Man behøver ikke være astrofysiker for at nyde stjernehimlen over os – men derfor kan det alligevel være fint at få hjælp fra en til at vide, hvad man skal kigge efter.
Derfor giver ph.d. i astrofysik Michael Linden-Vørnle fra DTU Space dig hvert kvartal en guide til de oplevelser, du kan få på himmelhvælvet over dig de kommende tre måneder. Vi starter her med juli, august og september:
Juli
I juli måned har vi stadig lyse nætter, så himlen bliver aldrig rigtig mørk. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting, da det kan være lettere at finde rundt på himlen, fordi man kun kan se de klareste stjerner. Og så er det jo også en fordel, at vi ofte alligevel sidder udenfor i de klare, lune sommernætter.
Noget af det mest iøjnefaldende på sommerens lyse stjernehimmel er Sommertrekanten. Det er ikke et selvstændigt stjernebillede, men en stor trekant der udgøres af de tre klare stjerner Vega, Deneb og Altair, der er de klareste stjerner i stjernebillederne Lyren, Svanen og Ørnen. Vega er den klareste af de tre efterfulgt af Altair og herefter Deneb. Deres lysstyrke er dog ikke et direkte mål for deres afstand fra os, da Altair faktisk er tættest på med en afstand på 16 lysår fra Jorden efterfulgt af Vega der befinder sig 25 lysår ude. Deneb derimod ligger mere end 1400 lysår væk og er således i sig selv meget mere lysstærk den de to andre.
Hvad er et lysår?
Et lysår er den afstand lyset tilbagelægger på ét år. Lysets hastighed i det tomme rum er knapt 300.000 km/s så et lysår svarer til 9,5 million million km.
Når du kigger på stjernehimlen, er det værd at huske, at alle stjerner, du kan se med øjet, hører til vores egen stjerneby, galaksen Mælkevejen, der er ca. 100.000 lysår i diameter.
Hvis du står tidligt op – eller går sent i seng - er der også mulighed for at fange flere af Solsystemets planeter på morgenhimlen i juli. Omkring kl. 4 står Venus, Mars, Jupiter og Saturn som perler på en snor fra nordøst til syd. I anden halvdel af juli kommer Månen på besøg idet den står tæt på Saturn 16. juli, Jupiter 19. juli, Mars 21. og 22. juli og endelig Venus 26. og 27. juli.
Apropos Månen, så er fuldmånen i juli ekstra fuld – et fænomen, der også kaldes supermåne. Fidusen er, at fuldmåne 13. juli falder sammen med, at Månen denne dag også er tættest på Jorden. Månens bane om Jorden er nemlig ikke helt cirkelrund, men ellipseformet. Månens afstand til Jorden er i gennemsnit 384.400 km, men 13. juli er den nede på 357.263 km.
Hvis vejret er klart kan det anbefales at fange den fede fuldmåne kort efter at den er stået op (kl. 22:31 i København). Når Månen står tæt ved horisonten ser den nemlig meget større ud end når den står højt på himlen. Denne såkaldte måneillusion har dog intet med Månens størrelse og afstand at gøre, men er alene et synsbedrag. Men det giver altså en dobbeltfed fuldmåne!
August
I august slutter de lyse nætter, så nattehimlen igen for alvor bliver mørk og giver gode muligheder for ikke bare at fange de klareste stjerner og planeter, men også fjernere og dermed svagere objekter.
De lyse nætter er den periode, hvor Solen på intet tidspunkt i løbet af natten kommer mere end 18 grader under horisonten. I København slutter de lyse nætter d. 7. august. Solens maksimale højde under horisonten afhænger af den geografiske bredde. Bor du længere mod syd eller nord end København, vil de lyse nætter slutte henholdsvis tidligere og senere end i København. Således slutter de lyse nætter allerede, d. 3. august i Gedser, mens Skagen vil have lyse nætter helt frem til d. 14. august.
August byder normalt på et kosmisk festfyrværkeri i form af meteorsværmen Perseiderne, der topper natten mellem 12. og 13. august. Sværmen er en af årets mest stabile, der altid leverer masser af stjerneskud. Perseiderne er støvkorn og småsten efterladt af kometen Swift-Tuttle, hvis bane krydser Jordens bane om Solen netop dér, hvor vores planet befinder sig hvert år omkring 12. august. Når kometstumperne rammer atmosfæren sker der en kraftig opvarmning, der får luften til at gløde. Det er det, vi ser som meteorer – eller stjerneskud.
Årets udgave af Perseiderne bliver imidlertid ødelagt af Månen, der er fuld 12. august. Månens lys vil drukne de svageste stjerneskud – og det er dem der er flest af. Hvis du natten mellem d. 12. og 13. august alligevel er ude enten for at lufte hunden eller bare nyde den smukke sensommeraften, så kan du dog være heldig at fange et lysstærkt stjerneskud eller to fra Perseiderne.
Sidst på måneden – omkring nymåne 27. august – er himlen derimod dejlig mørk. Det giver mulighed for at fange det fjerneste objekt, der kan ses med det blotte øje. Det er den såkaldte Andromedagalakse, der er vores nærmeste store galaksenabo. Andromeda indeholder omkring en billion stjerner, hvilket er fem gange flere end Mælkevejens ca. 200 milliarder stjerner. Du kan se Andromedagalaksen under det karakteristiske stjernebillede Cassiopeia, der ligner et skævt W. Et godt trick er ikke at stirre direkte på galaksen, men lade øjnene vandre lidt rundt. Alternativt kan du tage en håndkikkert til hjælp.
September
Med denne måned tager vi for alvor taget hul på efteråret og vi får stadig flere mørke timer til at nyde stjernehimlen. Den 23. september har vi jævndøgn, hvor dag og nat er lige lange og derfra går det således kun én vej – mod mørkere tider!
Jordens ene naboplanet, Mars, vil hen over efteråret opføre en kosmisk dans med den markante rødlige stjerne, Aldebaran, der er den klareste stjerne i stjernebilledet Tyren. Dansen består af en sløjfebevægelse, hvor Mars i sensommeren nærmer sig Aldebaran fra vest og passerer tættest forbi den klare stjerne i starten af september med mindste afstand 9. september. Herefter fortsætter Mars vestpå indtil slutningen af oktober, hvor den skifter retning og begynder at vandre tilbage mod Aldebaran. Hen mod slutningen af året, står Mars igen tæt på Aldebaran, men dog ikke så tæt som i starten af september.
Den kosmiske dans skyldes at Mars i år mødes med Jorden på den samme side af Solen – en situation, der kun optræder med ca. 26 måneders mellemrum, fordi Mars er næsten dobbelt så lang tid om at kredse én gang om Solen som Jorden. Sløjfebevægelsen opstår, fordi Jorden overhaler Mars indenom.
De fleste mennesker har ikke set Solsystemets syvende planet, Uranus, da den er for lyssvag til at se uden kikkert. Teknisk set kan Uranus under perfekte forhold lige netop skimtes med det blotte øje, men i praksis skal der altså en kikkert til – og du skal vide, hvor du skal kigge.
Den 14. september byder der dig imidlertid en god mulighed for at fange Uranus, da planeten denne dag vil lege gemmeleg med Månen, hvor planeten vil skjule sig bag vores drabant. Det er dog i virkeligheden ikke Uranus, der gemmer sig, men Månen der i løbet af knapt en time glider hen foran Uranus.
Gemmelegen starter, når Månen kl. 23:34 glider ind over Uranus med sin østlige (venstre) soloplyste rand. Kl. 00:32 dukker Uranus op igen ved den vestlige (højre) mørke rand. Bemærk at disse tidspunkter gælder for København og kan variere med nogle minutter afhængigt af, hvor i landet du befinder dig.
Når et himmellegeme dækker for et andet kaldes det for en okkultation. Det er ikke fordi der er mystik eller overtro med i spillet, men ganske enkelt fordi begrebet kommer af det latinske ’occultare’, der betyder at skjule. For at opleve okkultationen af Uranus skal du bruge en kikkert – som minimum en håndkikkert, men gerne en kikkert, der kan forstørre lidt mere. Det mest spektakulære syn vil være ved okkultationens afslutning, hvor Uranus igen dukker frem fra sit skjul bag Månen.
