Idé & tro
Illustration: Maiken Jyndevad Stenvang Foto: wikimedia

Krigens dæmoniske tiltrækning

Fra antikkens heltedigte til det 20. århundredes krigsromaner er den vestlige idé om krig præget af heroiske handlinger, fællesskab og fysiske udfordringer. Når vi undrer os over, hvorfor menneskeheden stadig bekriger hinanden, kan vi derfor finde svar i litteraturen.

Idé & tro
Illustration: Maiken Jyndevad Stenvang Foto: wikimedia

”Denne bog har fortjent Nobels Fredspris.”

Sådan skrev en anmelder efter at have læst den tyske forfatter Erich Maria Remarques krigsroman Intet nyt fra Vestfronten fra 1929. Men Remarque fik hverken fredens eller litteraturens nobelpris. I stedet blev hans bøger brændt af nazisterne i 1933 og han selv tvunget i eksil, mens en ny og endnu større krig lurede i horisonten.

Intet nyt fra Vestfronten er tysk litteraturs svar på et portræt af den fortabte generation, ”der blev ødelagt af krigen, selv om de undslap granaterne,” som det hedder i romanens forord.

Det er en tragisk fortælling om en lille enhed af soldater, der gennem en række prøvelser udvikler et stærkt venskab. Én for én bliver personerne dog maltrakteret af krigens maskineri, inden tragedien kulminerer i romanens slutning med hovedpersonen Paul Bäumers død.

”Han faldt i oktober 1918”, hedder det om Bäumer i romanens ikoniske afslutning, inden den lakonisk fortsætter: ”En dag, der var så rolig og stille langs hele fronten, at hærberetningen indskrænkede sig til sætningen: Intet nyt fra Vestfronten.”

Der er ingen tvivl om, at Remarque skrev romanen i protest mod krigen og al dens gru. Alligevel har værket altid delt vandene.

For er det egentlig en antikrigsroman? Eller er der snarere tale om en lidt for velordnet og underholdende beretning, der bruger krigen som dramatisk fortællestof, men uden for alvor at kritisere det verdenssyn, der ligger bag krigens væsen?

Intet nyt fra Vestfronten er ikke et enestående eksempel på bøger og film, der oprindeligt blev lavet til skræk og advarsel, men som ender med at anspore nysgerrige sjæle til at mærke krigen på egen krop.

De vil mærke, om det virkelig føles som noget helt enestående at være i krig og om kammeratskabet faktisk er dybt og meningsfuldt, som det beskrives i værkerne. Og så betyder det måske mindre, hvem geværpiben peger på og om historien ender godt eller skidt.

Vi kan kalde det afskrækkelsens paradoks – og dén bemærkelsesværdige modsigelse fortæller os faktisk ret meget om krigens uhyggelige popularitet.

Afskrækkelsens paradoks

Intet nyt fra Vestfronten var en triumf for Remarque. Den blev solgt i millionstore oplag og oversat til alverdens sprog. Allerede året efter udgivelsen blev den filmatiseret og sikrede sig snart en plads som den bedst kendte af de mange, mange krigsromaner, der udkom i tiåret efter afslutningen på Første Verdenskrig.

Men trods dens umiddelbart åbenlyse antikrigsbudskab, mener de fleste litteraturforskere faktisk ikke, at romanen rummer et reelt opgør med krigens logik.

Handlingen følger nemlig krigens ydre struktur som en kamp mellem fjendtlige parter, hvor soldater bliver brugt i en større sags tjeneste og i sidste ende kun har hinanden at stole på.

Selv familien og alle dem derhjemme, som de reelt set kæmper for, virker fremmede og upålidelige, hvorimod krigerlivet og kammeratskabet ved fronten er det eneste meningsfulde, der er tilbage i personernes liv.

I en roman som Intet nyt fra Vestfronten er krigerlivet derfor det eneste, vi som læsere får mulighed for at leve os ind i. Selvom det beskrives som hårdt og brutalt, med lemlæstelse og pludselig død, bliver det altså også her – hos soldaterne – vores sympati kommer til at ligge. Og sådan er det med stort set alle traditionelle krigsfortællinger, hvor krigen beskrives gennem soldaternes perspektiv.

I stålstormen

Remarque nåede selv at deltage i krigen i halvanden måned hen over sommeren 1917, inden han blev såret og ukampdygtig.

I løbet af 1920’erne voksede hans behov for at skrive om krigen, men han konstaterede igen og igen, at han savnede konkrete erfaringer at bygge sine beskrivelser op om, særligt erfaringer fra krigens mange forskellige landskaber og oplevelser af årstidernes skiften i skyttegravene.

I midten af 1920’erne faldt han over én af de tusindvis af soldatererindringer, der var udkommet umiddelbart efter krigen, nemlig landsmanden Ernst Jüngers bog I stålstormen fra 1920.

Politisk var Remarque ikke på Jüngers revanchistiske hold, men æstetisk vakte Jüngers beskrivelser genklang, faktisk i så høj grad, at Remarque siden har fortalt, hvordan han i sine beskrivelser af krigens landskaber og hverdagsliv stod i dyb gæld til Jünger, der havde væsentlig mere fronterfaring.

Det interessante er, at de to bøger, I stålstormen og Intet nyt fra Vestfronten, ofte præsenteres som eksempler på to vidt forskellige reaktioner på Første Verdenskrig.

På den ene side Jüngers heroiske, lidenskabelige beretning, der i den grad viser os krigens blodige alvor, men alligevel holder fast i, at krigen var meningsfuld og fornuftig.

På den anden side Remarques tragiske udlægning af krigen som en slags generationsforræderi, hvor den ældre generation ofrede ungdommen på krigens alter for egne forskruede idéer om national stolthed og ære.

Men i de sansetunge beskrivelser af hverdagen ved fronten ligger Intet nyt fra Vestfronten overraskende tæt på I stålstormen.

Remarque mente selv, at Jüngers bøger havde den størst mulige pacifistisk indflydelse. Men ikke alle læsere delte dén opfattelse af den tyske officers voldsomme dagbøger.

Nazisterne så Jüngers frontskildring som opbyggelig for unge soldater, der skulle vide, hvad de gik ind til – og hvilke oplevelser og soldaterfællesskaber, de kunne opleve. Derfor blev soldaterne på Østfronten udrustet med en særlig frontudgave af I stålstormen.

De barske realiteter

Skønlitterære forfattere kan aldrig styre læserens opfattelse og oplevelse, og derfor kan de kun i begrænset omfang tvinge et bestemt budskab igennem – det gælder også, når emnet er krig. Hvad Remarque opfattede som pacifistisk, oplevede en Jünger-læser som Adolf Hitler som heroisk og storladent.

Men både Remarque og Hitler, både pacifister og krigsbegejstrede læsere, opfattede I stålstormen som en nøgtern fremstilling af krigens rædsler. De forbandt krigens barske realiteter med fortællinger om hårde prøvelser ved fronten, gennemlevet af en almindelig soldat uden andre end de nærmeste venner at støtte sig til – og den opfattelse har de fleste nok stadigvæk.

Både forfattere, læsere og litteraturforskere har imidlertid overvejet, hvad der ville ske, hvis vi knyttede andre typer af personer og oplevelser til idéen om krigens realiteter.

Kunne man f.eks. undgå at bidrage til krigsfascination og ophøjelsen af krigens vold, hvis man ikke altid fortalte om krig med udgangspunkt i soldatererfaringer og kamp?

Muligvis. Der findes i hvert fald flere bud på, hvordan det kan gøres.

Krigskomedier

Én fremgangsmåde er de bemærkelsesværdige soldater- og krigskomedier.

I denne gamle litterære tradition fremstilles hovedpersonen ofte som en inkompetent eller genstridig soldat, der gør alt, hvad han kan, for ikke at komme i kamp.

Vi kender typen fra f.eks. den tjekkiske forfatter Jaroslav Hašeks folkekære antihelt Svejk, der gennem to tykke romanbind fra starten af 1920’erne på intet tidspunkt når til fronten under Første Verdenskrig, fordi han igen og igen forpurrer myndighedens forsøg på at mobilisere ham.

I samme afdeling for kulsort humor finder vi Kurt Vonneguts Slaughterhouse-Five fra 1969, der foregår under Anden Verdenskrig, men også var en kras kommentar til den igangværende Vietnamkrig.

Hovedpersonen Billy Pilgrim må være den absolut mest uduelige soldat i hele den amerikanske hær – og alligevel overlever han både tysk fangenskab og de allieredes altødelæggende bombardement af Dresden i februar 1945.

I disse krigskomedier - eller krigstragikomedier - skinner fascinationen af krig stadig igennem, men den kommer til udtryk gennem fortællingernes bipersoner. Hovedpersonen er i begge tilfælde helt upåvirket af de store begivenheder omkring ham - og så alligevel ikke helt. I begge romaner findes nemlig også en tung melankoli og en mærkbar eftertænksomhed, der gør et stort indtryk på læseren.

Kvindernes krig

I den nyere litteraturhistorie har vi også set mange forsøg på at gøre op med krigsfascinationen ved at bruge alternative fortælleformer.

I stedet for en lineær fortælling med én tydelig hovedperson eller en lille militærenhed som ’hovedpersonen’, præsenteres en ny form for fortællinger, der fremhæver helt andre sider af krigen.

Et af de bedste eksempler på den type litteratur er den belarussiske forfatter Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fra 1985.

Her har forfatteren interviewet et væld af kvindelige krigsveteraner fra Anden Verdenskrig, der alle deltog på forskellige måder i kampen mod den tyske hær, der invaderede Sovjetunionen i 1941. Men i bogen er fokus ikke på kampe og sejre, men på kvindernes hverdagserfaringer, på livet i en krigstid, mere end på mennesket som en del af krigens maskineri.

I bogens indledning forholder forfatteren sig direkte til den fascination af krigen, som langt de fleste bøger og dagligdags-krigserindringer giver udtryk for. Aleksijevitj og hendes kvindelige hovedpersoner mener, at den gængse fortælling om krigen afspejler et mandligt perspektiv, der dominerer samfundets generelle forståelse af krigens væsen.  

De kvindelige veteraners erindringer passer ikke ind i denne officielle diskurs, men skaber i Aleksijevitjs bog en alternativ fortælling, der umiddelbart fremstår langt mere nøgtern, fordi det hverken er kampen, de mange prøvelser eller det skæbnetunge venskab, der bliver drivkraften. Dét er derimod alle hverdagserfaringerne, de sansede erindringer af både kampsituationer og alle de andre utallige situationer, der opstår i en krig, og som krigen også består af.

Krigen på afstand

Aleksijevitjs bog er skrevet under Sovjettiden og dermed ind i en konform erindringskultur. Men også i den vestlige litteratur omkring årtusindskiftet finder vi bøger, der undersøger krigsfascinationen på afstand. Et godt eksempel er den tyske forfatter W. G. Sebalds roman Austerlitz fra 2001.

Den handler om en mand, der bruger hele sit voksenliv på at genskabe den historie, han mistede, da nazisterne besatte Tjekkiet og tvang hans jødiske forældre til at sende ham i sikkerhed i Storbritannien, mens de selv blev forfulgt og sendt i kz-lejre.

Romanen trækker tråde tilbage i historien, bl.a. til Napoleonskrigene og slaget ved Austerlitz i 1805. Som ung kostskoleelev har hovedpersonen et fag om europæisk historie, der hovedsageligt handler om Napoleons mange sejre og enkelte nederlag - og her lytter han med begejstring på sin historielærers beskrivelser af slaget ved Austerlitz.

Historielæreren har alle klassens drenge i sin hule hånd, når han udpensler slagets gang. Drengene lever sig rædselsslagne og fascinerede ind i den fremmede verden af krudt og kugler, af heltemod og kujoneri, ind til deres lærer pludseligt, nærmest brutalt, afbryder sin fortælling med beskeden om, at det er en illusion, når vi med fortællingens kraft vil genskabe et gammelt slag som dét ved Austerlitz.

Men det er for sent for drengene, og særligt for romanens hovedperson. Fascinationen har bidt sig fast, han er blevet et offer for krigens dæmoniske tiltrækningskraft. Den nærmest magnetiske tiltrækning sender ham på et opsporingsarbejde rundt om i hele Europa, hvor han forsøger at rekonstruere sin egen historie.

Igen og igen konfronteres han dog med det umulige i sin mission. For hvis han forsøger at genskabe den drabelige, krigeriske verden, som han er født ud af, vil det ødelægge ham for altid. Akkurat som Paul Bäumer bliver knust i genfortællingen af Første Verdenskrigs rædsler.

Krigen blev hans skæbne

Ligesom Aleksijevitjs fortælling om de kvindelige krigsveteraner er Sebalds roman en advarsel mod overhovedet at gå ind i det rum, som krigsfortællingerne åbner. I det rum møder vi nemlig en fortælletradition, der hvirvler os, læserne, rundt i en malstrøm af kampe og prøvelser, som det er vanskeligt ikke at blive fascineret af og måske endda identificere sig med.

Det er imidlertid også en fortælletradition, der har det med at sløre, at krig er skabt af mennesker og ført af mennesker. Trods de mange forskelle i temperament og holdning er det som om, at personerne hos f.eks. Jünger og Remarque er skabt af krigen og ført af krigen. Krigen er fremstillet som deres skæbne eller en slags dæmonisk kraft, der bestemmer alt, og afgør, hvem der skal leve, og hvem der skal dø.

Der er noget dybt tilfredsstillende ved på den måde at kunne spejle det enkelte menneskes historie i en større fortælling, uanset om man opfatter det som ansvarsfralæggelse eller det at tage sin skæbne på sig.

Måske er vi her nået frem til en vigtig del af forklaringen på, hvorfor mennesker stadig bekriger hinanden; Det handler om fascinationen af at være med i noget stort og usædvanligt, om behovet for at prøve sig selv af og tage del i et meningsfuldt og autentisk fællesskab, og om at kunne se sig selv i dialog med den store historie.

Men også hér afklæder litteraturen illusionen og viser os, at historien er i evig forandring og at gårsdagens vindere bliver morgendagens tabere. Tilbage står man med en personlig historie formet i krig og af krig, og selv om man selv har valgt det, er der ikke andet for end at erklære: krigen blev min skæbne!

Boghjørnet

Litteraturen har i årtusinder pustet liv i forståelsen af, hvad det betyder at være et menneske i verden – og netop dét gør den så levedygtig.

Alligevel fylder litteraturen sjældent særlig meget i vores samfundsdebatter og samtaler om det, der rører sig lige nu og her.

Det gør Vid&Sans nu noget ved.

Hver måned undersøger vi et aktuelt emne, en tidstypisk følelse eller en igangværende begivenhed gennem bøgernes univers.

Helt konkret sætter vi en række bogelskende og velskrivende forskere fri og lader deres nysgerrighed på månedens emne og litteraturens verden gå op i en højere enhed i et format med højt til loftet.

Så glæd dig til passionerede artikler om alt fra fodboldfeber og forårs-kuller til fremtids-blues og familierelationer.

Velkommen til Boghjørnet.
Litteraturen har i årtusinder pustet liv i forståelsen af, hvad det betyder at være et menneske i verden – og netop dét gør den så levedygtig.

Alligevel fylder litteraturen sjældent særlig meget i vores samfundsdebatter og samtaler om det, der rører sig lige nu og her.

Det gør Vid&Sans nu noget ved.

Hver måned undersøger vi et aktuelt emne, en tidstypisk følelse eller en igangværende begivenhed gennem bøgernes univers.

Helt konkret sætter vi en række bogelskende og velskrivende forskere fri og lader deres nysgerrighed på månedens emne og litteraturens verden gå op i en højere enhed i et format med højt til loftet.

Så glæd dig til passionerede artikler om alt fra fodboldfeber og forårs-kuller til fremtids-blues og familierelationer.

Velkommen til Boghjørnet.

BIOGRAFIER

Ekstern lektor, Aarhus Universitet
Kasper Green Munk, ph.d. og ekstern lektor i Litteraturhistorie, Aarhus Universitet. Desuden oversætter, anmelder og i 2023 debuterende forfatter med essayet Rejse til krigens steder (Forlaget Atlanten), en fortsættelse af hans akademiske interesser fra bl.a. den prisvindende ph.d.-afhandling Krigens poetiske potentialer: Jünger, Sebald og kampen og kroppen i moderne krigslitteratur (Aarhus Universitet, 2011). (foto: Anne Green Munk)
Vid&Sans
Journalist og redaktør på Vid&Sans. Skriver bl.a. om kultur, historie, politik og samfundsforhold.

ANBEFALET TIL DIG

Menu