Den 7. december 2022 gennemførte de tyske myndigheder en historisk stor aktion mod de såkaldte ’Forenede Patrioter’ – et omfattende netværk af højreekstremistiske kræfter. Netværket havde lagt detaljerede planer for et væbnet statskup, der skulle omstyrte det parlamentariske styre og føre landet tilbage til arven fra det Kejserrige, der eksisterede fra 1871 til 1918. I kernen af det netværk stod den særlige gruppering af såkaldte ’rigsborgere’, der længe har nægtet at anerkende forbundsrepublikkens legitimitet.
Det lyder så kulørt, at mange danske dagblade har haft svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på, når det kommer til dækningen af både aktion og gruppering. Men i kølvandet på aktionen har offentligheden samtidig fået et lille indblik i den politiske kultur, der binder medlemmerne af den højreekstreme parallel-offentlighed sammen. Og her spiller fællessang en overraskende stor rolle.
Nedgravede sangbøger
I forbindelse med anholdelserne i sidste uge kom det bl.a. frem, at forbundspolitiet under optrevlingen af nazistiske undergrupper i det tyske sidestykke til jægerkorpset, Kommando Spezialkräfte (KSK) i 2020, opdagede et nedgravet lager af ikke blot våben og sprængstof, men også et stort antal sangbøger. Og ikke tilfældige sangbøger, men SS Liederbuch: den blod- og voldshyldende sangbog, der tilhørte det ekstremt brutale Schutsstaffel-korps, der stod i spidsen for udryddelseslejre og terror mod befolkningerne under det nazistiske herredømme.
Med i den sorte sangbog med det kantede SS-logo er f.eks. Oskar Wöhrles blodrus af en soldatersang fra Første Verdenskrig, "Kamerad nun laß dir sagen" med omkvædet:
Auf zum Streit, auf zum Streit
Aus ist der Traum, jetzt heißt´s marschieren
heißt sein wen´ges Leben zu verlieren
rot ist jeder Wolke Saum
Altså i korte træk: Nu skal du ikke længere drømme, men slås, marchere og ofre dit liv. Rød er skyens rand. Rød af blodig død, forstås: ”Rot und das soll Tod bedeuten.” Både fjendens død og din egen.
Blandt samlere er SS Liederbuch i dag en sjælden og eftertragtet bog, der sælges for flere tusind kroner pr. eksemplar. Med andre ord: ikke en sangbog, man bare har liggende i kassevis, fordi det lige er bekvemt. Det er en genstand med stor betydning. Og den blev opbevaret stakkevis, fordi den blev brugt. De højreekstreme netværk identificerede sig med den politiske selvforståelse og det brutale fællesskab, der kom til udtryk i den 80 år gamle SS-sangbog. Og under politiaktionen 7. december i år viste det sig, at også de "Forenede Patrioter", som ifølge politiet planlagde statskup i Tyskland, havde forbindelser ind i KSK. De SS-besyngende kredse af tyske elitesoldater var endnu ikke slået ned. Måske er de det heller ikke med denne seneste optrevling.
Dermed viser det sig vigtigt at prøve at forstå den rolle, fællessang kan spille for fællesskaber og for deres sammenhængskraft og viljestyrke. Både i de ekstremistiske paralleloffentligheder og i talrige andre, mere uskadelige sammenhænge. Hvad er det, fællessang gør ved os – og for os? Hvordan samler de, og hvordan skaber de skel? Og hvor meget i de SS-hyldende elitesoldaters fællessang er specifikt for netop deres kreds og deres historiske situation?
Sanghandlinger bekræfter, forandrer og skaber
”I dag er det Annas fødselsdag,” synger vi hvert år – med dejlig chokolade og kager til. Og vi, der synger, er selv med i sangen: ”Til slut vi råber højt i kor: Hurra! Hurra! Hurra!”
Der følger sange med til virkelig mange festlige lejligheder – ikke blot blandt væbnede højreekstremister med kupplaner, men også hos de helt uskyldige som til Annas fødselsdag. Men hvad er det egentlig, vi gør, når vi synger sammen? Er vi bare ved at konstatere det åbenlyse her hen over lagkagen og den varme chokolade – altså, at det er Annas fødselsdag, og at vi jo tydeligvis er her for at fejre hende? Ikke kun. For nok var datoen rigtig, og vi havde allerede indfundet os, før vi begyndte at synge. Men det blev først rigtigt Annas fødselsdag, og vi andre blev først et egentligt fødselsdags-vi, da sangen og hurra-råbene begyndte.
Så nok er det en væsentlig funktion ved Otto Mikkelsens gamle fødselsdagssang fra 1913, at den kan bekræfte fællesskaber, der allerede eksisterer. Men sangen gør også mere end det. Sangen kan også forandre fællesskaber. Den kan styrke dem, men også røbe deres begrænsninger: Nogle deltager i fællesskabet, andre gør ikke, og nogle gør det mere helhjertet end andre.
I mange tilfælde kan sangen også bidrage til at forhandle de begrænsninger, ethvert fællesskab har. Måske sang jeg først slet ikke med på fødselsdagssangen, fordi Anna er min irriterende søster, der altid synes at få mere opmærksomhed og flottere gaver end mig? Derfor meldte jeg mig demonstrativt ud af det Anna-hyldende fællesskab. Men så endte jeg måske alligevel med at stemme i på sidste vers – både fordi vores forældre sendte mig strenge blikke, og fordi jeg selv fik en snert af dårlig samvittighed. Så jeg forhandlede mig trods alt til en plads i fællesskabet. Også selv om den muligvis stadig er halvhjertet og let mærket af min indledende modstand.
Mindst lige så vigtigt er det, at vi i et vist omfang også etablerer fællesskaber, idet vi synger. Som kollektiv handling forvandlede sangen de mange fødselsdagsgæster til et fællesskab, som var andet og mere end summen af de individer, der sang med. Lidt mere teknisk udtrykt: Det at synge sammen skabte også det fællesskab, som sangteksten på det bogstavelige plan blot syntes at konstatere.
De ord, vi siger, gør ofte noget. Når præsten erklærer at døbe barnet i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, eller når jeg lover min gode ven en vidunderlig middag, eller når min uven forbander mig og alle mine usle efterkommere til helvedes varmeste afkrog, så er der langtfra blot tale om konstateringer. Der sker eller opstår noget nyt, idet ordene siges. Sprogteoretikere har betegnet dåbens ord, løfter og forbandelser som eksempler på talehandlinger med performative funktioner. Dvs. at de er sproglige handlinger, der med et udtryk fra N.F.S. Grundtvig skaber det, de nævner. Sanghandlinger som dét at synge en fødselsdagssang for Anna kan have tilsvarende performative funktioner som både eder og forbandelser. Og de funktioner kan være mere eller mindre åbenlyse, mere eller mindre fordækte.
Der er selvsagt meget store forskelle mellem vanlig fødselsdagssang og SS-hyldest. Ikke desto mindre kan man se de samme grundlæggende, generelle mekanismer for fællesskabet i sangen som handling i begge eksempler: bekræftelse, forandring, forhandling og etablering.
Sangens fællesskab er i sagens natur forbigående – det opstår og eksisterer netop under sangen. Men det opleves stærkt, og det sætter spor. Deri kan opstå fælles måder at mærke og handle i verden på, måder at udleve fælles følelser på – og måder at føle sig fælles på.
At marchere i takt
Det er ikke kun sangteksten og karakteren af de syngendes fællesskab, der skiller fødselsdagssangen fra SS-favoritten ”Kamerad nun laß dir sagen.” Begge sange kan faktisk afsynges i marchtakt, men typisk synges fødselsdagssangen løsere og mere gyngende og ofte med vekslende deltagelse, fordi onkel Ejnar har glemt tredje vers. Den tyske sang vil derimod lyde helt forkert, hvis ikke den synges som march.
Marcher er nemlig særdeles velegnede til netop at marchere til – altså gå fast i takt, finde den samme rytme. Både når der faktisk marcheres til enstemmig sang, og når der bare synges taktfast sammen, ensartes individerne, der deltager i sangen, i rytme, melodi og betoning. I sådanne sanghandlinger kan musikken bidrage væsentligt til at skabe samklang med og mellem kroppe,nes bevægelser. Individuelle særegenheder kan i vidt omfang opsluges i sangens og bevægelsernes udøvede fællesskab. Og ved at eksistere i grænselandet mellem krop og sind, affekt og rationalitet, rummer det stærke muligheder for at forme både følelser, tanker og handlinger.
Det er ikke enestående for marchen som musikalsk form. Nogenlunde de samme komplekse kropsligt-mentale mekanismer er også på spil, når tusindvis af dansende tilskuere med næsten-perfekt frasering gjalder med på Thomas Helmig-klassikeren ”Nu hvor du har brændt mig af” på NorthSide Festival i det ydre Århus Men marchen lægger i særlig grad op til et ensartet – og typisk rent eller fortrinsvis mandligt – fællesskab i skarp modsætning til individualiteten.
Helmigkoncertens sangfællesskab bygger på en slags underforstået, fælles kontrakt om, at alle er med af lyst, og at det i det mindste er meningen, at vi skal have det sjovt – og gerne på lidt forskellige måder. I marchtaktens homogenisering af fællesskabet er lyst derimod ikke strengt nødvendig. Pligten er tilstrækkelig.
Og så snart vi marcherer, er individualitet ikke længere et konstruktivt bidrag til fællesskabet, men kun en forstyrrelse. Til Helmig-koncerten svajer vi måske nok alle fra side til side og svinger hænderne i luften med samme salige smil – men fællesskabet bliver ikke mindre af, at vi ikke svinger helt i takt. I marchen konfronteres individet med én rigtig måde at marchere og synge på. Og nok er det i princippet også muligt at droppe ud og fastholde sin individualitet ved at undlade at synge med. Men i de marcherende, syngende geledder kræver den afvigelse mere individuel standhaftighed, end passiviteten vil kræve af den ubegejstrede Helmig-tilskuer.
Marchsang mobiliserede danskere til krig og danskhed
Et velkendt dansk eksempel på en åbenlyst mobiliserende fællessang i marchtakt er ”Den tapre Landsoldat” – altså: ”Dengang jeg drog afsted / min pige ville med.” Peter Faber skrev netop teksten og Emil Horneman melodien (i ”Tempo di marcia,” som der står på nodearket) under den danske mobilisering til treårskrigen i 1848. Den slog hastigt igennem både blandt soldaterne selv og i hjemmene landet over.
Det åbenlyse, umiddelbare formål med ”Den tapre Landsoldat” var at mobilisere soldater til krig. Samtidig fremhæver teksten en væsentlig forhandling af det kæmpende fællesskab, når den idealiserede soldat må sige fra over for både sin kærestes ønske om at være sammen med ham og sine forældres ønske om at holde ham hjemme, når nu jorden skal pløjes.
”Kamerad nun laß dir sagen” maner soldaten til at lade den slags bekymringer fare. Det eneste vigtige er, at du ofrer dig i krigen. Den tapre danske landsoldat taler derimod på egne vegne i jeg-form, og han griber sagen anderledes an. For i sangens univers bliver han ikke mindre tapper af at indrømme, at han da helst ville blive hjemme hos kæresten, forældrene og jorden. Når det ikke desto mindre er hans pligt at tage af sted, skyldes det heller ikke blot, at tysken står for porten. Det skyldes, at dét, fjenden vil erobre, er landsoldatens eget land og sprog.
Når sangens forhandling mellem fredslængsel og krigsmod kunne falde ud til den militære mobiliserings fordel, var det således først og fremmest, fordi den blev koblet til nationale værdier. Og her støder vi atter på, at en sang kan være med til at skabe, det den nævner. For i første del af 1800-tallet, altså i årtierne før ”Den tapre Landsoldat,” var danskhed og nationale værdier endnu kun noget, en lille elite af lærde talte og skrev om. For det store befolkningsflertal var det snarere de nære, konkrete sammenhænge, der betød noget – alt det, som pigens kærlighed og bondeforældrenes bekymring over jorden udtrykker i Fabers sang.
Men det ændrede sig drastisk i foråret 1848. En hastigt voksende revolutionsbølge skyllede ind over det meste af Europa i februar og marts og fejede gamle fyrstemagter til side. Og gennem 1840’erne var der opstået nye nationale bevægelser på både dansk og tysk side (og regionalt slesvig-holstensk side, for den sags skyld) inden for den danske helstat. I den eskalerende revolutionære situation brød både demokratiske bestræbelser og ønsker om national selvbestemmelse ud i lys lue. I den situation valgte den nye kong Frederik den Syvende efter en spændt nats intense overvejelser at sætte den knap 200 år gamle enevælde ud af kraft i kongeriget. Han dannede en ny regering med nationalliberale kræfter og mobiliserede militært for at forsvare Slesvigs tilknytning til Danmark.
Med andre ord hang den nationale vækkelse, som ”Den tapre Landsoldat” blev en central bestanddel af, tæt sammen med forandringen i statens politiske konstitution: Det blev i højere grad muligt at appellere til en fælles nationalfølelse – herunder en fornemmelse af, at den jævne dansker ikke først og fremmest førte krig for kongen, men derimod for sig selv og sine medborgere som ligeværdige medlemmer af nationen. Som danskere måtte ”alle Danmarks Piger” betragtes som lige – og derfor måtte soldatens kæreste forstå, at hendes egen skæbne også var forbundet med nationens.
Sangtekstens forhandlinger med pigen og forældrene medgiver dermed i praksis, at den stærke nationalfølelse alligevel er ny for ret mange – alt imens sangen karakteristisk nok også legitimerer forsvaret af det nationale med, hvor traditionsstærkt og oldgammelt det er. Sangens mål var altså på samme tid at etablere selve den nationale forståelse, som den lagde til grund for landsoldatens militære tapperhed. Og det lykkedes i vidt omfang. Sangen og den sanghandling, de mange syngende danskere udførte sammen i foråret 1848, skabte den danskhed, den nævnte.
Fællessangens kraft
Siden kom nye strømninger til og gav variation til de danske marcher. Den reviderede grundlov fra 1866, der tilgodeså landets rigeste indbyggere, samlede demokrater i byer og på landet til protester i marchtakt. Arbejderbevægelsen opstod til den taktfaste sang af U.P. Overbys ”Socialisternes March” fra 1871 (Også kendt som ’Snart dages det, Brødre, det lysner i øst’). Alt sammen sunget næsten udelukkende af herrestemmer.
Den ’pæne’ del af kvindebevægelsen gik derimod i mindre taktfaste optog, og deres sangtradition synes at have været langt mindre taktfast. Og siden kom nye taktarter til og undergravede marchens dominans i kampsangene. Mellemkrigstidens nye rytmer var jazzede. Og 1960’ernes og 1970’ernes nye venstrefløj trak på deres samtids beat- og folk-musik i et langt mere spraglet og mangfoldigt fællesskab, der i afgørende henseender ligger tættere på Helmigkoncerten end på de marcherende geledder. Men de sang alle sammen.
Ikke fordi det ville være utænkeligt at opbygge politiske bevægelser uden fællessang. Ikke fordi sangen er det eneste, der kan samle. Man kan godt holde fødselsdag uden at synge. Formentlig ville man også kunne samle nationer, opbygge politiske bevægelser og mobilisere til kamp uden musik. Men det ville ikke være det samme. Det ville føles fladere, og enheden ville være løsere i fugerne.
Nok skaber sangen ikke samling alene. Den gør det som en så integreret del af konkrete helheder og menneskelige projekter, at det ville være omsonst at isolere eller sætte tal på sangens årsagskraft. Men den gør så meget for menneskers samling, at de færreste fællesskaber helt vil undvære den. Også selv om bestemte, traditionelle former for fællessang kan synes at være i tilbagegang.
Derfor er der heller ikke i sig selv noget underligt i, at tyske højreekstreme kræfter søger at opbygge og styrke deres særskilte politiske og kulturelle fællesskab gennem sang. Det bemærkelsesværdige ligger derimod i, hvad og hvordan de konkret synger.
Når fællessangen er SS, tjener den dystre formål
Lige netop detaljerne i højreekstremisternes sangpraksisser ved vi endnu for lidt om. Men det er i sig selv sigende, at højreekstreme kredse inden for de tyske specialstyrker dyrker deres fællesskab gennem 80 år gamle sangbøger fra et af den moderne histories mest brutale og voldsforherligende miljøer, altså SS. Her er ikke tale om traditionsdyrkelse i vanlig forstand, som når den danske arbejderbevægelse endnu i dag afsynger Overbys ”Socialisternes march” til Første Maj-arrangementer. Denne mere vanlige form for traditionsdyrkelse indarbejder også en fælles erkendelse af, at både verden og bevægelsen har udviklet sig videre, siden projektet blev grundlagt.
SS er derimod ingen levende tradition. Korpset blev undertrykt og opløst ved Det Tredje Riges undergang. Erindringstrådene fra dengang blev kun videreført i spredte former på den marginaliserede ydre højrefløj. Og selv om der skulle findes enkelte oldgamle SS-veteraner tilbage, synes de ikke at spille nogen rolle i nutidens højreradikale undergrundsmiljø.
Så fundet af det store lagre SS-sangbøger blandt de tyske specialtropper vidner snarere om en form for historisk kortslutning – en identifikation af nutidens og fortidens projekter. Nutidige højrefløjskredse, som identificerer deres eget projekt med SS’ernes 80 år gamle forståelser, drager i praksis selv paralleller mellem nutidens politiske situation og nazismens visioner om masseaflivning og blodig undertrykkelse af hele befolkninger.
I den type kortslutninger kan ligge elementer af historisk rollespil og fantasileg. Men når voksne, toptrænede og skarpt bevæbnede elitesoldater lever sig nok ind i den leg, kan den hurtigt blive meget farlig alvor.
Fællessang samler, og det kan være skønt. Men dens enhedsskabende kræfter kan også tjene dystre formål.
