Lige nu kæmper ukrainere for deres selvstændighed og for demokratiet. Men hvorfra stammer den styreform, så mange af dem tilsyneladende er villige til at dø for, og som Putin foragter og gør alt for at knægte? Vi har alle godt af at blive mindet om skabelseshistorien for det politiske system, som vi sætter så højt.
De fleste af os har fået at vide, at demokratiet blev skabt i antikkens Grækenland, og at vor tids demokratier har rødder tilbage til denne ”første demokratiske transformation”, som den amerikanske politolog Robert A. Dahl har kaldt det.
Tag for eksempel den Demokratikanon fra 2008, som Fogh Rasmussen-regeringen fik et udvalg af eksperter og lægfolk til at udarbejde. Kapitel 1 hedder ”Demokratiets rødder”, og de første tre linjer slår uden bæven fast, at ”Demokrati som ’folkets magt’ opstod første gang i nogle græske bystater i 500-tallet [f.v.t.]. Mest kendt er Athens demokrati.”
Et andet eksempel kan vi læse på hjemmesiden 1001 fortællinger om Danmark. Her indleder Kulturarvsstyrelsen en artikel om demokratiseringen af Danmark på følgende vis: ”Demokratiets vugge stod efter gængs opfattelse i Athen i det femte århundrede f.Kr. og demokratiet har derfra bredt sig til det øvrige Europa og resten af verden.”
Nyere forskning har imidlertid stillet sig yderst skeptisk over for den slags forestillinger af to grunde. For det første undervurderer disse forestillinger, hvor mange andre steder i verden vi historisk set finder styreformer, der hviler på en form af bred folkelig inddragelse i politiske beslutninger og kontrol af magthaverne. Lige fra oldtidens Mesopotamien til Afrika syd for Sahara og Nord- og Sydamerika.
For det andet overvurderer disse forestillinger betydningen af de antikke græske demokratier for vor tids repræsentative demokratier. Denne form for vanetænkning om demokratiets vugge er derfor også med til at understøtte en mere generel påstand om, at kun lande med direkte forbindelse til den klassiske græske kulturarv kan udvikle og stabilisere demokrati.
Civilisationen som demokratiets fjende
Det står i dag klart, at vi finder en form for politisk medbestemmelse mange andre steder, før, under og efter antikkens græske demokratier. Den amerikanske politolog David Stasavage har i sin bog The Decline and Rise of Democracy fra 2020 kaldt denne styreform ”tidligt demokrati”.
Her skal vi bide mærke i det kvalificerende tillægsord ’tidligt’. Der var nemlig ikke var tale om demokrati i vores moderne forstand, kun om forskellige grader af politisk medbestemmelse for i hvert fald et udsnit af befolkningen via regelmæssigt indkaldte rådsforsamlinger. I oldtidens romerske republik gjaldt det blot eliten, i mange stammesamfund i Afrika og Amerika inden europæernes ankomst deltog også store dele af den almindelige befolkning.
Tidligt demokrati var ifølge Stasavage særlig udbredt i små politiske samfund, hvor det var svært at overvåge og beskatte agerbrug. Disse samfund var normalt kendetegnet af en forholdsvis lige balance mellem magthavere og befolkning, eksempelvis fordi folk kunne søge lykken andetsteds, hvis de var utilfredse.
I oldtidens Mesopotamien, vor tids Irak og Kuwait, er der således spor efter en række tidlige politiske enheder, hvor folkelige eller adelige forsamlinger havde indflydelse på den førte politik. Forskere blev ledt på sporet af disse tilfælde ved at læse verdenshistoriens første litterære storværk, Gilgamesh-eposset, nedskrevet for 4.000 år siden.
Eposset fortæller historien om, hvordan helten Gilgamesh – ifølge traditionen den femte konge af den sumeriske bystat Uruk – først overvinder en stribe udfordringer og derefter begiver sig ud på en søgen efter det evige liv. Men i eposset finder vi samtidig et ældgammelt vidnesbyrd om mesopotamiske stater, hvor magthavere som Gilgamesh tilsyneladende måtte tage et råd i ed, når vigtige beslutninger skulle træffes.
Oldtidens Indien var ligeledes spækket med republikker styret via rådsforsamlinger. Da den makedonske kong Alexander den Store i 300-tallet f.v.t. marcherede sin hær ned langs Indusfloden, hæftede nogle af hans græske følgesvende sig angiveligt ved politiske systemer, der mindede dem om de demokratiske bystater, de kendte hjemmefra.
Men i takt med at civilisationen spredte sig i disse områder, forsvandt de tidlige demokratier, fordi magthaverne blev stærke nok til at regere uden om folkelige forsamlinger.
Civilisationen var ifølge forskere som Stasavage demokratiets fjende, fordi teknologiske fremskridt førte til en mere intensiv form for agerbrug, der gjorde det muligt at brødføde en snæver elite og en krigerkaste. Og omvendt gjorde civilisationen det sværere for befolkningen at flytte væk.
Den intensiverede landbrugsproduktion var også forholdsvis let at beskatte, og den førte til de skrift- og målesystemer, der dannede grundlag for de første bureaukratiske strukturer. Alle disse forandringer styrkede staten på samfundets bekostning og tog livet af politisk medbestemmelse.
Folkeforsamlinger fra Ghana til Island
Til gengæld overlevede tidligt demokrati mange steder, herunder i Afrika syd for Sahara og i Nord- og Sydamerika helt frem til den europæiske kolonisering, der begyndte omkring år 1500. Det fremgår blandt andet af en etnografisk database – det såkaldte Ethnographic Atlas udarbejdet af den amerikanske antropolog George Murdock i 1960’erne. Databasen viser, hvorledes 1.167 forskellige førindustrielle samfund over hele verden har været organiseret, kulturelt, socialt, økonomisk og til dels politisk.
Inden den europæiske kolonisering blev ashantifolket i nutidens Ghana for eksempel regeret af en konge. Store beslutninger krævede dog samtykke i en national forsamling, den såkaldte Asamtemanhyiamu, der mødtes mindst én gang om året i hovedstaden Kumase og havde deltagelse af op imod 2.000 lokale høvdinge.
Også Europa har historisk været kendetegnet ved tidligt demokrati. Vi har allerede nævnt de græske bystater, som naturligvis er det mest kendte eksempel.
Men faktisk var folkeforsamlinger udbredt i størstedelen af Europa. Efter det vestlige Romerriges sammenbrud i 475 e.v.t. fortsatte folkeforsamlinger med at spille en afgørende rolle som domstole, kirkekonciler og fora, hvor krigsplaner og den kongelige arvefølge kunne præsenteres og dermed legitimeres. Vi finder således denne ”rådsforsamlingsstyreform” i merovingernes og karolingernes Frankrig, visigoternes Spanien, longobardernes Norditalien og det angelsaksiske England.
De skandinaviske ting er ligeledes et eksempel på denne styreform, som trivedes i samfund, hvor kongemagten længe var utrolig svag. Eksempelvis havde tidlige svenske konger slet ikke ret til at rejse ind i visse egne af Sverige, hvis de lokale ting ikke havde tilladt det; og det var også tingene, der valgte den svenske konge i første omgang.
Men det mest berømte eksempel er det islandske Alting på Tingvallasletten, grundlagt i 930. Her har vi at gøre med en folkeforsamling med deltagelse af samtlige frie islandske mænd i et samfund, hvor der slet ikke eksisterede en statsmagt.
Athens demokrati
Historisk finder vi således en lang række andre eksempler på ”tidligt demokrati”, der ikke har nogen forbindelse til antikkens græske bystater. Men det er naturligvis ikke uden grund, at generationer af børn og unge har fået tudet ørene fulde med det antikke græske demokrati.
Det er næppe forkert at sige, at vi i tilfældet Athen møder den mest sofistikerede version af tidligt demokrati – både som ideologi og styreform – og desuden den version, der kommer tættest på idealet om et styre ved folket.
Athen var både kommercielt og politisk længe den førende by i oldtidens Grækenland. Samtidig er Athen i perioden 500-300 f.v.t. reelt det eneste antikke demokrati, vi i dag ved meget om, og det gælder, uanset om vi taler om de politiske institutioner, politiske begivenheder eller om pro- og antidemokratiske skrifter.
Så hvordan så Athens demokrati ud i denne periode?
Athens demokrati var forankret i bystaten. Der var tale om et direkte styre ved de athenske borgere og ikke et indirekte styre gennem valgte repræsentanter, som vi kender det fra det moderne demokrati. Samtlige mandlige athenske borgere – i perioder 30-40.000 mand – havde ret til at møde op på folkeforsamlingen og være med til at træffe de politiske beslutninger.
Folkeforsamlingen mødtes cirka 40 gange om året, og normalt deltog omkring 6.000 borgere. Hertil kom så det lovgivende organ, Femhundredemandsrådet, som vi kan betragte som folkeforsamlingens forretningsudvalg.
Borgerskab var arveligt, og begge forældre skulle være athenske borgere. Modsat vor tids moderne demokratier var det blandt borgerne kun voksne mænd, der havde politiske rettigheder. Disse mandlige borgere udgjorde et mindretal af befolkningen i bystaten Athen, der i alt var på op imod 250.000. Andre grupper var frie folk uden statsborgerskab, oftest fra andre dele af Grækenland, offentlige og private slaver samt de kvindelige borgere.
Lodtrækning, amatører og offentlige slaver
Vi kan tænke på denne model som en form for forsamlingsdemokrati forestået af amatører, ikke af fuldtidsbeskæftigede politikere, som vi kender det i dag.
Men det var naturligvis ikke al offentlig forvaltning, der kunne klares via store forsamlinger. Mange dagligdags gøremål krævede en egentlig form for forvaltning. Her tyede Athens borgere til to virkemidler.
For det første havde Athen op imod et par tusinde offentlige slaver, de såkaldte demosioi. De varetog alt fra tarvelige sanitetsopgaver, opsyn med vægte og mål på handelspladsen til den offentlige kontrol med sølvmønters lødighed, Møderne i folkeforsamlingen organiserede de sågar også. Disse slaver udgjorde et embedsapparat, som de til enhver tid udtrukne embedsmænd kunne støtte sig til og trække på.
Nyere forskning har ligefrem argumenteret for, at det var disse offentlige slaver, der gjorde det athenske styre ved amatører muligt.
For det andet anvendte athenerne en kombination af rotation og lodtrækning til at besætte offentlige embeder. De fleste demokratiske embeder var tidsbegrænsede – ofte af kort varighed – og blev besat via lodtrækning blandt de borgere, der stillede sig til rådighed. Datidens athenere anså lodtrækning set som det eneste sande demokratiske princip.
Eksempelvis kategoriserer filosoffen Aristoteles valg af embedsmænd som et aristokratisk princip, fordi borgerne her risikerede at vælge de bedste og ikke den tilfældige eller gennemsnitlige borger. I praksis kan vi derfor også tænke på Athens demokrati som et lodtrækningsdemokrati baseret på borgernes lige adgang til politisk embedsførelse og magtudøvelse.
Dermed også sagt, at det for en af datidens athenske borgere ikke ville give mening at sondre mellem stat og civilsamfund, sådan som vi ellers så højtideligt gør i dag. Demokrati var en livsform, som Athens politisk aktive borgere udlevede hver eneste dag. Dette politiske system har forsvindende lidt til fælles med vores moderne repræsentative demokrati.
Men en ting er styreformen, noget andet er den ideologi, der ligger bag.
Frihed i antikkens Athen
Der eksisterer en gammel, men sejlivet forestilling om, at frihedsopfattelsen i de græske bystater var væsensforskellig fra den moderne. Den mest kendte fortaler for dette argument er den engelske idéhistoriker Isaiah Berlin, der i essayet Two Concepts of Liberty fra 1958 skelnede mellem antikkens positive frihedsopfattelse og den moderne eller liberale, negative frihedsopfattelse.
Positiv frihed indbefatter dels politisk medbestemmelse, dels en mere generel forestilling om, at mennesket er i stand til at udøve selvkontrol og realisere sit potentiale. Denne opfattelse af frihed står i modsætning til negativ frihed, som er lig med fravær af tvang eller med andre ord retten til at leve sit liv, som man vil. Denne frihed fandtes ifølge Berlin slet ikke i antikkens græske bystater, herunder Athen.
Nyere forskning har ikke givet meget støtte til Berlins forståelse af frihed i antikkens Grækenland. For det første er det i dag klart dokumenteret, at der var en lang række forskellige opfattelser af frihed i antikkens Grækenland.
Datidens athenske borgere prioriterede blandt andet henholdsvis retten til at deltage politisk og frihed til at indrette sit liv efter eget valg. Den sidste definition af frihed minder ganske meget om Berlins negative frihed.
For det andet er frihed ifølge Aristoteles det ”fundamentale princip for den demokratiske forfatning” og vigtigere end selv ligheden.
Der var desuden en afgørende forskel på demokratier som Athen og oligarkier som bystaten Sparta, når det kommer til frihedsrettigheder. Trods den ofte omtalte retssag imod filosoffen Sokrates, der endte med at blive dømt til døden for at lede den athenske ungdom på afveje, værnede det athenske demokrati normalt om ytringsfriheden og retssikkerheden, to indgroede dele af Berlins negative frihed.
Den athenske statsmand Demosthenes skulle således have bemærket, at athenerne havde ret til at kritisere demokratiet og rose Spartas forfatning, mens spartanerne ikke måtte prise nogen anden forfatning end den spartanske.
Et ord, to betydninger
Hvis vi forskyder fokus fra de politiske institutioner til ideologien, er der altså betydelige ligheder mellem oldtidens athenske demokrati og det moderne demokrati. Men vi har samtidig gjort det klart, at styreformen i antikkens Athen adskiller sig fundamentalt fra det moderne, repræsentative demokrati. Hvor efterlader det os?
Er der en forbindelse mellem Athens direkte demokrati i perioden 500-300 f.v.t. og de moderne repræsentative demokratier, der er opstået i de seneste 250 år?
En åbenlys forbindelse er selve ordet.
”Demokrati” kommer af det græske demokratia, der er en sammentrækning af demos, folket, og kratos, styre – altså folkestyre. De græske demokratier forsvandt i de første århundreder e.v.t., men ordet overlevede i vestlig politisk tænkning. Derfor var det et oplagt begreb for politikere og filosofere at ty til, når de skulle beskrive de storstilede politiske omvæltninger, der skete i kølvandet på Den Amerikanske Uafhængighedskrig og Den Franske Revolution i slutningen af 1700-tallet.
Men selv om ordet går igen, er indholdet væsensforskelligt. En græker fra Demosthenes’ Athen ville næppe genkende meget i vor tids demokratier. Muligvis ville han tilslutte sig den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus, som i sit værk Samfundspagten leverede en berømt kritik af 1700-tallets engelske politiske system:
”Det engelske folk tror, det er frit. Det tager alvorligt fejl. Det er kun frit den dag, det vælger parlamentsmedlemmerne. Så snart de er valgt, er folket slave. Det er intet. Den korte tid, folket nyder friheden, og den brug, det gør af den, viser, at det fortjener at miste den.”
Ingen institutionelle rødder tilbage til Athen
Endnu mere slående er fraværet af en kobling mellem antikkens demokratiske institutioner og de moderne. Den danske filolog Mogens Herman Hansen, der er en af de førende eksperter i demokratiet i oldtidens Athen, har overbevisende dokumenteret lighederne mellem den antikke og den moderne demokratiske ideologi.
Men når det gælder de demokratiske institutioner, lyder der helt andre toner. Hansen understreger således, at der ikke er en eneste athensk politisk institution, der synes at have sat sit præg på eftertiden. Det gælder, uanset om vi kigger på middelalderen, hvor demokrati stadig blev set som et direkte styre ved folket, eller vor egen tid, hvor det bliver set som en repræsentativ styreform baseret på valg.
Den polsk-amerikanske politolog Adam Przeworski er lige så klar i mælet, når han i bogen Democracy and the Limits of Self-Government fra 2010 præsenterer følgende observation:
”Det er let at finde elementer af demokrati i oldtidens Indien, middelalderens Island eller Afrika før kolonitiden, men forestillingen om, at vor tids politiske systemer i disse områder står i gæld til disse historiske traditioner, er langt ude. Selv ikke det moderne græske demokrati har rødder i oldtidens Grækenland.”
Przeworskis udsagn kombinerer vores to hovedpointer: Vi finder tidligt demokrati mange andre steder end i antikkens Grækenland, og der er ingen direkte forbindelse mellem det direkte demokrati i antikkens poleis og vor tids repræsentative demokratier.
Demokrati – en by i Rusland?
Det er vigtige historiske indsigter, som også har betydning for, hvordan vi ser på vor tids verden. Det står i dag klart, at Europa ikke har patent på tidlige eksempler på demokrati, og at det mest hæderkronede eksempel på et tidligt europæisk demokrati ikke har efterladt sig nævneværdige spor i form af konkrete politiske institutioner.
Denne indsigt tyder på, at der kan være meget forskellige måder at opbygge og indrette et demokrati på, og at folkestyre ikke er forbeholdt eksempelvis vesteuropæere.
Hvis vi vender tilbage til artiklens udgangspunkt, viser meningsmålinger da også klart, at langt de fleste russere foretrækker en demokratisk styreform, selv om Putin det meste af sin tid ved magten har været populær. Russerne får bare ikke lov til at udtrykke deres holdning ved frie valg. I stedet må de finde sig i at lave under en diktator, der ikke står til ansvar over for andre end sig selv og en inderkreds af magtfulde politikere og oligarker. Af den grund er Putin desværre fri til at træffe beslutninger med skæbnesvangre konsekvenser for sin egen befolkning og Ruslands nabolande.
