I det gamle Grækenland debatterede man ivrigt spørgsmål om uretfærdighed og ulighed i forhold til oligarkisk magt, forankret i en snæver elites rigdom, og demokratisk magt, der er baseret på flertallets beslutninger.
I nutiden giver både Ukraine-krigens fokus på oligarker, den stigende økonomiske ulighed og en øget koncentration af økonomisk og politisk magt gode grunde til at genoverveje de græske filosoffers tanker.
Diskussionen om, hvordan et samfund kan retfærdiggøre stor ulighed mellem en lille minoritet af ultrarige med betydelig magt og en uformuende majoritet med begrænset indflydelse er evigt aktuel.
Svarene på nutidens udfordringer i forbindelse med ulighed og oligarkisk magt er afgørende for verdens samfundsudvikling. Det drejer sig, kort sagt, om intet mindre end at løse spændingsforholdet mellem på den ene side forøgelse af velstand og på den anden side forbruget af jordens begrænsede ressourcer. I løsningen må indgå overvejelser om en mere retfærdig økonomisk (om)fordeling og en mere lige adgang til ressourcer blandt verdens befolkning.
Allerede for mere end 2300 år siden sparkede de græske filosoffer Platon og Aristoteles diskussionen i gang om ulighedsspørgsmål og retfærdighedsprincipper i relation til henholdsvis oligarkisk og demokratisk magt.
Selv om filosoffernes tanker blev tænkt i en fjern og anderledes fortid, behandler de basale problemstillinger og grundprincipper, som i høj grad er genkendelige også i et nutidigt perspektiv.
Hvad er egentlig retfærdighed?
I Platons dialog ’Staten’, som er skrevet omkring år 370 f.Kr., diskuteres begrebet retfærdighed og spørgsmålet om, hvorvidt man – i det mindste på det ideale plan – kan skabe et retfærdigt samfund i modsætning til de eksisterende, som blev domineret af egoistiske særinteresser.
Platon tilhørte kredsen omkring Sokrates, som er hovedpersonen i dialogen, der lægger ud med spørgsmålet: Hvad er retfærdighed egentlig for noget? Hvorefter diverse synsvinkler og argumenter udfoldes og afprøves af diskussionens deltagere.
Retfærdighed kan dreje sig om juridisk lighed: Hvis person X og Y er skyldige i samme forseelse, skal de bøde lige meget. Retfærdighed kan også dreje sig om fordeling af goder, fx penge, æresbevisninger og magtfulde positioner. Hvis person X har gjort sig mere fortjent til goderne end person Y, skal X have tilsvarende mere af det, der er til fordeling. Disse retfærdighedsprincipper kombinerer altså lighed for loven med belønning efter fortjeneste.
Det retfærdige menneske er lykkeligere
Men i Staten gør Sokrates opmærksom på, at retfærdighed er mere end jura og ydre goder. Det er også noget indre i mennesket, siger han og hævder, at det retfærdige menneske er lykkeligere og mere afbalanceret end det uretfærdige.
For Sokrates er det at handle retfærdigt med andre ord en fordel, da man dermed undgår at komme i konflikt med sig selv. Det er en win-win situation, fordi retfærdighed ikke blot er en dyd i sig selv, men også noget, der kan betale sig for både den enkelte og fællesskabet.
En af debattørerne, sofisten Thrasymachos, er imidlertid uenig og mener tværtimod, at retfærdighed er en tåbelig taberstrategi. Uretfærdighed er stærkere, friere og mere magtfuld end retfærdighed, påstår Thrasymachos.
Ifølge Thrasymachos-rationalet er det nemlig menneskets natur at maksimere egeninteresse og handle uretfærdigt over for andre, hvis det gavner én selv. Grådighed er godt, insisterer han:
”Det [grådighed] er det, enhver natur er skabt til at stræbe efter som et gode, men med love og tvang ledes man til at værdsætte lighed i stedet for.”
Retfærdighed og lovlydighed er kun et skalkeskjul, fordi mennesker enten er for svage til selv at begå uret, eller for bange for selv at blive udsat for uretfærdighed, konkluderer Thrasymachos.
Oligarki nedbryder samfundet
Grådighed kendetegner, ifølge Sokrates, det oligarkiske samfund. I antikken var oligarkiet den rige overklasses mindretalsstyre, i modsætning til demokratiet, som var det fattige folks flertalsstyre.
Men oligarkiets formueophobning ødelægger samfundet, siger Sokrates, og karakteriserer de stenrige oligarkers nedbrydende virkning på samfundet således:
”Først hitter de nemlig på forskellige slags luksus til sig selv og bøjer lovene i samme retning, da jo hverken de selv eller deres kvinder følger lovene. Og herefter tror jeg, at de begynder at lure på hinanden og konkurrere med hinanden. … Og så begynder de for alvor at gå op i at tjene penge, og jo mere værdifuldt de anser det for at være, jo mindre værdifuldt er det for dem at være gode mennesker. … Og når rigdom og rigmænd bliver anset for at være mere værdifulde i et samfund, får en anstændig livsførelse og gode mennesker tilsvarende mindre værdi. For folk forsøger jo altid at gøre det, som anses for værdifuldt i samfundet.”
Sokrates’ beskrivelse flugter helt fint med nogle af nutidens sociologiske og socialpsykologiske undersøgelser. Et tankevækkende eksempel på, at også moderne individer eftertragter høj status og prestigefuld livsstil, findes i sociologen Mike Savages undersøgelse af det engelske klassebegreb i bogen ”Social Class in the 21st Century” (2015).
I erkendelse af, at den gamle opdeling i arbejderklasse, middelklasse og overklasse ikke længere er tidssvarende, lavede Savage en ny syvtrins klasseopdeling. Via en spørgeskemaundersøgelse, iværksat af BBC, kunne man udfylde spørgeskemaet på nettet og se, hvilken klasse man tilhørte i det engelske samfund.
Helt uventet var interessen for at svare på spørgeskemaet enorm, hvilket gav den forbløffede sociolog et enestående materiale. I løbet af blot én uge indtastede 7 mio. englændere en række oplysninger om sig selv for at se, hvilken af de syv socialklasser de havnede i.
Ét af skemaets spørgsmål brugte teaterbesøg som markør for kulturel kapital, altså som en indikator på kulturelt overskud og dermed høj scoring i den nye klassedeling. Og en uge efter offentliggørelsen af spørgeskemaet på nettet steg efterspørgslen på teaterbilletter i London med 191 pct.
Det måtte derfor antages, at ganske mange mennesker reagerede adfærdsmæssigt på spørgeskemaet i higen efter prestigegivende livsstil og høj status i den nye klassedeling.
Eller som Sokrates formulerede det: ”Folk forsøger jo altid at gøre det, som anses for værdifuldt i samfundet”.
Oligarkernes ondskabsfulde ed
Ifølge Aristoteles, der var elev af Platon, kunne de græske oligarker ved særlige lejligheder sværge en ed: ”Jeg vil være ondsindet mod folket og skade det så meget jeg kan.”
Hertil bemærkede Aristoteles tørt, at oligarkerne hellere skulle plædere for den modsatte holdning og sværge: ”Jeg vil ikke øve uretfærdighed mod folket.”
Aristoteles analyserede både oligarki og demokrati og diskuterede, hvordan magt kan fordeles, uden at samfund opløses i kliker og voldsomme konflikter. Hans personlige politiske anskuelse er stadig omstridt, men han stillede skarpt på sammenhænge mellem politiske, økonomiske og sociale strukturer og spørgsmål om (u)lighed, (u)retfærdighed og (u)frihed.
Oligark-eden og Aristoteles’ bemærkning om uretfærdighed skal ses i lyset af datidens diskussioner om, at de (mange) fattige ikke måtte udgøre en latent trussel imod de (få) velhavende og deres ejendom.
Til dette formål havde man naturligvis love. Men hvis lovene ikke var tilstrækkelig retfærdige over for de fattige, hvorfor skulle de så overholde dem? Hvis de rige oligarker udelukkende var optaget af at puge penge og privilegier sammen til sig selv, var deres magt i fare. Den sociale fred var en balancegang i krydsfeltet mellem økonomisk, social og politisk magt, og den handlede om retfærdighed.
Samme balancegang er afgørende i dag, hvor nogle få ultrarige sidder på en stor del af samfundets rigdom og beskyldes for at udøve uretfærdigheder, fordi de søger skattely, plejer egoistiske særinteresser, isolerer sig og opfatter fattigdom som noget, der ikke angår dem.
”Hvis Forfatningen giver de velstillede fortrin, er de tilbøjelige til at blive hovmodige og til stadig at skrabe til sig,” påpegede Aristoteles i sin Statslære. Hans karakteristik af oligarkiets spilleregler kan medvirke til at kaste lys over oligarkiske tendenser også i nutidens demokratier.
Økonomisk ulighed - årsag til konflikter
Aristoteles slog fast, at markant økonomisk ulighed var en afgørende årsag til sociale og politiske konflikter. Han fremhævede især tre kritisable forhold, som også er aktuelle i dag:
- Oligarkers tendenser til at jagte rigdom som et mål i sig selv. Og det er, ifølge Aristoteles, ikke passende for et anstændigt samfund, hvor rigdom ikke bør være et mål, men kun et middel.
- Oligarkers tendenser til at efterstræbe magt og positioner på grund af personlig profitjagt frem for det fælles bedste.
- Oligarkers tendenser til at bruge deres rigdom og magtpositioner til at etablere afhængighedsforhold og fordreje politiske processer.
Nutidens økonomiske eliter retter ganske vist ikke ondsindede besværgelser mod folket, sådan som oligarkerne i det gamle Grækenland. Men den økonomisk ulighed er stigende i både USA og Europa, til trods for, at stor ulighed medfører dårlig trivsel – sundhedsmæssigt, socialt og mentalt.
Samfundsforskere og økonomer som Joseph Stiglitz og Thomas Piketty er enige om, at stigende ulighed reducerer social sammenhængskraft, skaber barrierer for social mobilitet, mindsker social tillid, svækker politisk engagement i lavindkomstgrupper, forårsager økonomisk og politisk ustabilitet og risikerer at mindske vækst. Markant ulighed medfører i øvrigt også kulturel og intellektuel indavl hos eliterne, hvilket kan resultere i mangel på dynamik og nye ideer i samfundet.
Også nutidens oligarker ”hitter på luksus til sig selv”, som Sokrates formulerede det. Luksus-yachter i milliardklassen er åbenbart hotte – bekvemt indrettet med luksuriøs swimmingpool, skønhedssalon, diskotek, skudsikkert glas og plads til en helikopter.
På grund af de nuværende sanktioner mod russiske oligarker er der dog en tendens til at glemme, at det oligarkiske magtsystem ikke er begrænset til Rusland. I Ungarn er eksempelvis stort set alle landets regionale aviser overtaget af regeringsvenlige oligarker. Historikeren Timothy Snyder påpeger i bogen ”Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika” (2018), at amerikanske og russiske oligarker har meget mere til fælles med hinanden end med deres befolkninger. Snyders konklusion er, at ulighed og oligarki opløser demokrati.
Allerede i det 4. århundrede f.Kr. vidste man altså, at oligarki og økonomiske uligheder, der ikke kunne retfærdiggøres, havde ødelæggende konsekvenser for et samfunds politiske og sociale fællesskab. Eller som nutidens topøkonom Thomas Piketty skriver i indledningen til bogen ’Kapital og ideologi’ (2020):
”Ethvert samfund skal retfærdiggøre sine uligheder. Der skal være grunde til dem, ellers risikerer hele den politiske og sociale bygning at styrte sammen.”
