De fleste af os ved det godt. Hvis vi hver især vil bidrage til at nedbringe klimabelastningen, skal vi fravælge flyrejser, lade bilen stå og tage toget eller cyklen i stedet. Alligevel er det svært for de fleste at omlægge transportvanerne i mere bæredygtig retning.
Det er ikke fordi, vi ikke er opmærksomme på klimaproblemet. En ny europæisk undersøgelse af borgernes handlinger og bekymringer i forhold til klima viser, at flertallet er bekymrede. 62 pct. mener, at klima er en vigtigere dagsorden end både forurening og affald, og 76 pct. ville acceptere skrappere regulering for at nedbringe klimabelastningen.
”Hvis en lignende undersøgelse var foretaget blandt danskere, vurderer jeg, at den havde vist en endnu større opmærksomhed på klima som vigtig dagsorden og et lige så stort ønske om politisk regulering,” siger Malene Freudendal-Pedersen, der er professor i byplanlægning ved Aalborg Universitet og forsker i bæredygtighed, mobilitet og transportvaner.
Men tilsyneladende kobler vi ikke vores klimabekymring til vores handlinger, når vi skal transportere os. F.eks. er det kun 11 pct., der tænker over klimabelastningen, når de rejser på ferie.
”Medierne omtaler dagligt de mørke perspektiver for kloden. Det påvirker os. Stort set ingen anfægter i dag, at klimaændringer er menneskeskabte. Derfor er det også naturligt, at vi overvejer, hvad klimaudfordringerne bør have af konsekvenser for vores liv hver især,” siger Malene Freudendal.
En stor post i klimaregnskabet
Transport er et af de vigtigste indsatsområder, hvis vi som samfund skal nedbringe vores klimabelastning.
Ifølge seniorrådgiver Morten Winther fra Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet, der opgør Danmarks emissioner på transportområdet, er transport en afgørende del af Danmarks klimaregnskab:
”Den private og den erhvervsmæssige transport udgør tilsammen knap 30 pct. af Danmarks samlede CO2-aftryk, og udledningerne fra transportsektoren er samlet set stigende. Så indtil de fossile brændstoffer er udfaset, ligger der et reduktionspotentiale i at få flere til at køre i offentlig transport eller cykle, når afstandene er til det,” siger han.
Men hvad skal der til for at vi som enkeltpersoner skifte til klimavenlig transport? Ifølge Malene Freudendal kræver det først og fremmest et opgør med den vigtigste af persontransportens hellige køer: Bilen.
Bilens århundrede
I dagligdagen er bilen vores foretrukne transportmiddel, og det er stadig de fossildrevne biler, der fylder mest på vejene. Selv om der kommer flere Teslaer i gadebilledet, især i ressourcestærke byområder, udgjorde el-biler under 2 pct. af Danmarks samlede bilpark i 2020.
Malene Freudendal mener, at der er behov for et opgør med den særstatus, bilen har fået i vores samfund.
Bilen og vores forhold til bilen har haft 100 år til at blive en helt central del af manges hverdagsliv. Den er også blevet et konkret symbol på fleksibilitet, frihed, kontrol.
Malene Freudendal-Pedersen, professor, Aalborg Universitet
”Bilen spiller en enorm rolle. I mange byer i USA er det f.eks. praktisk umuligt at transportere sig på andre måder. Og selv om det ikke helt er sådan herhjemme, har bilen stadig en unik placering i vores liv,” siger hun.
”Bilen og vores forhold til bilen har haft 100 år til at blive en helt central del af manges hverdagsliv. Den er også blevet et konkret symbol på fleksibilitet, frihed, kontrol,” siger Malene Freudendal.
Det afspejler sig også i den offentlige debat.
”Når vi læser om parkeringsudfordringer i København i dagspressen, italesættes det, som om det gjaldt liv eller død at finde en parkeringsplads til sin bil. Det er underforstået, at man er nødt til at have en bil og et sted at stille den for at have et rigtigt liv. Det er ikke svært at finde frustrerede borgere. Men man spørger dem sjældent, om de så vil acceptere færre boldbaner, parker eller legepladser. I København er 54 pct. af byens areal brugt til veje og parkeringspladser. Det er jo også en prioritering på bekostning af noget andet,” siger Freudendal.
Hun påpeger, at de samme prioriteringer gør sig gældende på nationalt plan: ”I sommer landede en stor aftale mellem alle folketingets partier om udvikling af infrastruktur frem mod 2035. Her blev der afsat 68 milliarder kr. til udbygning af vejnettet og kun 3 milliarder til cykelstier.”
Lokalpolitikerne skal turde tænke langsigtet
Hvis borgerne skal hjælpes til at vælge andre og mere klimavenlige transportformer, skal både politikere og arbejdspladser i langt højere grad gøre det muligt, attraktivt og normalt at tage toget, bussen, cyklen i stedet for bilen. Og det gøres ikke i et snuptag:
”Politikerne skal tænke langsigtet. Gøre det spændende og attraktivt at cykle. Som det f.eks. er sket i København med de mange cykelstier, der løber gennem byen som åer uden om og på tværs af bilernes færdselsårer,” siger Freudendal.
På Nørrebrogade i København har man kortlagt trafikken – cyklister, busser, fodgængere og biler – og indrettet den efter, hvem der faktisk bruger vejen mest. Det har givet mere plads til cykler og busser på bilernes bekostning.
”Handelsstandsforeningen på Nørrebrogade var utilfreds, da især butikker med tungere produkter, f.eks. hårde hvidevarer, har sværere kår, hvis bilen ikke så let kan komme helt hen til butikken og læsse af. Men en undersøgelse af butikslivet efter ændringerne viser, at der ikke er sket en nedgang i omsætningen,” siger Freudendal.
Hun henviser til bl.a. hollandske undersøgelser, der viser, at en omlægning af veje til fordel for cyklister og fodgængere faktisk kan gøre lokale butikker ekstra attraktive.
Det lækre tog og den herlige cykeltur
Men hvis man skal have flere til at vælge klimavenlige transportformer, kræver det ikke bare fysisk infrastruktur. Der skal også skabes nye hverdagshistorier om, hvordan cykling og offentlig transport kan være med til at skabe et godt liv i en travl hverdag.
”Mange borgere er pressede til daglig. Transporten er en enormt vigtig faktor for at få logistikken til at hænge sammen, når man skal til og fra arbejde, og når børnene skal hentes og bringes. Men i myldretiden er det ofte langt mere effektivt, og mindre stressende, at cykle eller tage offentlig transport. Det er også langt billigere. Men alligevel er det bilen, der får lov at symbolisere frihed og fleksibilitet. Vi mangler historierne om, at klimavenlig transport også bidrager positivt til kvaliteten af vores liv, ” siger Malene Freudendal.
”Det bliver først en positiv hverdagsfortælling, når vi har et intuitivt forhold til cyklen eller den kollektive trafik som et prioriteret transportmiddel, en helt naturlig og selvfølgelig måde at transportere sig på, som vi ikke nødvendigvis tænker videre over,” siger Freudendahl.
Men de gode historier kan ikke fortælles, uden at infrastrukturen rent faktisk følger med. Man kan gøre meget lokalt ved f.eks. at prioritere klimavenlig transport i de kommunale budgetter og i byplanlægningen. Men der er også brug for håndfaste økonomiske incitamenter.
”På nationalt og europæisk niveau handler det om at gøre klimaskadende transport dyrere end den klimavenlige. I dag er det f.eks. billigere at flyve mellem København og Aalborg end at tage toget,” siger Freudendal.
Eksemplets magt
Både private og offentlige virksomheder har i mange år arbejdet med CO2-regnskaber for at få et overblik over deres klimabelastning – og mulighederne for at nedbringe den. Og her har medarbejderes færden ofte en betragtelig rolle. Også dette kan anspore den enkelte til at ændre vaner, forklare Malene Freudendal.
”Hvis man som virksomhed prioriterer bæredygtig transport, er man med til at præge den enkeltes adfærd. F.eks. hvis man køber el-cykler eller almindelige cykler til arbejdsrelateret transport over korte distancer. Det kan også være elbiler eller tog- og metrokort. Forskningen viser, at hvis man ansporer medarbejdere til at transportere sig klimavenligt i arbejdstiden, har det stor afsmitning på deres transportpræferencer privat,” siger Malene Freudendal.
Virksomheder kan f.eks. også pålægge medarbejderne at tage toget frem for flyet, hvis distancen er under et vist antal km. Eller de kan sørge for at firmaudflugter foregår i tog. Det afgørende er, at private og offentlige virksomheder gennem deres ønske om at spare i CO2-regnskabet kan være med til at inspirere og dreje den enkeltes adfærd i retning af mere klimavenlig transport.
