Gør de det ikke kun på grund af gaverne? Det er en sætning man ofte hører, når emnet falder på konfirmation. For hvordan kan det ellers være, at konfirmationen stadig står så stærkt som tradition – i et land, hvor de færreste tror på gud, og endnu færre går i kirke regelmæssigt?
Ikke mindst blandt de unge er gudstro og kirkegang til at overse. Så hvorfor lader ca. 70 pct. af hver ungdomsårgang sig konfirmere?
At der skulle ligge en iskold økonomisk kalkule til grund for de unges valg, er ikke en særlig god forklaringsmodel. I dag giver de fleste forældre deres 13-15-årige børn en form for fejring og fest, inklusive gaver, uanset om de stiller op til kirkens traditioner eller ej.
Og de unges egne begrundelser for at blive konfirmeret er langt mere velreflekterede, end fordommene forudsætter: Det handler ikke om ussel mammon eller personlig frelse, men om at have en god dag med familien, om at have sin første ”særlige” fest og om at have et fællesskab med andre unge.
Svaret på, at konfirmationsritualet stadig står så stærkt efter hundrede års sekularisering og samfundsmodernisering, er langt mere komplekst – og kræver, at man i første omgang ser lidt bagud i historien.
Konfirmation som borgerpligt
Konfirmationen i sin nuværende form er ikke et særligt gammelt ritual.
Det tidligere konfirmationsritual blev afskaffet i forbindelse med reformationen i 1536, som led i et generelt opgør med en række katolske ritualer og praksisser, som ikke længere skulle være en del af den lutherske kirke.
Men i 1700-tallet kom der, særligt påvirket af den kirkelige udvikling i Tyskland, en stærk pietistisk strømning herhjemme, med fokus på kristen oplæring og et stærkt følt kristent liv.
Med pietismen fulgte også en kritik af, at borgerne ikke havde en særligt stærk personlig tro, eller den nødvendige tilegnelse af, hvad det vil sige at være kristen. Man bliver en del af kristendommen gennem barnedåb, men hvordan sikrer man den rette kristne forståelse og indstilling hos voksne mennesker?
Den lutherske konfirmation blev svaret på det spørgsmål, og fra 1736 blev konfirmation en pligt i Danmark.
Christian d. 6, der regerede fra 1730-46, var stærkt pietistisk engageret, og konfirmationen var en del af kongekirkens fokus på at opbygge gode kristne borgere.
Præsterne var en del af kongens embedsværk, så det handlede ikke kun om at oplære og oplive folket i kristendommen. Den blev også brugt til at registrere, hvor mange voksne mennesker, der var i et sogn, og knyttet til en række pligter og rettigheder i voksenlivet – f.eks. at arve og eje ejendom, blive gift og aftjene militærtjeneste.
Konfirmationsritualet var således kun ca. 100 år gammelt, da Danmark indførte religionsfrihed med Junigrundloven i 1849. Det er ikke lang tid for et ritual til at rodfæste sig, inden det sættes helt frit igen. Men det skulle vise sig, at konfirmationen kom til at holde stand i det moderne samfund, der for alvor brød frem i 1900-tallet.
Konfirmationen var stærkt koblet til rettigheder og pligter i samfundet. Det at blive konfirmeret var simpelthen en del af at være borger i samfundet. Der var også stærke kirkelige strømninger, som var med til at understøtte og udvikle konfirmationen gennem undervisning og vægten på at forstå og føle kristendommen.
Overgangen fra kongekirke til folkekirke havde lidt samme karakter som overgangen fra enevælde til demokrati: Der var ikke tale om en revolution, men om nye rammer, der i høj grad gav plads til, at gamle traditioner og institutioner kunne leve videre.
Den nye folkekirke blev stadfæstet i grundloven som evangelisk-luthersk, og var fortsat stærkt knyttet til land og folk. Så mange af rammerne var på plads for at flertallet af befolkningen ville holde fast i traditionerne.
Det kulturkristne fællesskab
Det religionsmønster, vi i dag finder hos flertallet af danskerne, beskrives ofte som ”kulturkristendom”: Man ser folkekirken som bærer af danske værdier og en institution, man har tillid til, men uden nødvendigvis at have et stærkt personligt gudsforhold. Man er medlem af folkekirken, man deltager i ritualer som dåb, konfirmation, vielser og begravelser – og man går måske i kirke til jul, men ikke om søndagen.
Dette mønster betyder, at hvor mange andre lande har oplevet store tab i medlemmer og dermed også frafald fra kirken og dens ritualer, så ser udviklingen anderledes ud i Danmark.
Trods urbanisering, sekularisering, to verdenskrige og udviklingen af et moderne, rigt velfærdssamfund holder flertallet fast i, hvad man kan kalde et kulturkristent mønster.
Samfundets fællesskaber understøtter samtidig de rammer, der gør, at det fortsat giver mening at vælge traditionerne til. Det gælder ikke bare det politiske system, men også f.eks. familierne, skolerne og børneinstitutionerne.
Så længe der mange steder er juleafslutning i kirken, og så længe der gives plads til konfirmationsundervisning i skoletiden, så opretholdes der en følelse af at dette er, ”hvad vi gør i Danmark”.
Og for unge i konfirmationsalderen betyder andre det naturligvis også rigtig meget, at det er, ”hvad de andre gør”.
Også de kommercielle erhverv bidrager til at fastholde traditionen. Man kan ikke gå igennem et forår i Danmark uden at opdage konfirmationssæsonen, fra kataloger og butiksudstillinger med konfirmationstøj til reklamer for, hvor man kan holde festen – eller Blå Mandag!
Bededagsgate
Hvis man gerne vil have et håndfast bevis for de stærke kræfter, som i høj grad er med til at holde fast i konfirmationen som et attraktivt tilvalg, kan man se på Bededags-gate fra 2012
Det sker af og til, at politikere får den tanke at skære ned i antallet af fridage – og her er især Store Bededag en fristelse. Det er en helligdag af (relativt) ny dato, og den er ikke knyttet til det traditionelle kirkeår med fortællingen om Jesus. Så kunne man ikke lige afskaffe den?
Svaret var et rungende nej. ”Tusindvis af familier får ødelagt deres konfirmationsplanlægning,” skrev Ekstra Bladet. ”Konfirmationskaos hvis store bededag afskaffes,” hed det i Kristeligt Dagblad.
Det hele handlede om, at Store Bededag var og er en af de helst store konfirmationsdage. I nogle tilfælde er datoen fastlagt 5-10 år i forvejen, der er booket lokaler til festen og planlagt det ene og det andet.
Det var ikke kirken eller kirkelige, teologiske argumenter, der først og fremmest kom på banen, men det kulturkristne mønster – og de stærke fællesskaber, der understøtter det.
Selvfølgelig kan unge mennesker godt lide at få gaver – hvem kan ikke det? Men konfirmationen handler i lige så høj grad om at vælge de traditioner, som giver mening for dem selv – i deres familie, i deres vennekreds og i deres liv som unge.
