I juni 1998 spankulerede tv-kvinder ind i en ny tidsalder, da den storrygende klummeskribent Carrie Bradshaw og hendes tre veninder bød velkommen til et millennium-Manhattan, hvor ”no one has breakfast at Tiffany’s and no one has affairs to remember” – baseret på klummeskribenten Candace Bushnells egne oplevelser i The Big Apple.
Nu er den ikoniske venindegruppe fra hitserien ’Sex and the City’ tilbage. 23 år er der gået siden flow-kanalen HBO slog sin status fast som underholdningsindustriens frække elev i klassen med et generøst forhold til sex og anti-heltedyrkelse i kombination med spot-on karaktertegninger og raptunget dialog.
Serien var ikke bare en skelsættende serie om kvindevenskaber, men udvidede også grænserne for tv-mediet. Det mener medieforsker Andreas Halskov, der er ekstern lektor i medievidenskab hos Aarhus Universitet.
”Sex and the City er et kanonisk værk, der var med til at skabe en slags cæsur i tv-historien. Der var et før og efter. Dette skyldes ikke kun serien i sig selv, men også det faktum, at den kom på et tidspunkt, hvor HBO var ved at lancere sin egen portefølje,” siger Andreas Halskov.
HBO påbegyndte deres original programming-strategi med fængselsserien Oz (1997) og fulgte op med Sex and the City (1998) og The Sopranos (1999). Det var med disse flagskibe, kanalen for alvor fik introduceret sit varemærke – det man i dag kalder The HBO Playbook – som har været med til at gøre serierne kanoniske.
Sex and the City er et kanonisk værk, der var med til at skabe en slags cæsur i tv-historien. Der var et før og efter.
Andreas Halskov, Roskilde Universitet
”Sex and the City kom til at illustrere den frivole og mere ublu tilgang til køn og sex. Den var grafisk i sit udtryk og tryllebandt sit publikum med et frisprog, som man ikke var vant til fra reklamefinansieret tv,” siger han.
”Som David Simon, der står bag The Wire, har formuleret det: ’Amerikansk tv var i et barnagtigt stadie, indtil nogle kanaler begyndte at skille sig af med reklamerne som central indtægtskilde’.”
De reklamefinansierede tv-kanaler kunne ikke fortælle mørke, forstyrrende eller udfordrende historier, fordi de var bange for at skræmme forbrugerne og annoncørerne væk.
En lille tv-revolution
Når man ser Sex and the City i dag, kan den ligne en gemytlig venindeserie om frimodige kvinder i New York. Men ved årtusindskiftet var den skelsættende med sin frie tone og sin hårfine balance mellem drama og komik – et eksempel på den såkaldte dramedy-genre.
Halvfemsernes fjernsyn var ikke et rum, hvor voksne kvinder talte meget sammen, men det gjorde de i Sex and the City. At kvinder i trediverne og fyrrerne åbent diskuterede orgasmer og kønsbehåring, aborter og skilsmisser på tv, var revolutionerende.
Siden da har vi set en voldsom stigning i kvantiteten, kvaliteten og variationen af kvinders historier på tv, og langt de fleste af dem står i gæld til Sex and the Citys genpulje på den ene eller anden måde.
Selv om den blev populær for sin skildring af kvinder og kvinderelationer, var den trods alt ikke den første tv-serie, der primært handlede om kvinder. Serier som Laverne & Shirley, The Mary Tyler Moore Show og Ally McBeal satte alle fokus på kvinder, også ugifte karrierekvinder.
”Men den var alligevel et vigtigt eksempel på den kvindeorienterede serie. Den var heller ikke den første ’dramedy’ i amerikansk tv – M*A*S*H og Ally McBeal er bl.a. centrale forløbere. Men det er det første eksempel på en ’sexcom’, der blander melodrama, komik og en stædig, til tider bramfri, tematisering af sex,” siger Andreas Halskov.
”Serien blev populær for sin skildring af kvinderelationer og sine hverdagsagtige samtalesituationer. Man kunne formentlig spejle sig i de bramfrie samtaler om sex, kærlighed og venskab. Når man ser den i dag, ser man måske privilegerede hvide kvinder fra de højere samfundslag, der drikker alkohol, taler om relationer og hurtige dates. Men i 1998 var det noget relativt nyt i amerikansk tv at lade en hel serie handle om dette fra kvindernes perspektiv.”
Det ærlige og bramfri kvindeliv finder vi i dag i serier som Fleabag, Starstruck og Insecure, mens de usminkede fremstillinger af sex genfindes i Broad City og Girls, og de intense kvindelige venskaber i bl.a. Crazy Ex-Girlfriend, Shrill og Glow.
De hvide og de priviligerede
Det er i denne verden af frigjorte, progressive kvinder, And Just Like That… skal forsøge at passe ind.
Op til premieren har mange af spørgsmålene handlet om, hvordan serien ville forholde sig til nogle af de elementer, der forekommer mindre prisværdige i dag. Der er sket meget på 23 år, og i dag slipper man ikke af sted med et New York, der næsten udelukkende består af hvide ansigter, smertefuldt reducerede homoseksuelle stereotyper og kulturelle appropriationer, bare fordi de går godt til et outfit.
Serien blev allerede i sin egen tid kritiseret for sin ”hvidhed”, og flere kritikere hæftede sig ved, at karaktererne var privilegerede. Hvorfor ikke skildre ”almindelige” kvinder? Og hvorfor partout fokusere på karrierekvinder fra de højere samfundslag, som shopper sko og mænd?
Man har set samme kritik af Entourage og Californication, der fokuserer på mandede miljøer.
”Men når Sex and the City var særlig genstand for kritik, skyldtes det nok dens store popularitet. Alle talte om den, så selvfølgelig skulle den kritiseres og parodieres,” siger Andreas Halskov.
I et afsnit af animationskomedien The Simpsons spørger Homer Simpson f.eks. med vanlig kluntethed, om det ikke er den serie, hvor kvinderne opfører sig som homoseksuelle mænd?
Formuleringen lyder lidt mærkelig og semi-homofobisk i dag, men sådan vil det ofte være med et tilbageblik på en tv-serie mange år efter, påpeger Andreas Halskov.
”Når man ser tilbage på en tv-serie, kastes der skygger tilbage på værket, som får det til at fremstå i et andet lys. Det er muligt at serien var ’so white’, som man senere sagde om Oscar-uddelingen. Og det kan godt være, at det ikke var ’almindelige’ kvinder. Men i det hele taget har der historisk set været meget, meget få serier om almindelige kvinder fra arbejder- eller middelklassen, og om sorte i USA,” siger han.
Ældre kvinder er en sjældenhed på skærmen
Sex and the City banede vejen for højrøstede og ’uopdragne’ kvinder. Som et resultat heraf, er vi i dag mere eller mindre vant til at se kvinder, der udforsker alt fra åbne forhold og polygami til seksuelle feticher. I dag virker mange af Sex and the Citys tabuoverskridelser relativt tamme. I de forgange 23 år er publikum blevet langt sværere at chokere – også takket være seriens egen succes.
Men det er ikke fordi, der ikke er nyt land at bryde: Bortset fra Netflix-hittet ’Grace & Frankie’ er der f.eks. stadig få historier om kvinder, der bliver ældre.
”Ældre mennesker har sjældent fanget mediernes interesse, og særligt ældre kvinder har haft svært ved at få skærmtid. Som i 1960'erne og 1970'erne, hvor man havde en voldsom ungdomsfetich i forbindelse med ungdomsoprøret, lever vi også nu i en tid, hvor ældre mennesker ofte bliver desavoueret alene på grund af deres alder,” siger Andreas Halskov.
”Tv-selskaberne vil formentlig sige, at det ikke interesserer det brede publikum, men der findes nu interessante eksempler på tv-serier om ældre, også kvinder.” Andreas Halskov nævner 80’er-serien Golden Girls – ikke ligefrem en kulturelt skelsættende perle, men en fin skildring af venskab blandt ældre kvinder.
Til den mere seriøse og kunstneriske side nævner han miniserien Olive Kitteridge, der er instrueret af Lisa Cholodenko efter forlæg af Elizabeth Strout.
”Det er en ret forrygende skildring af alderdom og ensomhed, illustreret gennem en ældre kvinde, der fremmedgør alt og alle omkring sig. Andre serier har også skildret ældre kvinder – f.eks. Ruth Fisher, der bliver enke i Six Feet Under. Men det er stadigvæk en sjældenhed.”
Kan veninderne finde en plads i en ny verden?
Da Sex and the City første gang dukkede op, skulle den selv have alle svarene, simpelthen fordi den var den første, der stillede spørgsmålene. I dag har vi mere at vælge imellem, og det behøver ikke længere at være alt for alle. Tv-serien er siden, alle sine fejl til trods, kommet til at symbolisere en enklere, lettere tid – før Trump, før Brexit, længe før Covid. Dermed minder den os uundgåeligt om dengang vi var unge, og verden så helt anderledes ud.
Spørgsmålet er, hvordan veninderne nu vil kæmpe med nogle af de måder, verden har ændret sig på?
Vil Carrie konvertere til bæredygtig mode og leje sine outfits? Vil advokaten Miranda repræsentere #MeToo-ofre i retten? Bliver Charlotte momfluencer? Måske vil frokostsamtalerne i East Village nu handle om at opdrage kønsneutrale børn. Eller Carrie, der skal forsøge at navigere uden om en cancel-situation over et ungdomsbillede af sig selv med cornrows.
Den Carrie, som virkede progressiv og bramfri i 1998, virker pludselig kejtet og out of place i 2021. Dels fordi tiden er en anden, dels fordi hun selv er blevet ældre.
Andreas Halskov, Roskilde Universitet
Sex and the City gav i sin tid ord, ansigter og troværdighed til den udsøgte fornøjelse og smerte ved at være en enlig kvinde. Mens budskabet om kvindelig empowerment blev mudret til af de efterfølgende spin-off-film, handlede det altid om kvinder, der fandt deres plads i verden. I 2021 har verden ændret sig – så det må kvinderne også.
”And Just Like That… forsøger med sine to første afsnit at tale ind i vores tid. Jeg mener dog også, at den dybest set skildrer nogle karakterer, der er blevet ældre og kæmper med at forholde sig til en anden tid. Den Carrie, som virkede progressiv og bramfri i 1998, virker pludselig kejtet og out of place i 2021. Dels fordi tiden er en anden, dels fordi hun selv er blevet ældre. Det er slet ikke så veldrejet som i den oprindelige serie, men måske er den grundlæggende historie om at blive ældre og sidde fast ikke helt dum,” siger Andreas Halskov.
Ungdommens kvælertag
Gennem de sidste årtier har ungdommen fastholdt tv-serierne (og i endnu højere grad biograffilmene) i et kvælertag. Forbi er dagene med Dallas og Dynasty, hvis kvindelige stjerner var langt over den fødedygtige alder (Linda Evans var 38 og Joan Collins 47, da Dynasty gik over skærmen første gang).
Den fremherskende holdning til (kvinders) alder opsummeres i en scene i komedieserien 30 Rock, hvor Jenna Maroney castet som den syge mor, der fortæller sin datter, at hun ikke skal bekymre sig. "Jeg har haft mit liv! Men jeg er 42. Tid til at dø."
De kvindelige skuespilleres udløbsdato er sat på spidsen i Amy Schumers berømte sketch, udført af Julia Louis-Dreyfus, Tina Fey og Patricia Arquette, med den sigende titel "Last Fuckable Day".
Det store håb for And Just Like That... er helt sikkert, at skuespillerne og forfatterne kan gøre karaktererne relevante for en ny generation. At de kan fange alt det meningsfulde, der lå under den ekstravagante mode og de glamourøse cocktails, og skildre vittighederne, samtalerne og relationerne mellem midaldrende kvinder lige så herligt og uforskammet, som deres yngre inkarnationer.
Hvilken milepæl og triumf det ville være, hvis de kunne bringe denne kulturelt og socialt usynlige kvindelige alder frem på skærmen.
