”Det, De ønsker, mine Herrer, er alt imorges udført.”
Sådan lød kong Frederik den 7.’s svar til demonstranterne den 21. marts 1848 – det, eftertiden kender som ’Folketoget’. Kongen havde allerede gjort, hvad demonstranterne ville have ham til: Afsat det konservative ministerium fra den forrige konges tid og mobiliseret tropper til forsvar for den danske sag i Slesvig, hvor stridende nationale og regionale identiteter syntes at være på tærsklen til åben krig.
Næste dag bød kongen velkommen til de nye ministre, der bl.a. talte hidtidige oppositionspolitikere som Orla Lehmann og D.G. Monrad. Derpå erklærede han, at han ikke længere betragtede sig som enevældig konge. Danmark måtte nu anses for et konstitutionelt monarki, hvor styringen af landet – og det ansvar, som fulgte med – skulle ligger hos ministeriet.
Så forlod han mødet og vendte ikke tilbage. Den danske enevælde var i praksis afskaffet. ”Vi er altsaa ikke Ministre, men Konge,” jublede den nye minister Orla Lehmann i et brev til sin kone Maria.
Mens andre europæiske storbyer i de samme dage og uger gennemlevede drabelige sammenstød mellem fyrster og underkuede folk, blev der ikke udgydt en eneste dråbe blod i København.
I de mellemliggende 175 år er Frederik den 7.’s svar til demonstranterne utallige gange blevet fremstillet som selve indbegrebet af dansk forsonlighed og demokratisk folkelighed. Det er omdrejningspunktet i en fortælling om kontrasten mellem dansk historie og revolutionernes historie.
Men det er en sandhed med modifikationer – hvad nutidens magthavere ville kalde godt spin. Der er ingen grund til at betvivle, at kongen sagde og gjorde som beskrevet. Men modsætningen mellem udlandets blodige revolutioner og det fredelige danske magtskifte er også en stærkt selektiv fortælling, som tager sig meget anderledes ud, hvis man tager den nationale selvforherligelses skyklapper af.
Nyere dansk historie rummer ikke sociale revolutioner, der kan måle sig med den franske i 1789 eller de voldsomme omvæltninger i andre europæiske lande gennem foråret 1848. Men det betyder ikke, at de ikke har påvirket udviklingen i Danmark. De har vakt forventning, frygt og håb. Og deres resultater har sat dagsordenen også for den danske historie.
Hvor vennesæl en person Frederik den 7. end var, og hvor modvilligt han end tog kongerollen på sig, så skyldtes hans imødekommende svar til demonstranterne ikke dansk gemytlighed, men nok så meget et pres fra samtidens store skælv af europæiske revolutioner.
Overraskende revolutioner
I marts 1848 var Europas revolutionære rystelser nemlig så voldsomme, at intet politisk engageret menneske kunne ignorere dem – hverken kongen, de liberale reformpolitikere eller de konservative kræfter, der nu så sig løbet over ende.
Og som så mange andre revolutionære kapitler af historien kom revolutionsbølgen i foråret 1848 bag på selv de ihærdigste forkæmpere for samfundsforandring.
Ganske vist var der i 1830’erne og 1840’erne vokset politisk liberale reformbevægelser frem i både Danmark og det øvrige Europa. De havde formuleret ønsker om national enhed og større folkelig indflydelse. Men krav om ”demokrati” havde stadig en klang af undergravende pøbelvælde.
Omkring midten af 1840’erne havde mismodet imidlertid bredt sig blandt de liberale. I december 1847 måtte Monrad sende sin meningsfælle Hother Hage et trøstende ord: Vel herskede der lige nu ”megen Lunkenhed og Slaphed” i det politiske liv, medgav han, og der var næppe grund til at forvente meget af den nærmeste fremtid. Men man måtte ikke fortvivle: ”Jeg er sikker paa, at vi inden et halvhundrede år ville have en Konstitution”.
Det kom til at gå meget hurtigere.
Fransk konge på flugt
Det var den franske revolution i februar 1848, der med ét satte tempoet i vejret. Den såkaldte ’folkekonge’ Louis Philippe, som selv var blevet indsat ved julirevolutionen i 1830 mod det gamle Bourbon-monarki og dets konservative regering, havde snart efter indsættelsen vist sig ikke at være særligt folkelig endda. Og da han i 1846-47 viste ligegyldighed over for den galopperende inflation på basisfødevarer og samtidig afviste de temmelig moderate liberale ønsker om politisk reform, voksede modstanden mod ham.
Louis-Philippe satte endnu engang sine tropper ind mod gadedemonstrationerne i februar 1848, men det gjorde kun protesterne større og mere radikale. Da han langt om længe alligevel gav indrømmelser, var det for lidt og for sent. Væbnede demonstranter indtog les Tuileries – kongens residensslot i Paris. Han måtte i forklædning flygte ud ad en bagindgang og videre mod sikkerhed i England.
Frankrig var med ét til en republik, og demokrati blev et modeord og en grundværdi i den nye tid. Hvor stemmeret hidtil havde været forbeholdt landets rigeste, blev den nu udbredt til alle mænd over 21 år. Og i Paris’ arbejderkvarterer føg det med krav om at gå endnu videre: social ligestilling for arbejderne, socialisme, ja endda kommunistisk fælleseje til produktionsmidlerne: jorden, værkstederne, maskinerne og råvarerne.
Hvad der før havde virket som fjerne fremtidsfantasier, forvandlede sig helt uventet til håndgribelige muligheder i nuet.
De franske overraskelser opildnede forandringsvenlige kræfter mange andre steder i Europa. Og overalt hvor revolutionerne bredte sig, fulgte fornemmelser af radikale forandringsmuligheder med. Habsburg-slægtens gamle hovedstad, Wien, kom under revolutionært styre, og op gennem de tyske stater måtte den ene monark efter den anden give efter for de revolutionære bevægelser. Ofte – som i Frankrig – efter forgæves forsøg på at nedkæmpe dem.
Både bevægelserne og de gamle herskere søgte også at tage ved lære af den løbende revolutionære udvikling. Da nyhederne fra det revolutionære Wien nåede til den preussiske hovedstad, Berlin, skyndte kong Friedrich Wilhelm sig at træde frem foran sit slot og annoncere liberale reformer over for demonstranterne.
Men han dækkede sig bag væbnede soldater. Da demonstranterne krævede dem fjernet, satte han kavaleriet ind. Blodige gadekampe og flere hundrede dødsfald fulgte, inden kongen satte en stopper for stridighederne ved at give yderligere indrømmelser.
Det var den 18. marts 1848. Det københavnske folketog fulgte tre dage senere.
Kommunismens krater og fortvivlelsens selvhjælp
For de radikale danske tilhængere af samfundsforandring virkede de europæiske revolutioner helt fantastiske. Dette var ”Begyndelsen til en ny Tidsalder”, skrev Kjøbenhavnpostens redaktør J.P. Grüne ved nyheden om februar-revolutionen i Frankrig. Den, der havde spået det blot et par uger før, var blevet stemplet som ”den største Phantast og Utopist”.
Hvor de forandringsparate så en ny tidsalder for sig, så tilhængerne af den gamle orden en forestående katastrofe.
Den enevældebegejstrede historiker og sprogforsker Christian Molbech karakteriserede de danske marts-begivenheder som en tilslutning til revolutionens Europa. Ganske som i Paris og de tyske storbyer var den københavnske demonstration og det nye ministerium ansporet af ”den længe mod Stat og Monarchie fiendske demokratiske og demagogiske Parti-Aand”, skrev han til en ven. i et lidt senere tilbageblik på revolutionsåret 1848 bemærkede han ”en uhyre Acceleration af alle Forhold”. Store dele af Europa var blevet ført ”til den yderste Rand af Revolutionens Afgrund; der, hvor Communismens Krater har aabnet sig”.
Lehmann, Monrad og deres lille kreds manøvrerede dygtigt mellem yderstandpunkterne for at pleje egne politiske interesser. ’Folketoget’ til Christiansborg 21. marts udsprang i høj grad af deres bestræbelser på at fremstille den ulmende politiske og nationale konflikt i Slesvig i så dramatiske toner som muligt. Og Lehmann formulerede på den københavnske borgerrepræsentations vegne et opråb, der viftede kongen om næsen med truslen om revolution: ”Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp.”
Lehmanns formulering var dog også nøje afstemt retorik. Han truede ikke med selv at stille sig i spidsen for en revolution. Snarere tryglede han kongen om at få lov til at hjælpe med at forhindre en revolution ved at gennemføre moderate, fremsynede reformer i tide. Og i tide var altså nu. Ellers, mente Lehmann, ville det komme netop så vidt, som den konservative Molbech frygtede. Og allerede til det første møde i det nye ministerium – få minutter efter, at kongen havde overladt ministrene til sig selv – advarede Lehmann om, at de kommunistiske læresætninger kunne få tag i de fattige danske husmænd.
Lehmann var ikke kun en medrivende politisk taler, men også en snu politisk taktiker. Ikke desto mindre var også han overrasket over, hvad der var sket, og hvor hurtigt det var gået.
Frugtesløse demonstrationer og utilstrækkelige svar
Det er svært at sige med sikkerhed, hvad der var sket, hvis Frederik den 7. havde fulgt de udenlandske monarkers eksempel og afvist demonstranternes krav. Men det var netop, hvad han oprindelig havde tænkt sig at gøre.
I Kongehusarkivet ligger hele fem udkast til kortfattede svar på demonstranternes krav, alle nedfældet med kongens egen håndskrift hen over natten til den 21. marts. De tidligste udkast fordømte i skarpe vendinger de ”frugtesløse Demonstratjoner” og understregede kongens fulde tilfredshed med det gamle, enevældige ministerium.
Men om morgenen sendte justitsminister Bardenfleth kongen en advarende besked: ”Det Svar, Deres Majestæt igaar aftes paatænkte at give Deputationen, vil i Dag ikke længere være tilstrækkeligt.”
Uanset hvad kongen og hans ministre måtte mene om demonstranternes fremfærd og fordringer, ville det kun forværre situationen at afvise dem. Ekkoerne fra de revolutionære sammenstød i Paris, Wien og Berlin dannede en væsentlig del af baggrundsmusikken for den anbefaling.
Rygter blev til blodig alvor
For at skabe opbakning til folketoget havde Orla Lehmann og de nationalliberale overdrevet faren for et slesvig-holstensk oprør mod det danske overherredømme. Men den hastige udvikling i København i dagene omkring folketoget den 21. marts pustede i sig selv til gløderne i hertugdømmerne.
Syd for Kongeåen løb der nemlig nu rygter om, at de nationalliberale havde taget Frederik den 7. som politisk gidsel i deres ensidige kamp for den danske sag i hertugdømmerne. Så de lokale kræfter, der ønskede at gøre op med styret i København, kunne nu også retfærdiggøre deres kamp med nødvendigheden af at befri kongen og det bestående helstatsmonarki mod den københavnske oprørsklike.
Hvad der før var taktisk udnyttede rygter om krig, blev nu pludselig blodig alvor. Og alvoren blev kun forstærket af, at den preussiske konge nu kunne synes at gøre fælles front med den liberale og demokratiske opposition i hertugdømmerne – mod det, der blev fremstillet som dansk imperialisme.
Treårskrigen, også kendt som den første slesvigske krig, var brudt ud. I kongeriget besang man ”Den tapre Landsoldat” – hovedpersonen i Peter Fabers skillingsvise med samme titel fra foråret 1848 – i så høje toner, at høj og lav også her kunne synes at komme hinanden i møde som sjældent før. Også tilhængerne af mere folkelige politiske styreformer, både på dansk og tysk side, bakkede op om det gensidige blodbad.
Trods alle blodsudgydelserne stod man i 1850 tilbage med status quo: en dansk helstat bestående af kongeriget og hertugdømmerne. I kongeriget blev det hyldet som en dansk sejr. Dermed bagatelliserede danskhedens begejstrede fortalere, at krigens resultat kun blev sådan, fordi de øvrige europæiske stormagter ikke ville tillade Preussen at blive for stærkt.
Det blev Preussen som bekendt senere. Under den anden slesvigske krig i 1864 mistede Danmark hertugdømmerne helt og blev reduceret til det gamle kongerige nord for Kongeåen.
Revolutionerne klinger af
Den første slesvigske krig er kun ét eksempel på de talrige grænsestridigheder i forbindelse med 1848-revolutionernes nationale vækkelse. I demokratisk henseende trak de i to modsatte retninger: På den ene side blev mænd fra de lavere klasser i højere grad inddraget i forestillingerne om nationen. På den anden side kunne stridighederne ofte overskygge modsætningerne mellem de magtfulde og de magtesløse inden for den enkelte nation.
Dermed var de mange steder i Europa med til at dæmme op for de hastige og vidtrækkende forandringer, som ellers syntes ustoppelige i det tidlige forår 1848.
Hvor der ikke ligefrem var krig, viste der sig andre modsætninger i de revolutionære projekter, som konservative forsvarere for den gamle orden var i stand til at udnytte.
I foråret 1849, hvor de sidste større revolutionære slag i denne runde af europæisk historie udkæmpet, var magthaverne stort set de samme som før – eller nogen, der lignede.
Og dog var alt ikke som før – heller ikke herhjemme. Der var sket væsentlige ændringer i den samfundsmæssige bevidsthed, og de politiske skel mellem venner og fjender havde forskudt sig. Liberale politikere af Lehmanns og Monrads type blev ikke længere forfulgt som systemfjender, men anerkendt som legitime politiske aktører.
Det forholdt sig dog anderledes med erklærede demokrater – for ikke at nævne socialister og kommunister. Så en del af dem drog snart i politisk eksil, mange i det samme England, som kong Louis-Philippe var flygtet til i februar 1848.
Mens krig og revolutionære kampe stadig rasede, drøftede den grundlovgivende rigsforsamling i København D.G. Monrads og Orla Lehmanns udkast til en grundlov for det danske kongerige – dvs. uden hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Og uanset de lange diskussioner endte den færdige grundlov i hovedtræk, som de to forfattere havde designet den under indtryk af de europæiske revolutioner i 1848.
Den grundlov var langtfra fuldt demokratisk. Fem sjettedele af befolkningen stod stadig uden for vælgerkorpset. Elitens politikere værnede sig også fortsat mod de lavere klasser og alt for radikale forandringer ved at lade kongen bevare en god portion indflydelse og lade Landstinget fungere som konservativ modvægt til Folketinget.
Ikke desto mindre tog Danmark med sin nye grundlov et betydeligt skridt i den demokratiske retning, som de udenlandske revolutioner havde angivet.
Så når mange af os i dag kan påberåbe os politiske rettigheder, har det også rødder i de gamle revolutioner i Paris, Wien og Berlin.
