Guide: Forkæl dine øjne med et kig på vinterens stjernehimmel

Man behøver ikke være astrofysiker for at nyde stjernehimlen over os – men derfor kan det alligevel være fint at få hjælp fra en til at vide, hvad man skal kigge efter.

Derfor giver astrofysiker Ole Eggers Bjælde fra Aarhus Universitet her en guide til de oplevelser, du kan få på himmelhvælvet over dig de kommende tre måneder:

December

Vinterhimlen er optimal for stjernekiggeri, fordi Solen gemmer sig langt under horisonten på vores breddegrader og fordi kold luft er nemmere at kigge igennem end varm luft.

Den 7/12 er decembers mørke og klare himmel vært for vinterens første fuldmåne.

Samme dag markerer, at det er 50 år siden, vi mennesker sidst har været på tur til Månen – med Apollo 17 missionen til Månens overflade, som blev sendt op 7/12 1972. Landingen fandt sted fire dage senere i en smal dal i udkanten af Klarhedens Hav på Månens forside (markeret med den gule cirkel på billedet nedenfor).

Klarhedens Hav er faktisk synligt med det blotte øje, når kiggebetingelserne er gode. Prøv om du kan finde det, mens Månen er fuld og bliv imponeret over at vide, at landingsstellet står der endnu – også selvom det ikke lige kan ses fra jorden. Apollo 17 var den sidste bemandede mission til Månen.

Dagen efter decembers fuldmåne, den 8/12, befinder den røde planet Mars sig i punktet tættest på Jorden i sin bane om Solen. Hvis ellers skyer, lys og andet ubehageligt kan holde sig væk, giver det nogle fine muligheder for at kigge på Mars, som vil stå i stjernebilledet Tyren hele aftenen og natten og kæmpe om opmærksomheden med stjernen Aldebaran – Tyrens røde øje. Mars vil dog overgå Aldebaran i lysstyrke.

Skulle du misse dagen pga. dårligt vejr, vil Mars blive ved med lyse kraftigt men aftagende resten af december og vinteren over, imens den bevæger sig længere væk fra Jorden igen. Men hvis du endda er morgenfrisk den 8/12, kan du se Mars forsvinde bag Månen mod vest lidt før kl. 6, inden den dukker op igen godt en time senere på den anden side af Månen.

Første halvdel af december er samtidig præget af et spektakulært show af stjerneskud, Gemeniderne, som stammer fra resterne af asteroiden 3200 Phaeton, der én gang hvert halvandet år svinger forbi Solen i sin aflange bane fra asteroidebæltet. I december passerer Jorden altid gennem asteroidens bane (heldigvis ikke samtidig med asteroiden), som er fyldt med småsten og støv. Når det materiale rammer Jordens atmosfære, brænder det op og giver anledning til hurtige spor henover himlen – stjerneskud.

Kig mod stjernebilledet Tvillingerne med de store stjerner Castor og Pollux, til venstre ovenfor for Orion, hvorfra de fleste stjerneskud starter deres spor. Stjerneskudsshowet topper den 14/12 midt om natten med over 100 stjerneskud i timen. At se så mange kræver dog ret optimale betingelser, men gør dig selv den tjeneste at lade øjnene vænne sig til mørket i 15-30 minutter inden showtime - så er et stjerneskud i minuttet ikke urealistisk.

Skulle du få lyst til en gåtur juleaften den 24/12, mens maden står i ovnen, er der ikke bare én men rigtig mange julestjerner at se. Her er Månen nemlig tæt på nymåne og går allerede ned omkring kl. 16. Det betyder, at himlen vil være ekstra mørk.

Kig op over hovedet i zenith og få øje på stjernebilledet Cepheus, som ligner et lille hus – og som ellers normalt kan være svært at se på en mindre mørk himmel. Lige øst for Cepheus dominerer himlens ’W’, Cassiopeia, himlen. Det var her Tycho Brahe i 1572 opdagede Nova Stella – den nye stjerne – som var en supernovaeksplosion. I dag er supernovaen brændt op, men der er efterladt en supernovarest, hvorfra stjernemateriale stadig strømmer ud fra eksplosionsstedet til det omgivende univers.

Og et lille fun fact om Cassiopeia: Forskere vurderer, at hvis man boede på planeten Proxima Centauri b, som er jordens nærmeste exoplanet til Jorden, ville Solen placere sig i Cassiopeia til venstre for w-formen - som derfor i stedet ville blive til en zigzag-linje.

Januar

De to første måneder i 2023 er lidt mindre spektakulære end vinterens første måned, men giver især et fint kig til krigeren Orion, som i løbet af januar bevæger sig højere op på himlen om aftenen.

Orion er især kendetegnet ved stjernerne Betelgeuse og Rigel, som begge er blandt himlens 10 klareste stjerner.

Betelgeuse er en rød kæmpestjerne, som er mere end dobbelt så stor som Mars’ bane rundt om solen.  Den udgør højre skulder af Orion (men ses til venstre, da vi ser Orion forfra).

Rigel derimod er en lysstærk blå/hvid kæmpestjerne, som ’kun’ er på størrelse med Merkurs bane. Til gengæld er Rigel meget lysstærk og skinner mere end 100.000 gange kraftigere end Solen. Hvis Rigel var placeret i samme afstand fra os som Solens nærmeste stjerne (4,37 lysår væk), ville den skinne så stærkt her hos os, at den ville kaste skygge på Jorden.

Under Orions bælte kan du se tre stjerner, der ligger på række lige under hinanden – i en form der kunne ligne en kniv, som hænger ned fra bæltet.

Den midterste del af kniven er blevet fanget af rumteleskopet Webb (se billedet nedenfor) og viser en del af Oriontågen, hvor nye stjerner dannes konstant.

Billedet viser store mængder af gas og støv, der danner en mur, som rammes af intenst stjernelys fra nogle nydannede stjerner i højre hjørne uden for billedet.

Oriontågen kan du også ses selv uden adgang til et rumteleskop til flere milliarder kr., for det kan nemlig ses med det blotte øje – dog med lidt færre detaljer.

De første dage af januar giver igen mulighed for et kig til stjerneskud (husk at ønske), når Quadrantiderne melder deres ankomst.

Ligesom Geminiderne i december skyldes Quadrantiderne en asteroide, som krydser Jordens bane og efterlader støv og småsten, som brænder op i Jordens atmosfære.

Udgangspunktet for stjerneregnen (eller radianten som det hedder for en astronom) ligger i stjernebilledet Bootes, som bedst ses om morgenen i en sydlig retning, højt på himlen.

Følg stangen i Karlsvognen, indtil du kommer til den lysstærke stjerne Arcturus, som er den næstmest lysende stjerne på himlen, set fra Danmark.

Quadrantiderne kan ikke konkurrere med Geminiderne i antal stjerneskud, bl.a. fordi fuldmånen også indfinder sig omkring en uge inde i januar og lyser himlen meget op. Den går dog ned i morgentimerne, som derfor er det bedste tidspunkt at spotte stjerneskud i denne omgang.

Mars bliver ved med at være synlig i januar i stjernebilledet Tyren tæt ved den åbne stjernehob Pleiaderne – også kaldet Syvstjernen.

Pleiaderne domineres af unge, lysstærke stjerner, som er dannet for omkring 100 millioner år siden – temmelig unge efter astronomisk skala.

Pleiaderne har været af stor mytologisk betydning for mange kulturer igennem menneskets historie. Det er formentning dem, bronzealderfolket fra Nebra i Tyskland har forsøgt at afbillede på himmelskiven nedenfor - de syv tætte stjerner i midten af skiven.

Skiven er omkring 30 centimeter i diameter og er fra ca. 1600 f.vt.. Der dog faktisk er væsentligt flere end syv stjerner i Pleiaderne - prøv hvor mange du kan se med en lille kikkert.

Februar

I februar måned vedbliver Mars at være den mest synlige af planeterne i Solsystemet, selvom især Jupiter og til dels Venus vil være synlige i aftentimerne i en vest-sydvestlig retning.

Foruden Mars domineres den sydlige del af nattehimlen af Orion sammen med stjernebillederne Store og Lille Hund. Stjernen Sirius i Store Hund er den mest lysende stjerne, som kan ses fra Jorden (foruden Solen), hvilket primært skyldes, at Sirius ”kun” befinder sig ca. 9 lysår væk fra os – eller den afstand som lyset kan tilbagelægge med 300.000 km/s på ni år.

Sirius bliver holdt med selskab af en lille stjerne, Sirius B, som er på omtrent Jordens størrelse, men som vejer det samme som Solen. Det gør den til en type ekstremt kompakt stjerne (en skefuld vejer mere end et ton), som kaldes en hvid dværg. Hvide dværge er slutproduktet af stjerner som Solen – det, der er tilbage, når de ikke kan producere energi i deres indre ved fusion længere. Solen ender sit liv som en hvid dværg om 5-6 milliarder år.

Den klareste stjerne i Lille Hund er Procyon, som sammen med Sirius og Betelgeuse udgør det, der ligner en ligesidet trekant. Nogle kalder trekanten for Vintertrekanten, da den er nemmest at se om vinteren. I februar kan den ses om aftenen med Sirius stående tættest på horisonten.

Vi slutter vintermånederne af med en fuldmåne den 5/2 og nymåne den 20/2. Et par dage efter nymåne, mens Månen er helt tynd, bliver der mulighed for at se Månen, Jupiter og Venus meget tæt på hinanden i de tidlige aftentimer i en vest-sydvestlig retning i stjernebilledet Fiskene.