Krigen i Ukraine kaster et helt særligt skær over det Europæiske Melodi Grand Prix på lørdag. Rusland er udelukket fra konkurrencen efter pres fra bl.a. Danmark og en halv snes andre lande, og den internationale sympatibølge har pludselig gjort det ukrainske bidrag til én af favoritterne.
Men det er langtfra første gang, at politik og politiske konflikter sætter deres præg på The Eurovision Song Contest, som konkurrencen officielt hedder.
Tænketanken har i denne uge besøg af en vaskeægte grandprix-forsker: Lisanne Wilken, der er lektor i europastudier på Aarhus Universitet, har bl.a. forsket i sangkonkurrencens kulturpolitiske betydning under Den Kolde Krig.
På godt og ondt har det årlige grandprix-slag altid været en prisme for de internationale relationer i Europa. Konkurrencen er demonstrativt upolitisk, men netop derfor er den så velegnet som platform for symbolpolitik og national imagepleje, påpeger Lisanne Wilken.
Maja Jensen har mødt hende til en snak om magt og musik, konflikter og kultur gennem grandprix-historien.