vold er terrorisme – og at ikke al statslig vold kan undslå sig at være det.
Ikke-statslige grupper og personer har nemlig ikke monopol på brugen af terrorisme som politisk våben. Masser af stater har voldeligt terroriseret deres egen befolkning op igennem historien – og gør det stadig i dag. Den amerikanske borgerkrigsgeneral William T. Shermans ord ”frygt er visdommens begyndelse”, med hvilke han begrundede den ’march mod havet’, der lagde størstedelen af Georgia øde i slutningen af den Amerikanske Borgerkrig, står som vartegn over et af de første og måske mest berømte eksempler på en statsligt autoriseret brug af terror som våben mod egen befolkning.
Men selv om ikke-statslige grupper ikke har monopol på brugen af terroristisk vold, så har staten i vid udstrækning monopol på at udnævne andre til terrorister – og det monopol har afgørende betydning for, hvordan vi i vesten opfatter terrorisme i dag.
Stater kan kun se terrorisme som ødelæggelse for ødelæggelsens skyld
De af os, der var voksne og fulgte med i politik i 2001, forbinder klart benævnelsen ’krig mod terror’ med præsident George W. Bush’ reaktion på terrorangrebet 11. september 2001. Men faktisk har der allerede siden opkomsten af den moderne territorialstat i begyndelsen af 1600tallet hersket en uerklæret, international krig imod terror.
Den moderne stat har i sin kritiske og langstrakte etableringsfase samt i sin efterfølgende stadige overlevelseskamp ført kontinuerlig krig imod en række forskellige ’terroristiske figurer’, hvis primære kendetegn hverken har været deres brug af vold eller mere specifikt deres brug af vold imod civile, men simpelthen det faktum, at de har udfordret staternes egne voldsmonopoler. Den terroristiske figur er ikke kendetegnet ved sine midler eller mål men ved sin status som privat voldsaktør.
Fra den 24. november til den 21. december 1898 afholdt en række stater således verdens første anti-terroristiske konference i Rom med deltagelse af 54 delegerede fra 21 lande - heriblandt Danmark og de daværende europæiske stormagter. Der går en lige linje fra denne konference og til den moderne statslige antiterrorisme. Dengang vekslede man godt nok mellem at bruge begrebet anarkisme og terrorisme. Men det var ifølge konferencedeltagerne en og samme ting, nemlig: ”ødelæggelsen af al social organisering med voldelige midler.” Og det er en definition, vi stadig arbejder med i dag.
I en periode under den kolde krig blev terrorisme godt nok set i klare ideologiske termer, som det modsatte politiske standpunkt af statens eget. Det var såvel i Øst som i Vest de koldkrigs-ideologiske briller, der bestemte, hvem der var terrorist, og hvem der ikke var. Men inden da – og nu igen i dag – er terrorisme mest af alt blevet set som det forkastelige modbillede til ’rigtig’ politik. Som en anti-politisk handling, der søger at ødelægge alle opbyggelige politiske og samfundsmæssige organiseringer – ikke at indføre andre. På anti-terrorkonferencen i 1898, enedes man således i den endelige protokol om at erklære, at ”anarkisme har ingen relation til politik”. Med andre ord: Anarkisme/terrorisme er ødelæggelse for ødelæggelsens skyld, ikke ødelæggelse for et konkurrence politisk projekt.
Det er en karakteristik med klare paralleller til vore dages forståelse af islamistisk terrorisme som grundlæggende apolitisk. Den canadiske menneskerettigheds-tænker Michael Ignatieff beskrev således angrebet på USA i 2001 med ordene:
”Den 11. september var ikke politik med andre midler. Der blev ikke fremsat nogen krav, og det vil der heller aldrig. Ingen tog politisk ansvar for handlingen, og det er der aldrig, nogen der vil. Det var en handling begået uden nogen forventning om at opnå et politisk mål … Det, vi står overfor, er apokalyptisk nihilisme.”
Selv om man kan have sympati for den frygt og vrede, der motiverer opfattelsen af terrorisme som meningsløs vold helt uden for politik, er den dog bevisligt forkert. Hverken angrebet den 11. september eller tidligere terrorhandlinger giver mening at beskrive som rent apolitiske. Det bliver klart, hvis man konsulterer terroristerne selv, der så godt som altid søger at legitimere deres eksistens og handlinger politisk. Det, der for de angrebne stater ligner apolitisk og umotiveret ødelæggelse for ødelæggelsens skyld, opfattes næsten altid af terroristerne selv som legitime politiske reaktioner på statens egen terroristiske vold.
Sejrherren skriver historien
Disse definitionskampe og Ignatieffs bemærkning om 11. september viser, at vores forståelse af terrorisme i vesten dag indebærer en klar stillingtagen til irregulær, privat voldsanvendelse: vi, der lever som anerkendte statsborgere i anerkendte stater, vil simpelthen ikke have andre end staten til at udføre vold.
Det, vi opfatter som terrorisme er således udelukkende systemekstern vold, Thomas Perry Thorntons ’agitatoriske terror’. Det vil sige, dels forstår vi terrorisme som vold rettet imod samfundsordenen som sådan. Og dels som distinkt ikke-politisk vold, det vil sige vold uden for den gængse politiske praksis, som systemet anerkender.
Det er altså voldens private karakter, der definerer den som ulovlig og terroristisk. Det er ikke den måde, volden udøves på eller det faktum, at dem den udøves mod er uskyldige civile. Det er hvem, der udøver den, der afgør, om vold er legitim eller terroristisk. Vold begået af staten er legitim, vold begået imod staten er per definition terroristisk.
I en periode op til og også i årene efter Mandelas løsladelse var det således det, at Apartheid-styret var internationalt anerkendt som stat, der gav det definitionsmagten til at kalde ANC og Mandela for terrorister – med opbakning fra en række andre stater, såvel demokratiske som diktatoriske. Det vigtige for selv demokratiske stater som Danmark og USA var ikke, om Apartheidsystemet selv var demokratisk eller om det udførte vold og terror imod sin befolkning. Det vigtige var, at det var dem, der var staten – og dermed var deres vold per definition legitim for de vestlige stater og politikere.
Men som den efterfølgende historie viser, så ændrer definitioner sig med historiens gang. Så snart Apartheidstyret havde tabt statsmagten, kunne verdens andre stater bagudrettet begynde at opfatte dets vold som ikke-legitim. Det er som så ofte før sejrherren, der skriver historien – så snart Mandela blev statsleder, blev det umuligt at kalde ham terrorist.
At terrorisme mere handler om, hvem der har statsmagten, end hvordan statsmagten er valgt eller hvad, den bruges til, er hver at huske på, når vi i fremtiden hører vores egne statsledere tilføje og fjerne terrorister på diverse lister.
