På en skole i Aarhus sad de tre børn Simon, Peter og Anders omkring et bord og legede en leg med klodser og terninger. Simon havde lige slået en blå, og det betød, at han skulle instruere Peter i at finde en klods og sætte den på den fælles bygning imellem dem. Peter lyttede og satte klodsen, sådan som Simon forklarede. Og i samme øjeblik udbrød Anders med gryende frustration i stemmen: ”Men så kan vi jo ikke bygge den opad. Det er jo en robot!”.
Læreren havde givet børnene en simpel opgave: De skulle blive enige om, hvad de sammen byggede, og terningen hjalp dem med at koordinere den fælles proces. Alle tre syntes, at det var bedst at slå grøn, for det betød, at de selv måtte udvælge to klodser og placere dem, hvor de ville. De var kun lige startet, og indtil videre var de blevet enige om at bygge en robot. Men så begyndte problemerne.
De var nemlig slet ikke enige om, hvordan robotten skulle se ud, om den var høj eller lav, eller om den havde rustning. Børnene ved bordet havde hver deres forestilling, men det havde de ikke rigtig talt om endnu. Læreren havde helt bevidst udtænkt opgaven sådan, at hvert barn måtte få de andre to til at forstå sin ide, samtidig med at de byggede på det fælles projekt. Den forholdsvist enkle byggeleg var altså også en kompleks samarbejdsopgave, som gav børnene et stort behov for at kommunikere. Og det var ikke tilfældigt.
Børnene var nemlig del af projektet CollaboLearn, hvor jeg leder forskningen. Sammen med pædagoger og lærere på Langagerskolen og antropologer fra Aarhus Universitet var børnene i gang med at udvikle en legende måde at lære om samarbejdets sociale dynamikker på. Opgaverne skulle give børnene erfaring med i fællesskab at løse de problemer, som opstod undervejs i en proces. Og det krævede, at børnene eksperimenterede med forskellige måder at kommunikere med hinanden på.
Strækker grammatikken
For mange mennesker er kommunikation lige så selvfølgeligt som at sætte den ene fod foran den anden for at komme hen til kaffemaskinen. Kommunikation består grundlæggende af, at mindst to parter udveksler information med hinanden, og som i børnenes tilfælde foregår det i hverdagen ofte ved, at den ene part taler, mens den anden part lytter – og omvendt.
Når vi taler, siger vi en række ord og sætter dem sammen ved hjælp af underliggende grammatiske regler. Tale bliver til kommunikation, når vi forstår og fortolker ordene i forhold til situationen, og ordene formes dermed af den genklang, de vækker hos andre.
I mødet mellem de voksnes professionelle faglighed og børnenes umiddelbare tilgang viste det sig, at når ’håndgrupperne’ bredte samtalen ud til andre former for kommunikation end bare ord, så lykkedes det dem at finde på helt nye ideer. Den afgørende forskel var simpelthen, at både børn og voksne formåede at lytte til hinanden.
Forskerne finder et støt voksende antal eksempler på, hvordan vi vrider og strækker skriftsprogets grammatik, når vi mundtligt udtrykker vores oplevelse af en situation. Ligesom i de tre børns samarbejde om at bygge en robot. Da Anders undervejs frustreret udbrød, at placeringen af den nye klods gjorde det umuligt at bygge opad, svarede Peter: ”Hvis det er, at en eller anden sætter dén der på, så kan vi sagtens bygge opad”.
Ved første øjekast virker Peters formulering underligt upræcis, men det er en elegant måde at navigere uden om en potentiel konflikt på. Anders havde nemlig overtrådt legens regler ved at udfordre Simons beslutning om placeringen af klodsen. Med sin hypotetiske og løse formulering gydede Peter olie på vandene mellem sine to kammerater og overholdt samtidig reglen om, at farven på terningen bestemte, hvem der skulle placere den næste klods, så samarbejdet ikke brød sammen.
Ord med hænder
For et par år siden undersøgte jeg et kursusforløb målrettet legetøjs- og spilfirmaer, der ønskede at inddrage børn i produktudviklingen. I løbet af ti uger guidede et hold konsulenter de voksne fra fem virksomheder i at arbejde sammen med en helt almindelig fjerdeklasse fra en lokal folkeskole om at udvikle nye ideer og produkter såsom apps, perleplader, kreakasser og forlystelser.
Jeg var der for at finde ud af, hvordan de voksne gav børnene mulighed for at deltage. Så når der kom gang i pap, skum og klodser, listede jeg rundt og stillede videokameraer op i grupperne, og optagelserne viste, at der var stor forskel på de voksnes måde at tale til børnene på. Nogle brugte mange ord til at beskrive og styre, så børnene kunne følge med trin for trin. Andre brugte snarere deres hænder, en oprigtig interesse for børnene og små fortællinger fra deres eget liv til at skabe rammer for arbejdet.
I ’ordgrupperne’ dirigerede og dominerede de voksne, mens børnene gjorde, som de fik besked på, uden større engagement. Samarbejdet resulterede i nydelige prototyper såsom spilleplader med lige linjer og sirlige tegninger, som nok mest af alt lignede det produkt, de voksne havde forestillet sig på forhånd. I ’håndgrupperne’ opstod der en helt anden dynamik. Her byggede både børn og voksne prototyper, mens fantasifulde fortællinger om det frembragte forgrenede sig mellem dem. Prototyperne blev ikke altid lige helstøbte, men til gengæld mere opfindsomme med skøre påfund til ny spilmekanik.
Når vi taler, siger vi en række ord og sætter dem sammen ved hjælp af underliggende grammatiske regler. Tale bliver til kommunikation, når vi forstår og fortolker ordene i forhold til situationen, og ordene formes dermed af den genklang, de vækker hos andre.
I mødet mellem de voksnes professionelle faglighed og børnenes umiddelbare tilgang viste det sig, at når ’håndgrupperne’ bredte samtalen ud til andre former for kommunikation end bare ord, så lykkedes det dem at finde på helt nye ideer. Den afgørende forskel var simpelthen, at både børn og voksne formåede at lytte til hinanden.
Robot eller dumper truck
Ved bordet i klasselokalet i Aarhus byggede Simon, Peter og Anders videre med klodserne. Men Anders var kommet i tvivl om, hvorvidt de andre to egentlig var med på hans ide om at bygge en robot. Anders’ tvivl så ud til at blive ansporet af den voksne i rummet, som med korte mellemrum mindede børnene om, at de skulle tale om, hvad de byggede. Simon og Peter havde stadig ikke sagt højt, at de tilsluttede sig Anders’ forslag om robotten. Den voksne spurgte nysgerrigt, hvad det mon skulle blive til, og lod spørgsmålet hænge i luften, imens Peter fumlede med klodserne.
Ingen svarede. Anders kiggede intenst på Peters hænder, og netop som Peter fik sat en klods fast, mumlede Anders lavmælt ”en dumper truck”. Den voksne hørte ikke Anders, men det gjorde Peter, der tøvede lidt og så bemærkede, at han troede, de byggede en robot. Ved første øjekast så situationen helt udramatisk ud, men Anders var så lettet over Peters utvetydige tilslutning til planen, at han smilede bredt, snuppede terningen og rystede den energisk i sine små hænder, mens han forventningsfuldt gentog ordet grøn, grøn, grøn.
Et væld af udtryksformer
De tre drenge har noget til fælles, som får dem til at samarbejde lidt anderledes end mange andre. Langagerskolen er nemlig en specialskole for autistiske børn, og legen ved bordet udfordrede derfor de tre forholdsvist mere, end den ville have udfordret eleverne på folkeskolen lidt længere nede ad vejen. Autistiske børn har det med at bruge færre ord og have mindre øjenkontakt, og det er to ting, der gør samarbejde vanskeligere. Men selv om Peter, Simon og Anders ikke fulgte de normer, som mennesker uden autisme eller andre udviklingsforstyrrelser såsom ADHD forbinder med at være opmærksomme på hinanden, var de det alligevel på deres egen mere subtile måde.
De tre børns verbale kommunikation om opgaven var måske nok sparsom, men til gengæld brugte de et væld af forskellige andre udtryksformer til at koordinere deres samarbejde. Både hændernes arbejde med klodserne, små løsrevne citater fra YouTube-klip, tv-serier og TikTok-videoer eller sågar brudstykker fra klassiske værker som Händels Messias, nynnet i falset i fælles improvisation, fungerede på lige fod med deres samtale om at løse opgaven.
Hele konteksten i betragtning
Selv om drengenes handlinger umiddelbart virkede meningsløse i situationen, var de faktisk ganske logiske reaktioner på små detaljer i samarbejdet, som vi voksne ikke umiddelbart havde lagt mærke til. Vi spurgte for eksempel os selv, hvorfor Anders talte om dumper trucks, når han nu så gerne ville bygge en robot. Ordene faldt som en reaktion på de klodser, Peter lige havde sat på, og var således en indirekte måde at stille et opklarende spørgsmål på: Har du hørt mit forslag om robotten?
Den voksne tilskrev i situationen ikke bemærkningen fra Anders nogen større betydning, og det tog ti samtaleanalytikere en time at regne ud, hvad Anders egentlig udtrykte med sin mumlen. Peter, derimod, forstod straks meningen bag. Han havde nemlig også sin opmærksomhed rettet mod hændernes handlinger.
Ikkeverbal kommunikation og opklarende spørgsmål satte altså børnene i stand til at samarbejde på trods af deres vanskeligheder. Vi mennesker kommunikerer nemlig ikke kun ved at tale og lytte til hinanden, men ved at tage hele konteksten i betragtning og hele kroppen i brug. Og det er nødvendigt, hvis vi vil høste det fulde udbytte af at arbejde sammen.
