Den 24. februar 2023 er det lige præcis ét år siden, at Putins kampvogne rullede ind over de ukrainske grænser i øst og påbegyndte dén krig, som alles øjne har været rettet mod lige siden.
Men at vi overhovedet skulle markere denne dag uden at have fundet en afslutning på krigen, ville formentlig have overrasket de fleste ved invasionens begyndelse – i særdeleshed Putin selv.
Krigen har haft enorme omkostninger for alle involverede, og mens stemplerne i den russiske krigsindustri pumper på højtryk, vælter det ind med vestlig støtte og våbensendinger til Zelenskyjs tropper ved fronten.
Men hvor tæt er vi egentlig på, at Vladimir Putin og Volodymyr Zelenskyj finder tiden moden til at indlede de første fredsforhandlinger? Hvilke eksterne og interne faktorer spiller en rolle i den beslutning – og hvordan kan krigens afslutning komme til at se ud?
Det kan du blive klogere på lige her, hvor vi har allieret os med Jonas Gejl Kaas, adjunkt på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, der bl.a. forsker i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
1. Hvor langt er vi fra fred?
”Vi er desværre ret langt fra fred lige i øjeblikket. Ingen af parterne giver udtryk for et ønske om en forhandlet løsning, og der er stadig meget intensive kamphandlinger i det østlige Ukraine. De russiske enheder udfører fortsat offensive operationer i disse områder, og de ukrainske tropper håber på, at de på et tidspunkt kan trænge igennem de stærkt befæstede russiske stillinger, når de nyligt erhvervede Leopard 1 og 2-kampvogne bliver klar til kamp.
Konflikten er altså ikke moden til fred på nuværende tidspunkt. Både Rusland og Ukraine håber på, at de kan tvinge modparten i knæ på slagmarken ved et militært gennembrud – og først da formulere en fredsaftale, der tilgodeser dem selv mest muligt.”
2. Hvilke interne faktorer påvirker mulighederne for fred?
”For begge landes vedkommende er det altafgørende, at der er en både folkelig, militær og politisk opbakning til krigens fortsættelse. Og intet tyder på, at Zelenskyj og hans generalstab har mistet baglandets intense støtte, som de har nydt fra krigens begyndelse – til trods for russiske bombardementer af infrastruktur og lejlighedsvis civil bebyggelse.
I Rusland er der heller ikke nogen stor synlig modstand mod krigen, hverken blandt eliten eller befolkningen. Vi har dog set russere, der lejlighedsvist har protesteret over deres tvangsindrullering i den russiske hær, og tusindvis af mænd har allerede forladt Rusland, men det har endnu ikke affødt en samlet og massiv folkelig modstand.
Putin har imidlertid også gjort sit for systematisk at undertrykke de organisationer i civilsamfundet, der potentielt kunne rejse en sådan fællesmodstand mod regimets krig, bl.a. Komiteén for soldatermødre og Rådet for Mødre og Hustruer, der offentligt har kritiseret Putin og krigen i Ukraine.
En anden essentiel intern faktor er selve krigsindustrien, og om den kan følge med det enorme behov for krudt og kugler. I Rusland har man i den grad skruet op for våbenindustrien og produktionen af ammunition, mens Ukraine har nogle grundlæggende udfordringer i den henseende. De har nemlig ikke en lige så udbygget våbenproduktion – og er derfor til stadighed afhængige af en fortsat intens våbenstøtte fra de vestlige lande.”
3. Hvilke eksterne faktorer er så på spil?
”Lige nu er Ukraine i en situation, hvor de får fuld diplomatisk, økonomisk og militær bistand fra flere vestlige stormagter, mens Rusland i langt højere grad står ret alene i verden.
Putin importerer godt nok droner fra Iran og kan være glad for, at Kina ikke direkte har modsat sig hans invasion, men generelt nyder han slet ikke den samme støtte som Zelenskyj. Han har så heller ikke brug for det på samme måde, for Rusland er ikke nær så afhængige af eksterne faktorer som Ukraine.
Hvis den vestlige bistand til Ukraine ophører, står Ukraine nemlig i kæmpe problemer. De er derfor meget opmærksomme på, at våbenbistanden fortsætter – og de seneste signaler fra både EU, NATO og Danmark, der leverede hele sit artilleri før det overhovedet var ankommet, tyder da også på, at vi lige nu står last og brast med ukrainerne.
Heller ikke eksternt er der altså nogen indikation på, at de to parter er blevet mere modne til forhandling. Både Rusland og Ukraine har fortsat evnerne og viljen til at fortsætte krigen.”
4. Hvordan kan krigens afslutning komme til at se ud?
”Hvis vi kigger på, hvordan tidligere krige er blevet afsluttet, er der overordnet tre forskellige scenarier på spil.
Det første scenarie er enten en russisk eller ukrainsk sejr efterfulgt af en betingelsesløs kapitulation, ligesom vi så det efter Anden Verdenskrig, hvor Japan og Nazityskland kapitulererede. Det er dog ret sjældent, at vi ser det scenarie udfolde sig.
Det andet scenarie er en våbenstilstand efterfulgt af en fredsaftale. Det så vi bl.a. efter Første Verdenskrig, hvor alle parter indstillede kamphandlingerne den 11. november 1918 og først året efter underskrev en fred med Versaillestraktaten. Dengang blev Tyskland pålagt at afmilitarisere, betale en enorm krigsskadeserstatning og afstå en række landområder.
I dag kræver det scenarie, at Rusland og Ukraine ser det fornuftige i en våbenstilstand - og det virker usandsynligt lige nu. En sådan fremgangsmåde er desuden ikke nødvendigvis problemfri. Føles freden påtvungen, kan den skabe et usundt miljø og et større både folkeligt og militært ønske om revanche – ligesom vi netop så det i Tyskland efter Versaillestraktaten. Den øverstkommanderende for den ukrainske generalstab har da også allerede udtalt, at selv hvis der lander en fred med Rusland, vil de ukrainske tropper gøre sig klar til den næste krig.
Det tredje scenarie handler om, at krigen overgår til en lavintensitetskonflikt. Det betyder, at vi hverken får en våbenstilstand eller fredsaftale, men at konflikten fryser fast, så at sige. Det er bl.a. den slags situation vi har i Nord- og Sydkorea, hvor parterne i princippet stadig er i krig, men hvor ’krigen’ kun udspiller sig som små, lavintense konflikter langs den fastfrosne frontlinje med lejlighedsvise træfninger.
Det scenarie virker umiddelbart som det mest sandsynlige lige nu, da ingen af partnerne er modne til en våbenstilstand og dermed fredsaftale. Frontlinjen vil derfor formentlig blive stabiliseret på et tidspunkt, og krigen vil, trods enkelte småtræfninger hist og her, overgå fra aktiv krigshandling til en lavintensitetskonflikt.
Men vi skal naturligvis tage forbehold for, at der er russiske offensiver i gang – og det skulle undre mig meget, hvis ikke de ukrainske styrker svarer igen med lignende offensive operationer.
Der kan derfor stadig ske meget med krigen i Ukraine her i 2023, og derfor må vi ikke på forhånd stirre os blinde på et af scenarierne - eller udelukke helt andre muligheder.”