Igen i år har soundbokse og spontane gadefester fyldt godt op i sommerens lydbillede. Men hvordan kan det være, at vi oplever musik og fester som støjende? Og er det muligt at komme støjforureningen til livs?
Lydforurening fra spontane fester i det offentlige rum er et tilbagevendende problem i sommerhalvåret. De sidste to år har unge mennesker haft færre steder at mødes på grund af corona-restriktioner, så festerne er i stigende grad flyttet ud på gader og i parker. Samtidig er mobile soundbokse, der er kraftige nok til at blæse et beboelseskvarter bagover, blevet hvermandseje – til stor gene for naboerne.
Men det er ikke kun lydniveauet i sig selv, der er generende. Når larmen fra en fest generer ekstra meget, handler det om typen af lyd.
Normalt oplever vi musik og samtale som stimulerende. Så hvordan kan det være, at vi nogle gange oplever disse lyde som støj? Og er det muligt at komme støjen til livs? Vid&Sans har talt med tre forskere, der beskæftiger sig med lyd ud fra hver sit faglige udgangspunkt.
Ifølge Cecilie Møller, psykolog og postdoc på Center of Music in the Brain på Aarhus Universitet, har det en naturlig forklaring: Hele vores organisme er indrettet til at reagere på pludselige sanseindtryk. Det er en nødvendig overlevelsesmekanisme. Uventede stimuli får os til at være ekstra meget på vagt.
”Vores hjerner arbejder hele tiden på at finde gentagelser og mønstre i vores omverden. Hvis ikke vi kunne det, ville alt omkring os være et stort virvar af syns- og lydindtryk. En af hjernens vigtigste opgaver er at skabe struktur i vores sensoriske miljø, så vi kan forudsige hvad der vil ske lige om lidt,” forklarer hun.
Musik er skabt til at være meningsdannende. Den har nogle strukturer der gør, at vi ikke kan undgå at lægge mærke til den.
Cecilie Møller, Aarhus Universitet
Når vi hører noget, vil hjernen instinktivt forsøge at forudsige, hvad det kan betyde. Det er i mange situationer smart. Når hjernen ubevidst registrerer en bils retning, fart og støjniveau, mindsker det f.eks. risikoen for, at vi bliver kørt over.
Noget, der går igen i mange sensoriske indtryk er rytme. Vi registrerer den i vores pulsslag, når vi går, når vi tygger eller når vi vugger et barn i søvn.
I musik fungerer rytme som en slags skelet til de melodiske forløb. Og fordi langt det meste musik netop er beregnet til at vække vores opmærksomhed, vil der være variationer der bryder rytmen eller det tonale mønster. Komponister og musikere bruger alle mulige tricks til at fastholde engagementet. Så når vores hjerne har afkodet rytmen eller tonearten, kommer der lige et ekstra slag på lilletrommen eller noget andet, der aktiverer vores opmærksomhed på ny.
”Vi kan godt vænne os til en computer, der støjer. Trafikstøj er også forholdsvis jævn. Begge dele kan vores nervesystem godt undertrykke. Men musik er skabt til at være meningsdannende. Den har nogle strukturer der gør, at vi ikke kan undgå at lægge mærke til den,” forklarer Cecilie Møller.
Før jeg beslutter mig for, om jeg kan lide noget musik, vil mine muskler, og mit nervesystem resonere og reflektere musikken. Derfor er der også meget stærke reaktioner på musik vi ikke kan lide.
Holger Schulze, Københavns Universitet
Selvom vi ikke aktivt lytter efter, vil hjernen hele tiden arbejde på at afkode de musikalske indtryk, og det gør det sværere for nervesystemet at slappe af.
Hjernen har nemmere ved at abstrahere fra mere monotone lyde. Vi kender situationen, hvor en ventilator eller emhætte bliver slukket. Vores hjerne havde egentlig ignoreret baggrundsstøjen – og vi bemærker først lyden når den forsvinder.
Det forholder sig omvendt med musik og menneskestemmer. Dem er vores nervesystem kodet til at lægge ekstra mærke til.
Ifølge Holger Schulze, lydantropolog og professor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, er der flere årsager til, at musik kan opleves som generende.
”Lyde kan være uønskede og blive opfattet som irriterende af mange grunde. Den mest oplagte er, når lyden kommer på det forkerte tidspunkt. Hvis nogen spillede min yndlingssymfoni af Carl Nielsen lige nu, hvor vi sidder midt i et interview, så ville jeg hade det,” siger han.
La Danza kl. 3 om natten neden for soveværelsesvinduet er næsten altid den forkerte lyd på det forkerte tidspunkt.
Men derudover spiller andre, mere subtile faktorer også ind: ”Hvis lyde i det offentlige rum knytter sig til en særlig livsstil eller kultur, kan det få andre til at føle sig ekskluderet eller afvist. Det kan forstærke negative følelser. Tidligere i livet var man måske selv ude at feste hele natten – men nu har man børn, et krævende arbejde og andre sovemønstre. Så oplever man lydene som uønskede og generende,” siger Holger Schulze
Man kan således opleve en udefinerbar fornemmelse af tab, når man højlydt bliver konfronteret med yngre generationers livsstil: Et tab af frihed og sorgløshed, en irriterende påmindelse om ens eget arbejde, ens pligter og økonomiske bånd. Og oven i dette et tab af kontrol: Man kan ikke undslippe den lyd, som bliver præsenteret for en. Her kan musik være særligt utåleligt.
”Musik trigger følelser. Før jeg beslutter mig for, om jeg kan lide noget musik, vil mine muskler, og mit nervesystem resonere og reflektere musikken. Derfor er der også meget stærke reaktioner på musik vi ikke kan lide. Vi har ingen ”ørenlåg”, så vi kan ikke undslippe lyd. Vores mest effektive reaktion på uønskede lyde, er at blive irriterede og oprørte,” siger Holger Schulze.
Spørgsmålet er, om der også er teknologiske eller fysiske løsninger til at fjerne støjen som generer, så man kan komme både de festglade og de støjgenerede i møde.
Ikke umiddelbart, siger Finn Agerkvist, lektor på DTU Elektro. Han leder en gruppe, der arbejder med støjreduktion ved udendørs koncerter.
Princippet er det samme som i støjreducerende høretelefoner: Når en lydbølge (fase) sendes ud, kan man møde den med en omvendt lydbølge (modfase) og ”ophæve” lyden. Ved en koncert kan man bruge signalet fra mixerpulten til at producere modbølger og transmittere dem til et sekundært system af højttalere bag publikum.
”Vi måler, hvordan lyden fra de primære højttalere fordeler sig rundt i området, og hvordan lyden fra de sekundære højttalere udbreder sig. På den måde kan vi styre højttalerne, så signalerne ophæver hinanden,” siger Finn Agerkvist.
Fordi det kræver forholdsvis præcise målinger og adgang til støjsignalet, ser Finn Agerkvist dog ikke modstøj som en løsning på de improviserede fester med soundbokse.
”Der er for langt et spring fra en fast etableret scene med én dominerende lydkilde til ikke-organiserede fester, hvor der måske er 10 eller 20 mobile lydkilder i nærheden af hinanden,” siger han.
Heller ikke fysiske lydbarrierer, som vi kender det fra særligt støjende vejstrækninger er løsningen.
”Dækstøj fra trafik er lysere lyde, og dér kan man bruge barrierer. Men generne fra musik er især de dybe toner fra bassen, og de løber udenom. Så det er svært at gøre noget ved det med en fysisk barriere,” siger han.
De eksisterende teknologiske løsninger er altså ikke umiddelbart brugbare. Men på individuelt plan man kan godt tage nogle mere lavpraktiske løsninger i brug, påpeger Cecilie Møller:
”Problemet er jo, at i det øjeblik man er blevet irriteret på en lyd, er den svært at maskere. Man kan prøve at tage ørepropper i og sætte noget andet musik på, så man erstatter det med noget andet, så man fjerner fokus fra den lyd man ikke kan lide. Når det gælder mere monotone typer af lyde, som fx trafikstøj, kan nogle have gavn af Youtube-videoer eller apps der afspiller hvid støj. Det kan hjælpe med at hæve nervesystemets sensitivitetstærskel,” siger hun.
BIOGRAFIER
ANBEFALET TIL DIG
Livskvaliteten er større på landet end i byerne. Folk er mindre stressede og oplever større mening i livet. Ny forskning gør op med gamle myter om land- og yderområder.
Er sociale medier skadelige for de unge? Det mener vi. Men vi ved det faktisk ikke. Den aktuelle fordømmelse af Facebook kunne godt trænge til et par nuancer.
