Putin havde lagt store planer for den 9. maj. Det er Victory Day – hvor man rundt om i tidligere Sovjetrepublikker fejrer Anden Verdenskrigs afslutning og sejren over Nazityskland i 1945.
I Rusland er 9. maj en fridag, og den fejres blandt andet med en stor militærparade på Den Røde Plads. Her holder Putin traditionen tro en tale, hvor han hylder Ruslands storhed. I år havde han set frem til også at fejre den totale sejr over Ukraine.
Putin havde regnet med, at Ukraine hurtigt ville kapitulere over for Ruslands militære overmagt. Ukraines nederlag ville give ham mulighed for at indsætte en marionetregering og muligvis annektere dele af Ukraine. Men sådan skulle det ikke gå.
Den russiske hær tabte slaget om Kyiv og har kun opnået begrænset succes i det østlige og sydlige Ukraine. Den har samtidig lidt enorme og ydmygende tab af både personel og materiel. Selvom regimet nok skal forstå at sælge Ruslands militære fiasko som en sejr, så står det klart at Putin langtfra får den fest, han havde set frem til.
Putin er diktator
Ruslands militære problemer er kommet bag på mange analytikere, der ikke spåede Ukraine mange chancer mod nabolandets militære overmagt.
Ukraines krigslykke skyldes til dels ukrainernes brave og kompetente modstand, men også at det russiske militær simpelthen var meget dårligere, end de fleste havde forventet. Men hvad kan forklare det?
På trods af, at Putin på papiret er valgt, så er han de facto diktator. Dette skyldes, at valgene ikke er frie og fair, men iscenesatte og manipulerede. Reelt kan Putin ikke tabe. Samtidig er mediebilledet næsten totalt domineret af regimet, mens kritiske røster undertrykkes. Derfor giver det ikke mening at analysere Putin som en demokratisk leder. I stedet må vi ty til forskningen i diktaturer. Dette forskningsfelt kan nemlig hjælpe os med at forklare Ruslands militære uformåen.
En central antagelse i forskningen er, at Putins (og andre diktatorers) primære mål er at blive ved magten, koste hvad det vil. Dernæst kan diktatoren, når han føler sig tilpas sikker, forfølge sekundære mål. Dette kan for eksempel være at tilrane sig store pengesummer eller at føre krig. Denne antagelse leder mig til fire delforklaringer på, hvorfor Ruslands invasion er blevet en fuser.
En diktator må frygte sit militær
Den første forklaring er, at diktatorer i mange tilfælde bevidst underminerer deres eget militær. Dette skyldes, at de er bange for at militæret kupper dem – ofte med god grund.
Ifølge det såkaldte Coup D’Etat Project, der systematisk indsamler data om kupforsøg rundt om i verden, udføres omkring 60 pct. af alle kup af militæret.
Diktatoren kan mindske risikoen for kup ved at sørge for, at militæret er svagt og dysfunktionelt. Eksempelvis henrettede Stalin 81 ud af 103 generaler og 30.000 andre medlemmer af den røde hær op til 2. verdenskrig. Putin er ikke gået til samme ekstremer, men der er forlydender om, at dygtige generaler regelmæssigt bliver fjernet eller nægtet forfremmelser. Samtidig er forholdene for soldaterne ofte kummerlige, og lønnen lav.
En anden strategi er at dele militæret op i forskellige dele, så de dårligt kan koordinere og i stedet kan holde hinanden i skak. Ruslands militær er splittet op i mange dele, og vi har netop set, at militæret har haft svært ved at agere som en enhed i invasionen af Ukraine. I lang tid var det uklart, hvem der var øverstbefalende for invasionen, og det blev først tydeligt, da Alexander Dvornikov blev udnævnt til posten i midten af april – næsten to måneder efter invasionens start.
En diktator bliver sjældent modsagt
Den anden forklaring er, at diktatorer ofte befinder sig i et informationsvakuum, hvilket kan lede til katastrofale beslutninger.
Dette kaldes også for ”diktatorens dilemma”. Analytikere har påpeget, at Putin omgives at ja-sigere, der har vildledt ham med overoptimistiske eller deciderede forkerte informationer, da de er bange for at fortælle ham sandheden.
Samtidig vil de være meget tilbageholdende sige ham imod, hvis han tager dårlige beslutninger. I stedet for at tænke langsigtet forsøger de at opnå hurtige sejre for at gøre Putin tilfreds.
Vi så dette i de første dage af krigen, hvor Rusland på baggrund af forkerte efterretninger havde forventet en let sejr. Dette betød, at der blev indsat enheder på udsatte steder, uden tilstrækkelig beskyttelse eller det fornødne logistiske set-up. Ukrainerne kunne let nedkæmpe disse enheder og dermed tildele Rusland et sviende nederlag i første fase af krigen.
Samtidig ser det ud til, at russiske styrker nu er blevet bedt om at gå i offensiven i de østlige dele af landet uden at være tilstrækkeligt forberedte, hvilket resulterer i store tab og begrænset succes.
Putin har formentlig været utålmodig og ønsket sig en sejr inden 9. maj. Og i sin magtfuldkommenhed har han skabt et system, hvor ingen tør advare ham om konsekvenserne af hans dårlige beslutninger.
Et korrupt system giver bagslag
Den tredje forklaring er korruptionen, der gennemsyrer den russiske hær og skaber store problemer på slagmarken. Der har været eksempler på, at russiske køretøjer er brudt sammen, fordi de var udstyret med dæk af dårlig kvalitet. Dette skyldes formentlig, at nogen har indkøbt billige kopivarer og stukket resten af pengene i lommen.
Et andet problem er, at der bevidst er blevet løjet om, hvor mange soldater de forskellige hærenheder har, så de fremstår kunstigt store og derfor får tildelt flere midler, som korrupte chefer kan tilegne sig, mens de reelt har mindre slagkraft end antaget.
Korruption er imidlertid ikke en fejl i systemet, men en feature.
For at blive på magten er Putin afhængig af ko-option. Dette betyder, at han køber sig til loyalitet, og korruption er netop en måde at sørge for, at pengene flyder ud af statskassen og ned i lommerne på indflydelsesrige personer. Det giver dem en aktie i, at systemet består med Putin for bordenden, og er med til at sikre deres loyalitet.
Den tidligere forsvarsminister i perioden 2007-2012, Anatoly Serdjukov, prøvede at reformere militæret og mindske korruptionen. Men det skabte stor utilfredshed, da hans reformer trådte folk over tæerne og bevirkede, at betydningsfulde mennesker mistede deres beskidte penge.
Serdjukov blev derfor byttet ud med den nuværende forsvarsminister, Sergei Sjojgu. Korruptionen kunne fortsætte og der var mindre postyr.
En diktator gør, som han vil
Den fjerde forklaring er, at krigen ikke behøver at have folkelig opbakning eller give mening for den almene russer, så længe den giver mening inde i Putins hoved.
Reelt er det svært at se, hvad russerne egentlig opnår. Ukraine truede ikke Rusland militært, og det var let at forudse, at det ville være en økonomisk katastrofe for Rusland.
Officielt startede Putin krigen med et mål om at ”afnazificere” og ”neutralisere” Ukraine. Analytikere har forklaret Putins handlinger ud fra forskellige rationaler. Nogle peger på, at krigen bunder i en følelse af russisk sårbarhed og frygt for NATO, andre på at det skyldes stormagtsdrømme og antipati mod pro-vestlige naboer og endnu andre mener, at det handler om at erobre Ukraine.
Uanset det præcise rationale skyldes krigen til syvende og sidst, at Putin ønskede den, og at ingen kunne stoppe ham.
Putin er noget nær almægtig i Rusland og har forberedt krigen med en lille, lukket kreds af fortrolige. Dette betød, at mange soldater ikke vidste, at de skulle i krig og blev overraskede, da de stod på slagmarken.
Når de russiske soldater kæmper, må de spørge sig selv, hvad det er de skal dø for? Ukrainerne ved, at de kæmper for fædrelandet, friheden og demokratiet. Russerne må finde sig til rette med, at de slås for Putin – en gammel mand i en bunker, langt, langt væk. Dette kan forklare den lave moral og kampvilje blandt de russiske soldater. Og det kan forklare, hvorfor Putin har svært ved at hverve nye rekrutter.
Disse fire grunde kan tilsammen hjælpe med at forklare, hvorfor det ikke er en triumferende Putin, der holder tale d. 9. maj, men en presset og aldrende diktator.
Han kommer garanteret til at anklage alle andre for Ruslands militære fadæse: Forrædere, inkompetente generaler, NATO og internationale konspirationer.
Men det er snarere ham selv, der har skabt grobunden for nederlaget, og i sit indbildske storhedsvanvid går det næppe op for ham, at det er ham og det system, der holder ham ved magten, der er problemet.
