Danmark bliver ofte fremhævet som et samfund med høj social mobilitet. Rockwool Fondens forskningsenhed har dog de sidste år udgivet en række rapporter, der rokker ved den danske stjernestatus. Lad os forestille os to børn: Mie, hvis mor har en lang videregående uddannelse, og Petra, hvis mor har en folkeskoleeksamen. I gennemsnit scorer børn som Mie 50 pct. højere i 2. klasses læsetest end børn som Petra. Det samme gælder deres ældre søskende i 8. klasse. Den ulighed varer hele livet og slår igennem på alt fra uddannelsesniveau og indkomst til sundhed og levetid.
Men er der så i det mindste fremskridt? Det tyder andre resultater fra Rockwool Fonden ikke på. Sammenligner man børn født i 1960 med ufaglærte fædre og børn fra 1985 med samme familiebaggrund, så har 10 pct. af de første og 20 pct. af de sidste taget en videregående uddannelse. Altså en fordobling på 25 år. Det lyder jo meget godt. Men samme udvikling er sket for børn, hvis far har en videregående uddannelse. 30 pct. af de børn fra årgang 1960 fik en videregående uddannelse, mens tallet for årgang 1985 var 60 pct. Igen en fordobling.
Det generelle uddannelsesniveau i Danmark er altså blevet hævet på de 25 år, og det er også kommet børn af ufaglærte fædre til gode. Men det er små hop på stedet, for vi har ikke flyttet os i forhold til at bryde den sociale arv, når der stadig er tre gange flere børn med højtuddannede fædre, der får en videregående uddannelse.
På niveau med USA
En anden måde at måle den sociale mobilitet fokuserer på sammenhængen mellem forældres og børns indkomster. Der ser forskerne på den såkaldte intergenerationelle indkomstelasticitet, der typisk bliver angivet som et tal mellem 0 og 1.
Den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, anslog i 2018, at Danmark med 0,12 har den laveste indkomstelasticitet blandt medlemslandene. Det betyder, at advokaten Hennings søn i gennemsnit vil tjene 12 pct. mere end smeden Prebens søn, hvis Henning tjener dobbelt så meget som Preben. Den gennemsnitlige forskel er væk i den følgende generation. Ud fra Preben og Hennings indkomster kan vi altså ikke forudsige størrelsen på deres børnebørns.
Økonomen Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens forskningsenhed og den amerikanske økonom James J. Heckman regner sig frem til et resultat for Danmark, der ligner OECD’s. Men deres studie viser også, at en stor del af forklaringen på resultatet er vores høje grad af økonomisk omfordeling gennem skatter.
Hvis vi kun ser på bruttoindkomst og fraregner skatter samt overførselsindkomster og offentligt betalte goder som gratis hospitaler og skoler, så er sammenhængen mellem fædres og sønners indkomster stærkere, end OECD’s tal lægger op til. Faktisk er Danmarks indkomstmobilitet målt på den måde på niveau med USA. Vi er trods årtiers indsats på området altså ikke bedre til at bryde social arv end amerikanerne. Vores velfærdssystem sørger bare for, at den sociale arv ikke skaber så store reelle indkomstforskelle som i USA og andre lande med mindre omfordeling.
Arven fra Firenze anno 1427
Traditionel forskning som OECD-rapporten fra 2018 anslår, at den socioøkonomiske fordel eller ulempe ved at være født i familien A frem for B forsvinder i løbet af få generationer.
Men det er forkert ifølge et opsigtsvækkende studie af økonomerne Guglielmo Barone og Sauro Mocetti fra den italienske nationalbank: Efterkommere af de mest velhavende familier i Firenze i år 1427 er rigere end gennemsnittet i nutidens Firenze. Efter 20 generationer er elastikken stadig ikke sprunget. Hvis bankmanden Giacomo tjente dobbelt så meget som væveren Giovanni i 1427, så får hans tiptip…tipoldebarn i 2011 i gennemsnit 4 pct. mere i løn end Giovannis, og forskellen på deres private formuer er endnu større.
Efterkommere af de mest velhavende familier i Firenze i år 1427 er rigere end gennemsnittet i nutidens Firenze. Efter 20 generationer er elastikken stadig ikke sprunget.
I 1400-tallet var Firenze en af Europas vigtigste bystater og et centrum for international bankvirksomhed og handel. Den er endnu i dag blandt Italiens rigeste byer. Men i 1427 befandt byen sig midlertidigt i en økonomisk krise på grund af udgifterne til at føre krig mod ærkerivalen Milano.
Bystyret i Firenze ønskede et nyt skattesystem, der kunne skaffe flere indtægter. Først opgjorde myndighederne borgernes økonomiske forhold. De vurderede værdien af ejendomme og noterede indkomster, gæld, stillingstype og familieforhold for ti tusind primært mandlige familieoverhoveder. Den historisk set enestående grundige opgørelse er bevaret, tilmed digitaliseret og det er den, Barone og Mocetti tager som udgangspunkt.
Navnets magt
Hvordan regner Barone og Mocetti sig så fra Firenzes borgere anno 1427 og frem til de nulevende? Gennem efternavne. Italienske efternavne går typisk i arv fra far til søn, så der er en vis sandsynlighed for, at nulevende borgere fra Firenze med efternavnet Bardi nedstammer fra de Bardier, der boede i byen for næsten 600 år siden. Forskerne fandt omkring 52.000 nulevende indbyggere i Firenze med et efternavn, der også optrådte i opgørelsen fra 1427. Dernæst brugte de skatteopgørelser fra 2011 til at sammenligne de økonomiske forhold for borgere med samme efternavn dengang og nu.
Med traditionelle regnemetoder som dem fra OECD-studiet ville man forvente, at den sociale arv mellem navnefæller over 600 år var lig nul. Men Barone og Mocetti fandt en generel gennemsnitlig sammenhæng. De opdagede tillige, at de fem rigeste efternavne i 2011 også tilhørte eliten i 1427 med prestigefyldte og velbetalte stillinger. Samtidig lå de fem fattigste efternavne i 2011 i fire ud af fem tilfælde under medianindkomsten i 1427.
Barone og Mocetti er ikke de eneste, der har fundet på at anvende efternavne i arveforskning. Den amerikanske økonomihistoriker Gregory Clark bruger i bogen The Son Also Rises fra 2014 efternavne til at måle social arv over århundreder i Sverige, England, USA, Japan, Korea, Indien, Kina og Chile.
Clark dykker i bogen ned i en utrolig mængde historiske data for at belyse mobilitet i uddannelse og indkomst. Han måler ikke kun på et historisk start- og slutpunkt, men kortlægger den sammenhængende udvikling af social mobilitet over tid. Resultaterne ligner de italienske og adskiller sig ikke stort fra land til land.
Et eksempel: Med Vilhelm Erobreren i spidsen indtog de franske normannere England i 1066, og den adelige elite fordelte store engelske jordbesiddelser mellem sig. I dag, knap tusind år senere, er studerende med normanniske efternavne overrepræsenterede på eliteuniversiteterne Oxford og Cambridge med 25 pct. i forhold til den øvrige engelske befolkning.
Celsius klarer sig bedre end Jönsson
Clark undersøger også Sverige og tre typer af svenske efternavne. Først sjældne efternavne som Leijonhufvud og Gyllenstjerna, som medlemmer af adelsfamilier arver. I den anden ende af det sociale spektrum finder Clark såkaldte patronymer, hvor efternavnet dannes af faderens fornavn med tilføjelsen -son som i Andersson og Jönsson.
Den tredje gruppe består af latiniserede efternavne, der begyndte at blive udbredt blandt Sveriges uddannede eliter i 16- og 1700-tallet. I Sverige ender den slags latiniserede efternavne typisk på -ius eller -eus, og de er derfor lette at identificere i diverse registre.
Clark viser i sin bog, at det stadig går vældig godt for Leijonhufvud og Celsius, men relativt dårligt for Jönsson, både når det gælder uddannelse og indkomst. Blandt svenske advokater optræder adelige efternavne cirka ni gange så hyppigt som i befolkningen som helhed, de latiniserede efternavne tre gange så ofte, patronymerne kun halvt så ofte.
Gennem århundreder har fortidens eliter og de laveste klassers gennemsnitlige uddannelsesniveau og indkomst langsomt nærmet sig hinanden. Men afstanden er stadig stor.
De gamle eliter er også overrepræsenterede blandt studerende på de ældste og mest prestigefyldte svenske universiteter, Lund og Uppsala, mens -son’erne er underrepræsenterede. De adelige og latiniserede efternavne har også en klart højere gennemsnitsindkomst end patronymerne.
Clarks to hovedkonklusioner er slående. Den første er, at der er social mobilitet i alle landene; den er bare meget, meget langsommere, end traditionelle studier som OECD’s baseret på to generationer anslår. Gennem århundreder har fortidens eliter og de laveste klassers gennemsnitlige uddannelsesniveau og indkomst langsomt nærmet sig hinanden. Men afstanden er stadig stor. Forskellene på Petra og Mie handler måske ikke bare om deres forældre. Den kan skyldes, at de er unge frugter på hver deres ældgamle stamtræ.
Den anden konklusion er, at den gennemsnitlige sociale mobilitet er konstant og ensartet for forskellige sociale grupper. Tilsyneladende har hundrede års svensk velfærdsdemokrati ikke øget den sociale mobilitet. Middelalderens England var omtrent lige så mobilt som 1900-tallets. Med andre ord: Ingen af landene i Clarks studie har fundet en formel til at bryde social arv. Rockwool Fondens forskning antyder, at uddannelsesmobiliteten i Danmark er stagneret. Det er en ringe trøst, men vi er tilsyneladende ikke alene.
