Kunst & kultur
Foto: Mogens Berger/Ritzau Scanpix. Illustration: Lotus Pedersen

Dario blev båret frem af en ny fankultur

Smørtenoren Dario Campeotto, der døde for nylig, brød igennem i 1961 med et hit, der gjorde ham til genstand for en intens idoldyrkelse. Fankulturen blomstrede op i de år - den kræver fælles referencerammer i befolkningen, og det leverede tv, grammofonplader og ugeblade. Verden var klar til Dario – og til hans fans.

Kunst & kultur
Foto: Mogens Berger/Ritzau Scanpix. Illustration: Lotus Pedersen

”Kære Dario,” skrev en fan til sit store sangidol i 1961. ”Jeg var inde og se dig optræde i Holbæk. Og da jeg bagefter ville have din autograf, fik jeg hånden i klemme i bildøren. En måned senere faldt tre af mine negle af som følge af, at de var kommet i klemme. Det er det bedste minde, jeg har om dig.”

Den 1. april i år døde den danske sanger Dario Campeotto, eller bare Dario, 84 år gammel. I mange årtier var han højt skattet, først og fremmest af et ældre publikum. Folk på min alder, altså i 40’erne, husker ham måske bedst fra 1980’ernes lystige ’Gæt og grimasser’ på DR-TV eller som guest star i Wikke & Rasmussens absurde komedieunivers. Der virkede han bestemt hyggelig, men ikke som én, hvis autograf jeg ville trodse ret mange farer for.

Darios første gennembrud som ungdomsidol for godt 60 år siden er fortællingen om, hvordan intens idoldyrkelse og fankultur opstod med lettere adgang til fælles kommunikation og medier, og dermed med fælles referencer i befolkningen.

Fankulturen blev altså ikke sat i verden af de skrigende Beatles-fans, hvinende Justin Bieber-fans eller via de sociale medier. Langt tidligere var der bobler af fankultur og idoldyrkelse i nogle sociale lag. Men især da tv, film, radio, grammofonplader og ugeblade blev lettilgængelige, opstod grundlaget for en fankultur i bredere dele af befolkningen.

På jagt efter kropslig nærhed

Før internettet skrev fans papirbreve og postkort til deres idoler, og de mødtes om idoldyrkelsen i børneværelser og ungdomshybler, i dagligstuer og forsamlingshuse. Vi kan f.eks. se medlemmer af en Dario-fanklub til pigeværelsesmøde i tv-programmet ’Min fanstjerne’, sendt på Danmarks Radio i november 1961 og nu tilgængeligt via www.danskkulturarv.dk.

Lige så længe fans har haft idoler, har fansene også jagtet suset af fysisk, kropslig nærhed til den fjerne berømthed. Nærhedens magi har paradoksalt nok været betinget af den afstand, der gjorde idolet ophøjet. Derfor kan stjernens autograf få så stor betydning. Og derfor kunne dét at se neglene falde af sin smertende hånd være det sødeste minde for den dedikerede fan, hvis brev til Dario blev læst højt i selv samme tv-program.

Andre ler ad fansene, ryster på hovedet over deres excentriciteter eller mistænkeliggør dem. Er fans ofre for fordummende bedrag? Kan medieskabte følelser for fjerne idoler være ægte? Mon der er noget perverst eller kultisk ved fankulturen – eller begge dele?

Selv inden for specifikke fanmiljøer kan der være hovedrysten. Nogle grupper af fans affærdiger andre fra samme miljø som enten useriøse eller alt for ekstreme, enten alt for uvidende og emotionelle eller alt for nørdede og tørre.

Og enkelte fans vil skifte positioner. For eksempel den unge kvinde, der blev interviewet til ’Min fanstjerne’ og understregede, at hun skam ikke var decideret forelsket i Dario – altså: ikke længere. Hun kunne bare godt lide ham. På en mere moden måde, som vist også var den måde, der bedst kunne berolige den voksne journalist og de bekymrede seere, han her repræsenterede.

Forbrugets eksotiske lydspor

Blot et års tid tidligere kendte den unge kvinde næppe Dario Campeotto. Han blev kastet ind i berømmelsen som 22-årig, da han i februar 1961 vandt det danske Melodi Grand Prix med sangen ’Angelique’.

Det franske kvindenavn og sangens melodiske klang og let markerede latinamerikanske taktart signalerede en mikstur af eksotisk sydlandskhed, som faldt lige i tidens smag. Ingen ringere end Elvis Presley havde få måneder forinden opnået hidtil uhørt succes med en lignende operette- og cha-cha-cha-stil, især i sangen ’It’s Now Or Never’, som var hans amerikanisering af den italienske klassiker ’O sole mio’.

Den 13-årige romerske dreng Robertino begyndte på samme tid at smelte danske moderhjerter med sin lyse stemme og et lignende repertoire. Og den dæmpet-vuggende brasilianske bossanova stod lige på spring til at lægge sit lydtæppe ned over 1960’ernes dansegulve og cocktailfester.

Det var klange og rytmer af de varme, kulørte drømmelande, som de års økonomiske velstandseksplosion og charterturisme i stigende grad forvandlede til realistiske feriemål. Dermed udgjorde de eksotiske klange også en vigtig del af lydsporet til en fælles følelsesmæssig overgang fra 1950’ernes skamfulde nøjsomhedskultur til 1960’ernes hastige nydelse i et stadigt voksende fritidsforbrug, der gjorde fremtidsmuligheder til nutid og forbandt de vestlige forbrugere med stadigt større dele af omverden.

Den unge Dario Campeotto matchede ikke kun denne i bred forstand sydlandsk inspirerede musikalske stil med sin trænede tenorsang, der var opøvet med operaen som forbillede. Hans fremmedartede navn og italienske familiebaggrund gav hele hans image et skær af det sydlandske. Også selv om han var født og opvokset på Frederiksberg.

Eller mere præcist: Fordi han var italiener fra Frederiksberg, kunne han bygge bro for sit publikum mellem det hjemligt velkendte og den større verdens fascinerende fremmedartede fænomener. Han repræsenterede det spændende sydlandske i en tilpas tryg hjemlig aftapning. Lige hvad et bredt ungt publikum behøvede netop på den tid. Fuldstændig som hans sang ’Angelique’ parrede det sydlandsk eksotiske med veletableret dansk refrænsang.

Alt for artige fans?

De unge kvindelige Dario-fans, som trådte frem på landsdækkende fjernsyn i efteråret 1961, var da hverken vilde eller rebelske heller. De svarede ikke til 1950’ernes forestillinger om sanseløst voldelige unge mænd i læderjakker eller liderlige amerikanske teenagepiger til datidens Elvis-koncerter. Og heller ikke til vildskaben hos Beatles-fans få år senere, da de unge kvinder skreg, og de unge mænd vaskede brylcremen ud af håret for at frisere det ned i panden ligesom deres idoler.

Nej, de unge Dario-fans blev fremstillet som artige og velopdragne piger, der af en eller anden grund alligevel blev betænkeligt begejstrede over de kunstigt fremmanede idoler.

DR-journalisten spurgte på adskillige måder gennem programmets halve time, om ikke fansenes distanceforelskelse i en syngende glansbilledhelt ødelagde deres evne til at føle ægte kærlighed til virkelighedens mindre perfekte drenge.

Det spørgsmål handlede om meget mere end Dario og teenagerne: Var den kommercielle massekulturs idoldyrkelse en fordummende og følelsesforkvaklende bombe under alt det gode og sunde i samfundet? Det var netop, hvad kritiske kommentatorer fra flere sider hævdede i de samme års intense kritik af poppen.

Konservative kritikere så i den blomstrende kommercielle popkultur som helhed en undergravning af alt det traditionelle, ophøjede og ærværdige i kunsten. Kulturradikale kritikere fra venstre så en undergravning af den kritiske dømmekraft og refleksion, der måtte udgøre kernen i et demokratisk samfund.

Arkitekten og multikunstneren Poul Henningsen mente ligefrem, at 1960’ernes pop var farligere for demokratiet, end nazismen havde været 20 år før. Nazismen havde jo dog ved sin åbenlyse brutalitet ægget til demokratisk modstand. Den nye pop var snarere en mental ensretning gennem søvndyssende nydelse af det samme om og om igen. De unge fans var alt for artige.

Dario selv viste sig imidlertid i den samme tv-udsendelse som mere end blot en passiv marionet. Jo, svarede han, som sangidol må man nødvendigvis synge ”som pigerne vil ha’ det”. Men han reflekterede også modent over det. Selv om det var dejligt med de mange kærlighedserklæringer pr. brev og med graffiti i hans trappeopgang, kunne det også blive for meget.

Som han udtalte til Billed-Bladet i juni 1961:  ”Det har gang på gang været et chok for mig at se piger på 16-18 år med et udtryk i ansigtet, som er en blanding af dyrisk vildskab og hysteri, at opleve piger, der klamrer sig til én og bare vil røre ved én.”

Og selv om tv-udsendelsens unge kvindelige Dario-fans var meget begejstrede, viste interviewene med dem også, at de var mere end blot ekstatisk besatte. De organiserede sig i fanklubber med husorden og faste regler for adfærd. Over for den voksne, kritiske journalist lagde de hver især vægt på, at de da ikke helt havde mistet forstanden.

Mere sigende var muligvis alt det, der ikke blev sagt med ord, men udvekslet indbyrdes mellem de unge kvinder i hurtige blikke og nervøs fnisen. Der var noget indforstået mellem de unge fans, som ikke kunne siges til den voksne interviewer. Og hvad end dét mere præcist var, røbede det, at deres fanidentitet også handlede om at opbygge egne fælles ungdomsidentiteter – noget, man som generation kunne have for sig selv.

Måske fornemmede de unge kvinder alligevel, at deres Dario-begejstring ikke kun handlede om Dario, men også var en måde både at være sammen og blive sig selv på?

Fra Dario til Doris – og længere tilbage

Dario viste forståelse for fandyrkelsen. Han havde selv været fan. Som barn – vel nok i begyndelsen af 1950’erne – havde han været med til at stifte en fanklub for den amerikanske skuespiller og sangerinde Doris Day. Og han huskede det gys, han og kammeraterne havde oplevet ved først at skrive til den store stjerne i det fjerne og derpå modtage et takkekort med autograf til svar.

Så nok trådte fankulturen tydeligt frem her i begyndelsen af 1960’erne, hvor mange teenagere selv fik råd til grammofonplader og stiftede utallige fanklubber ude i børneværelserne.

Det ellers skrantende ugeblad Tempo fik en ny opblomstring som samlende organ for fans og fanklubber – og som det sted, hvor den heldige Dario-fan kunne vinde titlen som ’prinsesse for en dag’, altså hvad amerikanerne kendte som en date med idolet. Men helt nyt var det langtfra.

Der har dog ikke til alle tider været fans og idoler i den størrelsesorden. Fankultur og idoldyrkelse forudsætter samfund og offentligheder af en vis størrelse og en vis grad af indbyrdes kommunikation og fælles referencer.

I flere årtusinder har fyrster, krigsherrer og religiøse figurer været kendt af mange for deres magt, bedrifter og budskaber. Men fandyrkelsen af kendisser som Dario eller Doris Day knytter sig mere specifikt til de moderne offentligheder, der bredte sig med aviser og massedistribuerede bøger fra 1700-tallet og frem.

Filosoffen Jean-Jacques Rousseau udgav f.eks. i 1782 en selvbiografi med intime detaljer, der vakte nyfigenhed og sladder i vide kredse. Den engelske poet Lord Byron blev ikke kun kendt som forfatter, men også som helt og stilforbillede. Mange ville pludselig ikke bare skrive, men være som ham.

Og i takt med, at aviserne hen over midten af 1800-tallet blev trykt hastigere og i voksende oplag, opstod der bedre betingelser for, hvad vi i dag ville kalde fankultur og idoldyrkelse, nu tydeligere knyttet til markante musikere, sangere og skuespillere.

Kaffesjatter i en flakon om halsen

Et markant eksempel på tidlig idoldyrkelse var Franz Liszt. Han huskes i dag mest som komponist, men i 1830’erne og 1840’erne vakte den unge Liszt enorm begejstring over hele Europa som klavervirtuos og kreativt improviserende fortolker af andres kompositioner.

Mænd beskrev hans koncerter som sanselige rejser til fjerne eventyrlande, og kvinder overdængede ham med blomster. Nogle indsamlede som relikvier de genstande, der havde været i berøring med idolet selv. Sprungne klaverstrenge blev spundet til smykker. Hans efterladte kaffesjatter blev hældt på smykkeflakoner og båret om halsen. Også her ville man tæt på idolet.

Den form for betagelse fik den tyske digter og samfundskritiker Heinrich Heine til at tale om en Lisztomani – altså en fælles galskab, en kultlignende besættelse af en offentlig figur. Også Danmark mærkede denne mani, da Liszt gæstede København i sommeren 1841 og bl.a. spillede tre koncerter i Det Kongelige Teater.

Få år efter Liszt kom ’den svenske nattergal’, operasangerinden Jenny Lind, og betog sit publikum med en lignende energi – først i Europa, så i endnu mere skamløst kommercielle former i USA under den sagnomspundne impresario P.T. Barnum.

I slutningen af 1850’erne blev den spanske danserinde Pepita de Oliva så populær i København, at hun ikke kun lagde navn til kager – hvad Liszt allerede havde gjort – men også til et stofmønster, pepitatern, og til en serie af drikkeglas, lommelærker og andet merchandise, for ikke at nævne en lidt snusket udgivelsesserie med den sigende titel ’Lukkede Pepita-Billeder – alene for Herrer’. Her var allerede mere end bare tekst.

Med fotografiets, radioens, filmens og grammofonpladernes udbredelse tog fænomenet stadig mere fart. Her kunne publikum opleve stadig mere intimitet midt i den ophøjede berømmelses fjernhed. Et nærbillede eller en kærlighedssang croonet helt tæt på en mikrofon bringer os tættere på idolet, end vi er på de fleste mennesker. Og dog er det ikke idolet selv, vi er tæt på, men mediets repræsentation af det.

Lidt af nærhedens magi

Hermed var scenen grundigt sat for de tidlige 1960’eres danske Dario-dyrkelse. Ganske vist var brugen af fanbegrebet ret ny, men fankulturen var mere massiv end nogensinde før. Ugebladet Tempo registrerede sine fanklubmedlemmer i titusindvis.

Både Tempos ugebladssucces og Dario-dyrkelsen blomstrede dog kun kort, før nye fænomener tog over. Tempo gik tilbage – og gik snart ind. Dario blev gift i 1963 med et andet af tidens unge populærkulturelle ikoner, Ghita Nørby, og de boede sammen i seks år i Italien, mens pigtråds- og siden beatmusikken erobrede det unge danske publikum.

Kendt og afholdt forblev den italienske smørtenor fra Frederiksberg - også i cd’ens og internettets æraer, og han sang næsten lige til det sidste. Men de mange hede kærlighedserklæringer og bildørsklemte fanhænder var nu bestemt for yngre kræfter, der har ført fankulturen til nye former. Men fans har til stadighed mærket suset, når den ophøjede stjerne gav lidt af nærhedens magi.

BIOGRAFIER

Lektor i historie, Aarhus Universitet
Bertel Nygaard er lektor i historie på Aarhus Universitet. Her forsker han særligt i moderne historie, revolutioner og sociale forandringer, heriblandt populærkultur.

ANBEFALET TIL DIG

Menu