En dygtig diktator er en paranoid diktator

I dag for 2.065 år siden gik Cæsar, den romerske kejser, ind i det romerske senat til det, han troede var et ordinært møde med sine senatorer. I stedet blev han mødt af en gruppe senatorer, der havde planlagt at myrde ham, da de frygtede, at han var ved at blive for magtfuld. Gruppen gik til angreb på Cæsar og stak ham ihjel. Blandt konspiratorerne var en af Cæsars yndlinge, Marcus Junius Brutus, der nævnes i kejserens famøse sidste ord; Også du, Brutus? 

Selv om Cæsars makabre død ligger langt tilbage i tiden, frygter også nutidens diktatorer at lide samme skæbne. Og med god grund. Forskningen viser, at den måde, diktatorer hyppigste mister magten på, er ved kup gennemført af (tidligere) allierede.  

De uheldigste despoter betaler med livet, mens andre slipper med i eksil eller livsvarigt fængsel. Kun enkelte får en fredelig tilværelse som pensionist.  

En dygtig diktator må derfor leve et liv i paranoia og konstant frygt for sine nærmeste. Som Josef Stalin, måske den diktator, der gennem historien har haft størst magt over flest mennesker, udtrykte det: ”Jeg stoler ikke på nogen, ikke engang mig selv”! 

Kup- og mordforsøg er notorisk svære at forudsige. Det kræver blot, at en håndfuld mænd (og i yderst sjældne tilfælde kvinder) har en grund til at afsætte diktatoren og mulighederne for at gøre det.  

De er i sagens natur hemmelighedsfulde omkring deres planer, så man kan aldrig sætte en præcis dato for kuppet. Alligevel er der nogle diktatorer, der kan sove tryggere om natten end andre. 

Kunsten at bevare magten 

Internt i diktaturer er der en konstant indflydelseskamp, hvor diktatoren forsøger at konsolidere sin magt på bekostning af sin inderkreds. Det gør han ved at udrense potentielle rivaler både i den civile elite (for eksempel ministre) og i militæret. Han kan fyre dem, omrokere dem, fængsle dem, sende dem i eksil eller, i sidste instans, henrette dem.  

En klog diktator formår at opbygge et system, hvor indflydelse, penge og sågar personlig sikkerhed er et resultat af diktatorens velvilje. De udrensede medlemmer af eliten bliver erstattet med loyalister, der enten er så uduelige, at de ikke er i stand til at overtage magten, eller så afhængige af diktatoren, f.eks. gennem familiære relationer, at de ikke ønsker at planlægge et kup.Sideskift 

På denne måde sørger diktatoren for, at der ikke eksisterer nogen uafhængig magtbase, der kan true magten.  

Et gennemført eksempel på denne strategi var Mobutu Sese Seko, der i mere end 30 år (1965-1997) herskede i Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo). Som det er beskrevet af journalisten Blain Harden:  

”Ud over Mobutu og hans familie, er der kun 80 mennesker i landet, der betyder noget. På ethvert givent tidspunkt er 20 af dem ministre, 20 er i eksil, 20 er i fængsel og 20 er ambassadører. Hver tredje måned stopper musikken, og Mobutu tvinger alle til at bytte plads.” 

Disse konsoliderede diktatorer bliver stort set aldrig kuppet og kan regere meget længe, med meget få begrænsninger.  

Andre af de mest berygtede diktatorer i verdenshistorien gik tilsvarende hårdhændet til værks for at befæste deres magt. Det gjaldt eksempelvis førnævnte Stalin, der skaffede sig af med mere end halvdelen af medlemmerne i det magtfulde Politbureau, eller Saddam Hussein, der var berygtet for sin brutalitet mod sine egne. Hussein stod bag den spektakulære udrensning i Ba’ath-partiet i 1979, hvor han under en partikonference læste navnene op på dem, der skulle udrenses, mens seancen blev optaget på video. 

En håndfuld nutidige diktatorer sidder så solidt på magten, at der er meget ringe risiko for kup. Det gælder eksempelvis Isaias Afwerki i Eritrea, Kim Jong-Un i Nordkorea, Hun Sen i Cambodia, Paul Kagame i Rwanda og Teodoro Obiang Nguema Mbasogo i Ækvatorialguinea. De har alle regeret i meget lang tid og/eller med ekstrem brutalitet.  

Hvem er i farezonen? 

Generelt gælder det, at sandsynligheden for at blive kuppet falder, jo længere diktatoren har været ved magten. Men en del bliver stoppet, før de når så langt.  

F.eks. var Cæsar ganske vist en glimrende feltherre og politiker, men han viste sig også at være en dårlig diktator ud fra ovennævnte målestok. I Cæsars Rom var der stadig uafhængige magtbaser, der med held kunne koordinere et kupforsøg - og han valgte at mødes med dem uden tilstrækkelig beskyttelse.  

Hvilke nutidige diktatorer kan risikere at lide samme skæbne? Det er svært at spå om, men vi skal vi nok vende blikket mod relativt nyudklækkede diktatorer, der endnu ikke har den fulde kontrol.  

Mulige kandidater er Myanmars nye leder, Min Aung Hlaing, og Sudans Abdel Fattah al-Burhan. Selvom begge disse ledere har overtaget magten gennem brutale kup, er der stadigvæk mange andre grupper, der presser på og potentielt kan fjerne dem. 

Selv om en diktator har vundet kampen om magten, kan tilbageskridt og pludselige begivenheder foranledige nye kampe. Her er især økonomiske kriser og diktatorens eget helbred værd at fokusere på. 

Økonomiske kriser resulterer i, at diktatoren pludselig har færre ressourcer at give til sine nærmeste og dermed opretholde det system, der holder ham ved magten. Det betyder, at de muligvis overvejer at kigge sig om efter alternativer.  

I det lys kan vi tilføje en række andre diktatorer til listen over magthavere, der sidder relativt usikkert i stolen: Tyrkiets Recep Tayyip Erdoğan og Venezuelas Nicolas Maduro har regerer begge over store økonomiske kriser. Selv om de to ser ud til at sidde relativt solidt på magten, er der uden tvivl folk i begge lande, der både ønsker en ny leder og et nyt økonomisk system, og de har begge været udsat for fejlslagne kupforsøg i de senere år. 

Når udløbsdatoen nærmer sig 

Hvis en diktator enten er døende eller meget gammel, så vil medlemmer af eliten erkende, at systemet ikke vil blive opretholdt meget længere, og forberede sig på - eller selv planlægge - hvad der skal ske.  

En mulig løsning på dette problem er at handle først, kuppe diktatoren og placere sig selv på magten, inden andre gør det. Det er en af grundene til, at en diktator altid ønsker at fremstå bomstærk. Vi får sjældent negative informationer om diktatorers helbred.  

Men selv de stærkeste diktatorer lever ikke evigt. Og det betyder nok, at f.eks. inderkredsen omkring Camerouns stærke leder gennem de sidste fire årtier, Paul Biya (89), er begyndt at orientere sig mod alternativer. 

Selv om det er meget svært at spå om, hvem det bliver kuppet næste gang, så er én ting sikkert: Der er flere diktatorer, der kommer til at lide samme skæbne som Cæsar. Og der kommer til at være flere Brutus’er, der sender deres gamle chef i graven.  

Diktatorer har ingen venner. Derfor er en dygtig diktator en paranoid diktator, mens en inkompetent diktator hurtigt ender som en død diktator.