Så skete det igen. Lørdag den 14. maj gik en 18-årig amerikaner amok i et supermarked i Buffalo og skød 13 mennesker. Kort forinden havde han publiceret et 180 langt manifest, hvor han i detaljer redegjorde for sine bevæggrunde for massedrabet.
Det er uhyggelig læsning på flere planer.
Teksten ligner en række tilsvarende ”manifester”, der ligger til grund for andre massedrab gennem de seneste år, og giver et foruroligende indblik i det verdensbillede, der trives i højreekstremistiske fora på internettet.
Manifesterne er først og fremmest præget af, hvad man kan kalde ”demografisk angst”.
Gerningsmændene deler en konspirationsteoretisk forestilling om ”den store udskiftning”, hvor migration og høje fødselsrater hos andre etniske grupper trænger den hvide race i defensiven. Og de ser massedrab og andre radikale voldshandlinger som et nødvendigt og heroisk modtræk til udviklingen.
Racisme og demografi
Demografisk angst er ikke et nyt fænomen.
Op gennem historien har stammer, nationer og befolkningsgrupper altid frygtet, at ”de andre” ville blive for mange og for stærke.
Folk har altid set med bekymring på ”de andres” stigende fødselsrater – i fjendtligtsindede nabolande, hos en degenereret underklasse eller i bestemte etniske grupper.
Og med kolonialismen og den biologiske racisme fik den demografiske angst en teoretisk overbygning.
Teorierne om nogle racers overlegenhed frem for andres og socialdarwinismens forestillinger om historien som en evig dominanskonflikt mellem folkeslagene nærede frygten for, hvad der sker, når racernes blandes, eller når de fremmede kommer ”her” og overtager magten.
Den demografiske angst fik sit mest forfærdelige udtryk med Nazi-Tysklands udryddelser af de mindreværdige, både de fysisk og psykisk syge, de homoseksuelle, romaerne, de slaviske folkeslag østpå og ikke mindst jøderne.
Racisme i flyverskjul
Denne hårde udgave af den demografiske angst gik under jorden i efterkrigstiden. Den fandtes primært i små og marginaliserede grupperinger, f.eks. det nynazistiske miljø, men dukkede lejlighedsvis op til overfladen med politikere som Jean-Marie Le Pen i Frankrig, der kaldte indvandring ”arsenik i et rent glas vand”, og herhjemme hos Fremskridtspartiets Mogens Glistrup, der talte om, hvordan de fremmede ”yngler kraftigere end danske familier”.
Men det bagvedliggende tankegods har i flere forskellige afskygninger overlevet i den politiske debat. Det gælder f.eks. den bekymring for global overbefolkning, der tog fart fra slut-1960’erne og fremad. Presset på planetens ressourcer er og var en meget reel problemstilling. Men det er påfaldende, hvordan det historisk set er blevet italesat som et problem i og for den tredje verden – på trods af, at de rige industrilande tegner sig for langt størstedelen af det globale ressourceforbrug.
En af dem, der mest indflydelsesrigt var med til at sætte overbefolkning på dagsordenen, var den amerikanske økolog Garret Hardin, som ret hurtigt knyttede befolkningsproblemet sammen med en national racistisk dagsorden. I et kontroversielt essay fra 1974, ”Lifeboat Ethics”, argumenterede han bl.a. imod hjælp til fattige og advokerede for fødselskontrol.
I 1997 sagde han: ”Jeg er dagligt konfronteret med horder af yderst gravide mexicanere, der krydser grænsen i sidste øjeblik og føder deres børn på amerikanske hospitaler – for amerikanske penge.”
Denne demografiske angst har skabt grobund for alle mulige mere eller mindre racistiske forestillinger om den fattige og beskidte udlænding, der sviner, forbruger og bringer sygdomme med sig. F.eks. den ’kinesiske virus’, som bl.a. Trump ofte kaldte corona-pandemien.
Den store udskiftning
Ideen om ’den store udskiftning’ – at den hvide befolkning i de vestlige lande er ved at blive erstattet med andre befolkningsgrupper – er de senere år blevet en del af den politiske debat.
I Frankrig er den blevet åbent fremført af højrefløjen i forbindelse med det nylige præsidentvalg, og i USA promoveres den bl.a. af tv-nyhedsværten Tucker Carlson og en række republikanske politikere. Også herhjemme genfinder man tankegangen som en mere eller mindre tydelig understrøm i den udlændingepolitiske debat.
Det er samtidig en idé, der ikke kun er blevet mainstreamet, men også radikaliseret. Frygten for, at ”ens egne” kommer i mindretal og mister status og magt, nationalt eller på verdensplan, er ikke bare en afgørende komponent i højrepopulismens fremmarch, men også en eksplicit bevæggrund for stadigt flere højreekstreme terrorangreb.
Idéerne bygger på et mere eller mindre ekspliciteret racistisk verdenssyn, der ser verden i et krigerisk konfliktperspektiv, som en kamp mellem mennesker i distinkte og hierarkisk ordnede grupper. Et nulsumsspil mellem racerne, som ”de forkerte” er i færd med at vinde.
Frygten for fødselsraterne
Man genfinder tankegangen i sin mest uhyggelige form i en række af de terrormanifester, som højreekstremister har udsendt i forbindelse med deres dødelige angreb. Det gælder bl.a.
- Terrorangrebene i Christchurch, New Zealand, 15. marts 2019, hvor Brenton Tarrant myrdede 51 og sårede 40, hovedsagelig muslimer.
- Masseskyderiet i El Paso, Texas, hvor Patrick Crusius 3. august samme år myrdede 23 og sårede yderligere 23 i et angreb rettet mod byens latino-befolkning.
- Forrige weekends masseskyderi i Buffalo, hvor Payton Gendron skød 13 mennesker, hvoraf de 10 blev dræbt. Alle hans ofre på nær to var afroamerikanere. Og i et manifest, som han lagde ud på nettet kort inden angrebet (og som i væsentlige passager er skrevet af efter Tarrant) skriver han, at valget af ofre ikke er tilfældigt.
I alle tre manifester er det en bærende forestilling, at den hvide race er ved at ”tabe”, og at kun radikale, voldelige handlinger kan forhindre det racemæssige nederlag.
Tarrants manifest starter med tre linjer:
Det er fødselsraterne.
Det er fødselsraterne.
Det er fødselsraterne.
I alle tre tekster er befolkningsudviklingen det afgørende motiv. Tarrant skriver f.eks.: ”Hver dag bliver vi færre i antal, vi bliver ældre, vi bliver svagere.” Der finder, skriver Crusius, ”en kulturel og etnisk udskiftning sted”. I Gendrons tekst er det vigtigste og allerførste budskab, at ”hvide fødselsrater skal ændres. For hver dag bliver den hvide befolkning stadigt mindre.”
Det er denne kobling af racisme og katastrofe, der er kernen i deres tænkning og deres handlinger.
Sidste udkald for den hvide race
Hele udskiftnings-tankegangen giver kun mening i en racistisk optik, hvor der findes distinkte racer, der er etnisk og kulturelt forskellige, og som ikke må blandes. Denne form for demografisk angst er åbent racistisk, hvilket de tre manifester heller ikke efterlader tvivl om.
Både Tarrant og Gendron omtaler et ”hvidt folkemord”, og immigration beskrives igen og igen som en ”invasion”, ”besættelsestropper” og (hos Gendron) ”udskiftere” – en fjendtlig, eksistentielt truende styrke.
Tidsperspektivet er for alle tre afgørende: Tiden er ved at rinde ud for den hvide race. Dette er de sidste tider, hvor udviklingen endnu kan vendes. Oplevelsen af at tabe sin fødselsret og hjemstavn politiseres og radikaliseres som en teori om bevidst fjendtlighed indefra og udefra, der legitimerer radikale voldshandlinger.
Crusius skriver: ”Jeg har hele mit liv forberedt mig på fremtid, der aktuelt ikke findes”. Misforholdet mellem den fremtid, han føler sig berettiget til, og den fremtid, han forventer, fører frem til hans konklusion om, at han ”ikke længere kan bære uvirksomhedens skam”.
Vold er, skriver alle tre, ”en selvforsvarshandling”. Men mod hvad og hvem?
Det dobbelte fjendskab
Der er mindst to årsagsniveauer på spil i ideen om ”det hvide folkemord”. Den eksterne”invasion” af fremmede suppleres af en intern forklaringsmodel, hvor udviklingen understøttes og forstærkes af elitens forræderi og befolkningens passivitet.
Alle tre manifester abonnerer på en ide om, at de vestlige eliter med fuldt overlæg er ved at udskifte den hvide befolkning, hvad enten det er for at skaffe billig arbejdskraft eller sikre evigt parlamentarisk flertal til venstrefløjen.
De har forskellige bud på elitens motiver, men forræderitemaet går igen: Udviklingen skyldes ikke bare tingenes gang, men er udtryk for et aktivt og villet ”forræderi”.
I Tarrants og især Grendons manifester er der tydelige antisemitiske træk, herunder klassiske konspirationsforestillinger om en skjult jødisk magtovertagelse; en globalistisk elite, der ønsker at ødelægge den hvide racerenhed for bedre at kunne regere over verden.
I den fremmedfjendske højrefløjs tankeverden er der et dobbelt fjendskab på spil, en forestilling om en alliance mellem den hjemlige eller hvide top, eliten, og så den farvede bund, immigranter, de vandrende masser fra fremmede lande.
Crusius skriver: ”pro-business = pro-immigration”. Elitens handlinger er årsagen, de fremmedes immigration er midlet. Han skriver videre, at USA ”kun kan ødelægges indefra. Hvis vores nation fejler, da vil det være forræderes skyld.”
Forræderiet mod den hvide mand
En væsentlig del af den højreekstreme voldsparathed kommer netop fra dens konstante tematisering af forræderi; den indre fjende, der lukker den ydre fjende ind. Det er med til at forklare det ellers uforklarlige: Hvordan kan den race, der ellers er bestemt til at herske og vinde, være ved at tabe? Det kan kun være resultatet af forræderi, et svigt fra ens egne.
De indre fjender har ikke kun åbnet døren for den ydre fjende i form af immigration. De har også svækket den hvide race: Fødselsraterne er faldet, fordi den hvide kvinde er blevet frigjort, dvs. forledt af feminismen til ikke at ville have børn og forført af den mørklødede, eksotiske mand til hedonistisk sex.
Ifølge Tarrant er fødselsraterne faldet, fordi kernefamilien er ødelagt af ”den hedonistiske, nihilistiske individualismes katastrofe”, der erstatter den familiære, reproduktive forpligtelse med skamløs seksuel egoisme.
Og fødselsraterne er ikke mindst faldet, fordi den hvide mand er blevet blød, opgivende og umandig. ”Vestens mænd må blive mænd igen”, som Tarrant skriver (og som Grendon gentager).
Tarrants manifest slutter med en billedserie med jæger-kriger-mænd og mødre-kvinder. Det er ikke det dominerende tema i de tre tekster, men de anskuer alle den hvide kvinde – der kun omtales som offer for brune mænds voldtægter – i rent reproduktive termer, mens den hvide mand ses som beskytteren og soldaten, patriarken i den gendannede, racerene familie.
Problemet er ikke kun migration. Den demografiske angst stikker dybere. Den hvide races manglende evne og vilje til at reproducere sig selv, skabe stærke, levedygtige familier og samfund og forsvare sig selv, Vestens impotens, står over for de laverestående, mørke racers virilitet og livsvilje.
Crusius kredser om, hvordan immigrantgrupperne har nogle af de højeste fertilitetsrater, mens Tarrant skriver, at dem, han angreb, var ”en åbenlys, synlig og stor gruppe af angribere fra en kultur med højere fertilitetsrater, større social tillid og stærke, robuste traditioner”.
De har, noterer han med slet skjult misundelse, ”en vilje til erobring.” De har ”deres egen stærke, dominante og opvoksende kultur”, der står over for Vestens nuværende ”alderssvækkede, døende, forfaldskultur.”
De tre manifesters samtidsdiagnose gentager den gamle forestilling om de ”forkertes” reproduktionsoverskud – de andre nationer, underklassen – kombineret med racismens seksualiserede forestillinger om den mørke mand.
Manifesterne er præget af en akut og forhøjet trusselsforståelse, der hviler på det paradoksale misforhold mellem skribenternes tydelige mindreværdsoplevelse og deres forestillinger om et racehierarki udtrykt og bevist gennem den hvide races erobringsvilje, skabertrang og livskraft.
Gammelt tankegods
De, der ellers burde være dømt til underlegenhed, synes pludselig at have fremtiden for sig. Verden er vendt på hovedet, oppe er nede, herskerne er de underkuede.
Voldsparatheden er den naturlige konklusion: At løse ”problemet” kræver vilje til at dræbe, også civile: de ”ubevæbnede invasionsstyrker”, inklusive børnene, der vokser op og bliver voksne, der får flere børn.
I disse højreekstreme terroristers øjne er det et spørgsmål om overlevelse. Uden radikale voldshandlinger er den hvide mand dømt til udslettelse.
I en trope, der genfindes i al voldelig ekstremisme, fra fascisme til islamisme, er døden lig livet – at ofre sig selv og ikke mindst ofre andre er en gave til livet.
Kombineret med de idéer om forræderi og svigt, der i stigende grad er en del af den politiske mainstream, og den demografiske angst for at stå på kanten af udslettelse er det en dødelig cocktail.
Der er desværre grund til at frygte, at vi vil se flere angreb med samme motiver i fremtiden.
