Døden er det vigtigste i livet, konstaterede den belgiske dramatiker Maurice Maeterlinck for over hundrede år siden i bogen ’La Mort’. Da jeg læste det, skulle jeg lige fordøje det.
De fleste vil nok sige, at livet er det vigtigste i livet. Men ved nærmere eftertanke havde Maeterlinck måske ret, fordi vi alle hele tiden lever hen mod afslutningen – med en nagende bevidsthed om, at en dag stopper det. Vi dør. Og januar er en af de måneder, hvor der dør flest herhjemme.
Vi har et paradoksalt forhold til døden. Vi er på én og samme tid dødsforskrækkede og dødsfascinerede. Vi finder døden frygtindgydende, og samtidig er vi nysgerrige og interesserede i den, fordi den rører et eller andet dybt i os. Det er måske derfor, at gyserfilm og mordgåder altid er i høj kurs. Man kan imidlertid ikke sige, at døden er et decideret tabu, for den omtales og gengives ofte i medierne, og der findes intet forbud mod at tale om den.
Men vi har svært ved at tale om døden, udtrykke vores frygt, afmagt og frustration. En nylig repræsentativ undersøgelse foretaget af Landsforeningen Liv&Død viste, at danskerne ikke over en bred kam mener, at døden er et tabu, men de udtrykte, at de har svært ved at tale om døden, at den er ubehagelig at beskæftige sig med, at de er bange for døden, og at vores samfund gemmer døden væk.
Den indiske forfatter Rabindranath Tagore har engang sagt, at vi lærer at vandre gennem livet ved at løfte foden, men vi har svært ved at lære at sætte den igen – vi har svært ved at acceptere, at vi på et tidspunkt når frem og skal sætte foden ned en sidste gang. Der kommer en afslutning på vandringen.
Det samme gælder hele vores moderne kultur: Vi har en grundlæggende opfattelse af, at døden er noget ubehageligt. Den er, sagt på godt nordjysk, træls. Den polske sociolog Zygmunt Bauman påpegede, at døden måske fylder mest i de perioder, hvor vi både som individer og samfund ikke synes at bekymre os synderligt om den, eller hvor vi formår at holde den under låg – altså, hvor vi er succesfulde med at fortrænge, tabuisere eller negligere den. Netop i sådanne perioder ligger døden og syder og bobler lige under overfladen og kan ikke komme til udtryk, og vi føler os derfor alene med vores tanker og følelser.
Hvorfor har vi både som individer og kultur så store problemer med døden? Det er der en række forskellige og indbyrdes relaterede forklaringer på.
Vi møder ikke døden ret tit
For det første er vi blevet betydeligt mindre vant til at møde døden direkte end nogen anden tidligere generation i menneskehedens historie – og når det sker, sker det ofte senere i livet end førhen. Døden er blevet fremmed for os, og vi støder som regel kun på den indirekte gennem medierne.
For middelaldermennesket, der selv i gennemsnit kun kunne forvente at blive ca. 30 år gammelt, var det almindeligt, at man mødte døden - man så den, hørte den, lugtede den og rørte den - allerede i en tidlig alder. Det er sjældent for os i dag.
Ifølge den britiske journalist Kate Berridge, der for en del år siden skrev bogen Vigor Mortis, skal vi huske, at vores erfaringer med døden har forandret sig ganske drastisk over forholdsvis kort tid. For blot halvandet århundrede siden havde en tredjedel af alle børn mistet en eller begge forældre før de fyldte 16 år, og en del lærte ikke deres bedsteforældre at kende. Ud af 1.000 børn, der blev født i 1850, forventedes ca. en tredjedel at dø inden de fyldte 15 år.
Meget er i sandhed, og heldigvis, forandret siden da. Sigmund Freud bemærkede i et lille essay skrevet i løbet af de tidlige måneder af Første Verdenskrig, at det moderne menneske – i modsætning til det førmoderne menneske – i sin underbevidsthed bilder sig ind, at det er udødeligt.
Det skyldes ifølge Freud ikke mindst, at det moderne civiliserede menneske i stadig mindre grad møder døden og dermed har mistet følingen med det faktum, at døden er en forventelig del af livet. Freuds pointe var, at Første Verdenskrigs oplevelser med en nærmest uforståelig og meningsløs massedød måske ville ændre ved dette.
En verden uden mig?
En anden forklaring på vores samtids ubehag ved døden er, at vi ganske enkelt har svært ved at forestille os en tilværelse uden os selv i den. Tænk sig, at livet går videre for andre efter vores egen død, at andre mennesker som vores børn, familie, venner og kolleger lever og nyder og elsker og arbejder og forbruger og hygger sig, mens vi bare ikke ’er’ længere. Det er nærmest en utænkelig tanke.
Måske har mennesker til alle tider haft denne opfattelse – den slags er notorisk svært at dokumentere – men som mange samfundsforskere har påpeget, så der er ingen tvivl om, at vi i vores nutid lever i en verden, hvor individet og vores egen identitet på en historisk uset måde er i centrum for alt. Det hele handler måske ikke om os selv (hvilken uhyggelig tanke), men det er tæt på.
Derfor bliver døden, der tidligere i historien blot var at forstå som en slags døråbning eller en bro over til en anden dimension, som for eksempel blev kaldt det hinsides, det evige liv eller udødeligheden, i dag snarere en ubarmhjertig og urokkelig stopklods. Og der er ingen airbag til at dæmpe kollisionskraften eller til at forøge chancerne for overlevelse. Vi er blevet mortalister – vi tror, at livet slutter med døden.
Når opfattelsen af og troen på, at der venter noget andet og måske bedre efter døden, forsvinder, så står vi alene og nøgne med døden – den bliver både formålsløs og meningsløs. At livet slutter med døden, det er en skræmmende tanke. Tænk, at livet blot er den kortvarige og mere eller mindre tilfældige tid, som det er os forundt at trække vejret i. Ikke så underligt, at vi har så travlt med at få det bedst mulige ud af den tid, der er tilbage.
Det tilfører livet en særligt sælsom form for hastværk – vi skal nå det hele. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har skrevet om, hvordan vi lever i ’accelerationens tidsalder’, hvor både den teknologiske og sociale acceleration af vores aktiviteter sætter os under stadig større pres.
Det samme gælder for det, han kalder for accelerationen af livets tempo. Alting går hurtigere, og samtidig er vi pinagtigt bevidste om, at livet skal leves, mens det endnu er der, og at vi ikke vil gå glip af noget.
Denne bevidsthed om ’den store deadline’ skaber grobund for stress, angst, pres, tidsnød og sikkert også mistrivsel. Den skaber samtidig en rastløs søgen efter, hvem vi er, hvor vi skal hen, og hvad livets mening er, men ofte har vi slet ikke tid til, at svaret viser sig. Derfor hopper vi videre fra sten til sten i en endeløs søgen efter en retning og et formål med, at vi er her.
Vi har det svært med afslutninger
En tredje årsag til vores distancerede forhold til døden er, at vi har det svært med afslutninger. Vi er som moderne mennesker pinagtigt bevidste om, at livet slutter ved døden, og for os er kollektive trosforestillinger noget, der fortrinsvis hører fortiden til. Der venter sandsynligvis ikke noget ’på den anden side’, og det er måske derfor, at vi også er blevet stadig dårligere til at acceptere afslutninger.
Ting skal helst ikke slutte – der skal gerne være nye afsnit i vente, uanset om det handler om spændende tv-serier, romantiske kærlighedsforhold eller eksotiske ferierejser. Nye begyndelser, ja tak, afslutninger, nej tak.
Vi ønsker ikke, at festen skal slutte, at ferien skal slutte, at ungdommen skal slutte eller at livet skal slutte. Vi er en kultur, der har det svært med afslutninger – og særligt hvis de er alt for definitive. Her er netop døden den mest ubarmhjertigt definitive af definitive afslutninger.
En indædt kamp mod døden
En fjerde grund til, at døden for det moderne menneske anses som et problem, skal findes i den indædte kamp, der i stigende grad er blevet ført mod døden, ikke mindst fra medicinsk hold.
Tidligere levede man med døden og håbede på og bad til, at noget godt ventede forude. I dag kæmper vi konstant mod døden, flankeret af lægevidenskab og assisteret af sundhedsapostle, diætister og fitnesseksperter. Og ikke mindst kæmper vi mod alle de mulige dødsårsager, der kan vise sig at forkorte vores stadig længere liv.
Det seneste århundrede har budt på en ganske opsigtsvækkende revolution i vores livslængde. Hvor den gennemsnitlige levealder ved indgangen til det 20. århundrede var ca. 50 år, ikke mindst på grund af den føromtalte høje børnedødelighed, så kan børn, der fødes i dag, forvente en gennemsnitlig levealder på 100 år.
Gerontologer og fremtidsforskere som Aubrey de Grey og Ray Kurzweil har estimeret, at med dette gennembrud er vejen nu banet for, at mennesker inden for de kommende århundreder ikke bare bliver gamle, men i princippet kan blive uendeligt gamle.
Vi lever imidlertid ikke bare længere, vi lever også længere med døden – og vi kommer også til at leve længere med en række aldersbetingede komplikationer, medmindre vi bliver i stand til at udstrække både barndoms- og ungdomsårene, så det ikke bare er alderdommen, der – som det er nu – bliver længere.
Udfordringen bliver desuden overlevelsen på jordkloden med nu 8 milliarder mennesker, en fordobling siden min barndom, og på en klode, der er hårdt presset på klimaet. Allerede dengang advarede man om faren ved overbefolkning. Der er en naturlig grænse for, hvor mange mennesker kloden kan bære, og derfor formentlig også en grænse for, hvor længe vi kan strække vores liv. Døden skal nok komme, uanset hvad – det er kun et spørgsmål om tid.
Endnu mere bange for døden
Til trods for disse fire hovedårsager til, at vi har fået det stadig sværere med døden, så formår vi ikke desto mindre at leve størstedelen af vores liv med en tilsyneladende indifference over for døden – eller måske er det snarere en slags defaitistisk accept.
Men der er næppe nogen tvivl om, at døden inderst inde skræmmer os fra vid og sans. Det har den formentlig altid gjort, men de forandringer, som jeg her har været inde på, har utvivlsomt forstærket ubehaget ved døden: Den manglende fortrolighed med døden og en tiltagende fremmedgørelse over for den, forandringen i trosopfattelser og fokusforskydningen fra livet i det hinsides til her-og-nu og fra fællesskabet til ’mig selv’, vanskeligheden ved definitive afslutninger samt den voldsomt tiltagende livslængde. Alt dette bevirker, at vores forhold til døden bliver anstrengt, og at vi derfor bruger store dele af vores liv på enten at være bange for døden eller kæmpe mod den.
Døden er i sandhed svær at forholde sig til. Det skal den næsten være. Den er også svær at kloge sig på, uden at det bliver tåkrummende banalt. Det interessante ved vores samtids forholdsvis forkvaklede forhold til livet og døden er, at vi som regel tyer til fyndige formuleringer, der både indsigtsfuldt og humoristisk indfanger det komplekse og ambivalente forhold, vi som moderne mennesker har til døden.
Disse oneliners bruges ofte til at opsummere, hvordan vi egentlig inderst inde har det med døden. Det er måske derfor, vi elsker Woody Allens ord: ”Jeg er ikke bange for at dø, jeg har bare ikke lyst til at være der, når det sker”. Eller Franz Kafka: ”Meningen med livet er, at det slutter”. John Lennon: ”Livet er det, der sker, mens du har travlt med at lægge andre planer”. Og Søren Brun, der sidder på en badebro med Nuser og kigger ud over vandet: ”En dag skal vi alle dø, Nuser!” siger Søren Brun. ”Ja,” svarer Nuser, ”men alle de andre dage skal vi ikke.” Så klogt og så banalt.
Disse små tekstbidder indeholder faktisk en flig af dybere livsindsigt og minder os alle om, at livet skal leves, mens det endnu er her. Jeg har selv altid sagt, at ”jeg er udødelig, indtil det modsatte er bevist”, men det sikrer mig vist ikke symbolsk udødelighed på Google.
Få har imidlertid formuleret forholdet mellem livet og døden bedre end Villy Sørensen, der engang konstaterede: ”Der er liv i døden og død i livet, men måske mest liv i livet, hvis døden er en del af det”.
Det er netop døden, den uundgåelige og i mange henseender trælse død, der i sidste ende giver livet sin mening. Dødens triumf er derfor i sidste instans livets triumf.
